Friday, June 17, 2005

Det er sandelig sjovt at være smal i Danmark. Læs her. Fight the power, Serup! Sagen udfolder sig iøvrigt videre på dramatisk vis, se blot her -- Læs eventuelt også Dag B. Ladegaards rystende opgør med Lambertseter gourmetklubb right here -- Man får en vag association til stå-hej i den norske forfatterforening, men det er sikkert en helt uholdbar sammenligning:)

Saturday, June 11, 2005

Postkort 4: Angelheaded hipsters burning for the blah blah etc

Jeg er ingen beatnik. På trods af det traver mine fødder helt af sig selv og på insisterende vis gang på gang rundt i kvarteret ved St. Marks, Washington Square Park, Bleecker St. og MacDougal St. Åja, Kerouac was here. So fucking what. Den første gang jeg crasher i Washington Square Park ligger jeg i græsset med udsigt til et underligt skue: en stor gruppe unge mennesker fra Alabama mimer til pop og danser en bly Britney Spears i unisex jeans og ens T-shirts. Er det en Coldplay-sang? Handler den i udgangspunktet virkelig om ham deroppe? Well, nu gør den ihvertfald. Jeg spiser frisk frugt fra en plastikkop og læser i min guidebog: guide me outta here. Den bar hvor Dylan Thomas drak sig ihjel er ikke langt herfra, det var måske noget. Jeg når ikke længere end til hjørnet af Bleecker og MacDougal hvor jeg finder mit bord, Bordet -- Anden gang jeg er i Washington Square Park kommer jeg med en tung plastikpose fra St. Marks-boghandlen. Jeg læser Juliana Spahr og Lawrence Ferlinghetti inde i den runde fontæne: folk sidder hér på et par trin ned mod bassinet. Lidt efter kommer en sort fyr med en guitar og giver sig til at spille. En tatoveret og piercet fyr viser Bob, guitarfyren, et billede af sig selv i avisen: han er en slags smertekunstner og havde fjæset fuld af tøjklemmer den anden dag. Hey, who’s beat? -- Om aftenen traver mig og Maia rundt uptown, lige nedenfor Central Park. Maia finder med gadekendte skridt lynhurtigt frem til vores bestemmelsessted, Gotham Book Mart. Der er mange mennesker her allerede og nul air condition. Vi koger. På anden sal står vi alle i kø hen mod elevatoren, eneste forbindelse længere op i bygningen. Vi koger, bladrer i bøger, veksler ord med folk rundt os. I små hold sendes vi op med elevatoren. Ovenpå er der fuld reception med cheese, crackers og rødvin. Festens midtpunkt er 86-årige Lawrence Ferlinghetti, omtalt som den eneste overlevende af beatpoeterne, for mig vel mest legendarisk på grund af boghandlen og forlaget City Lights i San Francisco. Og manden træder frem: ”America used to be a melting pot, but now it’s not melting anymore.” Mr. Ferlinghetti brokker sig over identity politics, alle etniske minoriteter vil have deres eget radioshow nu: men vi skulle jo alle smelte sammen til ét, i spirituel betydning? Tjah. Og så læser han, mumle-mumle. Men vi bliver alligevel revet med, folk er i opløftet stemning, indehaverne af boghandlen siger til os at dette arrangement egentlig ikke skulle have være annonceret i Village Voice: nu kom der tre gange så mange som ventet. Vi ler. Skønt, mod elevatoren går det. Maia snakker højlydt til mig på dansk da elevatordøren glider op foran os. Jeg siger bare glup-blop-hmmm-fnnnp til svar for Patti Smith er netop gledet forbi mig ud af elevatoren som et andet gråt spøgelse med stenansigt og brændende blik.

FIN
Postkort 3: There are no stars in the New York sky

Den første dag går jeg ind over Williamsburg Bridge. Denne bro regnes ikke for at være spektakulær, den er ingen seværdighed som naboen er det, Brooklyn Bridge. Broen er et filter af orange og grå stål med baner for både tog, biler og fodgængere. Jeg er ramt af lugten, ingen baggårde i NYC, derfor gadeliv, derfor den intense stank af affald som er New Yorks, i heden. Jeg prøver at forstå hvad jeg ser. Hvordan skal jeg nogensinde fotografere her? Der er intet fokus, elementer alle vegne, tegn, bevægelse, brudt af lygtepæle og vejskiltes linier. Jeg tænker på Lee Friedlander, hans billeder har ofte lodrette elementer som skærer midt gennem billedet: glem alt om gyldne snit. Opdelingen får alt til at spredes fra midten mod kanterne, der er ingen helhed. Og det er hvad jeg ser hér, sådan ser jeg byen. På vej over broen går en storm af fragmenter fra sange om New York igennem mit hoved. Mondrian, så kølig og europæisk, han jazzificeres i NYC. Patti Smith synger-hvæser, altid så cool, men dette er nu eneste gode sang fra den plade: The abstract streets/ The lights like some switched on Mondrian/ Cats like us are obsolete/ Hey man don’t breathe on my feet/ Thieves, poets we’re inside out/ And everybody’s a soldier/ Angels howl at those abstract lights/ And the borders of heaven/ Are zipped up tight tonight -- Da Sonic Youth spillede i København et godt stykke tid siden illustreredes Teenage Riot, en slooow version, af en video optaget i Warhol-stil af en ung mand som falder i søvn på en NYC-subway, den som brager forbi mig nu. Og Lou Reed synger om Andy & byen: There are no stars in the New York sky, they’re all on the ground. Og her futter jeg over broen til Manhattan -- En af de andre dage er jeg på MoMA in a bad mood, indtil det går rigtigt galt: Begejstringen vil ingen ende tage da jeg opdager Friedlander-udstillingen øverst oppe. Men tror du jeg kan komme ind? Nul. Der er sneak preview for members only, for en dødsyg idé. Men Friedlander får jeg at se om søndagen da udstillingen åbner for pøbelen og ååå, det er så bra. Han fotograferer to verdener, der er parallelle universer her, via spejle og skygger og monumenter og TV-skærme. Og gåder, hvad er det han ser på? Hvad er fokus? Der er jo intet hér. Men hvilket intet.

Example
Mere Friedlander her og her og her og her.
Postkort 2: Mmm, skyscraper

Jeg tegner huse, I’m not getting it. Så utroligt smalle, tværstribede af brandtrapper og med det obligatoriske kaminhyldeornament ragende ud øverst: ikke eneste citat i sigte fra det romerske imperium. Og så skyskraberne, naturligtvis. Hvordan kunne hele Chicago skyline snige sig ind på mig på den måde i 97? Jeg gik ud ad Harbour Pier mens det blev mørkt og var mildt sagt uforberedt på synet bag mig: bam, switched on like a Christmas tree. Maia laver mad den første aften, hun går rutineret og småsnakkende op ad trappen mod taget med mig bag efter sig og dér er den igen: gaaa! Hvor kom alle de lys fra? Hele jævla Manhattan! Senere på ugen sidder jeg rasende i MoMAs skulpturhave, for noget tull. Her sidder vi i en lille lysegrå skotøjsæske fuld af pointeløst forvredne modernistiske skulpturer – damn it, skulpturene er jo udenfor! Og har endda folk indeni. Jeg tager et billede af en smuk vandrist med et skilt ved siden af som uden held (ha ha) forsøger at referere til en skulptur af Picasso -- Chrystlerbygningen er alligevel den fineste. Især med ekkoet fra en af Matthew Barneys Cremaster-film af brummende biler der gang på gang støder ind i hinanden i den fine Art Deco-lounge nederst og et billede, tilsyneladende filmet fra luften et sted: baner af stof som danserinder fletter spiret ind i. Empire State kan jeg næsten ikke se på fri fra uendelige flash-backs af fly, jeg fotograferer fra en skæv vinkel og det går næsten. Fristes af en forbipasserende turistbus til at tage et billede frontalt, men sletter øjeblikkeligt. Mmm, skyscraper -- Ved Ground Zero sidder en mand med langt hvidt hår og skæg og spiller fløjte, han spiller Amazing Grace igen og igen under sorte plancher som forklarer forløbet (man reagerede hurtigt og effektivt) og lister af navne, man hylder heltene fra 11. september. Amazing Grace, igen og igen.
Det er et uhyre interessant eksperiment, H Press har sat i værk, et på samme tid eksklusivt og fuldkommen demokratisk åbent, genert og ublu, rørstrømsk og ordknapt ikkeværk. Siger Mikkel Bruun Zangenberg om Serie A i dagens udgave af Politiken, omtalen er at finde her. Og får man ondt i hovedet af Jørgen Sandemose (okay, lad gå, jeg linker: her og her) så kan man lade sig *divertere* af Jonathan Safran Foer som snakker om katastrofer her.

Thursday, June 09, 2005

Postkort 1: What a feeling

Hey, hvor er de lyserøde benvarmere, Maia? Jeg er i New York for første gang – på nær et glimt af to tårne stikkende op fra en brun sky under en kort mellemlanding på vej til Alaska i 97. Maia går på Martha Grahams danseskole herovre og bor på et loft i Brooklyn – bare herrecyklen og svejsegearet mangler: hun er definitivt blot millimeter fra at være heltinden Alex fra Flashdance inkarneret. Jeg sover på gulvet i lagerbygningen uden skillevægge. Maia bor i et slags skur, bygget indenfor. Ernesto fra Cuba bor i den anden ende af skur-konstruktionen, oppe under loftet. Richie the Bartender bor i en to-etagers seng med hvide blafrende gardiner omkring: han er prinsessen. Jeg bor på madressen på gulvet sammen med fire kæmpekatte. Det er Fujii jeg lærer bedst at kende. Fujiis (både overvægtige og underlegne) bror M. er også venskabligt indstillet. De kortpelsede hunkatte, moren & datteren, er mere sky - udover de nervøst rykkende hoveder, har de så mere fingespitzgefühl end drengene? Eller de vil ikke nyses på? Jeg er allergisk nok til at udvise forkølelsessymptomer efter små tyve minutter med kattene på nært hold. Vi bor lige ved Williamsburg-broen over til Manhattan, og subway’en, sølvslangen, hyler og skriger og hviner og brager forbi udenfor like an ongoing explosion dag og nat.

Example
Længe har Siss Vik været ude med fiskestangen. Først ville hun tale med fisken (mig) om Lars Ove Seljestads roman "Blind", så om The Many Faces of Beck-Nielsen. Så fisken var endelig indfangbar og var netop i studio, dér hvor den bl.a. sagde "blop-blop" med stor overbevisning og politisk slagkraft. Dette kan høres i radiofonisk gengivelse førstkommende søndag klokken halv 2 på NRK, lige her cirka, klik på "netradio" ude til venstre. Miss Vik havde mødt den nielsenske i en lillehammersk trappeopgang og var *frygtelig irriteret* over alt det her med no name and number. Fisken skulle følge op med den definitive afklaring og italesættelse af de mange nielsenske identiteter og ikke-identiteter. Men ak, forvirringen blev bare større! Ingen er ingen er ingen! For noget rod! Forbandet!