Sunday, August 28, 2011

Jeg er koket, eller jeg er genert. Eller måske jeg er ironisk. Smilet åbner en sprække imellem den jeg tror jeg er, og den jeg tror jeg bør være. For der er ikke noget valg, de tager et billede.

Anbefaler Christian Yde Frostholm: Selvportræt med dyr

Saturday, August 27, 2011

Tomas Forser anmelder Den ulne avantgarde ---------- her. MBs arkiv har på magisk vis åbnet sig og her findes Tue Andersen Nexøs dom.

Thursday, August 25, 2011

De som lenge har forsket på Holocaust, diskutert og skrevet om tyske konsentrasjonsleirer som et tilbakelagt stadium, må begynne å revurdere sin måte å betrakte historien på: Fascismen tilhører ingen epoke, intet begrenset tidsavsnitt, hverken fortiden eller fremtiden. Heller enn å smykke oss med ord som lyder bra – antifascisme, nestekjærlighet, demokrati – er det på tide – på høy tid – å reflektere over oss selv, våre tanker og våre ord – og de begrepene våre fordømte hoder er skapt av ---------- læs Mazdak Shafieian her.

Sunday, August 21, 2011

Det er greit med en litterær fremstilling av en fremmedgjort som er utsatt for rasisme i Paris, men skal vi belemres med middelmådighet, fordommer og usannheter for å tekkes ytringsfrihet, fordi redaktør- ene er redd for å legge lokk på debatten? Det bør være en redaktørs ansvar å være både autoritær og pedagogisk, hun skal lede, refusere, korrigere.

Runar Døving svarer Cornelius Jakhelln i Morgenbladet.

Thursday, August 18, 2011

Det er faktisk navnet Michael Azerrad snarere end navnet Bob Mould som fanger interessen først. Jeg liker godt det butch drive som findes i See a Little Light. The Trail of Rage and Melody, selvom den ekstremt komplekse Mould efterlader mig med en trang til at ringe op hans ex-bandpartner Grant Hart (forholdet er bittert) for at høre hans side af historien. Officielt er Moulds prime time netop tiden med Hart i Hüsker Dü i 80s, et af de klassiske eksempler på amerikansk indierock, men tiderne skifter og de indie-agtige idealer om self expression bliver typisk nok til self styling gennem 90s og 00s.

På mange måder opløses den episke beretning om indiebandet i en række noveller på den anden side af 2000 hvor Mould går i terapi, slutter at ryge, drikke og tage speed og også for første gang bliver optaget af at være "out" og interesseret i at blive del af den såkaldte homokultur. Mould virker ellers aldrig "in" på den måde at han ved hvad han føler fra han er 9 år gammel, og både han og Grant Hart lever for det meste med mænd, selvom Hüsker Dü (og senere Sugar) ikke har den mindste snert af gay image, as we know it. I 2002 laver Mould electronica-pladen Modulate som ikke bliver nogen succes, og den lyder da også som en slags selvparodi; den typiske katarsiske vokal er væk, og den karakteristiske guitarlyd erstattet med synth. Det er som om Mould parodierer sig selv for at un-rocke sig, og måske også for at adressere sin nye ID, som han mener at have fundet.

Mould forsvinder ind i pro-wrestling-miljøet (Mould-Hart-konflikten spejles i wrestling-scenarioerne) for en tid, og ind i homokulturen, ind i DJ-kulturen og til slut ind i bear-kulturen. En bear er en homoseksuel mand som foretrækker et maskulint image, altså dybest set det samme image som indie-kulturen foretrak: Skæg, jeans, skov- huggerskjorter. Den restløse, sinte og kronisk konfliktede (og klinisk deprimerede, fx sangen "Too Far Down") Mould falder til slut til i et miljø hvor man performer "mand" - ikke ulig 80s. Se Vagant #3/2011 for mere om konfliktede indierock-par som J Mascis og Lou Barlow.

Saturday, August 13, 2011

Anmeldelse af Brynjulf Jung Tjønn: Kinamann --------------- her.

Wednesday, August 10, 2011

Én ting er i alle fall sikkert: Jeg har ikke lenger noen blandet følelse overfor slagordet «gata er vår». Ikke etter å ha tatt den tilbake sammen med to hundre tusen mennesker, som alle bar blomster i hendene sine ---------- Jonas Bals om højreekstremisme her.

Saturday, August 06, 2011

Hører ord og handling sammen? Avler ordet det det sier? Når det gjelder muslimer gjør det det, ifølge den herskende mening i Danmark. Jeg gjenså nettopp et klipp med Pia Kjærsgård, som etter terrorangrepene 11. september sa at «hat avler handling». Men for oss dansker gjør det det ikke. For oss er det ytringsfrihet. Hvis Breivik hadde offentliggjort sitt manifest i Danmark er jeg redd for at han var blitt feiret som en forkjemper for ytringsfriheten.

Carsten Jensen i KK idag. Læs her + her + her + her + her + her + her