Wednesday, April 14, 2004

Passionsfrugt

Jeg skærer den piggede røde skal op. Frugten er som et sejt surt øje. Stenen en langstrakt pupil med dimensioner som en sort oliven. Jeg vender den røde skræl med den næsten neonpinke inderside udaf. Jeg presser skrællen mod huden. Jeg iagttager mærkerne på mine fingerspidser til de forsvinder og laver så nye mærker.

Jeg tager del i et kunstværk, det varer en time. Hundrede mennesker der står stille på torvet. Det øsregner. Jeg overvejer en paraply, men min arm ser et problem i det. Efter de første 20 minutter begynder jeg at mærke det intense tryk mod fødderne. Kroppen ryster let og det er som om vibrationerne fjerner barrierer for strøm, en prikken, liv der frigives.

Jeg ser vi som en virus får omgivelserne til at stå stille. Folk stopper og glor på os. De leder med øjnene efter hvad det dog er vi ser på. Men vi ser jo ikke som sådan på noget. Om vi så bliver set på? Fotograferet? Jo, vi bliver fotograferet. Men det er ikke derfor vi står. Det vi står for – er for at stå.

Da opdager jeg min sult, et gys af lyst ved synet af bevægelse. Det er en hund der ryster regnen ud af pelsen. Det er en cykel der i ubesværede cirkler, dækkene gennem regnen, glider igennem os som vi står og letter ud over trappen.

Så begynder mit venstre øje at tude. Først i raseri over en lyd: marchtrommer, en klovneparade af ulykkelige børn kommer forbi os. Børnene bærer sorte trægeværer der ligner sorte kors. Jeg bevæger mig ikke, men mine arme forsvinder i en storm af prikken og vibreren.

Senere, en genkendelse. En pige jeg kender. Hendes lange fine krop, hun spadserer arm i arm og jeg husker i et glimt hendes latter i huset. Hun ser mig, smiler, vinker. Mere tåreflod. Ingen bevægelse.

Et kvarter igen. Da mågerne skriger mellem husene forsvinder jeg helt. To falder bag mig. Jeg tænker det er på grund af mågernes skrig. Jeg tænker de nok lettede i sekundet før de faldt.

Klokken hel sætter jeg mig rystende på en våd stenbænk. Kunsten er forbi for denne gang og mine fødder har aldrig været så tydelige.

En veninde af mig forsøger altid at pushe kvinder-der-elsker-for-meget-bøger på mig. Hun siger jeg er en addict-addict når jeg snakker om dig. Jeg lytter med et halvt øre, tænker du måske er i Ungarn nu. Eller for den sags skyld Tatzikistan. Et sted i verden, et sted med en nål i din arm. Alle billeder er suget ind i dig. Du mener nok du er kunst.

Jeg undrede mig sådan over dig når jeg så på dig. Dit definitivt ikke-manipulerede image. Billedløs tænkte jeg. Og overvejede så ordet Billedfri et øjeblik. Det er ikke et Skandinavisk trade mark. Alt er hyper her. I avisen er der nogen der konstaterer at virkeligheden er død i Skandinavien.

En dag samlede jeg en bunke billeder op fra dit gulv. Et af dem var af dig: dit lille tvære fjæs med det babyblonde hår stående lige op, autentisk rodet. Der kan kun ligge et hukommelsestab bag, tænkte jeg. Eller er det et hukommelsessvigt.

På billedet kaster du faklerne i vejret, de tegner lysstriber på fotografiet, hvide lyscirkler. Dit næsten udviskede ansigt kikker op fra underkanten af billedet. Jeg tænkte et øjeblik på om jeg skulle tage det. Så tænkte jeg på dit åndedrag.

Måske er retninger en unødvendig foranstaltning. Det er som om du bliver båret frem hvis du giver efter. Det er som om alle folk pludselig vil score dig hvis du læner dig tilbage. For eksempel pizzamanden. Sådan har han aldrig talt til mig før. Måske så han jeg var ligeglad med hvilken vej jeg gik, at i dag kunne han tage min vilje. At den lå der i luften helt løs.

Jeg har fået et job som forfatter af tekster til Gajol-æsker. Jeg overvejer følgende forslag: Vask dine øjne. Stir på løgnene til de begynder at skamme sig og forsvinder.
Tab dig selv i cirkler af lyd. Dans og syng mindst én gang om dagen. Gardiner er unødvendige. Glem ikke at eksplodere. Det er godt for blodcirkulationen. Gør det gerne i sociale sammenhænge. Muser kan være vrangvillige. Men forståeligt nok kan man fornærmes over at blive genkendt som den poesi man nu engang er. Salgsteknikker burde ikke automatisk bortrationaliseres. Selvom døren jo er åben. Kom bare ind. Der sidder mest skønhed i ryggen og fødderne. Det kunne være grunden til at Kung Fu og kærlighed har en del til fælles. Usikre og nervøse mennesker trækker i gennemsnit vejret mere. De kan både gnistre og dø ofte.

Whos kitty are you then? Jeg kalder ham Kitty. Jeg troede jeg mødte ham på gaden en dag. Hans øjne gnistrede mod mig, pelsen skinnede. No way, du er ikke Kitty! Kitty er rough. Jeg ved Kitty har tyggegummi i sin matte pels. Og han ser ikke op når han går forbi. Han har lige noget han skal. Kitty brokker sig når det regner. Jeg skal åbne døren. Jeg siger til ham: du er skør, Kitty. Udenfor står han et øjeblik og lytter. Sænker så hovedet, der er noget han skal. Ned efter smøger eller noget, tænker jeg.

Du er ikke som det glamourøse par der tog hinanden så malerisk uden for mine vinduer en dag. Det var på den lille klippeafsats under det ranke piletræ. Piletræet med et let slør af grønt. Hun var en lille hvid ting - en kæk sort ring om det ene øje, en kæk lysebrun oval på sned over ryggen. Han var stor og sort og kunne knapt balancere på hendes ryg. De tog sig god tid. Mindst tre kvarter indtil en grå kat hørte hende hyle (hun vred sig og bed under ham). Så Grå sprang ned og bankede Sort af pinden. Jeg tror ikke Kitty scorer med sin matte tyggegummipels. Men han skal fandme ned efter smøger når det regner.

Beatlemania! T. Rextacy! Jeg står i boghandlen, kikker mig hurtigt omkring inden jeg river siden ud med hans billede. Lille våd hund. Glad og vil klappes. Jeg taler til forfatterens billede på vejen hjem. Da han svarer bemærker jeg han endelig har sænket sin stemme i et lavere langsommere leje. Godt. Måske har vi ham endelig i underteksten. Og han kunne se igennem mine øjne. Han kunne bruge sit periskop.

Vi har stærke engle, ham og mig. Jeg så planchen, et close-up af den kraftige vingemuskel. Alle de latinske navne stod der og vi lærte dem, vi sagde dem i kor og så længe på det kraftige røde med senerne, den tunge stærke vinge voksende dybt ind i ryggens fibre. Vi har glitter bag øjnene. Det kradser lidt nogengange.

Jeg møder forfatteren en dag. Han spørger i et professionelt toneleje om jeg synes han har udtrykt sin personlige ulykke med en tilpas æstetik. Han ved ikke jeg hvisker til ham lige inden jeg sover. Jeg hvisker: hører du? Honey, I have accessed your dark side. But Im a hacker with high morals. Jeg vil bare ind. Ødelægger intet.

Da jeg afsluttede folkeskolen fik jeg et diplom. Det var lidt som en kærlig joke fra en lære vi hang en del ud med det år. På mit diplom stod der Litterær Begavelse. Men ikke længe. Jeg rettede det hurtigt. Jeg puttede et R ind. Diplomet var lyserødt, nu stod der Litterær Begravelse.

Som at bippe små koder ud om et andet Jeg under overfladen. Om det vil ses? Om det vil virkeliggøres? Min sorte tulipan i knop i et tidløst univers, ventende i en tilstand af låst overvejelse.

Jeg fotograferer i sort/hvid. De skarpe linier i en drøm om det mest eksotiske: de bløde lysegrå toner, accepten og verden. Vi fødes ud af kunsten. Vi tager tøjet af i den. Eller vi stiller den ud på gaden indefra huset. Vi er et par stykker om at bære.

Kun når der ikke er plads glemmer vi at drømme om rumlighed. At han kunne rummes i mig. Dermed risikere at falde helt ud af teksten. Hvis han har den T-shirt på i dag hvor der står der R.O.O.M. henover brystet så vil jeg spørge ham om noget. Jeg vil spørge ham om han tror det er svært at være en del af det man elsker hvis man kun elsker med sine øjne. Og jeg hvisker: ved du ikke, ved du ikke. Universer udvidder sig når de bliver elsket. Universer trækker sig sammen når universer er bange.

Der er store våde blomster. Jeg griber ud efter deres klaser og krammer dem hårdt i min hånd. Jeg stirrer på min våde håndflade, der er rester af støvdragere. Et lille antal af visne eller ikke-visne rester af grønt. I en E-mail fra en ven står der: stop dying. Jeg overvejer det distræt mens jeg krammer de store våde blomsterklaser i min hånd.

Solen kommer ind af mit vindue. Jeg er næsten til stede lige pludseligt. Jeg ligger som et ustabilt hologram på sengen og ser solen komme ind gennem en sprække i vinduet, ind gennem en sprække i øjenlåget. Jeg tænker det måske er min Peter Plys-søndag på repeat. Som en mærkelig boomerang gennem noget der må være tusinder af år. Mine fingre, den halve størrelse, knuger kuglepennen, jeg beder ud i rummet. Bare eet holdepunkt og jeg kan være dronning.

Jeg stirrer ud af vinduet. Jeg stirrer på udsigtspunktet. Folk stopper op der og glor ud over landskabet der åbner sig bag mig på den anden side af huset. Når de ser mig flytter jeg mig ikke længere. Der var engang en sneleopard der stirrede så intenst på mig indtil det var mig der var i bur.

Jeg ryger mig skæv og ser os som frække børn. Vi går rundt i værelset uden tøj på og elsker hele tiden. Lidt sløset og som vi nu tilfældigvis trækker vejret. Nede på torvet falder jeg i staver. Jeg forsvinder i stenmønstret for mine fødder. Mig selv på torvet, tænker jeg.

Jeg trænger til at strække mig ud. Helt helt ud. Jeg vågner op bag-skæv og nøgen i min sovepose. Jeg har lyttet lykkeligt til tordenvejret hele natten. Men så er han der igen for venligst at minde mig om (tak tak) at jeg er en radiator der pumper varme ud i luften under et åbent vindue.

Jeg drypper ned på det grønne linoleum, jeg går pludselig i knæ. Jeg går ned gennem en fremmed by, se mit ansigt! Om jeg skulle overveje at styre make-uppen? Når jeg nu er Blanche DuBois, når jeg nu er Blanche DuBois i Streetcar Named Desire? Når jeg nu ser drengen i døråbningen som en skygge, ser han ligner dig. Ser han ligner den unge poet der skød sig selv. Ja, den unge poet med en nål i sin arm. Hvad I er for mig er en dobbeltsidig lungebetændelse siger jeg - og han griner fra min sovepose nu. Jeg har med megen overbevisning fortalt ham han bare skal betragte det som et kunstprojekt. Og så vender jeg frugtens røde skræl med den næsten neonpinke inderside udaf. Jeg presser skrællen mod huden. Jeg iagttager mærkerne på mine fingerspidser til de forsvinder og laver så nye mærker. Jeg staver forkert. Passionsfrygt.

Teksten tager sit udgangspunkt i en performance ”En times stilstand” af Tor Arne Samuelsen som blev gennemført på Torgallminningen i Bergen sommeren 2000.
The Karen Carpenter Story
Or: why do birds suddenly appear every time you are near?

Der er kommet en ny butik i hendes gade. Den gamle facade er pudset op og vinduerne er glaskasser omgivet af to rækker af blå neonrør der skinner blegt og klart ud i natten hvor hun går forbi. Hun behøver ikke engang at gå over på den anden side af fortorvet for at se tableauerne opstillet på en baggrund af sølvpapirstapet, mere eller mindre fantasifulde plastikgengivelser af kønsdele – very modern art, tænker hun mens hun finder nøglen frem.

Lejligheden virker større da hun kommer ind, alt hvad der før var sort (det hele) er nu hvidt: sengen, sofaen, dækket af hvide tæpper - reolen, skrivebordet, dækket af hvide duge. I vinduet appelsiner i røde sløjfer, en julestjerne med hængende blade. Den lille røde lampe på telefonsvareren blinker to gange, hendes finger svæver over knappen et øjeblik før hun trykker: Hi, this is Karen, Im not at home right now, but leave a message…Hun afbryder, pludseligt svimmel, går to skridt tilbage ind i rummet indtil hendes ben støder mod sofaen, hun lader sig falde.

Hun vågner op i mørket, stadig med sin jakke på mange timer efter, roder på gulvet efter fjernbetjeningen, det er Helga fra Polen der prøver at sælge noget, en lommelygtelignende genstand. Hun har en stærk accent og taler som om hun godt kunne tænke sig at slå nogen sådan lidt for sjov. Hun skruer låget af lommelygten og en mund i et helt nyt højteknologisk plastisk materiale (forsikres vi) toner frem. Helga siger den kan skylles med varmt vand bagefter. Magritte må grine i sin grav, tænker hun og borer sit ansigt ned i det hvide tæppe: Why do stars fall down from the skies every time you walk by?

Da hun ser op igen står han i døråbningen. Han er netop kommet ud fra badet, står med håndklædet om sig parat til at lave sit lille nummer for hende: med et stort fnis lader han som om han taber håndklædet mens han i samme bevægelse gemmer ansigtet i hænderne i en faket forskrækkelse. Er det dig, Spook? Du er her jo ikke, siger hun træt. Du er fuld af numre, siger hun til billedet i døråbningen. Han kigger ud mellem fingrene på hende nu, hans hud er våd i TVets blege lys. På skærmen gør de ting med hinanden, noglegange med anstrengte miner, andre gange ikke. Billederne står klart og så flimrer de, et brus af hvide og sorte prikker. Der er kun én dreng i verden, én dreng med hundrede ansigter. Hun ser ham altid og han er aldrig der. Every sha la la la la…

Hun vågner igen. Det var lyden af knitrende tulipanblade, sorgfuglen der synger i toppen af hendes far kongens sølvpopler, hemmelige botaniske haver og kattene var der - igen dette mylder af libidosymboliserende kattedyr. En slags kattekult i hendes hovede. Forhåbentligt er de væk nu for hun tog sin pumpgun denne gang: Miaaauuww! Alle billeders død. Hun ser hen imod døråbningen et øjeblik. Lægger så mærke til uret, den er lidt over 11. Det er nu.

Hun har pakket sin taske, går hen ad gaden og drejer ind i den sorte park. To skikkelser dingler foran hende på stien, det brager konstant. Hun går ind over græsset, det knaser af rimfrost under hendes fødder. Hun går hen mod fontænen, hun ved den er der i mørket som en stor rund stenring midt på den store plæne. Så er hun fremme, klapper den kolde kant og siger hej til Spook, han vender sig og kikker op. De sad her i sommers, dengang var der vand i fontænen og de snakkede om hvad der bestemte det punkt i luften hvor dråberne vendte og begyndte at falde. Spook, du har en dårlig vane med at være ren, havde hun sagt og de havde grinet.

Hun stiller ferskenchampagnen på kanten og checker sit armbåndsur med lyset fra lighteren, der er fem minutter igen, de mørke træer omkring hende og så braget, himlen eksploderer i lys og krudtrøgen, den glider hen af jorden - snoende sig som grå ånder - bringende en stærk lugt af svovl og hun åbner champagnen, tyller det meste og rejser sig ør og grinende, taler mod fjerne byer, drejer rundt og rundt på stenkanten, euforisk, rystende af kulde. Lykkelig.

Hjemme igen tænder hun for CNN i en forhåbning om at verdens ende er indtruffet, have you got your Y2K survival kit? Hun skuffes næsten til tårer da det rapporteres at det mest voldsomme der er sket er 150 spillemaskiner i Delaware der er gået ud af funktion og så danser hun en wienervals syngende what to say to make you come again (uh baby), come back to me again and play your sad guitar.

Teksten er fra 2000 og præges af en vis millennium tension.
Ode til Glasgow

Play Glasgow ya cunts råber publikum op mod scenen, nej, vi er ikke de eneste Glasweigans tilstede og vi fucking hader Edingburgh, de rene gader, Edingburgh er stejl og frossen og en bombastisk kliche på alt skotsk med den uvirkelige orange borg tronende over os i mørket og senere hjemme i Ibrox, på Southside, på Elizabeth Street klods op af det gigantiske Rangers stadium hvis fans som en flodbølge af bleglemmede blåtklædte vilddyr strømmer nedad Paisley Road i timevis hver lørdag konsumerende slatne fedtede chips udaf avispapiret og prikkende Lager og flad doven Bitter, men det sidste af nødtvungen respekt for loven kun på steder som for eksempel den tomme grund under vores vinduer, men hjemme igen fra Edingburgh smiler jeg i søvne da det første undergrundstog rumler forbi dybt under mig og fortæller mig at klokken er seks og snart hamres og bankes der på byggepladsen og endnu en gang havde jeg hørt den sindssyge nattergal i frosten udenfor i nat, men nu er det morgen og der bankes, hamres, rumles og det smitter med blitzlys i mit hoved og jeg skruer op på max og nyder lyden af den ene højtaler der er gået i stykker og senere igen en anden aften eksploderende ører, lydtrykket i den lavtloftede betonkælder hvor bandet står på gulvet i et hjørne og giver lyd til de svimlende kraner udenfor, deres tragiske uvirksomhed, men stadig ligesom syngende på en hymne som billedet på kirkens videoprojektor på tro så stærk at jeg måtte rejse mig op, svejsegnister sammenklippedes med kandelabre, men stadig kranerne sorte udenfor over en stålgrå River Clyde under det orangeoplyste gotiske universitetstårn hvoromkring jeg ved den hurtigtflydende beigebrune River Kelvin strømmer, der hvor de lysegrå egern bor, jeg havde dens lille kolde pote på min hånd, rørte dens hale, tænkte hvis jeg holder fast får jeg tænderne, og det er lige inden stormen der farvede skyerne gule Boxing Day som ifølge BBC could lead to widespread damage and destruction hvilket den sandelig gjorde, Govan Road var et rod næste dag af smadrede skilte, skævtblæste porte og løjerligt placerede indkøbsvogne selvom jeg personligt kun måtte døje med et liv uden at have set Supervixen på Channel Four, modsat 18.000 hjem der gik i sort i en uge og pludselig en morgen overvældes jeg af knivskarp klarhed, de evindelige grå skyer er væk og højlandet ligger som en linie over byen, mit danske hoved vil tolke skyer, men linien, der næste morgen er hvid, er et løfte om rum rum plads vildt tomt og friskt i mine lunger og jeg snuser snekrystaller op i min næse i Bellahouston Park og senere, mindre behageligt, gas, den evige gas, jeg fumler med tændstikkerne, men for sent, jeg tænker Død og mister appetitten og stiller kokosmælk og curry paste tilbage i skabet, nøjes med lemon/ginger-theen og de jaffa cakes vi ikke kan holde os fra, blød kage, troværdig appelsingelé under et tykt lag mørkt chokolade, og i flere uger gjorde cranberryjuicen min tunge ru og mig selv svimmel af sukker, men jeg var blevet kold og ville trække tiden ud før det overfyldte venteværelse lige inden en minimalistisk jul, mig og min glasøjede tiger, screwdrivers, røgelse blandende sig med røgen fra mentolsmøgerne jeg kæderøg ovenpå timers traven rundt i Asda, det evigtåbne indkøbspalads, drukken målløshed over puddings, haggis, Barbie spaghettisovs, nu siddende pakket ind i mit tæppe i kanarpen og jeg griner igen, mindes den rå frydefulde aggression, manden stiv efter pubbernes lukketid i shorts i en vandpyt, stirrende på os, spyttende Aye fook da boot o ya til os som selve Glasgows ånd personificeret.


Im on a train. I cant complain

Informationer skratter i højtalerne. Min toilettaske er pakket ned langt væk i rygsækken i et bagagerum et sted i toget. Jeg kommer for sent til frokosten efter at have installeret mig i den lille kabine. Jeg får dog en sandwich på forspørgsel - med cirka 50 pergamentstynde skiver skinke og nul salat. Tjeneren er skræmmende, denne aggressive høflighed. Jeg tænker Du er hvad du spiser: i tilfældet amerikanere må det jo så gælde de er søde, farverige - og fulde af lort. Jeg raser over manglen på et rullegardin i min kabine. Indtil jeg finder den rigtige knap.

Til aften bestiller jeg lasagne og frugttallerken. Deler bord med en mor og hendes to drenge Preston og Cameron. Husker Cameron fra togstationen fordi hans T-shirt med fugleedderkopperne er så cool. Hun nøder dem til at spise ærterne op, siger bagefter goood jooob som om de var hunde. Hun krammer mig efter måltidet. Hendes mand er af dansk afstamning.

The Rockies glider forbi udenfor da jeg vågner. Solen er skarp. Jeg drømte jeg stegte frikadeller med en rockstjerne og havde røde tånegle. Morgenmad med en rolig halvt svævende kunstnerinde fra Seattle. Hun laver skultpurer af hænder med fingeraftryk og det hele. Jeg stirrer tavst ud af vinduet for hun er for intens. Og desuden er bjergene for smukke. Senere afløses de af flade brune stepper. Indianerponyer! Vi kører igennem Minnesota.

Mine sokker er blevet væk. Kornmarker vælter forbi vinduet. Finder heldigvis sokkerne to sekunder i skrigetid og går gennem togslangen til kiosken og køber en tandbørste. Køkkenet har lukket klokken 3 - jeg har haft min walkman på og har derfor ikke hørt beskeden. Jeg lyver og siger jeg mener højtalerne må være i stykker og får reaktion på min Im gonna sue your ass-undertone. Jeg spiser i den tomme vogn. Tjeneren giver mig bagefter en bog med en dedikation fra den rolige halvt svævende kunstnerinde fra Seattle. Den er skrevet af Hillary Clinton og dedikationen beder mig give bogen videre når jeg har læst den så vi kan sprede det glade budskab. Jeg læser de første sider og falder i søvn.

Aftensmåltidet. Jeg kender routinen nu. Vi er i Dakota, soyabønne-markerne er grønne udenfor. Store grå skyformationer dækker horisonten. Det er de første skyer jeg ser siden Alaska. Jerry er skolepsykolog. Han bor overfor mig i de små kabiner. To ældre mænd placerer sig ved vores bord, både dem og Jerry er af tysk afstamning. Den ene ældre mand er mere stille end mig. Den anden er fra Florida og småracistisk. Jerry driller ham. Jeg får en fiskeagtig fisk med en lille klat kartoffelmos og en chokoladesunday til dessert. Jerry har også kikket stjerner natten forinden, han siger han så et stjerneskud. Han lyder henført.

Minot, North Dakota. Toget stopper. Jeg springer af, tager billeder af den store to-etagers sølvskinnende togslange der lyser i mørket. Så har jeg lyst til at løbe, men står der bare og ser personalet bære skrældesække af toget. Jeg opdager der er håndklæder og sæbe i bruserummet og tager et brusebad. Himlen er sort. Der er ingen stjerner i nat. Jeg ruller gardinet ned og mit spejlbillede iført lyseblå Pavement T-shirt (stinkende) og de sort-og brunternede drengeskoleshorts forsvinder.

Minneapolis. Jeg spiser morgenmad med en fuld bugtaler i rød jakke, glimmerslips og en kæmpestor sort cowboyhat. Hans charmerende kone er om muligt fuldere end ham og bærer et badge der fortæller mig at Jesus har reddet hende. De taler meget sløret, mest jokes om politik. Ved bordet ved siden af sidder en mand hvis job det er at efterligne berømte filmstjerner med sin stemme. Hans kones paryk sidder en lille smule skævt. Jeg får røræg og toast. Tjeneren glemmer frugten.

Wisconsin. Der er træer udenfor nu. Det har regnet her. Byerne er større. Jeg indtager mit måltid sammen med David på 15 og hans lillebror Joe på 7. De er fra Dulouz. David siger konstant shut up til Joe som er en lille trold fra det ydre rum med en hyperaktiv fantasi: ”I watch too much TV” siger han noget beklagende og sender mig et strålende smil. Mig og David taler om mountainbikes. Han har bøjle på tænderne og skal starte i highschool efter sommerferien. Jeg får en salat af kyllingebryst, det hvide kød ligger ovenpå et slattent bjerg af grøn salat. Ranch-dressingen vibrerer som var den budding. Kun den lune æblekage med vanilleis har en lille sang gemt indeni. Det regner udenfor. Jeg er i Chicago om nogle timer.

To rejsebeskrivelser. Fra Glasgow 1998 og fra en rejse med tog fra Seattle til Chicago 1997.
Lillian

Der var en gang en kvinde. I starten syntes jeg det var uvæsentligt, men jeg vidste hendes navn var Lillian. Hun holdt tit lange pauser når hun talte, men denne aften kunne jeg se det var anderledes. Hun blev helt tavs. Lidt efter gik hun. Hun gik ud af caféen. Det var nat og hun gik ind i en park. Jeg ved det for jeg fulgte efter hende. Hun var af én eller anden grund den af dem alle jeg bedst kunne lide at kikke på. Hun var grim, men hun stod ligesom så fast på sine fødder. Jeg blev ofte overvældet af en nok ret grundløs sympati for hendes måde at kigge rundt på. Jeg så hende gå over den sorte græsplæne. Så lagde hun sig ned. Hun lå der længe og det blev koldt og månen kom ud. Det blev svært for mig at kæmpe mod søvnen. Da jeg vågnede var hun blevet til mange. Lillian dækkede græsplænen og hendes navn var blevet vigtigt.


Panter

Der var engang en panter der ikke kunne lide historier der begyndte med Der var en gang. Der var en gang da den godt kunne, men den gang var den blot en panterknop og ikke panter i fuldt flor som den var nu. Når den gik ned ad gaden med poterne begravede i lommerne så tænkte den Hold da op hvor er jeg vild. Den havde helt glemt at det kun var om tirsdagen og det meste af torsdag formiddag at den var rigtig vild. Sidste torsdag formiddag var den stoppet op på gaden og en mand havde troet den ville hilse og var også stoppet op. Panteren havde langsomt rakt poten ud med ansigtet skjult under regnhattens skygge. Kløerne gik dybt ind i maven, lyden var så dejlig at den tankeløst havde lagt hovedet bagover. Det var dér den havde besluttet fra nu af at lægge hatten på hylden. Følelsen af regn mod ansigtet var simpelthen for god.

To små tekster fra 1997 som jeg bliver ved med at være glad i.
Sommerbrev fra Testrup Højskole 2001

Grundtvig, din gamle nisse! Igen finder jeg mig til morgensamlinger skrålende med på Brorsons salmer i folkeoplysningens navn og nydende hvert sekund af det. Susanne drog denne sommer på en uges kursus på Testrup Højskole, kurset med titlen Tag & Skriv! – Fra Dada Til Wasteland med et fokus på modernismens tidlige gennembrud i Europa. De danske højskoler er i krise, de lukker på stribe i disse tider og flere overlever på at tilbyde kurser i windsurfing og anden ugudelighed. En af de højskoler som dog stadig er i fuldt grundtvigsk vigør er Testrup hvis lange kurser har en filosofigren med et temmelig hardcore Kierkegaard-fokus og en skrivegren med en hvis eksport af elever til Forfatterskolen. Nu kunne det også se ud til at Testrup måske er stedet hvor en ny rektor for føromtalte Forfatterskole findes når Niels Frank om ikke længe skal finde sig en afløser. Vi skal ikke sådan rende med sladder, men rektor-emnet var lærer på nærværende kursus og har initialerne H.O.J. Første morgensamling åbnede med en Brorsonsalme med bl.a. følgende vers:

Hvad skal jeg sige når jeg ser
At alle skove vrimle
De mange fuglesving der sker
Op under Herrens himle?

Hvad skal jeg sige når jeg går
Blandt blomsterne i enge
Når fuglesangen sammenslår
Som tusinde harpestrenge?

Svaret kom ret efter: aguuuga rum laBANGooo retkifemli ooohlabetifimiloloo! (eller noget sådant). En af lærerne på stedet Mads Eslund som stod for det dadaistiske laboratorium satte en optagelse af Raoul Hausmann på hvor han i den grad gakker ud i et lyddigt der til forveksling kunne minde om en Mifune midt i et ret så drastisk epileptisk anfald. Selvom det nok snarere end fuglesang er lyden af krigsmaskineriet der motiverede dadaisterne så så jeg alligevel en slags kobling.

Men jeg var der for at kikke nærmere på Hr. Lars Bukdahl, af egen omtale Kontroversiel Digterkritiker på Weekendavisen. På anmeldelsesværkstedet, placeret i et alt for lille lokale til kursuslederens maniske gestik og pacen frem-og-tilbage, lagde vi ud med at få stukket et par eksempler på Basilisks B16-serie i hånden, små 16-siders bøger med et ganske genreudfordrende indhold. Jeg har således anmeldt fra bl.a. Journal Ka kendte norske Ingvar Nistads Can I touch this? i mulig konkurrence med eventuelle fremtidige Morgenbladsomtaler.

Danske Mikkel Thykiers .katalog. var andet anmelderoffer, i forvejen rost til skyerne af Bukdahl hvilket jo opfordrede til at gå i andre retninger. Her er den noget indforståede postkort-version af min anmeldelse af Thykier:

Kære Audun
Mikkel Thykier, jeg ser hans lille alvorlige fjæs for mig, knappenålsøjne foran bogreolen: ”Shit, jeg er er vidunderbarn!” Dette er en collection af similer, små fragmenter der undersøger vejen fra virkelighedssansning til billede. Han rammer tit plet hvorved Poesi vitterligt opstår. Høj & lav stil blandes, Pelle Haleløs & Rimbaud. Jeg gider ikke de botaniske optegnelser til sidst, stribet dafne? Det kan du selv være! Vejet og fundet for let, nægter at støtte op om geniforklaringer.
Hilsen Susanne

Opgaven der fulgte lød Vend Dine Argumenter Om og er da også en nærliggende fristelse, bogen er faktisk ret fin til tider.

Og der dukkede Lars op med en stor konvolut. Netop ankomne bøger til snarlig anmeldelse for Weekendavisen. I denne bunke var en del fra amerikansk oversatte bøger der udkommer i forbindelse med Det Store Brag af en dansk-nordamerikansk lyrikfestival In The Making, men også adstadige hjemstavnsdigter Knud Sørensen som har været udgivelsesaktiv i mindst 30 år kommer med en ny samling på Gyldendal Dagligdagen som anmelderholdet med frydefuld ondskab slagtede, bl.a. i haiku-form:

Kronhjort frem af dis
Uden mindste strejf af kitsch
Avantgardefri brøl

Vi lavede et hav af sammenligninger á la hvis denne bog var et stykke tøj ville den være … en støttestrømpe, hvis denne bog var noget spiseligt ville den være … sondemad, hvis denne bog var en slægtning ville den være … Onkel Fontex, hvis denne bog var en lyd ville den lyde … rollatorknirkende. Og ja, Susanne har arbejdet for længe, alt alt for længe i hjemmeplejen.

Sidste dag fik vi chancen for at anmelde anmelderen, Lars Bukdahl havde på en time skrevet en sonetkrans ved navn De Kaldte Ham Sonet Frans, angiveligt skrevet i trods op imod Inger Christensens kanoniserede værk Sommerfugledalen og i drømmen om at få sin egen lille B16-bog. Vi var nådesløse, skønt det var svært at stå for de sprogligt kreative fjollerier.

Torsdag var dedikeret Finnegans Wake som må betegnes som det længste lyddigt skrevet nogensinde. Digter Peter Laugesen var på besøg og læste fra sin oversættelse af værket som han påstod allerede i sin oprindelige form var nær 50 % (hm) skrevet på dansk/norsk. Efter en 20 minutters intens hypnotiserende recitation var vi så ganske svimle at en publikummer sammenlignede teksten med et narkotisk stof. Laugesen replicerede at i så fald burde den måske være forbudt og kun sælges i små stykker på Christiania.

Om aftenen kom billedkunstner Michael Kvium som sammen med Christian Lemmerz og producent Dino Raymond Hansen har lavet en 8 timers (og 8 millioner kostende) filmatisering af Finnegans Wake, kaldet The Wake. Filmen har rejst verden rundt allerede, har bl.a. været i Stavanger på et tidspunkt og ved flere lejligheder har den været opsat som DJ-symfoni bl.a. i Dubrovnik og Minsk.

Vi blev opfordret til at gå og komme i løbet af natten (filmen blev vist til kl. 4 om morgenen) og bruge den som tapet til almen festen og hængen i baren. Kunstnerne kan ikke siges at have villet vige tilbage for at bruge hver eneste mulig avantgardistisk og om muligt provokerende krølle: en amerikansk pornostjerne var hyret til optagelser af kønsorganer i fri flugt i samarbejde med ”lokal københavner”, en irsk bar var blevet bygget i en lagerbygning i nordvestkvarteret hvor 100 statister kunne muntre sig med Guinness ad libitum og nærbilleder af mider i kogende olie eller under angreb af en særlig aggressiv myreart forekom (Kvium: ”Der har været mange dyr i denne film, de overlevede ikke alle sammen”). Gennem filmen som både var i high & lo-fi blev der i dén grad fokuseret på fede mænd der vakler fulde rundt og fortolkningen af værkets antydning af incest-temaer i den lydlige sammenligning med ordet ”insekt” –

[…]

Teksten – skrevet med let hånd på et vesterbrosk bibliotek – er publiceret på Gasspedals e-post-liste sommeren 2001
The Fishing Trip

There’s a fish hanging down from the ceiling. Its a beautiful fish, all shiny silver and with one drop of blood dripping from its nose. Yet another dimension is added to the show, the dimension of smells, the salty fishy smell hits the audience while slowly filing into the small dark closet-like room. Theres only room for a few people in there and we’re on the program only twice so it’s très exclusive and we like it like that. After some fighting with the other two we decide my piece is gonna be in the middle since its the longest text. I’m dressed in my dads waders, a shirt in a red pattern and across my eyes I have a long black stripe, I’m not sure why but it looks cool. I’m wearing a headlight and behind me there’s slides of me splashing through water at some Copenhagen seaside. The small room is covered in blue light and the slow rhytmical music of the Scottish band Boards of Canada creates the backdrop for my voice reading a long poem, The Fishing Trip.

As students of a small creative writing course in Copenhagen we had the brilliant idea that reading a text to an audience should somehow be multi-sensual. All we had was a week to prepare the show that was going to be part of a public show of the small school we attended, a school with different kinds of creative courses besides ours. We had no theory, no experience with performance or theatre so it was all made on instinct and I think it actually worked out well in the end within the limits we had.

Later that spring I find myself part of yet another strange show. I’ve been asked to come for an interview at the Danish Writer’s School Forfatterskolen, an hour of being grilled by 8 prominent Danish writers and intellectuals. I’m in a state of panic and chose to view the interviewers through my burned-out social workers eyes and reduce them to their ever so unavoidable bodily conditions, their bodies are like mine: shits, bleeds, have orgasms, gets sick, dies. So I’m free that way I think and starts off enthusiastically explaining about the beautiful fish hanging from the ceiling and on every question I say yeah! yeah! yeah! like I was some sort of beatnik on speed. I wasn’t accepted.

The first time I walked through the Nordnes park of Bergen I was surprised to find a gigantic totem pole there. I knew the style of it very well, the symbols of the eagle and the raven. This totem pole was from the Pacific North West, though my guess was a little bit further north: Alaska. I travelled to Alaska in 97 to be part of an international volunteers work camp there and fell in love with the rough & rainy mountain landscapes. Now in Bergen, a place with quite the same climat and scenery I find out by moving a little closer that the totem pole is a gift from Seattle, official friendship city of Bergen. But there’s other reasons for this sudden feeling of recognition and lines connecting, geographically as well as personal. The deja vu I experienced studying the art of the inuit indians of Alaska has historical references too. Looking at a map of the North Pole it’s obvious how closely connected Greenland is to Alaska, much closer than to Denmark in its culture and art, although Greenland is supposed to be part of Denmark.

Walking a little bit further through the park I started to feel tired, my Danish feet was not used to steep climbs like this from walking through the pan cake landscapes of Denmark where the highest point is called Sky Mountain, Himmelbjerget, though its not much else but a small hill. But I was lucky, I saw a bench and rushed to it to sit down for a while and relax my weary feet. On this bench I saw a small sign much to my surprise declaring that this was a gift from the official friendship town of Falkirk to Bergen City. Less of a pompous gift than that of a totem pole, but once again giving me the strong sense of connection. Scotland is yet another place I stayed in for a while some years back so once again my personal history is being connected in strange and surprising ways geographically - and historically as well: I remember visiting the (quite tacky) Viking Museum of Largs on the west coast of Scotland not far away from Glasgow where I stayed looking for work for a while. When the museum guide discovered I was Danish she pretended to be very scared, I was representing the evil imperialistic power of the vikings that drove them from Scandinavia to Scotland and Ireland to kill and concour the country. She of course only did this to make the kids laugh and I didn’t feel much like a scary viking at all.

But whats up in Bergen? Fishing is up! I’m fishing for a future, I’m here to write, Im here to study the art of writing, I’m here…and I…don’t know why at all. I didn’t understand the language back then, but I like fish cakes and brown cheese, besides that all I know is what and where I don’t want to be, my ideas of what’s up next are quite vague, but yeah. I want to write.

The Fishing Trip wins a short story contest much to my surprise and joy. It’s a university litterature magazine in Oslo "Filologen" that all of a sudden decides that this is in fact a short story and not a long poem like I always thought it was. The text is without full stops. What breaks up the text in stead of full stops is the sound-like word click, like the sound of a camera taking a picture or of the phone being disconnected. At the (dare I say) performance in Copenhagen we changed the slides with each click and in that way the sound of the slides changing actively was part of the reading. I was into that kind of thing, long expressive flows of text. Full stops was like death. I wanted movement above all.

Staying in Norway for another year I had the chance to read The Fishing Trip at a real theater. During my study in Bø in Telemarken the class went off to Porsgrunn on a two-week seminar on drama to work on texts with actors at the Grenland Friteater. Theres was not many students specifically interested in drama as such and we were only a small group that stayed there through the whole seminar. What a pity. This is way beyond genres and a specific interest in drama is not the point. We imagined drama as classical drama and some didn’t see the point which I think was the great chance to let go of the text and let it out in a room with more dimensions than that of the page. Of course this is a loss of control for the writer, the estetics that you’ve decided on is no longer in your hands and weird things happen. That’s a great and exciting and maybe even scary trip for a writer, into the open space. But its recommended. I learned a lot from working with the actors and it’s tools I can put in my suitcase and bring along with me on future travels.

Tekst publiceret i teatertidsskrifet The Open Page no 7/March 2002.
TXTactivism!

From: ”Susanne Christensen” susannechr@hotmail.com
Reply-To: gasspedal-liste@yahoogrupper.dk
To: gasspedal-liste@yahoogrupper.dk
Subject: [gasspedal-liste] TXTactivism!
Date: Fri, 06 Dec 2002 13:09:15 +0000

Så er første aktion udført.

The Lab, Vesterbrogade 107b, 05/12-2002.

Aktionelle momenter:

a) Råbte på et upassende sted i oplæsningen "flere kvinder på scenen!" (højt).

b) Skrev mig på Øverste Kirurgiskes mailingliste med denne adresse øk.er.fallogocentrisk.bullshit@susanne.com og senere osama.bin.laden@susanne.com.

c) J. Brixvold gik på scenen og snakkede om relationel æstetik til alles undtagen min store kedsomhed. Opsøgte J. Brixvold for relationel diskussion om dette og hint, specifikt dansk vs norsk litt. og hvorfor-er-der-ingen-quinder. Etc.

d) En sky mand sad ved siden af J. Brixvold. Dette var M. Thykier. J. Brixvold evaporerede og M. Thykier blev derfor mit næste interviewobjekt. Etc.

e) Den eneste i rummet jeg havde haft noget man tilnærmelsesvist kan kalde for en konversation med inden for de sidste 3 år var N. Stochholm. Vi konverserede over to gange, anden gang opsøges jeg af en sensibel N. Stochholm som mente jeg måske havde noget der kunne minde om en kritisk vinkel. Lang snak om Odysseen, klassisisme vs surrealisme etc. Han tiggede og bad mig slutteligt om min mailaddresse, han insisterede på vi skulle være mail-veninder. Etc.

Ingen ved når! Ingen ved hvor! Men næste TXTaktion kunne komme til DIT nabolag!

x

To unsubscribe from this group, send an email to: gasspedal-liste-unsubscribe@egroups.com

Teksten er også publiceret i Grønn Kylling (arb. tittel) nr 21.
[BP 2002] - Bergen Poesifest!

Jonas (J) læser hurtigt. Jonas (J) læser som en Pascale (oh Pascale) Monniers på speed. Forholder han sig til tiden snarere end til betydning, end til formidling? Det bliver til en txt-monokrom, hans essay, til en brummen, en vibration. Under interviewet med de to amerikanske poeter Jena Osman og Cole Swensen bliver hans stemme derimod affekteret, han kan simpelthen ikke lade være med at fnise! Vi taler om post-language poetry, vi taler med Osman om Brecht, om at kombinere identifikation med fremmedgørelse i kunstudtrykket, en slags kold-varm effekt og jeg tænker på menneskehulen, på varmen rundt om ilden i en forhistorisk grotte engang, hvordan narrativet knyttede os sammen til en gruppe, til et samfund, om hvordan jeg modsat dette hylede på Pascale, mit oplæsningsideal: Pascale Monniers in a latex cat suit, som forskellen mellem Annie Sprinkle og Catherine Millet: sex = ekstase = aand overfor Millet: kunstkritikeren som skrev sin seksuelle dagbog ud, igen det monokrome, et monotont hav af kroppe i evig rykkende bevægelse, lemmer der næsten synes afrevne, gentagelse, gentagelse, gentagelse. Men fokus ligger her: lemmerne i bevægelse, de skæve vinkler under uhyrlige orgie-strukturer af menneskemaskiner producerende intet andet end nydelse: bevidstheden, synet under påvirkning af kroppens ryk, blikket ud af vinduet, blikket næsten passivt svævende ind og ud mellem arme og ben, ansigter og køn.

Efter Arne Johnsson: Catharina Gripenbergs lille knækkede stemme bevæger sig anderledes, gravende. Den samler mig op via melodien og jeg hører pludselig hvert eneste ord klart. Den børneviseagtige melodistumps småcirkler hun lægger ind under teksten, også når hun nynner sig igennem oversættelserne af Stacy Doris’ saussurian slips (et udtryk først brugt af Audun Lindholm) synes at modvirke pathos, intet eskalerer her andet end åbningen, den trompetlignende udvidelse af indgangen til øret, til koncentrationen, fokusering via leg og jeg vugges & vugges indtil jeg genkalder mig Miss Sprinkles frodige korpus pakket ind i lilla som et kæmpe stykke konfekt liggende på scenen på Landmark få dage i forvejen, demonstrerende en energy orgasm: hun ror med hænderne i luften, cirklende bevægelser skal lede energien opad i kroppen, de dybe efterhånden brølende vejrtrækninger, hun ror & ror med hænderne, graver stier i luften. Catharina Gripenbergs lille knækkede stemme, jeg hører pludselig hvert eneste ord klart.

Nyberg læser sin oversættelse af Swensen op før hun læser ”originalen” – han læser med stærk accentuering, han tager teksten. Holdningen til oversættelse: et tredje rum, et rum mellem nationale identiteter. Således gøres txt og oversættelse aktivt ligeværdige på scenen. Cole Swensen lukker uden at vide det Grævling* ind da hun under interviewet taler om bevægelsen mellem language poetry og post-language poetry, om at putte the affective emotions back in a responsible way … Og avantgarde-bregrebet diskuteres, hun vil væk fra ismernes rullen: bølge / modbølge. Minus rejection plus re-investigation. Som Cage, siger Osman (og jeg påbegynder et voldsomt sic-sic-sic-sic-siccende hikkeanfald på bagerste række), som John Cage: udtryk ikke som kamp, men som co-existence, flad struktur. Lige så vel vil de ikke ses som endnu en skole, som en homogen kunstnerisk gruppering, men snarere som folk der udøver forskellige æstetiske praksiser mellem skoler: mellem beat, mellem NYC, mellem language.

Osman og poet Juliana Spahr (den sidste kendt fra In The Making-festivalen i København 2001) ville starte tidsskrift, men så overalt redaktører som påstod at have en form for patent på objektiv smag. De ville noget andet og startede Chain op som et kædebrev: sendte et digt til en som skrev svar-digt som sendte til en tredje som skrev svar-digt indtil de havde en lang kæde af tekst som blev første udgave af tidsskriftet … Cole Swensen om fordelene ved chap books som forlaget Basilisks B16-serie er et eksempel på: der er en friskhed, et spontant medie der går udenom institutioners godkendelsesprocedurer og langsomme produktionstid. Og det lægger an til konversation omkring txt, bøgerne er tynde små og let-kopierte let-sendbare, perfekte til konvolutten, perfekte til baglommen.

Kan forfatteridentiteten endelig flytte sig væk fra sin stivnede længsel mod accept? Subjektet foran Loven / forlagene, fastfrosset i ikke-identitet indtil den kultiske debut, faldet-ind-i-sproget, indtil Produktet Bog kan cykle rundt som identitetsgarant: værket er en elv / spærret inde i et rum / smæk sagde døren. På http://www.spdbooks.org er det muligt at bestille Chain og andre dugfriske amerikanske udgivelser, denne side er en koordinering af small press-udgivelser. Kyllingen så dette! Kyllingen er! Kyllingens vision er grøn grøn grøn grøn grøn grøn grøn grøn.

Den sortklædte svenske mafia Nyberg, Jonas (J) og U.K.O.N. sidder simultant dybt nedsunkent i deres stole. Danske Stochholm emmer af post-fest, drikker cola på scenen, siger jævnligt puuuu-haaaaaa og river sig i sin lille grå nissehue mens han ror & ror med hånden i luften, men det hjælper ikke, det hjælper ikke for alt han ligner er Søren Ulrik light og hvis jeg skulle benævne genren måtte det blive noget så paradoksalt som vulgær-metafysisk macho-surrealisme, hans ansigt med øjne springende ud af hovedet som Jim Carrey i The Mask, vitalistisk savlende over sit objekt og jeg tænker hvornår oh hvornår skal dansk poesi dog gøre endeligt op med firser-fimsen?

Tomas kommer på scenen og fortæller om et øjebliks indsigt midt i en strategidiskussion poeterne imellem, han siger det gik op for ham med eet at det de drev med var forskning. Kunne disse øjeblikke af process i større grad foregå på scenen og ikke bagved? Jeg taler ikke om det sociale, men om formen her. Arrangørernes holdning som udtrykt i medierne lægger an til kontemplation og atter kontemplation af Værket, oplæsningerne, at der skulle ligge en hypnotisk effekt i langvarige oplæsninger? Det er rigtigt, bevidstheden flakker – og insisteres der så kan muligheden for transport ind i andre tilstande opstå.

Transporter opstår rigtig nok, men dét ind i meditative tilstande af total tomhed som blot peger på mig selv i rummet, mig selv tydeligt i rummet netop på baggrund af poetens mumlen / den næsten lydløse lyd af lytten / behagelig klirren af service fra køkkenet ved siden af salen. Væk fra og ikke ind i teksten. Så er der ikke en uoverensstemmelse et sted? Vil jeg kontemplere process som et objekt på scenen? De syleskarpe svenskere skaber en bevægelse, en kommunikation. Jeg ønsker mig samtale på scenen: således var lørdagen for mig et højdepunkt fordi forskellige henvendelsesgrader vekslede. Jeg glor & glor ikke længere på poeten sådan som poeten læser ind i væggen, sådan som poeten læser op i loftet, monologiserer evindeligt ud i outer space. Hvis man vil sprede en virus så ønsker jeg mig Jonas (J) og amerikanernes samtale optaget og nedskrevet, jeg ønsker mig Jonas (J)s essay trykt. Jeg ønsker mig noget så konkret som sygdom, kædereaktion.

Nyberg kigger op. Jeg kigger ret ind i Knut Hoems puddelhundefrisure, hans pink polo-shirt har ætsende effekt. Jeg kigger væk, opad, hvad er det Nyberg kigger på? Han remser tørt op det som findes i rummet: bord, stol, der er en plet i loftet (aha), her er ingen seksualitet … En indtrængende undring, forskellige slags sprog, endda Osama Bin Laden midt i et digt! Forskningen synes at pågå jævnt, om så klokken er fem om morgenen, ingen off-knap … Ulf Karl Olov Nilsson leverer legende let weekendens mest slagkraftige tekster. Et langt essayistisk digt om bogstavet ”A” har konkretpoetiske indslag som oplæses med det ene øje på sekundviseren. Det nummer af OEI som han læser fra er revet væk efter endt oplæsning, men jeg husker historien om en dreng hvis verden bryder sammen da moren skærer agurken ud i stave og ikke i skiver og således forhindrer lille Ulf i at tage en bid af en agurkeskive for derefter triumferende at sige: ”U” som Ulf!

Han må være 2 meter og han må holde vejret. Gunnar Wærness ryster! … Måske det hedder noget, men jeg ved ikke hvad: lyden af et kor / et symfoniorkester der i en lang glidende bevægelse kører igennem en skala, alt jeg ved er at det altid giver mig intens kvalme og nærmest angst at lytte på så forskellige steder som hos Beatles (A day in the life), Kate Bush (Hello earth) og på lydsporet til Kubricks 2001 – a space odyssy … Wærness begynder midt i oplæsningen at synge, stemmen bliver tyndere & tyndere, mens den stiger & stiger. Jeg ser ham ændre sig, morfe ret for vores øjne og instrumentet han bruger er på én eller anden måde udelukkende stemmen / lyden / tonen / klangen. Jeg tænker på om min krop har en grundtone, jeg siger mmmmmmm hele tiden? Så dyb den tone er, mmmmmm. Er det fordi jeg er trist? Jeg forsøger at sige som Wærness, tage med ham gennem denne bevægelse selvom jeg får kvalme, nærmest angst. Jeg siger: mmmmmmmmmmmmmmmmmmmm! Så lyst jeg næsten kan: mmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm! Jeg tager skalaen langsomt nede fra, ændring: mmmmmmmmmmmmmmmmmmmm! Kunne jeg blive heroppe? Hvem er jeg hvis jeg kunne blive heroppe? Nej, det nytter ikke at spekulere, jeg må mindst være ude i pseudo-videnskaben. Men jeg sværger, hans hele fysionomi ændrede sig ret for vores øjne. Om han blev til kvinde / en slags dyr / engel, jeg ved det ikke. Men rejsen var svimmel. Og poesien så x at jeg fik kvalme.

*Rapport fra Bergen Poesifest 2000 findes her.
Lydfiler fra Bergen Poesifest 2002 findes her i nærheden.
A Night at the Opera
John Cages Europeras 3 & 4 på Den Nationale Scene i Bergen 15.november 2001

Den aften gik vi i Operaen. Dette palads midt i byen løftet op på en lille bakke hvorfra det gule lys strømmer os i møde mens vi sejler op af den store stentrappe, jeg har De Høje på og løfter let op i det glitrende stof der glider over mine ben, sjalet draperet over skuldrene, jeg vender hovedet mod dig og smiler, forventningen er i vores øjne: dette bliver Stort. Vi skal ikke forstyrres af noget udefra kommende mens vi sidder hensunkne i de røde plysstole, vores fokusering på Divaens Smerte forbliver uberørt i sin inderlighed.

En lang række af mennesker tramper ind samme vej vi selv er kommet. De fordeler sig i halvmørket i noget der ligner et kontorlandskab: små arbejdsøer helt ens indrettet, alt synes holdt i støvede brune farver, fra de analoge pladespillere til papkasserne med vinylplader placeret ved enden af hvert skrivebord. Enkle hvide arkitektlamper læner sig praktisk behjælpeligt over hver bordplade og gulvet, ser vi, er sort hvorpå et net af koder er tegnet, et nummereret skakbræt er hvad scenegulvet mest ligner på. Derefter går operamobilen i gang. Operaproduktionen. Fem sangere er placerede på stole langs væggen som var de i tandlægens venterum. En operamedarbejder bukker sig efter en vinylplade fra kassen og en knitrende fjern stemme synger sin arie. Samtidig har en sanger af forløbigt ukendte veje fået tegn til at gå frem og stå i et vist skaktern og kommunikere sin sang til os. Hun står i mørke dennegang, lyset veksler som alt andet efter et tilfældighedsprincip. To opretstående klaverer og deres bearbejdere står som spejlinger af hinanden i hvert scenehjørne og stopper og starter med frekvenser der mest får dem til at minde mig om forlystelsen i Tivoli hvor man med et gevær sigter en lysstråle mod en lille skydeskive i et westernlandskab og derved animerer pianisten, en stiv dukke der spastisk bøjer sig over tangenterne. Med alt andet end jævne mellemrum fejer lyden af en kæmpemæssig symfonisk kulmination som en spøgelsesstorm igennem rummet. Der findes tekniske manipulatorer på denne scene også: to operamedarbejdere allerbagerst er placeret bag smalle grå computerskærme og et mere moderne, men dog diskret sort lydanlæg. Operamobilen fortsætter sin nøje tilrettelagt kaotiske produktion i over en time.

At se John Cages opera Europeras 3 & 4 på Den Nationale Scene i Bergen er en vældig aktiverende oplevelse. Jeg finder mig konstant beskæftiget med at stille spørgsmål til funktionsprincippet bag processerne og hvirvles parallelt ind i en storm af associationer. Jeg bliver undervejs manisk interesseret i de forskellige stemmegafler sangerne diskret tager i brug før de kommunikerer sin stump af arie til os. Et par af operamedarbejderne har små tamagochi-lignende tingester der tilsyneladende kan klikkes frem til den rette tone hvorefter denne kan aflyttes og efterlignes. I en ellers temmelig stram æstetik træder detaljer som dette for et med disse ting ukendt blik frem og bliver til hang-ups for refleksion mens operaproduktionen står på.

I sagens natur skulle jeg mene at hemmeligholdelse ikke normalt vægtlægges som en effekt inden for disse avantgardistiske konventioner. Jeg konkluderer under vejs at hver sangers repetoire må være fastlagt på forhånd, noterer mig at der halvt bortvendt fra publikum står to monitorer der angiver hvilket nummer skaktern sangeren skal placere sig på. Men impulsen til sang er dog ikke åbenbar i sin kilde. Selv lyset er for tilfældigt i forhold til at kommunikere start på sang.

Men jeg oplever et sjældent behag undervejs som så ganske overrasker mig. Dette er en af-operaiseret opera. Alt hvad jeg ikke kan lide ved min (indrømmet) noget tegneserieagtige oplevelse af opera er fjernet: følgespot på divaen i centrum, en glitrende søjle af individualiseret og ophøjet lidelse og ekstase. Hvis en solo opstår i denne Cage-produktion så er det omgivelsernes tilfældige åbning til en sang som allerede er i gang så ganske uafhængigt af sin særposition som omgivelsesoverdøvende opmærksomhedspunkt. Arien som værk bliver i denne opsætning forstyrret i sin magtfulde position som indbegrebet af højkultur og kommer pludselig til at åbne sig for en forstyrrelse som gør den til et værk der mere end at pege mod sin egen suverænitet peger mod sine omgivelser og deres invadering af den. På den måde kommer musikken for mig tæt på en form for realistisk fornemmelse. Dette rammer ned i måden jeg husker musik på som også er en effekt vi kender fra film: lydsporet af diffus musik som akkompagnerer Mindet, den måde hvorpå musik lyder i en overfyldt café, drejende og snoende sig, opstående og igen druknende i omgivelsernes støj, og den symfoni der opstår ud af disse sammenstød. Det ambiente og collageagtige der spinder værket sammen med verden.

Dette får mig til at mindes en oplevelse i en café, det er tidlig sommer eller er det sent forår, det er Lars Aamund Vaage der spiller for en lille gruppe, han stopper op midt i musikstykker for at forklare ting om musik og skrift så rammerne er uhøjtidelige, men alligevel ser jeg fleres irriterede blikke mod en lille mand med en gulvspand der træder ind i rummet for at gøre sit arbejde som er at vaske dette støvede cafégulv. Undervejs bliver jeg mere og mere opmærksom på rytmen af dyp i spand og slask af vand ud på gulvet og får følelsen af at musikken peger på dette og bærer det frem som det egentlige værk. Og det sært berusende i dette er jeg overraskende tæt på en genoplevelse af under min seneste tur i Operaen.

John Cage komponerer (som programmet oplyser mig om) Europeras 3 & 4 i tidsrummet 1987-91, på daværende tidspunkt er han selv over 75 år gammel og har en lang karriere bag sig baseret på brud med den vestlige tradition. Hans ”Get out of whatever cage you’re in” peger tydeligvis tilbage på ham selv - og den publikumsforventning til ham om rebelsk nyskaben der har bygget sig op får endnu et slag over snuden da hans sidste ironiske strategi begynder at ligne noget der kan forstås som ganske traditionelt. Som for eksempel denne bearbejdning af den højtskattede europæiske operatradition som med sin finkultur og historiske credibility har bemægtiget sig et ungt historieløst amerikansk kontinent. Dette er Cages måde at kæmpe igen på.

Efter pausen (jeg træder op og ud i en længsel mod et frossent pust og ser lige akkurat en mand hænge i luften før han svinger sig ud over trappen og rammer den grå stenflade og ikke sit skateboard som ellers skulle have ført ham i en afsluttende bue indtil blikket kunne hæve sig til kammeraternes øverst deroppe og det lidt nervøse opera / teaterpublikum i fuld galla der netop nu flyder uf af teaterbygningen og ganske pludseligt hvirvles sammen med dette udtryk for amerikansk kultur: på gaden, mand!) kaldes vi ind til Europas 4, et anderledes set-up: et flygel præger scenen, om det så ikke står i centrum. Og manden der højtideligt betjener den fornemme pladespiller med sin store bronzetragt trækker håndtaget rundt & rundt & rundt. Det er som om en fortætning af elementerne i Europas 3 har fundet sted. Samtidig er der renset op i kaos og kun 2 divaer er tilbage til at flytte sig rundt på brætspillets flade. Sangteksterne står tydeligere frem, arierne synes at kommunikere med hinanden i større grad. En intention synes pludseligt at ligge bag. Er det en Mening der skal udtrykkes? Måske det er her John Cage virkelig griner af os og kommenterer sin egen myte. Men stadig, på trods af den forstærkede følelse af en harmonisk helhedskomposition aktiveres jeg i min spørgsmålsstillende process ved de manipulationer der forekommer i tid og sted. En sanger synger i skjul udenfor scenen og lægger derved endnu et plan af forskydning ind som allerede er tydeliggjort i mellemrummet mellem sangeres fysiske nærvær og sangstemmerne på de ridsede vinylplader.

Og jeg ser Sangerinden der kæmper imod sin indlærte operanatur, den dramatiske tåspidslisten som ikke lige akkurat er så neutral som rammerne ellers dikterer. Den rødmen, den blankøjethed, den kropslige medsvajen, den medrivelse som knapt kan tøjles lader sig ikke skjule her.

Teksten er tidligere publiceret på Localmotives, i Prosopopeia 2/02 og i Trompet Poet.