Thursday, March 31, 2005

Gid det var så vel! Afsnit P løber vist nok med løse rygter denne gang. Med mindre Paal gemte mini-disken så grundigt at undertegnede ikke fik vide om den, så tror jeg desværre ikke der findes optagelser af Christian Böks version af Schwitters' Ursonate, således som den fremførtes i Stockholm en søndag i marts. Til gengæld skulle de to essays som Bök og Juliana Spahr læste op denne dag være tilgængelige på Ny Poesi ganske snart.
I Hope so

Example

Monday, March 28, 2005

Claws talks?
Han gravede den ene kloen enda dypere inn, gjennom hud og underhud, og kom inn der kroppen er bløt og blålig. Så spjæret han meg. Skar opp armen min så langsomt som du og jeg åpner et brev - kjolestoff, hud, muskler og sener ble åpnet i et rent, rett spor. Rett før han kom til håndleddet, stoppet han roligt, trak lillekloen ut og smilte, og da han smilte, gikk det opp for meg at han åpenbart syntes at han fortjente belønning for at han ikke rev av meg armen. Han satt faktisk der og gliste, ventet på at jeg skulle klappe ham på hodet og si Flink pus.

Fra trivialromanen Mabel Starks bekjennelser af Robert Hough,
snart film med Kate Winslett som tigerdomptøren Mabel og dennes erotiske forviklinger med den bengalske tiger Rajah.

Sunday, March 27, 2005

Op alle småforlag og tidsskrifter! Textmässan er her!

Saturday, March 26, 2005

Hey, er det ham fra den der Fatso-bog?
På årets festival i Lillehammer inviteres man blandt meget andet til FORFATTERSAMTALE: En fortelling om kjærlighet og mørke: Om liv og oppvekst i Israel: Amos Oz i samtale med Rino Isaksen.

Og har vi hørt om ham her før?
KRITIKERSEMINARET: Claus Beck-Nielsen fra Danmark (1963-2001): Das Beckværk – mellem selvbiografi og storpolitik. I 2001 ble Claus Beck-Nielsen erklært død. Men hvem er det egentlig da som har æren av åpne årets Kritikerseminar? Det er den i prinsippet navnløse forvalteren av Beck-Nielsens livsverk, eller også VærkFührer Nielsen, sjefen for teateret das Beckværk. Han er blant annet sanger, sangskriver, performer, forfatter, politiker, dramatiker og iscenesetter, og utfordrer med sin virksomhet grensene mellom virkelighet og kunstverk.

Åh, men hør så den her!

BANKNATTA: En sprudlende helaften i Kulturhuset Banken og festivalens sosiale høydepunkt! Fire saler og to etasjer! Festivalens litterære, musikalske og sosiale helaften! Møt de lidenskapelige skøyte- entusiastene Dag Solstad, Kjartan Fløgstad og Jan Erik Vold i heftig og engasjert samtale med Aslak Siira Myhre om å skrive om sport og litt om rundetider og slikt. Bli med på litteratur-quiz. La deg opplyse og more av Opplysningskontorets humoristiske og treffende samfunnssatire. Lytt til Viggo Sandvik (Vaselina Bilopphøggers) i musikalsk og verbal duett med Ove Røsbak akkompagnert av musikerne Henning Sommerro og John Pål Inderberg. Møt en mann som ikke eksisterer; den danske avantgardkunstneren Claus Beck-Nielsen, som viser sine to forestillinger Selvutslettelser og Biografien. Opplev Johan Harstad lansere sin nye roman Buzz Aldrin kom aldri til månen mens bandet Kenta Kids spiller spesialkomponert musikk til, eller få høg puls og mjuke lepper med forfatter Fanny Holmin og Dj Barrabas.

Oi, nu blev jeg pludselig lidt svimmel.

Thursday, March 24, 2005

Factory? Fabrique? Fabrik?

Example
Et nyt nummer af Fabrik er ude!

Wednesday, March 23, 2005

I januar lige efter flodbølgekatastrofen i Asien kunne man på den stockholmske tunnelbane se en reklame for avisen Dagens Nyheter med et nok så enkelt design. Med store sorte bogstaver placeret centralt på hvid baggrund stod ordene ”Stöd Röda Korset” efterfulgt af et telefonnummer. Med mindre bogstaver nederst på plakaten og ved siden af avisens logo kunne man læse følgende: ”Här skulle Dagens Nyheters kampanj ha suttit. Den är inställad. Istället ägnar vi utrymmet ät en uppgift viktigare än någon annan.” Det understreges altså at en form for undtagelsestilstand har indfundet sig og i løbet af de tre sætninger får vi at vide hvad som normalt skulle have foregået (reklame), at den normale tilstand er suspenderet og at noget andet (akut virkelighed) har trådt i reklamens sted.
Vi vil finde at dette er en rigtig vurdering fra DNs side: reklamen er stilfuld og enkel, den bærer sit akutte budskab frem sort på hvidt og fortæller os med ærlighed og inderlighed at noget er vigtigere end at sælge aviser i dag, vi skal støtte Røde Kors og der igennem flodbølgens ofre. Det skulle imidlertid være svært at overse at den etiske og empatiske (og måske direkte påvirkede) medborger som tager med tunnelbanen og ser DNs reklame ikke netop skulle styrte til nærmeste aviskiosk for at købe DN. DNs reklamekampagne negerer hverdagens spektakulære og påtrængende billedsprog til fordel for at mime en etisk-politisk vending mod et sprog som i medfølelsens navn skal føre os igennem en simulation af det brud på orden som en katastrofe forårsager. Negationen af et traditionelt reklamesprog realiserer en anti-reklame med stor kredibilitet, så vel som effektivitet: den rå-sælger.

Tuesday, March 22, 2005

Do you have genealogical ties to the island from before the whaling ships arrived? Juliana Spahr læste de fleste af scenen igår. Her er bogen og teksten som blev læst om søndagen kan snart læses på dette sted.

Monday, March 21, 2005

Breaking news: Denne mand, under dæknavnet Christian Bök, har i aften læst luftwaffe-versionen af Kurt Schwitters' Ursonate i Stockholm by. Vi kender endnu ikke konsekvenserne af dåden.

Example

Saturday, March 19, 2005

Jeg var så heldig at brase ind på en café - for ganske lang tid siden - hvor den danske forfatter Pablo Henrik Llambias diverterede med musik og guitarspil. Teksterne, sat til musik, var læserbreve, små stumper relationel æstetik sunget i jazzy blues-stil: den lille mand op imod systemet. Netop nu fandt jeg rent faktisk lydoptagelser på nettet af et par af de sejeste Llambias-hits "Rejsekongen" og "Danmark"! Yeah, right here.

Thursday, March 17, 2005

Jeg er ikke sur, jeg er bare skuffet. Gik for et øjeblik siden ned ad Götgatan, mod Medborgarplatsens bibliotek, med Frostenson, Almqvist og Raattamaa svirrende i hovedet. Springer op ad trappen, åbner den tunge dør - nej, indgangen er flyttet, efter genåbningen går man ind fra siden. Fint. Der står tekst på vinduerne, de er plastret over med tekst, lyserød tekst som gør glasgangen ind til biblioteket ganske vaginaagtig. Jeg ser først da jeg går ud igen at det er manifestet S.K.A.M. som hele korridoren er klistret ind i. Altså, wow.

Hvad er offentlighed? Samhället? Hvorfor skræmte det mig når bilerne stoppede for mig den første tid jeg boede i Norge? Hvorfor gjorde det mig så glad, så banalt overrasket, da jeg så at alle i Bagarmossen (min korte oplevelse af en stockholmsk forstad) uden at blinke lagde varene op på båndet med stregkoden opad? Siger kassedamen hej til dig i Danmark? Interesserer man sig i højere grad for en besøgende norsk poet dér? Jeg mener, socialt? Efter oplæsningen? Og hvorfor udgiver Stjernfelt og Thomsen en bog hvis titel er en Kant-parafrase fuld af skolestil-agtige tekster?

Hvorfor gør "Kritik af den negative opbyggelighed" den basale retoriske bummert IKKE at nævne dem bogen vil kritisere - selvom vi alle kan læse mellem linierne? Hvorfor denne trang til at almengøre og dermed kamuflere sin kritik? Man vil ikke samtale? Men man gør det jo alligevel, gør man ikke? Man lammer bare de kritiserede på forhånd. Hvorfor skriver Stjernfelt et essay som akker sig over kulturjournalisterne fetishering af kunstneres åh så overskridende kvaliteter - hvorefter han midt i teksten går amok på Elfriede Jelinek som han mener har gjort sig skyldig i koket selviscenesættelse af sig selv som "overskridende" kunstner?

Ja, og hvorfor tror Thomsen vi gider at blive ved med at læse hans intellektuelle selvbiografi, slapt formulerede tekster som fiser ud i en malplaceret hyldest til Jack Kerouac, om hvilken han kun kan gentage de samme dødsyge ting som fx at manden skrev på en lang rulle af sammenlimede ark og at Dean Moriarty var en virkelig person ved navn Neil Cassady? På Frank og Bobergs svar kan vi kun formode at det bliver værre derfra.

Frank og Boberg er rasende. Der er også et vist mål af saglighed i deres svar, sådan som der måske kan være et vist mål af saglighed i Thomsens og Stjernfelts udspil et sted, ikke ved jeg. Men hvorfor er der ingen af parterne der forsøger at kommunikere og skrive på et rimeligt artikuleret niveau? Hvorfor denne råben i det offentlige rum? Går Danmark ned, er det det? Og hvis ja, kommer Norge og Sverige til at bryde sig? Sorry, jeg forstår ikke en pind. Men glad for at jeg bor i en by med et bibliotek der har en lyserød vaginaagtig indgang, det er jeg.
Som led i Susannes fortsatte studier af de små kosebamse-avantgardister situationisterne har hun nu fået fingre i Simon Fords definitive skridt mod popularisering The Situationist International - A User's Guide som stod og lyste midt i kunstboghylden på Arnold Busck den anden dag.

Dette er en LÆKKER udgivelse, vi taler altså virkelig Prada-Meinhof hér, revolutionary chic. Ford begynder bogen med at erklære situationisternes indtræden i kunsthistorien som et faktum og betegner sin bog som "the first accessible and concise guide to the group" - hans bog er et "starting point" for den forvirrede læser som ikke ved hvor hun skal begynde. Tak, så pædagogisk!

Jeg læste videre med skepsis, men blev glad da Ford lidt senere skriver at fokuseringen på Debord som en slags leder af situationisterne er "problematic" og morer mig over hans afvisning af Malcolm McLaren og Tony Wilson som "Pop Situationists" - at dette følges af et fint Debord-citat har alligevel en vis effekt. Siger vi, og læser nysgerrigt-skeptisk videre i A User's Guide:

Guy Debord i 1961: "Revolution is not "showing" life to people, but making them live. A revolutionary organisation must always remember that its objective is not getting its adherents to listen to convincing talks by expert leders, but getting them to speak for themselves, in order to achieve, or at least strive toward, an equal degree of participation."

Tuesday, March 15, 2005

Jump into the situpool.
Apropos at sexe ting op & sexe ting ned: Hvad er det med beige-brune Vinduet? Kan vi vente med at læse Nores litterære debut? Og hvad er det lige med Langelands forståelse af den norske tidsskriftssituation?

Find fem fejl:

"Personlig synes jeg Vinduet fungerer best når innholdet har vært allment tilgjengelig. Det har i og for seg vært bra når de har tatt opp i seg avantgardistiske retninger. Men å eksperimentere for eksperimentets skyld har jeg aldri vært noen tilhenger av. Vi har en rik undergrunnsflora representert ved blant andre Vagant som kan ta seg av litterære ablegøyene. De vil gjøre slikt mye bedre. Men for min egen del ... det er mulig jeg begynner å bli gammel, men jeg foretrekker altså litteratur som virkelig har noe å melde innholdsmessig."

Friday, March 11, 2005

Stjernfelt og Thomsens debatbog "Kritik af den negative opbyggelighed" (uddrag findes her) har, forståeligt nok, fået Boberg og Frank op i første gear.

Wednesday, March 09, 2005

Enough with the Gonzo-feminism, her er godt stof.

Men, Martin, nu vi taler om det - faktisk blev Solanas' manifest og den svenske reception kommenteret af Bo Rothstein på følgende vis i søndagens DN:

"Ett annat exempel på detta könsrasistiska tänkande kan hämtas från författaren Sara Stridsberg som år 2003 lät översätta och ge stor positiv publicitet till åt det så kallade SCUM-manifestet, med vilket skall förstås "Society for Cutting Up Men" (ungefär: "Organisationen för att skära upp män"). Innebörden av SCUM-manifestet är att mannen är en "biologisk olycka" som inte förtjänar att existera, en sexualfixerad blodsugare och emotionell parasit som inte har något existensberättigande. Kvinnor beskrivs som en genetiskt överlägsen ras i förhållande till män.

Om denna skrift riktat sig mot någon etnisk grupp skulle den utan tvivel ha varit straffbar. Språkbruket är långt värre än vad någonsin Radio Islam åstadkommit. Manifestet uppmanar till direkt våld mot män eftersom män som grupp är orsaken till att ont i världen. Inga undantag görs, varken Dalai lama, Bengt Westerberg eller Martin Luther King klarar sig.

Man kunde tänka sig att Stridsbergs översättning av manifestet till svenska är ett sätt att belysa en feminism som gått över styr. Men så är inte alls fallet, tvärtom skriver hon om det som en bejakande lärjunge (det skrevs ursprungligen 1967 av en amerikansk feminist, mest känd för sitt mordförsök på konstnären Andy Warhol). Man kunde också tro att publiceringen av SCUM-manifestet vore en udda handling i svenskt kulturliv och att det skulle ha beskrivits som något tämligen obskyrt och kritiserats för sitt hatfyllda och destruktiva innehåll. Men så är inte alls fallet, tvärtom var publiceringen en händelse som i uppskattande och uppsluppna ordalag återgavs som en kul happening på denna tidnings kultursida. Maria-Pia Boethius har beskrivit denna hatfyllda och fascistoida text som "den mest lysande feministiska bok som kommit ut på svenska i denna tid", Nina Lekander har välkomnat boken på Expressens kultursida och så vidare."

Tuesday, March 08, 2005

FemDefence - ett skyddsmedel mot våldtäkt
Nu blev jeg rigtig glad! Jeg fik to store buketter solsikker på mail fra snille Arve plus et citat fra Valerie Solanas' S.C.U.M. Manifesto - en tekst som både er ekstrem, meget morsom og til tider ganske rammende. But I don't wanna destroy the male sex!

Example

Monday, March 07, 2005

Norge: Fett! Fett! Fett!
Sverige: Bang! Bang! Bang!
Danmark: Nada! Nix! No way!
At Henning Gärtner Braseth i sin MB-anmeldelse af Den Sidste Europæer kalder Nielsen en dansk Joseph Beuys er ikke helt i skoven. Jeg fulgte associationen og kom på denne, en af de vakreste og mærkeligste performances som Beuys udførte: I Like America And America Likes Me (1974). Tate Moderns hjemmeside giver os disse oplysninger:

Beuys’s most famous Action took place in May 1974, when he spent three days in a room with a coyote. After flying into New York, he was swathed in felt and loaded into an ambulance, then driven to the gallery where the Action took place, without having once touched American soil. As Beuys later explained: ‘I wanted to isolate myself, insulate myself, see nothing of America other than the coyote.’ The title of the work is filled with irony. Beuys opposed American military actions in Vietnam, and his work as an artist was a challenge to the hegemony of American art.

Beuys’s felt blankets, walking stick and gloves became sculptural props throughout the Action. In addition, fifty new copies of the Wall Street Journal were introduced each day, which the coyote acknowledged by urinating on them. Beuys regularly performed the same series of actions with his eyes continuously fixed on the coyote. Another times he would rest or gather the felt around him to suggest the figure of a shepherd with his crook. The coyote’s behaviour shifted throughout the three days, becoming cautious, detached, aggressive and sometimes companionable. At the end of the Action, Beuys was again wrapped in felt and returned to the airport.

For Native Americans, the coyote had been a powerful god, with the power to move between the physical and the spiritual world. After the coming of European settlers, it was seen merely as a pest, to be exterminated. Beuys saw the debasement of the coyote as a symbol of the damage done by white men to the American continent and its native cultures. His action was an attempt to heal some of those wounds. ‘You could say that a reckoning has to be made with the coyote, and only then can this trauma be lifted’, he said.
Om Feminist Press.
I en kort artikel under overskriften "Hårdkokta kvinnor från förr - Feminist Press återutger deckare" i DN idag skriver Lena Jordebo blandt andet: "Jag gillar tanken att en nattsvart författare som Jim Thompson hade jämbördiga kvinnliga kollegor på sin tid och att vår tid kan lyfta fram dem, utan att förvänta oss en dold feministisk agenda. För man blir onekligen förvånad, både över vad kvinnorna vågade skriva och hur konventionella de var."

Her er forresten Sveriges eget feminist-und-so-weider-forlag.

Sunday, March 06, 2005

Vi er i sommerhuset, vi har gæster. Himlen er rosa efter en lang varm dag – har vi grillet? Mad bliver serveret på terrassen, jeg er sent på den, i min barnekrop, optaget af en eller anden leg. En gammel robåd ligger på græsplænen, en stemme kalder på mig – ser ind i den rosa aftenhimmel og falder i en lang voldsom bevægelse over kanten af robåden. Stirrer ned i græsset hvor jeg ligger, dette pludselige myreperspektiv. Langt væk, nede i kroppen, et skinneben der gør ondt. Mellem græsstråene ligger en lille flad sten, den er grålig og sortspættet, bare en stump flintesten. Men da jeg tager den op i hånden begynder stenen at opføre sig underligt. Stenen er ikke bare flad, den er spids, skarp, den er hugget til, intentionelt, en fuldstændigt velformet lille pilespids.

Saturday, March 05, 2005

Heltinden i Øyvind Rimbereids digt SOLARIS korrigert?
Example
Denne artikel så jeg først nu. Lang tid siden Lars Bukdahl og Poul Borums arrogante grisebank af norsk lyrik, ja? Tak til Tue Andersen Nexø for at læse.
And politics?

Charles I. Armstrong har en grådig interessant indledning til sin anmeldelse af H Press-bøgerne i Vagant 4/2004 (er der for øvrigt en HTML-engel som kan redde vaganternes hjemmeside snart?) - her skriver han blandt andet:

"Alternativt kan teorien forvandles til en undersått for anmelderiet eller pedagogikken, noe som i realiteten vel innebærer at man avskaffer ethvert teoretisk imperativ til fordel for en opphøyning av enten den estetiske feinschmecker eller leseren som kunde."

Lidt før det lyder det således: "Viktige - om ikke alle - sider ved poststrukturalismens problematisering av grunnlagsproblemene innenfor litteraturteorien har blitt fordøyd, og det som engang fortonte seg som dristige forsøk på å forvandle både litteraturen og samfunnet fortoner seg mer og mer som akademiske fingerøvelser. Internasjonalt har kun de politiserte overtagelserne av poststrukturalistisk teori vist en bredt anlagt vitalitet de siste årene. Men nå kan selv den kanskje mest markante av disse sistnevnte politiske forgreningene - den postkoloniale teorien - virke som den begynner å fortære seg selv."

Hm?

Thursday, March 03, 2005

Vær med i Fetts aktion mod bogklubberne!

Barnebøker inneholder vel stort sett søte og oppbyggelige historier om koselige dyr, som kan serveres uten kritisk vurdering? Slett ikke. Fett har hatt lesestund. Etter å ha lest oss gjennom et bredt utvalg av noen av de mest solgte barnebøkene i Norge – hvorav flertallet er hentet fra Bokklubbens Barn – er konklusjonen klar: Ingen steder i litteraturens verden er kjønnsrollene så segmenterte og konservative som i barnebøkene.

La oss begynne med et eksempel. Det følgende er hentet fra en eske, utformet som en bondegård, som inneholder intet mindre enn 20 små bøker. Esken er en suksess, barna elsker rett og slett de små bøkene, men hva forteller de egentlig?

Familien Geit: «Pappa er geitebukk. Noen ganger stanger han menneskene med hornene sine. Mamma lager melk som vi kan drikke.»

Familien Flaggermus: «Pappa har store vinger og skarpe tenner. Mamma og jeg er mye sammen med de andre små flaggermusene og mammaene deres.»

Familien Sau: «Pappaen vår har krokete horn. Han kalles bukk. Mamma passer på alle lammene. Vi liker å hoppe og sprette.»

Læs mere her.
Det er med stor glæde jeg læste nyhederne.

Wednesday, March 02, 2005

Kort sagt: att endast hävda att en roman bärs upp av en strävan efter autenticitet säger ungefär lika mycket som ett påpekande om att texten är uppbyggd av bokstäver.

Her er Stig Larsson-nyt.