Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur tag en tur

This is where another hearing takes place, a hearing of loss, of the loss of hearing, even, as loss, and where some sort of subject comes fleetingly into being outside subjectivity through a sort of subjection, a subjection with no mission.

Fra Paul Hegarty: Noise/Music. A History. Anmeldt her af ham som har lavet denne. Og her ligger Luigi Russolos "The Art of Noises"

Anmeldelse af Lisa C. Baudouin Lie og Stina Kajaso: Sons of Libertys udistanserte Hongi hjerter og hjerner spiddet av enhjørningens anti-transcendentale regnbågs hallojs rosa horfluff med en twist her.

Vagantclubbing, we're Vagantclubbing/ We walk like a ghost/ We learn dances, brand new dances/ Like the nuclear bomb/ When we're Vagantclubbing/ Bright white clubbing/ Oh, isn't it wild

Jeg var på koncert med det irsk-engelske band My Bloody Valentine i 1992 og igen i 2008. Det bliver for langt at forklare, jeg skrev om bandet i Morgenbladet, men de er et godt eksempel på bevidstheds- ændring under påvirkning af lys og lyd, og da også specielt støj; hvid støj og endeløs repetition. Det visuelle show på koncerten i Glasgow i 2008 var først og fremmest grønt og flimrende. Bandet har jo ingen eksplicit økologisk retorik, men der findes alligevel et stærkt forsvar for organiske strukturer, om det så ligger i det meditative eller i de ydre ting, en slags subtil miljøaktivisme. My Bloody Valentine er jo ikke akkurat stadiumrock, men det er i stadiumrocken lyd og lys virkelig får kraft. Men igen, det er i ekstasens tegn ("to have a good time"), ikke i forandringens, ikke siden Live Aid, i det mindste. Perspektivet på lys, lyd og symboler i bevidsthedsændringens tegn bliver først rigtigt svimmelt når vi forestiller os en installation som omfatter et helt samfund. Den russiske konstruktivisme drømte om dette, Nazityskland fik det jo til i en periode og den logotunge, globaliserede virkelighed á la 2009 kan også anskues som en sådan installation. Men Nazityskland var jo en del mere målrettet og eksplicit end globaliseringen, vi er stadig lidt i tvivl om hvad vi påvirkes til andet end to have a good time, til at glemme og nyde i samme hjernedøde bevægelse. Hvilket jo fint kan være ekvivalent med folkemord.

Replay fra Bøygen #2/09, "Litterær(e) Aktivisme(r)" af A. Lindholm og undertegnede. Forresten besøger Merzbow Bergen Støyfest idag.

A leaf is a leaf is a leaf is a leaf is a leaf is a leaf no more

"Mikrofonen vokser i min hånd. Jeg holder den ud i strakt arm, råber hva! hva! Mara Lee ser på mikrofonen, ser roligt på mig, siger kan du upprepa frågan? Jeg tænker ha, jeg kender allerede svaret og skal råbe det ud i triumf. Jeg siger med et lille smil og en let knurren: Mara Lee Mara Lee? Mara Lee, Mara Lee Mara Lee! Der bliver stille. Mara Lee ser stadig roligt på mig. En lang sort og skinnende blank hårtot er faldet ned i min pande. Jeg stryger hårtotten om i nakken, ser mig over skulderen ud i cafélokalet. Der sidder spredte grupper af folk i sofaerne, de ser alle på mig, stryger langt sort og skinnende blankt hår tilbage fra ansigterne og siger med store smil i kor Mara Lee, Mara Lee Mara Lee!"

Det er måske relevant at spørge: Hvad fanden havde Christensen gang i i 2003? Interviewet med Mara Lee ligger her, og her findes Lees fine tekst om det postpornografiske sandelig.

Anmeldelse af Stig Sæterbakken: Ikke forlat meg ---------- her.