Wednesday, January 13, 2010
About Me
- Name: Susanne Christensen
- Location: Berlin, Germany
Danish-Norwegian literary critic based in Berlin. On Norwegian ground associated with Gasspedal, Vagant, Klassekampen and Audiatur. Den ulne avantgarde, a collection of essays and reviews, was published by Flamme Forlag, 2011. This + this.
Twitter updates
Twitter Updates
www.flickr.com
This is a Flickr badge showing public photos from tigerclaws. Make your own badge here.
Archives
- April 2004
- May 2004
- August 2004
- September 2004
- October 2004
- November 2004
- December 2004
- January 2005
- February 2005
- March 2005
- April 2005
- May 2005
- June 2005
- July 2005
- August 2005
- September 2005
- October 2005
- November 2005
- December 2005
- January 2006
- February 2006
- March 2006
- April 2006
- May 2006
- June 2006
- July 2006
- August 2006
- September 2006
- October 2006
- November 2006
- December 2006
- January 2007
- February 2007
- March 2007
- April 2007
- May 2007
- June 2007
- July 2007
- August 2007
- September 2007
- October 2007
- November 2007
- December 2007
- January 2008
- February 2008
- March 2008
- April 2008
- May 2008
- June 2008
- July 2008
- August 2008
- September 2008
- October 2008
- November 2008
- December 2008
- January 2009
- February 2009
- March 2009
- April 2009
- May 2009
- June 2009
- July 2009
- August 2009
- September 2009
- October 2009
- November 2009
- December 2009
- January 2010
- February 2010
- March 2010
- April 2010
- May 2010
- June 2010
- July 2010
- August 2010
- September 2010
- October 2010
- November 2010
- December 2010
- January 2011
- February 2011
- March 2011
- April 2011
- May 2011
- June 2011
- July 2011
- August 2011
- September 2011
- October 2011
- November 2011
- December 2011
- January 2012
- February 2012
5 Comments:
Uddrag fra Lars Bukdahls anmeldelse af samme bog i Weekendavisen:
"Det gør mig oprigtigt glad at blive informeret om alle disse skæve og umulige værker og få dem sat i kontekst og system, men samtidig bliver jeg sindssygt frustreret over ikke at få sanseligt syn for refereret sagn (og faktisk kunne/burde Gyldendal have vedhæftet 1 dvd og 1 cd for helvede), når nu akkurat materialiteten for eksskole-drengene var alfa og omega. Og så keder jeg mig bravt og skarnagtigt når film (= Leth-film) og bøger og artikler, jeg til kærne-bevidstløshed kender (Nielsens attituderelativistiske manifest ”What’s Happening, Baby” fra ta’ 1 for 6512. gang), oplistes, beskrives, refereres, parafraseres, citeres.
Det bedste og vigtigste i bogen, og det siger jeg ikke for at være perfid, er indholdsfortegnelsen, eller med et plusord fra dengang: strukturen, plus naturligvis det FAKTUM, at indholdsfortegnelse og struktur til overflod er udfyldt. Der har i film- og kunst- og litteraturhistorier været pænt meget (men ikke vildt meget) omtale af kredsen omkring tidsskriftet ’ta og Den Eksperimenterende Kunstskole. Denne bog er den første, der går intermedialt til værks, på tværs af kunstarterne, for det var lige præcis, hvad de spontant og programmatisk gjorde dengang. Derfor kan Tania Ørum omsider give ligelig plads til de mere eller mindre kanoniske, fagspecifikke solo-indsatser, fra Paul Gernes’ stribebilleder over Hans-Jørgen Nielsens konkretdigte og Pelle Gudmundsen-Holmgreens minimal-kompositioner til Jørgen Leths Jørgen Leth-film, og som sit scoop tilføje den hoben af hybride og kollektive værker, malernes bøger, digternes installationer, allesammens film, der ellers har det med falde gennem genredomænernes sprækker (senest udviste Lars Morells monstrum om Eksskolen, Broderskabet, absolut nul litterær fornemmelse), og allerhippeste hurra for det!
Strukturen eller for at være vulgær plottet er, som følger (jeg refererer og parafraserer og citerer indholdsfortegnelsen!): De tidlige tressere: Fluxuspåvirkning, oprettelsen af Eksskolen, poetisk konkretisme. Midttresserne: Minimalistisk virus i tekst, maleri, skulptur og musik, happeningsturneer, tværæstetiske dialoger, ’ta, tegneserien som kunstform, enviromentroman og passager. De sene tressere: Fra kunst til sociale rum, radioeksperimenter, ungdomsoprøret, tidsskrifterne Hætsj’ taBOX og MAK, ABCinemas kollektivfilm og digteres og kunstneres (og Leths) enkeltfilm (og den mindste håndfuld kvindefilm), alternative samfundsvisioner fra Projekt Hus til besættelsen af Hjardemaal Kirke, politiseringen slår igennem, Eksskolekredsens opløsning. I ultrakortform: Fra Leths spanske barbering for sin egen skyld til Bjørn Nørgaards hesteslagtning imod Vietnamkrigen.
Man må sige, at det er en meget Eksskole- og Københavnscentreret historie (et par gange optræder en skyggeagtig, uspecificeret formation kaldet Århusavantgarden!), men det var det så også i virkeligheden, hvilket ikke betyder, at der ikke kan fortælles andre historier (fx Århushistorier, kom bare i gang!), men at lige denne her overordnet og myldrende så sådan ud. Og en vigtig pointe er, at den ikke var en afledt historie af den store, internationale avantgarde-historie om popkunst og minimal art, men en selvstændig, ligeværdig del af samme, hvilket bestemt ikke gør historien mindre god – eller betimelig.
Der er mange, men for få anekdotiske og personlige sound bites fra interviews med bl.a. John Davidsen, Per Kirkeby, Jørgen Leth og Bjørn Nørgaard. Frem for alt savner jeg dog vidneudsagn fra forfatteren Tania Ørum SELV, som dengang var gift med generationsguruen Hans-Jørgen Nielsen; på flere fotografier, bl.a. fra besættelsen af Filmskolen på Christianshavn, stikker hun sit kønne og kloge hoved frem, men vi får aldrig lov at låne øre til hendes egen erindring om aktionerne og missionerne og konspirationerne. Det ville selvfølgelig også gå slemt ud over KUA-lektorens videnskabelige distance, men hvad med, det er bare et forslag, et 50 siders indstik på gråt papir som Gyldendals Julebog?"
Helge Rykkja har en kommentar her.
Kommentar til Rykkja her.
Referencen til de mandlige kønsdele i anmeldelsen stammer iøvrigt ikke fra anmelderens beskidte fantasi, men er en reference til Bjørn Nørgaards udklipssprællemand fra fanzinet Hætsjj, 1968. Der er selvfølgelig ufatteligt meget stof her det kunne være interessant at skrive om, Ørums bog er et overflødighedshorn, bl.a. slår det mig hvor utrolig vellykkede (og regulært vakre!) Nørgaard og Lene Adler Petersens performances "Hesteofringen" og "Uddrivelsen af templet/Nøgen kvindelig Kristus I" var, etc.
Redaktøren og jeg måtte iøvrigt klippe ud et helt afsnit til slut i teksten som formede sig som et svar til Anna Hallbergs tekst om dagens deprimerende kulturlandskab her. Jeg sagde for nyligt til Anna, over hendes køkkenbord, at man ikke skal tvinge sig til at elske OEI, men at samfundet må være sig sit demokratiske ansvar bevidst og holde hånden over disse relativt skrøbelige kreative zoner ... noget i den stil. So, this one goes out to Anna og andre ildsjæle.
Mere fra Lars her.
Post a Comment
<< Home