Friday, December 30, 2005

Det gamle mølædte tigerdyr er på ruten København > Stockholm > Oslo > Trondheim > Bergen nu med permanent stop i Bergen forude, ihvertfald de næste seks måneder. Her deles der vist nok snart priser ud og her er man sandelig vittig. Godt nyt hår and a:

Example

Tuesday, December 27, 2005

Ennis del Mars mund er en tynd stribe. Sjældent har jeg set en skuespiller agere så perfekt et væsen der ikke gør andet end at krybe ind i sig selv, sluge sine ord. Ang Lees Brokeback Mountain (set i selskab med Decembers Redningsmand, den kære CYF) ryster flere filmklichéer i samme bevægelse: den tøffe følelsesfortrængte übermaskuline cowboy så vel som den flagrende feminine homoseksuelle. Filmen viser helt enkelt frem det lag som altid har været til stede i cowboyfortællingen: romantikken - eksplicit or not, det er ikke pointen - for romantikken mellem drengene var altid allerede dér.

Ennis er for evigt præget af det billede af døden han så som barn: en maltrakteret mand, en mand som levede med en anden mand? Ja, vis børnene dette, et samfund som afretter os - og dét aller tydeligst på to punkter, i denne søde puletid tid er vi specielt pressede: 1) Dit begær handler om en ting der kan købes 2) Udover det, dit begærs karakter er heteroseksuelt.

Så Ennis (det er svært ikke at se filmplakatens flirt med yin & yang-tegnet) ender op fastfrosset i en trailer med resterne af sin elskede Jack: et stykke tøj - det er alt der bliver igen, blot fordi han ikke finder nogen vej forbi det billede af døden den sociale afretning har installeret i ham.

En film der gør noget andet med det dokumentaristiske look end at lave fancy flimmer er Clooneys Goodnight and Good Luck. Filmen er sømløst sammeklippet af agerede scener og historisk materiale fra McCarthys Amerika. Alt er i s/h hér - Nutiden går ganske enkelt og finder historien frem, lader ord og gester aktualisere sig i en beretning om presseetik og de brud på de demokratiske principper (sic-sic-sic) som McCarthy og hans krig mod kommunisterne stod for.

Dette er en snakkefilm, spiller op mod en Woody Allen i stilen, viser tænkende handlende *intellektuelle* journalister som faktisk driver og citerer Shakespear med en cigaret skødesløst mellem fingrene. Dokumentarisme kan bringe historien frem, enkelt og klart: en æstetik som faktisk minder os på historiske facts snarere end at sløve os med endnu et spektakulært virkelighedsshow.

Sunday, December 25, 2005

Denne dag dedikerer jeg til Gunnar Blå som har skrevet denne fine roman og som igår velsignede verden med følgende lille tekststykke, sidste afsnit af Vertigos julekalender:

Ett barn ska födas. Sonen träder före modern ut ur fitthålet. Han har en utstickande, liksom hårig arm med hudrester och sekret. Från trädens grenar hänger blodiga sorgmantlar, de ömsade skinnen av lika många segrar och förluster. Modern är blind och liksom haltar. Hennes kinder är fyllda med nötter och fetvadd. Munnen är trött och värker av allt sugande. Sonen är förkyld och nyser. Hjärnan följer med snoret ut ur näsan. Tommare än den kyliga, trådsmala natten träder åter sonen före modern in i modern. Det är då svanen som plöjts ner i åkern återföds.

Saturday, December 24, 2005

Faldbakken trenger inn der hvor han kan iscenesette og fremvise maktens frie og selvavslørende tale - således skriver SC om Snort stories i denne uges MB. Her er det det selvafslørende som interesserer mig. Og ordet "usikkerhed" som senere dukker op
- der er også usikkerhed i teksten her: "(skulle jeg mene)" og her: "(blandingsforholdet avsløres aldri)" - Vi ser på mens Christensen trækkes ind i uafgørlighedszonen.

Videre læser Christensen nu efter drifter, derude på den glatte overflade. Det er fint vi har Paglia i samme udgave af avisen for denne tekst er tilnærmelsesvist essentialistisk indrettet - tilsyneladende! For Christensen tænkte godt nok på goth rock og Vertigo förlag, men også på minimalistisk kunst, sådan som også Røed gør det i sin udstillingsvurdering på Kunstkritikk. Vi har "hjerte" to gange og selvfølgelig, selve das DING: køllen i kæden, tavs, tung.

Men modsat fx Økland og Olsson så går Christensen lidt modvilligt og baglæns (træt er hun definitivt) ind i showet, gør hun ikke? Derimod agerer Økland næsten perfekt en patroniserende variant af den JA/NEJ-kritiker Faldbakken skriver om. Og Olsson bidrager til showet udklædt som en belejlig krydsning mellem Jesus og Fallos: kunstneren som driver med konceptuel kunstkritik og selv bliver det centrale værk - sit eget værk - på Faldbakkens scene. Hvis vi alle ender op som karakterer i en roman snart så skal jeg ikke undre mig. Festen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

Dagens yndlingsblog er iøvrigt denne.

Thursday, December 22, 2005

Men det er ikke sikkert at litteratur holder i dagens litterære offentlighet. Det vil si det er ikke sikkert at den aristokratiske litteraturen makter å motsette seg den demokratiske litteraturens overtakelse av det litterære feltet. Med mindre den aristokratiske litteraturen aksepterer de nye demokratiske spillereglene og oppfatter sin egen eksperimentelle oppgave som en form for medieattraktiv selviscenesettelse, performans eller show, vil den bli nødt til å tilpasse seg et liv i en større og større undergrunn, som blir mindre og mindre synlig. Når den demokratiske medielogikken er at den som ikke er med oss er mot oss, kan det kanskje være like greit å være mot. Trond Haugen snakker om litteraturåret der gik her.

Sunday, December 18, 2005

Synes faktisk dette var en strålende kommentar, Jon Refsdal Moe om Sørheim-Nerdrum kritikken af Faldbakken-receptionen: Jeg lurte på om jeg ikke skulle stikke ned på Morgenbladet, kikke forurettet inn i kamera og si at Øyvind Rimbereid suger herfra til månen, fordi jeg ikke skjønte bæret av Solaris Korrigert. Etcetera her.

And just to remind you:

Example

Subversive Perversionen! Faldbakken spricht Deutsch hier und hier.

Friday, December 16, 2005

Siste ord i Morgenbladets presentasjon av Butler gis til Martha Nussbaum, som påstår at Butler ikke ønsker «en bedre verden», men at hun «støtter seg til en amoralsk anarkistisk politikk». Å hevde dette om en teoretiker som har viet hele sin forskning til «irrelevante eksistenser», individer som faller utenfor den normative orden - være seg lesbiske, transseksuelle, svarte eller kvinner i allminnelighet - er ikke bare absurd, men også skremmende. Det er også merkelig at man ikke her nevner Butlers utgivelse fra 2004 - Precarious Life: The powers of mourning and violence - en sørge- og kamptale skrevet i etterkant av 11. september, hvor Judith Butler nettopp tar til orde for at filosofien og teorien har et sosialt og politisk ansvar -- Henning Gärtner går i kødet på MBs præsentation af Butler her. I dagens avis kan man læse et indlæg af Unni Langås som sætter et par røde streger under mange af de samme pointer.

Mere Nussbaum vs. Butler her, thanx to Malte. Butler er også her.

Thursday, December 15, 2005

Claws føkket over af amerikansk turbokapitalisme! Hey, nu ryster jeg godt nok på hænderne. Næsten 30 minutter på telefonen med bløde amerikanske stemmer som ville sælge mig et luxuscruise, jeg havde vundet etc. Følgende en vag idé om at min far (hvis telefon de ringede til) nok kunne tænke sig noget så kitschy som et cruise rundt Orlando og Daytona Beach ... Glup, så jeg er faktisk så langt ude i tågerne at jeg giver dem mit visakortnummer til sidst: hvor sygt er det, hvad sker der? Claws, snap out of it. I want to cancel, sagde jeg. Så blev stemmerne for første gang spidse -- I don't have to pay anything now, do I? Well. Cancel. That's what it means. Bye.

Lykkelig nu, skønt rystet. Endda har jeg fundet en lille flis dansk (æ) kultur jeg kan digge: den perfekte fusion mellem Apples in Stereo og Rock Steady Crew = Junior Senior. So, away devil-on-the-phone.
Pia Juul er vist in space too! Og gå og sig hej til Juliana nu. Meanwhile The Basilisk Boys are singing: Con-tro-ver-sy.

Monday, December 12, 2005

Grimt sprog. Jeg er forarget. Jean Baudrillard siger P*l mora di! i en overskrift i ugens MB. Og hele tre gange får litteraturanmelder S. Christensen lov at sige F*ck you, Myrbråthen! til hovedpersonen i Lunds værk Uranophilia i samme avis. Bad boy Dag B. Ladegaard tager dog næsten prisen med hele ti gange "screw" (nej, ikke i betydningen "lille metaldims") og to gange "f*ck" -- Hm, men alt dette er dog intet at sammenligne med hvad Martha Nussbaum får lov at sige om Judith Butler, holy macaroni.
Stefan Jonsson fångade den rumsliga hierarkin (DN 12/11) i den enda text jag stött på efter de franska kravallerna som sökt läsa den rumsliga kapitalackumulationen från vänster. Det franska ordet för förort, banlieu, har en svensk motsvarighet i bannmil, det avstånd en misshaglig, överflödig, fördömd människa förvisas från Metro-polen. Så djupt rotad i språket är arkitekturens maktordning. Mere Raattamaa her. Og her er der lidt om Skinnebach på svenska.

Mere Raattamaa-relateret her og her, Annas legendariske essay.

Thursday, December 08, 2005

Situationist-spotting. Græd du også salte tårer da MB valgte Habermas og ikke den unge F*ldbakken til forsiden? -- M. F*ldbakken siger bl.a. følgende til KKs og norske Adbusters' egen Åse Brandvold:

Jeg er interessert i tradisjonelle forsøk på avvisning av det bestående. I billedkunsten mener jeg dadaistene og situasjonistene har formulert det best. Den totale avvisningen er en interessant umulighet, sier F*ldbakken. Mens situasjonistene vender ryggen til den medierte underholdningsverdenen de kaller "The spectacle", synes F*ldbakken det er interessant å utforske nettopp denne verdenen. Situasjonistenes drøm var en sammensmeltning av liv og estetikk. Nå ser vi at det skjer gjennom den spektakulære kapitalismen, underholdnings- industrien. F*ldbakken tenker ikke bare på dataspill, men også fenomener som Ikea -- KK 6/12.

Mere F*ldbakken her, overraskende nok. F*ldbakken debateres også her: Bår in space! Welcome to you.
Bergen, I'm coming hoooooooome!
Pinter & Pinter & vred Pinter live her.

Wednesday, December 07, 2005

Forskjells-Kate, Likhets-Madonna. Here we go again, jeg læser stadig KK fra 3/12, et omfattende studie efterhånden. Men hey, jeg siger ikke at teoretiske shortcuts er lette at slippe fra i en avisartikel. Det kan dog få den uheldig effekt at reduktionistiske statements går i viral cirkulation, små kulørte tyggegummipakker kidsne kan tage med ud på gaden og lege med? I say that's a dangerous toy.

Helle Vaagland kaster sig ud i en påstand: "Madonna representerer likhetsfeminismen, mens Kate Bush er en forskjellsfeminist." Madonna mestrer iscenesættelsen af det private også, hun er en aggressiv mand, i virkeligheden, med det mål at herske over verden. Hun er Forretningen Madonna. Hun er konstruktion, hun er materialitet. Kate Bush derimod er et sort hul af mystik, hun er som N. Björk ophængt i sine børn og i sin sexy vaskemaskine. Hun "tar avstand fra grådighet og ambisjoner, verdier som tradisjonelt har blitt regnet for maskuline." Jo, men det er her tråden knækker en smule, er det definitionen på en forskelsfeminist, dette her? Kan det være Bush har anden-grådighed, anden-ambition? Vaagland ser ingen forskel, ser bare mangel: dick or dick-not.

But back to the Bush: rytmisk set kan man sige hun er andet end 1-2-3-4, som hos Slits, Huggy Bear og Throwing Muses glider rytmer rundt i et uzalgbart irigaraysk rod:

Problemet oppstår dersom kvinnen ønsker å fremstå som rasjonell; da taler hun uunngåelig som et fallisk subjekt. Kun ved å forstyrre og forrykke den falliske talen – ved å ta seg språklige friheter i form av ellipser, ombytting av setningsledd, ordspill, og så videre – vil det være mulig for kvinner å uttrykke en symbolsk (kjønns)forskjell.

Som Ellen Mortensen skriver det om Irigaray i MB fra 18. november. Well, Claws vælger definitivt ikke side, stiller bare spørgsmål ved om forskelsfeminister nødvendigvis er så hujende essentialistiske som Vaagland vil have det til. Og har vi fået nok kategori-sjov nu?

Tuesday, December 06, 2005

Om mandagen, i regnvejr, på Multitudevej. Læser videre i KK fra 3/12. Et uddrag fra Hardt/Negris Imperiet som også kommer på norsk nu. I sidste spalte af teksten tales der om Imperiet, ikke overraskende - en lidt metaforiseret version af Foucaults begreb om biomagt, der står: "Gjenstanden for dets herredømme er det sosiale liv i sin helhet, og slik utgjør Imperiet biomaktens paradigmatiske form." Okay. Seks linier nedenunder starter en sætning alligevel på følgende måde: "Imperiet vi står overfor ... " Er overfor = udenfor? Kan man stå overfor biomagt? Nej, men man kan måske stå overfor biomagtens paradigmatiske form, det går vel an? Mon det engelske ord hér er face og består forskellen i andet end grader af afstand.
Thure Erik Lund siger i Klassekampen 3/12: En postmodernist mener at alt er språk, at det ikke finnes fastlagte strukturer og mening - da blir kritikk og forandring vanskelig eller umulig.

Well, siger Claws. En konstruktivistisk anti-essentialistisk holdning er jo netop det modsatte af determinisme? Og åbner derfor op for forandring?

Sunday, December 04, 2005

And the nominees were --

Onsdag den 30. november sendte jeg følgende brev til Ordfronts redaktion som svar på deres opfordring om at nominere tre potentielle Årets Dikt-kandidater, jeg skrev:

Først to bemærkninger: 1) Jeg protesterer mod det faktum at Ordfronts kåring koncenterer sig om enkeltdigt og ikke samlinger. Der eksisterer poetikker som tager vare på enkeltdigtet, ja, men tydeligt må det også være at at visse samlinger – måske især skrevet af yngere forfattere – snarere arbejder med cyklusser, med koncepter fremfor med en idé om enkeltdigtet som en isoleret skulptur i rummet. 2) Eftersom jeg bor i Stockholm har visse af de seneste norske udgivelser ikke nået frem til mit skrivebord – disse er selvsagt (og desværre) heller ikke at finde i nærmeste boghandel. Mine nominationer er på trods af dette faktum, skulle jeg mene, nominationer jeg kan stå inde for.

Overskriften på mine nominationer er: TRE STYGGE DAMER.

Kristine Næss: digt uden titel, Vanlig s. 5, H Press Imperativ 5. Vanlig består af tre digtcyklusser skrevet som svar på forlagets poetologiske udfordring: Hvorfor skrive hva hvordan. Den første digtcyklus er en kæde af prosadigte og det digt jeg har valgt er det første af disse. Digtet etablerer et jeg som har følelsen af at være opstået ud af intet: ”Ingen døde, ingen forlot meg, jeg bare var og det var ikke nok.” Næss – som for øvrigt har skrevet en af de flotteste norske digtsamlinger nogensinde, Obladi fra 1996 – beskriver en urolig katastroferamt verden hvori et jeg blæser rundt i en næsten hukommelsesløs tilstand. Naturen er blevet ustabil: der vokser roser i haven året rundt – et faktum som ikke opleves glædeligt, men snarere som endnu et katastrofevarsel. Lige så ustabil og out of joint opleves den politiske situation: ”så feier helikoptrene over jorder og bebyggelse, de/ kontrollerer noe jeg ikke aner hva er.” Det visuelle felt er forstyrret, blikket finder intet at holde sig fast i. Digtet beskriver præcist og stærkt en verden i en urovækkende tilstand af akut holdepunktsløshed, hukommelsesløshed.

Ingrid Storholmen: ”Eggekvinnen” fra Skamtalen Graceland s. 6-26, A******** forlag. Storholmens udformningsmæssigt vakre bog Skamtalen Graceland er et typisk eksempel på en bog som fortjener at blive set på i sin helhed. Digtene fra samlingen fremstår som en teaterforestilling og er da også blevet opført af forfatteren i forestillingens form. Teksterne er både morsomme, frivole, smertefulde, platte og teatralsk selvskadende: typografien er udadagerende og danner en showbevidst tekstkrop. Digtet ”Eggekvinnen” deler sig i tre tekstspor: morens og søsterens replikker løber i kanten og Grace selv står frem i midten af teksten som en næsten tavs, statuelignende figur, hun tales om og til, men er selv næsten passiv, et dødt objekt: ”Hodet på pidestall/ Grace inne i stillheten i atelieret./ I lilla snakket Grace med seg selv/ rødmet.” Moren fremstår som den formende kastrerende kunstner som skaber Grace via sin vold: tilblivelsesprocessen er mareridtsagtig. Den monstrøse moderfigur invaderer Grace og søsteren og stjæler Graces kæreste. Digtet er både smertefuldt og absurd – lattervækkende – og udtrykker sig stærkt om opdragelse, om kunst som formning af et stof, af mennesket.

Ruth Lillegraven: ”Geip og kniks på Chaueau Neuf torsdag kveld” fra Store Stygge Dikt s. 53-60, T**** forlag. Dette er Lillegravens debut og viser ekspansive dokumentaristiske digte i traditionen efter en 1968-version af Jan Erik Vold. Digtet beskriver en dobbeltmission: den skrivende skal sælge bøger på et litteraturarrangement, men skal samtidig skrive en egen digterisk rapportage. Digtet fremhæver på romantiserende vis outsideren overfor flokkene af tåbelige studenter som bare vil ligne hinanden. Vi har en stærk tid-og-stedsmæssig genkendelig forankring i et Oslo-miljø: vi har både ”Mia Berner” her og ”Chateau Neuf” som virkelighedsreferencer. Den skrivende ”skriv repeterande om den repeterande kvardagen” – hun føler sig malplaceret i en gennemdesignet verden som skal mane til tryghed, men gør det modsatte. Dette er bare teater! Hun længes efter noget virkeligt midt i litteraturcirkusset, hun er fuld af raseri og passion og føler sig kun til rette med de personer i rummet som stikker sig ud, som er rare – blandt andet forfatteren som interviewes på scenen. Lillegraven kobler i digtet et uroligt indre til det som opleves som en glat og tom overflade af ord, fraser og show. Lillegravens projekt er romantisk og autensitetshungrende, men skrives alligevel ud med ungdommelig zharme og ztor kraft.

Ingen af disse digte var dog blandt de endeligt nominerede - måske forlagene var for små og perifere, digtene for lange og format-mæssigt uregérlige? Det var man ihvertfald tæt på at påstå her og her. Kommentarer fra jurydeltager Mariann findes her.

Thursday, December 01, 2005

Yes! Yes! Yes! Yes! Yes! Og mere Nielsen i denne avis lørdag.
Ikke gå glip af Vertigos julekalender derude. Idag fik vi et Picasso-inspireret sex-scenario signeret Sæterbakken i posten. Dig that.

Example

Det traditionella julmyset bädar ner folk i mossa och bomull, men det som verkligen behövs under den här ruttna shoppingmåneden är återkommende elchoker, säger C-M Edenborg på bokförlaget Vertigo i DN. Og her er en der glæder sig til at høre Ordfront 13.30.