Now hiring: Yous for I-project. Are you the you I'm looking for? You and other yous will swarm and haunt the I and in that way we will build a temporary house-like shape.

Den berlinske technoklub Tresor genåbnede i 2007 i et renoveret kraftværk på Köpenicker Straße, og netop nu tager festivalen Berlin Atonal nye dele af kraftværket i brug. Igår fandt præmieren sted i dette rum, med en strålende bevægelse fra Kurt Schwitters' Ursonate (1922-32) til en slags stiliseret ur-rock, nemlig Glenn Branca Emsembles Twisting in Space med avantgardekomponisten Glenn Branca som en dæmonisk ur-Ozzy dirigerende med ryggen til publikum.

NY-baserede Branca havde i de sene 70'ere bandet Theoretical Girls og i andre bandkonstallationer (gerne bestående af utallige elektriske guitarer) spillede både Lee Ranaldo og Thurston Moore (begge senere i avantgardeciterende Sonic Youth) i en tid hvor den frugtbare No wave-scene sprællede rundt i gaderne (Suicide, James Chance, Lizzy Mercier Descloux, Bush Tetras med flere).

At lytte til Glenn Branca Emsemble igår er som at lytte til en slags stiliseret ur-Youth, og samtidig bliver SY, Motorpsycho og hvad som helst man kan associere til, også mindre vigtige; det er en lettelse. Glenn Branca Ensemble destruerer og genskaber rocken i samme bevægelse, som Young Gods gjorde i 80'erne, og som den såkaldte postrock (Mogwai og så videre; Come On Die Young) også forsøgte, og mange andre mutanter som greb til elektroniske midler, fx Digital hardcore. Skal skaffe mig en Branca Youth T-shirt.

Der er bling-bling på Todestreifen nu. Langs East Side Gallery, den længste del af berlinmuren som stadig står, bygges heftigt i disse dage. Senest står en glitrende sort bygning klar, få meter fra muren. Bygningen er næsten monokrom i sorte, reflekterende glasflader, men den er opdelt i facetter som reflekterer lyset; et lydløst sparkle-sprog. Øverst på bygningen snurrer et bil-logo langsomt rundt og sender stråler ind i forbi- passerendes solbrillebeskyttede øjne. Dette er ingen støjende skærm, men en helt enkel, flere meter høj, sølvskinnende cirkel; ingen ord, bare et stærkt symbol beslægtet med freds- og anarkistsymbolet. Betydningen er imidlertid ren bling-bling; lev stærkt og dø ung før jordens økosfære kollapser helt. Nederst i bygningen ser vi bilerne gennem vinduerne. Som fastfrosne, sorte pantere taler de om frihed på deres eget kapitalistesperanto, på dette sted hvor the magic of the moment skete i 1989 da muren faldt, og vi blev frie.

Det er en almindelig misforståelse at fjernsyn er interaktivt, eller vil os noget. Man kan lave mange vitser om at programmet Hjernevask både satte fingeren på hjernevask (den idiot-teori som måtte stå skoleret) og også selv var en slags hjernevask, men ingen forstod imidlertid at programmet faktisk var en ren hjerne, en fritstående struktur uden forbindelser til noget. Hjernen er hjernen in space. Solipsismes evige, arkitektoniske skønhed. Dermed er raseriet også berettiget når Hjernevask påtvinges diverse forbindelser, koblinger og handlinger; her må den rene hjerne sætte sin fod ned.

Det er en almindelig misforståelse at pikken er opsøgende. Pik er ikke kobling, pik er abstraktion. Pik er hverken våben eller pensel, og derfor er lærredet tomt på nær et par fuglelorte og nogle tilfældige regndråber. Pik er pik in space. Pikken hviler i sig selv, svævende i en apolitisk pikgalaxe. Dermed er raseriet også berettiget når pikken påtvinges diverse forbindelser, koblinger og handlinger; her må den rene pik sætte sin fod ned.

(Bl.a. inspireret af Arne Johan Vetlesens KK-tekst om ord og handlinger samme dag.)

Corset and corsetting. Jane and Viv. The nervous girls. Stress cadets. They felt it all so intensely on their body. Both married men who grew icy or paralyzed the more feverish and effusive their wives got. (He is cold on the phone. I grow hot. He freezes up.)

Kate Zambrenos Heroines om modernismens psykopatologi og de kollektive sygdomme som blev fostret hos the Bowles, the Eliots og the Fitzgeralds. En oplagt bog for mig at skrive om, men hvor ville jeg blive glædeligt overrasket om en mandlig læser havde noget at sige.

Prøver at fatte shiatsu-massage i juni 2013. Lykkes ikke.

Den 22. juli 2011 læser jeg om Oslo-bomben på nettet. Så passerer en melding på Twitter: Nogen skyder på Utøya. Jeg cykler gennem byen, og påbegynder en yoga-time, men må opgive halvvejs; min følelse af uro er overvældende. I etagen under yoga-salen taler jeg i telefon med en ven; mindst 20 er blevet skudt, lyder det da. Hjemme igen er vi på nettet længe, mens dette står på, og udfolder sig og bliver ved med at udfolde sig.

Den 22. juli 2012 er jeg indlagt på et hospital. Irriteret over den almene narcissisme som altid præger hvordan-går-det-idag-runden, taler jeg kort om Utøya til et multikulturelt publikum af patienter med overvejende tysk og tyrkisk baggrund. Jeg gør dem ingen tjeneste; de bliver urolige, sikkert sygere også.

Jeg stirrer ind i hovedet på Den anden/ Han stirrer ind i hovedet på sig selv/ Han taler om mig, men jeg genkender mig ikke.

Favorite person of the day is Calvin Johnson. We just had a nice cup of tea in the sun outside the K Records synagogue. Very good dancer too. Listen to The Hive Dwellers.

Pics fra noise demo udenfor Green Hill-fængslet her, i solidaritet med de sultestrejkende fanger. Mere her. Om strejken i Pelican Bay-fængslet her og Eirik Steinhoffs Tumblr.

I 1991 foregik International Pop Underground Convention på Capitol Theater. Første kveld hed Girl Night og blev startskuddet til en bevægelse, riot grrrl. Lige nu viser Capitol Theater the two suckiest movies in the universe p.t.

Nogle random snapshots fra New York skulle begynde at strømme ind her.

Förstår ni varför det är fruktansvärt? Det finns inte ett enda namn som är fel. Baksidestexten är en kompakt vägg av buzzwords och namedroppingnamn. Där finns ingenting av den heterogena blandning som antyder en personlig smak eller en genuin, oplanerad upptäckt. Kan man verkligen vara så konsekvent ensidig i sin läsning utan att förvandlas till en algoritm av det slag som ligger bakom Amazons autorekommendationer? Har du köpt produkten riot grrrl vill du också köpa Stig Larsson, och så vidare.

Dette er vel det mest negative afsnit i Håkon Lindgrens anmeldelse af Den ulne avantgarde i Nutida Musik 3–4 2012–13. Lindgren er meget optaget af coolness, hvilket også fremgår af hans tidsrigtige avantgarde-kritiske indstilling. En hipster ved altid når vinden vender ;-) Men alt i alt en tekst skrevet med overskud og stejle, upfront fordomme. Like.

This just in. The Riot Grrrl Collection edited by Lisa Darms, a deluxe view into the riot grrrl zine culture. Read more here. I'm off to do some research on riot grrrl very soon. If someone has suggestions of who to talk to, places to go and questions to ask, please drop me a line.

Vestlandets store datter viste nye sider af sig selv på Klassekampens interne kritikerseminar.

På forsiden af livsstilsmagasinet ser vi to glinsende collagen-munde, puffy som opsvulmede magneter. Vi bør alle stile imod at blive hårløse, bronzefarvede pornokroppe, gnubbende mod hinanden som friskfangede ål, med hjerterne åbne mod endeløs shoppingekstase.

The new porn is here, rosabloggers.

The only thing you can do is try to smoke us out as we live among you, like aliens inhabiting human bodies, faking smiles and crying crocodile tears and making you hear what you want us to say. This is an existential disease. There is no treatment and no exit.

Patrick Bateman er en fantastisk boganmelder! I don’t care if this book helps the “empaths” with whom our kind like to toy. Mere her.

Fashion blog FTW! Her får jeg til fashion-lår med tydelig gap, døde fashion-hænder og fine, passive fashion-fødder, synes jeg selv. Please like??!! #thinspiration #wannarexics

Vemund Solheim Ådlands dikt er like allmenne som opphøyde: Kongelige. Man kan se og lytte, slippe å forstå, omgås diktet, kikke på det, disse bitene, dem man lager dikt av eller bruker på butikken, i avisen. Sep pran ek stanser og blir stående ved grensen til et hvilket som helst språk, kjent eller ukjent, dets tilblivelse eller undergang i glemsel, en mer enn tvetydig sone, og likevel et uvanlig skarpt uttrykk. Slik er diktene også – på en sjokkartet måte – potensert med alt et språk kan romme, fra banaliteter til grotesker, i hvilket som helst utsnitt, og potensert med hvilken som helst lengsel etter et annet språk, også det som måtte være betinget av raseri.

Arve Kleiva anmeldte Vemund Solheim Ådlands debut Sep pran ek, Biblioteket Gasspedal 2003 med bl.a. Audun Lindholm og jeg selv som redaktører. Hele anmeldelsen her. Henviser også til "The Difficult Poem" af Charles Bernstein, og cirka alt hvad Bernstein har skrevet. Teksten var publiceret i Klassekampen 9. august 2008, oversat af Lindholm, i sammenhæng med denne anmeldelse af Attack of the Difficult Poems: Essays and Inventions.

For at den nye tid skal kunne bryte gjennom må, ifølge Collett, særlig 1830-tallets dandyer og deres kvinnesyn bekjempes. Werther, Faust og Hamlets klamme selvmedlidenhet og poetenes fetisjering av kvinnen som skjønn og passiv – ja, helst død – er ikke Colletts kopp te. Dandyen, den slappfisk, vandrer rundt i en lang, rutete frakk, til forveksling lik en slåbrok. Selboe lar den sinte, sterkt livsorienterte Collett snakke gjennom seg når hun raser mot den melankolske estetiker, hvis fremste egenskap er kjedsomheten, og som i sin jakt på virkelige følelser legger kvinneliv øde.

Anmeldelse af Tone Selboe: Camilla Collett. Engasjerte essays her.

Først en sleazy bilreklame. Videoen går igang, spiller. Fremmedgjorte ansigter i biler, tænk Wim Wenders. Øjeblikket kommer, Stipe løfter hovedet samtidig med at kameraet begynder at svæve. Alle stiger ud af bilerne: So hold on, hold on! Berry støtter sig til et træ som står spændt fast på en lastvogn. En mand kaster pengesedler ud fra en bro. Buck sidder i yogastilling på toppen af en bil og ser på. Mills slentrer afsted i dobbelt takt, bandet orkestrerer dette. Mock-news, helikopterlyde: They just got out and walked! Stemmen knækker over: God! I have never seen anything like this. Klip til sleazy mobiltelefonreklame.

Norsk kritikerlag opsummerer Lillehammer-seminariet, ved bl.a. Lindholm og Mollerin ++

Er du pessimistisk eller optimistisk når det gjelder utviklingen?

Jeg vet ikke. Jeg synes bare det er interessant. Jeg kommer ikke til å være her for å se resultatet av utviklingen. Jeg mener bare det at den digitale offentligheten er en kroppsløs offentlighet. Så vi får vel bare se hva det blir til.

Dette svarer Richard Sennett Morgenbladet her, hvis og så fremt at interviewet kan læses af alle. En kropsløs offentlighed? Jeg kan svare klart på dette; this is hell, jeg er ikke optimist. Som freelance-skribent er jeg ofte på net, ja. Dette betyder dog ikke at jeg elsker nettet, snarere tvært imod. Hvis nettet kan bruges "subversivt" til at skabe folkelig opstand, som vi nu ser i Tyrkiet, hvorfor kan vi så ikke lave regler som gør at mennesker faktisk mødes og taler? Hvor blir den revolution af? Både jeg og venner og bekendte bliver fysisk syge af at fylde os med simulakrum-kontakt, så hvorfor ikke lave et sæt nemme regler som får os ud af denne ulykke? For vi som ikke er optagede af at fejre verdens undergang med party 24-7. En svensk follower inviterede til tweetup; kan ikke love jeg har tid, kan ikke love noget som helst, men vi kan følge reglerne for almindelig mindfulness (not hinting to Mindfulness™) og mødes og tale. Klik-klik-klik, der blev jeg "venner" med fem mennesker jeg aldrig har mødt; det gør mig syg at have "venner" og det kan ikke fortsætte. Change, change! Right now.

Jo, vi vil gaa. Vi vil gaa alligevel. Vi maa gaa. De Kvinder, som altid sidder i sine Kareter, kjeder sig tildøde. De Tider er forbi, da Kvinden var for Manden kun en Luksusgjenstand, halvt et kostbart Legetøi, halvt en Gudinde, der skulde tilbedes. De har selv stødt os ned paa Handlingens Skueplads, hvor vi maa arbeide, erhverve, stride og tumle os, med eet Ord: vi maa gaa.

Camilla Collett i 1863. Værd at se på Tone Selboes bog om den sene, essayskrivende Collett: Camilla Collett. Engasjerte essays, mere her og se også anmeldelsen i Morgenbladet.

Mit essay om Chris Kraus er på net nu. Full text here. Og den fine forside igen.

You feel the psychopathic vibration that is building, after the decade of permanent electrocution, the decade of frenzied economic investment. You feel anxiety growing, the urban libidinal economy going insane. Fremtidsruiner her.

Kanskje er det på tide at litteraturkritikere og –forskere puster dypt inn, brygger seg en sterk kopp kaffe og begynner å mobilisere sin kritiske tenkning rundt det svært slitte v-ordet, virkeligheten. Mange, inkludert undertegnede, har brukt v-ordet som en slags universalforklaring på alle aktuelle, litterære trender gjennom 90-tallet og 00-tallet.
Greit, vi har sett en slags nyrealisme, noen har kalt den avantgardrealisme eller ”konseptuell litteratur” – Gud bedre! – og dokupoesi, selvbiografi, reiselitteratur og gonzo-kritikk i lassevis, men har noen spurt seg hva som faktisk ikke er ”virkelighetslitteratur”? Handler for eksempel science fiction, som ofte kalles spekulativ realisme, ikke om virkelig- heten? Karin Moe gir selvfølgelig faen, og kaller sin nye roman Virkeligheten, en passende tittel på et friskt, poetisk og bitende satirisk stykke litteratur om en framtid not so very far away.

Anmeldelse i Bokmagasinet af Karin Moe: Virkeligheten. Full text here.

Far from being a backward phenomena or transitory anomaly, the Berlusconi phenomenon is a sign of things to come, well actually, a time that has already arrived. Over the last few decades, an infrastructure for the engineering of the psychosphere was constituted, one that would modulate public mood and produce opinion, but above all, sociability of the new generation, who were induced to mistake the uninterrupted flow of television for "the world."

Franco "Bifo" Berardi fra After the Future, 2011. I en norsk tv-reklame knyttes noget så uskyldigt som vand sammen med en tvangskreativ LOL-generation som alle kører rundt på segways iført barokparykker eller driver rundt i en pool, spiser is og skal bygge nationen, lizm. I dunno? Måske læse After the Future og Berardis post-futuristiske manifest fra 2009.

I torsdags markerede min Klassekampen-kollega Ellen, jeg og 300 demonstranter vores modstand mod Barbie-Dreamhouse. Don't import this piece of crap to Scandinavia, please. Pics by Jakob Huber here. Thanx to the extremely dedicated and friendly Occupy Barbie-Dreamhouse people. Følg dem på Facebook.

I kveld knækker Köpenicker Straße over på midten. I den ene ende et stendødt Distortion; A Celebration of Copenhagen's Nightlife, festkonceptet som avantgardeforsker Mikkel Bolt i 2009 nævnte som et godt eksempel på samtidens reelle avantgarde: "Jeg synes, at piratfesten i Hyskenstræde var en enorm kreativ tilegnelse af et ellers helt kolonialiseret offentligt rum" ... Fair nok, but why Berlin, and why tonight? I krydset ved Schillingbrücke holder de obligatoriske politibiler, og videre ned af Köpenicker Straße finder Köpis gadefest sted med massivt opmøde. I gråzonen mellem disse to events så jeg et skilt jeg ikke har lagt mærke til før; på Köpenicker Straße lå lageret for Entartete Kunst hvor de censurerede værker blev gemt bort af nazisterne.