Wednesday, April 14, 2004

[BP 2002] - Bergen Poesifest!

Jonas (J) læser hurtigt. Jonas (J) læser som en Pascale (oh Pascale) Monniers på speed. Forholder han sig til tiden snarere end til betydning, end til formidling? Det bliver til en txt-monokrom, hans essay, til en brummen, en vibration. Under interviewet med de to amerikanske poeter Jena Osman og Cole Swensen bliver hans stemme derimod affekteret, han kan simpelthen ikke lade være med at fnise! Vi taler om post-language poetry, vi taler med Osman om Brecht, om at kombinere identifikation med fremmedgørelse i kunstudtrykket, en slags kold-varm effekt og jeg tænker på menneskehulen, på varmen rundt om ilden i en forhistorisk grotte engang, hvordan narrativet knyttede os sammen til en gruppe, til et samfund, om hvordan jeg modsat dette hylede på Pascale, mit oplæsningsideal: Pascale Monniers in a latex cat suit, som forskellen mellem Annie Sprinkle og Catherine Millet: sex = ekstase = aand overfor Millet: kunstkritikeren som skrev sin seksuelle dagbog ud, igen det monokrome, et monotont hav af kroppe i evig rykkende bevægelse, lemmer der næsten synes afrevne, gentagelse, gentagelse, gentagelse. Men fokus ligger her: lemmerne i bevægelse, de skæve vinkler under uhyrlige orgie-strukturer af menneskemaskiner producerende intet andet end nydelse: bevidstheden, synet under påvirkning af kroppens ryk, blikket ud af vinduet, blikket næsten passivt svævende ind og ud mellem arme og ben, ansigter og køn.

Efter Arne Johnsson: Catharina Gripenbergs lille knækkede stemme bevæger sig anderledes, gravende. Den samler mig op via melodien og jeg hører pludselig hvert eneste ord klart. Den børneviseagtige melodistumps småcirkler hun lægger ind under teksten, også når hun nynner sig igennem oversættelserne af Stacy Doris’ saussurian slips (et udtryk først brugt af Audun Lindholm) synes at modvirke pathos, intet eskalerer her andet end åbningen, den trompetlignende udvidelse af indgangen til øret, til koncentrationen, fokusering via leg og jeg vugges & vugges indtil jeg genkalder mig Miss Sprinkles frodige korpus pakket ind i lilla som et kæmpe stykke konfekt liggende på scenen på Landmark få dage i forvejen, demonstrerende en energy orgasm: hun ror med hænderne i luften, cirklende bevægelser skal lede energien opad i kroppen, de dybe efterhånden brølende vejrtrækninger, hun ror & ror med hænderne, graver stier i luften. Catharina Gripenbergs lille knækkede stemme, jeg hører pludselig hvert eneste ord klart.

Nyberg læser sin oversættelse af Swensen op før hun læser ”originalen” – han læser med stærk accentuering, han tager teksten. Holdningen til oversættelse: et tredje rum, et rum mellem nationale identiteter. Således gøres txt og oversættelse aktivt ligeværdige på scenen. Cole Swensen lukker uden at vide det Grævling* ind da hun under interviewet taler om bevægelsen mellem language poetry og post-language poetry, om at putte the affective emotions back in a responsible way … Og avantgarde-bregrebet diskuteres, hun vil væk fra ismernes rullen: bølge / modbølge. Minus rejection plus re-investigation. Som Cage, siger Osman (og jeg påbegynder et voldsomt sic-sic-sic-sic-siccende hikkeanfald på bagerste række), som John Cage: udtryk ikke som kamp, men som co-existence, flad struktur. Lige så vel vil de ikke ses som endnu en skole, som en homogen kunstnerisk gruppering, men snarere som folk der udøver forskellige æstetiske praksiser mellem skoler: mellem beat, mellem NYC, mellem language.

Osman og poet Juliana Spahr (den sidste kendt fra In The Making-festivalen i København 2001) ville starte tidsskrift, men så overalt redaktører som påstod at have en form for patent på objektiv smag. De ville noget andet og startede Chain op som et kædebrev: sendte et digt til en som skrev svar-digt som sendte til en tredje som skrev svar-digt indtil de havde en lang kæde af tekst som blev første udgave af tidsskriftet … Cole Swensen om fordelene ved chap books som forlaget Basilisks B16-serie er et eksempel på: der er en friskhed, et spontant medie der går udenom institutioners godkendelsesprocedurer og langsomme produktionstid. Og det lægger an til konversation omkring txt, bøgerne er tynde små og let-kopierte let-sendbare, perfekte til konvolutten, perfekte til baglommen.

Kan forfatteridentiteten endelig flytte sig væk fra sin stivnede længsel mod accept? Subjektet foran Loven / forlagene, fastfrosset i ikke-identitet indtil den kultiske debut, faldet-ind-i-sproget, indtil Produktet Bog kan cykle rundt som identitetsgarant: værket er en elv / spærret inde i et rum / smæk sagde døren. På http://www.spdbooks.org er det muligt at bestille Chain og andre dugfriske amerikanske udgivelser, denne side er en koordinering af small press-udgivelser. Kyllingen så dette! Kyllingen er! Kyllingens vision er grøn grøn grøn grøn grøn grøn grøn grøn.

Den sortklædte svenske mafia Nyberg, Jonas (J) og U.K.O.N. sidder simultant dybt nedsunkent i deres stole. Danske Stochholm emmer af post-fest, drikker cola på scenen, siger jævnligt puuuu-haaaaaa og river sig i sin lille grå nissehue mens han ror & ror med hånden i luften, men det hjælper ikke, det hjælper ikke for alt han ligner er Søren Ulrik light og hvis jeg skulle benævne genren måtte det blive noget så paradoksalt som vulgær-metafysisk macho-surrealisme, hans ansigt med øjne springende ud af hovedet som Jim Carrey i The Mask, vitalistisk savlende over sit objekt og jeg tænker hvornår oh hvornår skal dansk poesi dog gøre endeligt op med firser-fimsen?

Tomas kommer på scenen og fortæller om et øjebliks indsigt midt i en strategidiskussion poeterne imellem, han siger det gik op for ham med eet at det de drev med var forskning. Kunne disse øjeblikke af process i større grad foregå på scenen og ikke bagved? Jeg taler ikke om det sociale, men om formen her. Arrangørernes holdning som udtrykt i medierne lægger an til kontemplation og atter kontemplation af Værket, oplæsningerne, at der skulle ligge en hypnotisk effekt i langvarige oplæsninger? Det er rigtigt, bevidstheden flakker – og insisteres der så kan muligheden for transport ind i andre tilstande opstå.

Transporter opstår rigtig nok, men dét ind i meditative tilstande af total tomhed som blot peger på mig selv i rummet, mig selv tydeligt i rummet netop på baggrund af poetens mumlen / den næsten lydløse lyd af lytten / behagelig klirren af service fra køkkenet ved siden af salen. Væk fra og ikke ind i teksten. Så er der ikke en uoverensstemmelse et sted? Vil jeg kontemplere process som et objekt på scenen? De syleskarpe svenskere skaber en bevægelse, en kommunikation. Jeg ønsker mig samtale på scenen: således var lørdagen for mig et højdepunkt fordi forskellige henvendelsesgrader vekslede. Jeg glor & glor ikke længere på poeten sådan som poeten læser ind i væggen, sådan som poeten læser op i loftet, monologiserer evindeligt ud i outer space. Hvis man vil sprede en virus så ønsker jeg mig Jonas (J) og amerikanernes samtale optaget og nedskrevet, jeg ønsker mig Jonas (J)s essay trykt. Jeg ønsker mig noget så konkret som sygdom, kædereaktion.

Nyberg kigger op. Jeg kigger ret ind i Knut Hoems puddelhundefrisure, hans pink polo-shirt har ætsende effekt. Jeg kigger væk, opad, hvad er det Nyberg kigger på? Han remser tørt op det som findes i rummet: bord, stol, der er en plet i loftet (aha), her er ingen seksualitet … En indtrængende undring, forskellige slags sprog, endda Osama Bin Laden midt i et digt! Forskningen synes at pågå jævnt, om så klokken er fem om morgenen, ingen off-knap … Ulf Karl Olov Nilsson leverer legende let weekendens mest slagkraftige tekster. Et langt essayistisk digt om bogstavet ”A” har konkretpoetiske indslag som oplæses med det ene øje på sekundviseren. Det nummer af OEI som han læser fra er revet væk efter endt oplæsning, men jeg husker historien om en dreng hvis verden bryder sammen da moren skærer agurken ud i stave og ikke i skiver og således forhindrer lille Ulf i at tage en bid af en agurkeskive for derefter triumferende at sige: ”U” som Ulf!

Han må være 2 meter og han må holde vejret. Gunnar Wærness ryster! … Måske det hedder noget, men jeg ved ikke hvad: lyden af et kor / et symfoniorkester der i en lang glidende bevægelse kører igennem en skala, alt jeg ved er at det altid giver mig intens kvalme og nærmest angst at lytte på så forskellige steder som hos Beatles (A day in the life), Kate Bush (Hello earth) og på lydsporet til Kubricks 2001 – a space odyssy … Wærness begynder midt i oplæsningen at synge, stemmen bliver tyndere & tyndere, mens den stiger & stiger. Jeg ser ham ændre sig, morfe ret for vores øjne og instrumentet han bruger er på én eller anden måde udelukkende stemmen / lyden / tonen / klangen. Jeg tænker på om min krop har en grundtone, jeg siger mmmmmmm hele tiden? Så dyb den tone er, mmmmmm. Er det fordi jeg er trist? Jeg forsøger at sige som Wærness, tage med ham gennem denne bevægelse selvom jeg får kvalme, nærmest angst. Jeg siger: mmmmmmmmmmmmmmmmmmmm! Så lyst jeg næsten kan: mmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm! Jeg tager skalaen langsomt nede fra, ændring: mmmmmmmmmmmmmmmmmmmm! Kunne jeg blive heroppe? Hvem er jeg hvis jeg kunne blive heroppe? Nej, det nytter ikke at spekulere, jeg må mindst være ude i pseudo-videnskaben. Men jeg sværger, hans hele fysionomi ændrede sig ret for vores øjne. Om han blev til kvinde / en slags dyr / engel, jeg ved det ikke. Men rejsen var svimmel. Og poesien så x at jeg fik kvalme.

*Rapport fra Bergen Poesifest 2000 findes her.
Lydfiler fra Bergen Poesifest 2002 findes her i nærheden.

No comments: