Samtale med Mara Lee
[...]
Mara Lee: Jag är lite förkyld också, så …
SC: Ja, he-he, okay ...
Mara Lee: – och jag ska äta lite …
SC: Lidt smaske- og snøfte lyde også ... Jamen, det er bare helt fint ... Lidt kropslige ... kropslige lyde ... Ja, jeg sidder på Landmark café ... øh ... sammen med den svenske forfatter Mara Lee og jeg har netop hørt hende læse op, jeg har netop hørt dig læse op igår, på Hotel Terminus ... øhm ... Det jeg bedst kender til dit forfatterskab er jo din debut ... øh ... fra 2000 som hedder Kom ... øhm ... Den bliver jo på omslaget kaldt for din debutroman?
Mara Lee: Ja.
SC: Men det er måske ikke dig der har bestemt? Det ligner jo prosalyrik?
Mara Lee: Det er min ...
Mini-disk spiller: Low battery
Mini-disk spiller: Low battery
Mara Lee siger roligt: Det er min beslutning. En anden beslutning bliver hurtigt taget efter at mini-disk spilleren har blinket sin dystopiske statement et par gange. Intervieweren glemmer alt om det ekstra batteri hun har liggende i tasken, gør sig klar med kuglepennen, kigger spørgende op. Ja?
Kom. Han skulle vara nästan lika verklig som du. Tag honom i din mun, visa dig. Du måste låta honom växa i dig; kräv hans ankomst. Han kommer att stöpa dig inifrån. Svullnaden som pressar mot ditt gomsegel är enbart ett tecken på din kärlek – du deformeras till en älskande, talande.
Kom skriver sig op imod det man kan kalde en klassisk romanstruktur. En romanstruktur som sagte men sikkert bevæger sig mod et klimax og som derefter toner hastigt ud i det snorksovende efter denne sin enkeltstående kraftanstrengelse af en forløsning. En struktur som synes at mime et mandligt begærs logik. Kom vil vægre sig mod dette, siger Mara Lee, Kom har en anden strategi.
I fem scener gennem bogen blændes der gang på gang op for det samme nedskrællede landskab: en strand, sand, vand, regn. To kroppes sammenstød. Tekstens egen tørre stemme synes at tale fra et sted udenfor rammerne, teksten taler til et kvindeligt "du", sætter hende i scene og bruger den mandlige karakter som instrument således som han nærmer sig hende, handler i hende, på hende, over hende, i en proces hvis eneste progressive træk synes at være en tiltagende opløsning.
Disse to navnløse karakterer mødes da manden fra stranden ser et objekt, en klods flydende i vandet, klodsen er ointagligt vit, han slår på den, skader hænderne på den og trænger så ind i den, kan forme den sådan som bølgerne former sten, træ og andet materiale, andre ting. Hun kommer til syne som en mund, hun immiterer sandet, hun er sandpigen. Igennem seksuelle akter synes hun at formes, beskæres, belyses i dele af hans blik. Det begær som synes at drive handlingerne giver sig udslag i en slags undersøgelse der er så distanceret i sin intimitet at det nærmer sig en dissektion: hans skopofiliske drift byder han at bryde ind i de mest utilgængelige hulrum i kvindekroppen, en krop der på trods byder ham at fortsætte, der synes at åbne sig for hans videre mutilation.
Hvilken tilstand vi nærmer os er uklart, hun beskrives som död men rörlig materia nära havet, som et hulrum i sandet, en dødelig indgang, en drømmerest. Den energi der lå i de vedholdende sammenstød mellem det mandlige subjekt og dets modsætning synes at have fortæret dem begge.
SC: Jeg genlæste tilfældigvis Kom parallelt med "Orpheus' blik" af Maurice Blanchot, og det slog mig at der var visse ligheder. Mens at Blanchots tekst smittede af på Kom og satte teksten i et mytisk skær – jeg så pludselig den mandlige karakter som en slags destruktiv havgud – så fremhævede parallellæsningen de voldelige toner i Blanchots tekst ... Har landskabet i Kom på nogen måde et mytisk skær over sig?
ML: Nej, jeg mener ikke det. Det er vældig få der har læst teksten sådan. Selvom det jo er et arkaisk landskab, udenfor tid og sted. Et reduceret landskab, men uden symbolværdi. Det er ikke Manden og Kvinden der mødes, Kom er på ingen måde tænkt som en Ursprungsmyte.
SC: Teksten synes at have en autoritær stemme? Den taler i imperativer, initierer de voldelige handlinger der foregår?
ML: Jeg ville skrive om intime ting, men på en distanceret måde, uden et jeg i teksten. Deri består volden, distancen udgør volden.
SC: Hvilken tilstand er hun i, hvilken slags død er det?
ML: Vi har flyttet os væk fra dikotomien mellem subjekt og objekt. På en måde er hun igennem teksten det ultimative objekt: tekstens så vel som mandens objekt. Der foregår en demontering, hun forlader sin objekthed. Manden opløses i samme bevægelse: han har brug for objektet for at konstituere sig som et selv.
SC: Du er blevet sammenlignet med to andre svenske forfattere, Åsa Ericsdotter og Cecilia Hansson – man har ganske typisk forsøgt at påvise en trend, en ny stil, en ny måde hvorpå kvindelige forfattere skriver om begærsrelationer?
ML – Ja ... jeg tror på den måde at konstruere "bølger" i litteraturen ... Men jeg synes ikke der er et slægtsskab. Jeg skriver ikke om begær, men om begærets bagside. De nævnte forfattere ønsker at skildre det kvindelige begær, mit projekt er mere politisk. Jeg føler mig mere beslægtet med Johan Jönsson. Han skriver om kroppen som fedt, det er litteratur der gør dig syg, der findes intet begær. Der findes ingen forsoning, ingen livsbejaelse.
SC: Er det et sted man kan være?
ML: Nej, man kan ikke være der. Og det er ikke litteratur. Det går imod en grænsezone.
Mikrofonen vokser i min hånd. Jeg holder den ud i strakt arm, råber hva! hva! Mara Lee ser på mikrofonen, ser roligt på mig, siger kan du upprepa frågan? Jeg tænker ha, jeg kender allerede svaret og skal råbe det ud i triumf. Jeg siger med et lille smil og en let knurren: Mara Lee Mara Lee? Mara Lee, Mara Lee Mara Lee! Der bliver stille. Mara Lee ser stadig roligt på mig. En lang sort og skinnende blank hårtot er faldet ned i min pande. Jeg stryger hårtotten om i nakken, ser mig over skulderen ud i cafélokalet. Der sidder spredte grupper af folk i sofaerne, de ser alle på mig, stryger langt sort og skinnende blankt hår tilbage fra ansigterne og siger med store smil i kor Mara Lee, Mara Lee Mara Lee!
Kom er en tekst hvis lyriske kvaliteter på gunstig vis bakkes op af noget der kunne minde om et manifest. Bl.a. på Vertigo förlags hjemmeside og i det danske tidsskrift Passage nr. 40 (2001) er det muligt at fordybe sig i studiet af det postpornografiske – et begreb som ifølge Mara Lee indebærer en forhaling, en standsning der binder os til begærets rester. Hun vil at vi skal tage konsekvenserne af vores konsumption, ikke blot registrere mætheden og tomheden forbigående for derefter straks at distrahere os med andre ting, rette os mod nye begærsmål. Hun vil at vi skal lytte efter den efterfølgendes slæbende trin på klinikken.
Det pornografiske imperativ som byder sit begærsobjekt at afklæde sig lag efter lag indtil det inderste afslører sig, er en genkendelig form. Genkendelig hvorfra? Fra kogebøgerne: de kortfattede instrukser som på effektiv vis skal lede os imod øjeblikket hvor tænderne endeligt kan sættes i stegen, afviger i sin form ganske lidt fra Sir Stephens ordrer til O.
Mara Lee sætter i sit essay i Passage, "Pornografiens påbud og det postpornografiske", lighedstegn mellem pornografien og finkulturen: der hvor pornografiens mål er at skabe kådhed er det finkulturens mål at skabe indsigter. Begge synes at have udskillelse af kropsvædske som sit højdepunkt: om det er sæd og safter på sengekanten eller tårer på første række i Det Kongelige Teater, det kan stort set være det samme. Vi gennemgår et forløb, om vi er aktører eller tilskuere, der har til formål at tømme os, tømme os og give plads til nye begærsretninger, stadig nye begærsmål.
Vi længes efter en katharsisk kunst, en litteratur som ikke forbliver i et passivt svævende univers, en litteratur som har hvad vi opfatter som naturlig progression, en selvfølgeligt forløsende udgang. Og vi skal afstraffe litteratur som har andre strategier, skal vi! Der findes mange eksempler på frustrerede litteraturkritikere som bliver sat på prøve overfor romaner med ikke-genkendelige narrative strategier. Inger Bråtveits roman Munn mot ein frosen fjord måtte for eksempel finde sig i en frusteret kritikers parafrase af romantitlen i en anmeldelse på Vinduets netsider for ikke så længe siden: Fastfrose og handlingslaust innerst i ein fjord (08/03/03).
Kan vi se udover ørkenlandet og sige der er intet her?
Eller kan vi se udover ørkenlandet og sige: Der er noget andet her, hvad er det?
Mara Lee siger undskyldende at hun er dårlig til at skrive realistisk.
Den unge norske forfatter Olaug Nilssen kommer forbi. Hun siger hei.
Så siger Olaug undskyldende at hun er dårlig til at skrive realistisk.
Jeg siger jamen hør nu piger!
Hvem har bestemt hvad det realistiske er?
Mara Lee: Kvinnligt skrivande beskylls ibland för att vara anorektiskt.
Texten ses som ett sjukdomstillstånd i den friska kroppen.
Men det är ett sjukdomstillstånd som inte ska botas.
Tre hoveder nikker synkront. Vi bestiller alle sammen en kage til.
[...]
Susanne og Mara siger ha det til Olaug.
[...]
SC: Frederik Nyberg sagde i et Vagant-interview at han forsøgte at skrive tekster der kunne skade ham. Stig Larsson vil skade sine kritikere fysisk, forestiller sig dem skadet af sine tekster ...
ML: Jeg tror ikke det er noget man bestemmer selv. Men mange bliver skadet af teksten de skriver, det tror jeg. Det andet virker blot som en slags bungee-jump, en måde at bringe spænding ind i livet på.
SC: Men at undersøge forbindelsen mellem den fysiske krop og teksten, om en sådan forbindelse eksisterer ...
ML: Forbindelse eksisterer afgjort, det er jo noget fænomenologien har interesseret sig for ...
SC: Så en ændring, en manipulation af kropsfornemmelse, for eksempel kraftig vægtøgning, skulle kunne vise sig i det tekstuelle? At kroppen er anderledes ligger jo også til grund for idéen om écriture féminine, at der findes et specielt kvindeligt skriftudtryk ... Jeg synes jeg ser rester af fx Hélène Cixous' forfatterskab i dine tekster?
ML: Ja, jeg bliver vældig inspireret af teori – Cixous, Kristeva, Irigaray ...
SC: Det er befriende at læse tekster der kan tænke, der findes forbavsende få af slagsen, synes jeg. De vitalistiske forfattere som mener at kunne skille abstrakte størrelser som Det Virkelige (det er lissom livet! Det er DER ude!) ud fra det teoretiske, kravler jo ubehjælpeligt rundt i deres eget dikotomiske litteratursyn ...
ML: Ja.
SC: Den nye tekst, den du læste på Hotel Terminus igår – den synes som noget nyt, den er anderledes end Kom? Kan vi slå fast at dit forfatterskab er i progression? Sådan som litteraturvidenskaben og media er så interesserede i at beskrive forfatterskaber: som en række af sejre, af overvindelser. Minder mig mest om sportsnyhederne ...
ML: Det handler stadig om en intersubjektiv relation, denne gang om moren og børnene. Hun er udsat i forhold til børnene, hun er uforstående overfor deres livsform. Børnene bliver en slags kropslige abjekter for hende. Sådan er mit billede af moderskabet, dystopisk. Fremstillingen af forholdet mellem mor og barn er jo grundigt mytologiseret, myter der er til for at korrigere os. Jeg spiller i teksten på den lydelige lighed mellem vård (omsorg) og våld (vold), hvordan de to begreber kan være sider af samme sag ...
Jeg ser ned på Mara Lees paraply. Den ligger til tørre, slået op, med håndtaget i vejret. Den er lysegrøn, en farvetone i perfekt balance mellem neon og pastel. Inde i farven finder jeg noget, en historie om en mor. De fortæller hende at en mors kærlighed er som havet, grænseløs. De gentager: en mors kærlighed er som havet, uendelig. En mor står foran en datter, datteren siger slip mig forbi, jeg vil ud. En mors angst er som havet og hun siger: jeg går ikke ud og du går ikke ud. Du kan ikke overskride mig, du må blive i min krop. En mor står med en kniv foran døren. En datter er ikke en datter, men én lang bevægelse: ned ad trappen, ud gennem haven, over hækken, væk.
Teksten er publiceret i Vagant 1-2/2003. Mara Lees anden bog Hennes vård kom ud i 2004, og i 2007 kom romanen Ladies. Tekster fra Kom var del af pensum på litteraturvidenskab, Universitetet i Bergen våren 2004.
[...]
Mara Lee: Jag är lite förkyld också, så …
SC: Ja, he-he, okay ...
Mara Lee: – och jag ska äta lite …
SC: Lidt smaske- og snøfte lyde også ... Jamen, det er bare helt fint ... Lidt kropslige ... kropslige lyde ... Ja, jeg sidder på Landmark café ... øh ... sammen med den svenske forfatter Mara Lee og jeg har netop hørt hende læse op, jeg har netop hørt dig læse op igår, på Hotel Terminus ... øhm ... Det jeg bedst kender til dit forfatterskab er jo din debut ... øh ... fra 2000 som hedder Kom ... øhm ... Den bliver jo på omslaget kaldt for din debutroman?
Mara Lee: Ja.
SC: Men det er måske ikke dig der har bestemt? Det ligner jo prosalyrik?
Mara Lee: Det er min ...
Mini-disk spiller: Low battery
Mini-disk spiller: Low battery
Mara Lee siger roligt: Det er min beslutning. En anden beslutning bliver hurtigt taget efter at mini-disk spilleren har blinket sin dystopiske statement et par gange. Intervieweren glemmer alt om det ekstra batteri hun har liggende i tasken, gør sig klar med kuglepennen, kigger spørgende op. Ja?
Kom. Han skulle vara nästan lika verklig som du. Tag honom i din mun, visa dig. Du måste låta honom växa i dig; kräv hans ankomst. Han kommer att stöpa dig inifrån. Svullnaden som pressar mot ditt gomsegel är enbart ett tecken på din kärlek – du deformeras till en älskande, talande.
Kom skriver sig op imod det man kan kalde en klassisk romanstruktur. En romanstruktur som sagte men sikkert bevæger sig mod et klimax og som derefter toner hastigt ud i det snorksovende efter denne sin enkeltstående kraftanstrengelse af en forløsning. En struktur som synes at mime et mandligt begærs logik. Kom vil vægre sig mod dette, siger Mara Lee, Kom har en anden strategi.
I fem scener gennem bogen blændes der gang på gang op for det samme nedskrællede landskab: en strand, sand, vand, regn. To kroppes sammenstød. Tekstens egen tørre stemme synes at tale fra et sted udenfor rammerne, teksten taler til et kvindeligt "du", sætter hende i scene og bruger den mandlige karakter som instrument således som han nærmer sig hende, handler i hende, på hende, over hende, i en proces hvis eneste progressive træk synes at være en tiltagende opløsning.
Disse to navnløse karakterer mødes da manden fra stranden ser et objekt, en klods flydende i vandet, klodsen er ointagligt vit, han slår på den, skader hænderne på den og trænger så ind i den, kan forme den sådan som bølgerne former sten, træ og andet materiale, andre ting. Hun kommer til syne som en mund, hun immiterer sandet, hun er sandpigen. Igennem seksuelle akter synes hun at formes, beskæres, belyses i dele af hans blik. Det begær som synes at drive handlingerne giver sig udslag i en slags undersøgelse der er så distanceret i sin intimitet at det nærmer sig en dissektion: hans skopofiliske drift byder han at bryde ind i de mest utilgængelige hulrum i kvindekroppen, en krop der på trods byder ham at fortsætte, der synes at åbne sig for hans videre mutilation.
Hvilken tilstand vi nærmer os er uklart, hun beskrives som död men rörlig materia nära havet, som et hulrum i sandet, en dødelig indgang, en drømmerest. Den energi der lå i de vedholdende sammenstød mellem det mandlige subjekt og dets modsætning synes at have fortæret dem begge.
SC: Jeg genlæste tilfældigvis Kom parallelt med "Orpheus' blik" af Maurice Blanchot, og det slog mig at der var visse ligheder. Mens at Blanchots tekst smittede af på Kom og satte teksten i et mytisk skær – jeg så pludselig den mandlige karakter som en slags destruktiv havgud – så fremhævede parallellæsningen de voldelige toner i Blanchots tekst ... Har landskabet i Kom på nogen måde et mytisk skær over sig?
ML: Nej, jeg mener ikke det. Det er vældig få der har læst teksten sådan. Selvom det jo er et arkaisk landskab, udenfor tid og sted. Et reduceret landskab, men uden symbolværdi. Det er ikke Manden og Kvinden der mødes, Kom er på ingen måde tænkt som en Ursprungsmyte.
SC: Teksten synes at have en autoritær stemme? Den taler i imperativer, initierer de voldelige handlinger der foregår?
ML: Jeg ville skrive om intime ting, men på en distanceret måde, uden et jeg i teksten. Deri består volden, distancen udgør volden.
SC: Hvilken tilstand er hun i, hvilken slags død er det?
ML: Vi har flyttet os væk fra dikotomien mellem subjekt og objekt. På en måde er hun igennem teksten det ultimative objekt: tekstens så vel som mandens objekt. Der foregår en demontering, hun forlader sin objekthed. Manden opløses i samme bevægelse: han har brug for objektet for at konstituere sig som et selv.
SC: Du er blevet sammenlignet med to andre svenske forfattere, Åsa Ericsdotter og Cecilia Hansson – man har ganske typisk forsøgt at påvise en trend, en ny stil, en ny måde hvorpå kvindelige forfattere skriver om begærsrelationer?
ML – Ja ... jeg tror på den måde at konstruere "bølger" i litteraturen ... Men jeg synes ikke der er et slægtsskab. Jeg skriver ikke om begær, men om begærets bagside. De nævnte forfattere ønsker at skildre det kvindelige begær, mit projekt er mere politisk. Jeg føler mig mere beslægtet med Johan Jönsson. Han skriver om kroppen som fedt, det er litteratur der gør dig syg, der findes intet begær. Der findes ingen forsoning, ingen livsbejaelse.
SC: Er det et sted man kan være?
ML: Nej, man kan ikke være der. Og det er ikke litteratur. Det går imod en grænsezone.
Mikrofonen vokser i min hånd. Jeg holder den ud i strakt arm, råber hva! hva! Mara Lee ser på mikrofonen, ser roligt på mig, siger kan du upprepa frågan? Jeg tænker ha, jeg kender allerede svaret og skal råbe det ud i triumf. Jeg siger med et lille smil og en let knurren: Mara Lee Mara Lee? Mara Lee, Mara Lee Mara Lee! Der bliver stille. Mara Lee ser stadig roligt på mig. En lang sort og skinnende blank hårtot er faldet ned i min pande. Jeg stryger hårtotten om i nakken, ser mig over skulderen ud i cafélokalet. Der sidder spredte grupper af folk i sofaerne, de ser alle på mig, stryger langt sort og skinnende blankt hår tilbage fra ansigterne og siger med store smil i kor Mara Lee, Mara Lee Mara Lee!
Kom er en tekst hvis lyriske kvaliteter på gunstig vis bakkes op af noget der kunne minde om et manifest. Bl.a. på Vertigo förlags hjemmeside og i det danske tidsskrift Passage nr. 40 (2001) er det muligt at fordybe sig i studiet af det postpornografiske – et begreb som ifølge Mara Lee indebærer en forhaling, en standsning der binder os til begærets rester. Hun vil at vi skal tage konsekvenserne af vores konsumption, ikke blot registrere mætheden og tomheden forbigående for derefter straks at distrahere os med andre ting, rette os mod nye begærsmål. Hun vil at vi skal lytte efter den efterfølgendes slæbende trin på klinikken.
Det pornografiske imperativ som byder sit begærsobjekt at afklæde sig lag efter lag indtil det inderste afslører sig, er en genkendelig form. Genkendelig hvorfra? Fra kogebøgerne: de kortfattede instrukser som på effektiv vis skal lede os imod øjeblikket hvor tænderne endeligt kan sættes i stegen, afviger i sin form ganske lidt fra Sir Stephens ordrer til O.
Mara Lee sætter i sit essay i Passage, "Pornografiens påbud og det postpornografiske", lighedstegn mellem pornografien og finkulturen: der hvor pornografiens mål er at skabe kådhed er det finkulturens mål at skabe indsigter. Begge synes at have udskillelse af kropsvædske som sit højdepunkt: om det er sæd og safter på sengekanten eller tårer på første række i Det Kongelige Teater, det kan stort set være det samme. Vi gennemgår et forløb, om vi er aktører eller tilskuere, der har til formål at tømme os, tømme os og give plads til nye begærsretninger, stadig nye begærsmål.
Vi længes efter en katharsisk kunst, en litteratur som ikke forbliver i et passivt svævende univers, en litteratur som har hvad vi opfatter som naturlig progression, en selvfølgeligt forløsende udgang. Og vi skal afstraffe litteratur som har andre strategier, skal vi! Der findes mange eksempler på frustrerede litteraturkritikere som bliver sat på prøve overfor romaner med ikke-genkendelige narrative strategier. Inger Bråtveits roman Munn mot ein frosen fjord måtte for eksempel finde sig i en frusteret kritikers parafrase af romantitlen i en anmeldelse på Vinduets netsider for ikke så længe siden: Fastfrose og handlingslaust innerst i ein fjord (08/03/03).
Kan vi se udover ørkenlandet og sige der er intet her?
Eller kan vi se udover ørkenlandet og sige: Der er noget andet her, hvad er det?
Mara Lee siger undskyldende at hun er dårlig til at skrive realistisk.
Den unge norske forfatter Olaug Nilssen kommer forbi. Hun siger hei.
Så siger Olaug undskyldende at hun er dårlig til at skrive realistisk.
Jeg siger jamen hør nu piger!
Hvem har bestemt hvad det realistiske er?
Mara Lee: Kvinnligt skrivande beskylls ibland för att vara anorektiskt.
Texten ses som ett sjukdomstillstånd i den friska kroppen.
Men det är ett sjukdomstillstånd som inte ska botas.
Tre hoveder nikker synkront. Vi bestiller alle sammen en kage til.
[...]
Susanne og Mara siger ha det til Olaug.
[...]
SC: Frederik Nyberg sagde i et Vagant-interview at han forsøgte at skrive tekster der kunne skade ham. Stig Larsson vil skade sine kritikere fysisk, forestiller sig dem skadet af sine tekster ...
ML: Jeg tror ikke det er noget man bestemmer selv. Men mange bliver skadet af teksten de skriver, det tror jeg. Det andet virker blot som en slags bungee-jump, en måde at bringe spænding ind i livet på.
SC: Men at undersøge forbindelsen mellem den fysiske krop og teksten, om en sådan forbindelse eksisterer ...
ML: Forbindelse eksisterer afgjort, det er jo noget fænomenologien har interesseret sig for ...
SC: Så en ændring, en manipulation af kropsfornemmelse, for eksempel kraftig vægtøgning, skulle kunne vise sig i det tekstuelle? At kroppen er anderledes ligger jo også til grund for idéen om écriture féminine, at der findes et specielt kvindeligt skriftudtryk ... Jeg synes jeg ser rester af fx Hélène Cixous' forfatterskab i dine tekster?
ML: Ja, jeg bliver vældig inspireret af teori – Cixous, Kristeva, Irigaray ...
SC: Det er befriende at læse tekster der kan tænke, der findes forbavsende få af slagsen, synes jeg. De vitalistiske forfattere som mener at kunne skille abstrakte størrelser som Det Virkelige (det er lissom livet! Det er DER ude!) ud fra det teoretiske, kravler jo ubehjælpeligt rundt i deres eget dikotomiske litteratursyn ...
ML: Ja.
SC: Den nye tekst, den du læste på Hotel Terminus igår – den synes som noget nyt, den er anderledes end Kom? Kan vi slå fast at dit forfatterskab er i progression? Sådan som litteraturvidenskaben og media er så interesserede i at beskrive forfatterskaber: som en række af sejre, af overvindelser. Minder mig mest om sportsnyhederne ...
ML: Det handler stadig om en intersubjektiv relation, denne gang om moren og børnene. Hun er udsat i forhold til børnene, hun er uforstående overfor deres livsform. Børnene bliver en slags kropslige abjekter for hende. Sådan er mit billede af moderskabet, dystopisk. Fremstillingen af forholdet mellem mor og barn er jo grundigt mytologiseret, myter der er til for at korrigere os. Jeg spiller i teksten på den lydelige lighed mellem vård (omsorg) og våld (vold), hvordan de to begreber kan være sider af samme sag ...
Jeg ser ned på Mara Lees paraply. Den ligger til tørre, slået op, med håndtaget i vejret. Den er lysegrøn, en farvetone i perfekt balance mellem neon og pastel. Inde i farven finder jeg noget, en historie om en mor. De fortæller hende at en mors kærlighed er som havet, grænseløs. De gentager: en mors kærlighed er som havet, uendelig. En mor står foran en datter, datteren siger slip mig forbi, jeg vil ud. En mors angst er som havet og hun siger: jeg går ikke ud og du går ikke ud. Du kan ikke overskride mig, du må blive i min krop. En mor står med en kniv foran døren. En datter er ikke en datter, men én lang bevægelse: ned ad trappen, ud gennem haven, over hækken, væk.
Teksten er publiceret i Vagant 1-2/2003. Mara Lees anden bog Hennes vård kom ud i 2004, og i 2007 kom romanen Ladies. Tekster fra Kom var del af pensum på litteraturvidenskab, Universitetet i Bergen våren 2004.
0 Comments:
Post a Comment
<< Home