Monday, April 26, 2010


Vagant #1/10, ute 3. mai. Omslagsillustrasjon av Andreas Töpfer

Sunday, April 25, 2010

Vi har en palme i stuen. Palmen er egentlig mest en pind som vokser ret op i loftet uden digressioner. Øverst oppe opfører palmen sig som enhver palme; den spreder sig ud i en slags grøn hat. I lang tid har denne grønne hat hamret mod loftet, væk fra lyset. Ingen god strategi, og vi har ikke været i stand til at assistere palmen med andre løsninger. Nu har væksten imidlertid selv taget affære: Midt på den nøgne stamme vifter nu en lille grøn arm mod vinduet.
... but in the work of my favorite writers, the armature of overt drama is dispensed with, and we're left with a deeper drama, the real drama: an active human consciousness trying to figure out how he or she has solved or not solved being alive.

Shields sampler Shields (& Christensen diskuterer med Christensen)
The real kinship among genres today is less between the memoir and the novel and more between memoir and poetry. We make a mistake in thinking of memoir as nonfiction. It's really nonpoetry. I don't think we can understand the strong impulse of the memoir if we look only to fiction for its roots.

Hampl sampled by David Shields in Reality Hunger. A Manifesto

Friday, April 23, 2010

Hvad driver Graff og Møller med? The Real IRA med ny blog.

Saturday, April 17, 2010

Ikke råd til en vaskemaskine så avisversionen danser sin egen lille ét-benede vals. Her er anmeldelsen af Niels Franks Spørgespil.

Sunday, April 11, 2010


Udenfor Sonja Åkessons hus Havdhem som nu er et loppemarked

Saturday, April 10, 2010

Man hører havet oppe hos os, men ikke inde i midten af labyrinten. Når husene tynder ud buldrer det, selvom der næsten ingen vind er. Jeg tager hætten ned, må være på vagt med alle sanser, tænker jeg, mens jeg går igennem porten. Forude er det sort. Biblioteket er sidste bastion, lyser som en teaterscene. Der er ingen her, men ned ad en sidegade står to politimænd i samtale med to unge mænd. En tredie står lænet op ad et træ og ser på dem, venter. To parallelle forhør, figurene står som frosne, jeg hører ingen stemmer. Passerer over teaterscenen; ingen info på skærmene, bare det lysalfagtige pausesignal. Sort buldren, noget enormt foran mig i mørket. Lidt efter, på vejen tilbage: Det frosne forhør fortsætter.
Fat birds don't fly, dette var et forsøg. Samlet arbejdstid brugt: To dage til læsning, en dag til genlæsning og en dag til skrivning. Jeg skal ikke undskylde, selvom jeg har lyst. Hermed anmeldelse af Jacques Rancière: The Emancipated Spectator

Friday, April 09, 2010

På bordet på takterrassen i L.A. hadde eg to bøker: Reality Hunger og Philip Roths fabelaktige Exit Ghost, ei bok som gav Shields tiradar mot romanen ein underleg valør. Den største faren for einkvar litteraturkultur vil vere om medisinen føreskrive i Reality Hunger resulterer i store mengder bøker som er for fulle av seg sjølv. For fulle av det skrivande subjektets altoverskyggande sjølvframstilling og uro knytt til denne. Faren er særleg stor dersom slike bøker vert skrivne av mindre talentfulle forfattarar enn David Shields.

Øyvind Vågnes har en strålende anmeldelse af David Shields' Reality Hunger: A Manifesto i dagens MB

Sunday, April 04, 2010

Paolo approached the platform and crossed the white line that kept the public from approaching the knife ladders. Abramović leaned down to embrace him and they whispered to each other. I transcriped this part, and put it under the heading "Breaking the rules," but it was discretely edited out from the 145-page "transcript" that appeared in the book --------------- James Westcott transkriberer Abramovićs performance The House with the Ocean View

Friday, April 02, 2010

Later on the trip, Marina and Laurie Anderson paddled a canoe to a nearby small island, where a large gathering was taking place in a hut. Marina and Laurie were invited in, introduced to someone who was described as the "king" of the island (he was wearing jeans), and offered a meal of dog meat served in leaves. "We said no, but we would like to bring to our friends," Marina says. "They say no, for your friends we give you whole dog." They wrapped the bloody and stinking meat in leaves and brought it back with them, repulsed and amused. John Cage, a notorious circumspect eater who had brought with him to Ponape a suitcase full of rice to eat, wasn't impressed with the dog meat.

Fra When Marina Abramović Dies af James Westcott

Thursday, April 01, 2010

SC: Men hvis det var, at man i halvfjerdserne forsøgte at gøre noget ved skellet imellem det private og det offentlige, så var det med en forestilling om at man kunne krænge det private ud, at man kunne befri mennesket. Du siger noget andet – i antologien Virkeligheds- hunger skriver du at det autentiske blot er endnu et lag af fiktion, der er flere forskellige forskydninger af fiktive lag hvor det biografiske blot er et af disse?

Nielsen: Ja, men i forhold til attituderelativismen, så er hele projektet alligevel mere patetisk, smerteligt eksistentialistisk, havde jeg nær sagt. Man må endelig ikke blande det sammen med den del af attituderelativismen, postmodernismen, hvor alting bare er for sjov, et spil, du ved, man kan vågne op og være den eller den, som man behager. Den tragiske dimension er med overalt i Beckwerket, det er ikke en forestilling om at livet, identiteten og litteraturen kan være hvad som helst, der er en masse dødelige konsekvenser. Men det betyder ikke, at Beckwerket rider med på bølgen af det autentiskes genkomst. Kun som endnu en autenticitetskritik.

Christensens spørgespil --------------- her
Fører De dagbog?

Jeg holdt op, da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden. Da jeg ikke længere kunne se det skrevne udefra. Da dagbogen ikke længere fik mig til at glemme. Da jeg begyndte at tænke på dens mulige læser i en fjern fremtid. Da jeg oplevede, at den gav mig tryghed.
Da jeg oplevede, at den ville rydde op i mit liv. Da den gjorde hændelser, møder, samtaler til fiktion: det, der skal fortælles. Da jeg indså, at jeg kun gik efter højdepunkterne og glemte alt det vigtige undervejs. Da den, der bogførte, begyndte at vide mere end den, der levede. Da jeg gav mig til at sniksnakke med mig selv, og bagtale mig selv, og bagtale andre. Da jeg gav mig til at genlæse bogen fra ende til anden. Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv. Da den endte som en skitse, et kladde- hæfte, til den "rigtige" skrift. Da den fik alting til at hænge for godt sammen, mens jeg selv følte mig spredt for alle vinde.

Fra Spørgespil af Niels Frank