Audun Vinger har været redaktør i Vinduet siden 2008; netop nu sætter han sammen sit sidste nummer, i det nye år tager Kaja Scjerven Mollerin over. Glad for at jeg fik lov at skrive om Kristin Berget, Olga Ravn og Chris Kraus, og om Pavement, Thurston Moore og Simon Reynolds. Vinger er også en sådan andywarholsk smalltalker, en sympatisk drone, noget som har haft en praktisk støttende funktion i hverdagen. For that I am grateful.

I mean, who cares. Jeg har netop opdaget Neo Boys, thanx K Records <3 Vagant #4/2013 er ankommet med tekst om blandt andet John Farnham, Kate Zambreno og Marianne Egelands bog om Sylvia Plath. Prosa er på vej med en anmeldelse af Torgrim Eggens bog om Berlin, og Vinduet er på vej med en tekst med titlen The Chris Kraus Project, take a wild guess. Skriver om alderdom og økopoesi til det nye år, og et langstraaaakt dokument med arbejdstitlen "Save Russia" ... to all the kind people I've interviewed, I'll be back soon.

De norske tabloidaviser er igang med at kåre årets norske plader. Nu er det desværre begrænset hvor meget norsk musik jeg lytter til, så min liste har internationalt tilsnit og ingen rangering. Boblere her.

Jenny Hval: Innocence Is Kinky
Susanna Wallumrød: Jeg vil hjem til menneskene
Vår: No One Dances Quite Like My Brothers
Iceage: You're Nothing
Savages: Silence Yourself
Chvrches: The Bones Of What You Believe
Marnie Stern: The Chronicles of Marnia
Potty Mouth: Hell Bent
Lee Ranaldo & the Dust: Last Night On Earth
+ hvad som helst Kim og Thurston nu holder på med
Honorable mentions fra 2012:
Chain and the Gang: In Cool Blood
The Hive Dwellers: Hewn From The Wilderness

Audiatur har i 2014 valgt at invitere værker, snarere end poeter. Jeg kan nævne en del poeter som allerede er offentliggjort på Audiaturs Facebook-side, nærmere information er snart tilgængelig på festivallens netside. Følgende er inviteret: Franco "Bifo" Berardi, Lisa Robertson, CHATEAUX bokförlag för poesi, Julie Sten-Knudsen, Sean Bonney, Uljana Wolf, Cecilia Vicuña, Joshua Clovers oversættelse af Jean-Marie Gleize, Tomas Espedal, Jena Osman, Fredrik Nyberg og Vít Havránek & Zbyněk Baladrán. 3. til 5. april i Bergen.

On the phone this morning to Sylvère who's in East Hampton I was talking about reading. How I like to dip into other people's books, to catch the rhythm of their thinking, as I try to write my own. Writing around the edges of Philip K. Dick, Ann Rower, Marcel Proust, Eileen Myles and Alice Notley. It's better than sex. Reading delivers on the promise that sex raises but hardly ever can fulfill – getting larger cause you're entering another person's language, cadence, heart and mind.

Page 207. Reading I Love Dick (1997) by Chris Kraus for the third time.

Alligevel virker det som om vi deler en fascination for Berlin, hvor vi begge bor eller har boet, som specielt igennem 80'erne var et slags grundmetafor i postpunken; den splittede by, den splittede sjæl. David Bowie med et rødt lyn ned over ansigtet, som om han forudså sin relation til byen delt af muren. Et ikonisk billede, som gjorde dybt indtryk på mig, er fra Christiane F. – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo (1981); de unge som løber gennem et tomt indkøbscenter, de smadrer glas på vejen, de lever et øjeblik, og Bowie synger "Heroes" – den fantastiske, langstrukne guitartone lyder som en bøn.

Jeg har anmeldt Torgrim Eggens bog om Berlin til næste nummer af Prosa, ude før jul. Lurer på om det bilfirma som nu flasher sit logo som Saurons onde øje nede på Todestreifen har fået lov på grund af produktplacering by romantic association i Christiane F.

Formen er hysterisk lekende og ambisiøs. Teksten er som en komedie hvor hodet og kroppen danser ute av takt og uten forbindelse. De mange pornografisk dvelende avsnittene skiller seg stilmessig ut fra resten, og poenget om mental- og stilmessig oppløsning vises grafisk når Lukas er beruset; teksten blir til sprengte dikt eller tomme sider. Lukas’ elskerinner går rundt som undrende barn med store øyne, de virker demonstrativt ukulturelle og tar ingen av Lukas’ mange referanser. Til gjengjeld vil jentene ofte pule, og pulingen blir beskrevet som sett gjennom en omvendt kikkert; et angstpreget blikk gjør kvinnekroppen underlig insektaktig.

Revisiting Stig Sæterbakken anno 1993, anmeldelse af Det nye testamentet som netop nu genudgives. En 25-årig Knausgård med en blufærdig anmeldelse her.

Yesterday I met the sassiest boy in America, also known as Ian Svenonius of Nation of Ulysses, The Make-Up and currently Chain and The Gang. I warmly recommed the satirical essays in The Psychic Soviet (2006) and Supernatural Strategies for Making a Rock 'n' Roll Group (2013) that I wrote about in Vagant #2/2013. Amongst other things Mister Svenonius and his band were allies to the Riot Grrrl movement and toured with Bikini Kill, Bratmobile and Slant 6. Here's an early 90s flyer. If you happen to have Maximumrocknroll #105 or know where to get it, please report to the main office. Further reading here.

Creepy at have set The Velvet Underground på orange scene i 1993, før retro for alvor var hipt. Husker "Sweet Jane" kicke koncerten igang netop da jeg nåede frem til toilettet og havde låst døren. Før det turnerede Lou Reed med New York i 1989. REM turnerede samtidig med Green, de spillede samme aften. Stor tvivl, men gik på Reed i Falconer Salen, hvor der var siddepladser, og hvor Reed imponerende nok gik på scenen præcis klokken 20. Blir sliten af snakken om white male, etc. Reed var ingen engel, men har skrevet mind-blowing sange om kvinder som udsættes for vold, og queers and outcasts. Han skrev bogstavlig talt drag queens ud af mørket med "Walk on the Wild Side" (1972). Personlige favoritter er Coney Island Baby (1975), Songs for Drella (1990), den sorte Velvet Underground og VU. Funny kritiker-banter på Take No Prisoners (1978). Film her. Kort spilleliste her. God piece her.

Bjørnen sover. Men først en tidlig status for arbejdsåret 2013. Tak til danske Kritiks nye redaktion, Vestfossen Kunstlaboratoriums Mari, Morten & Sleepy, Nasjonalbiblioteket som fik mig hooked på Camilla Collett, Kunstløftet & Ida Habbestad, Klaus Rothstein & Skøn- litteratur på P1, Kolon Forlag som fik mig stoppet ind i Gruppe 13, Musikkmagasinet som sendte mig til (Richard) Hell, folkene bag Fremtidsruiner som lavede seminar på Lillehammer og senere gav mig mulighed for at lære Gudbrandsdalen bedre at kende, specielt området omkring Harpefoss Hotell, Trine Krigsvoll Haagensen som inviterede til debat om Pussy Riot på Mir, Changing Functions of Criticism-konferencen som bød på en chair, Kapittel-festivalen, Audiatur, Natt&Dag, Den norske Forfatterforening, Prosa, Vinduet, Vagant og Klassekampens bokmagasin. Resten af året blir det bogprooooooojekt.

There is nothing to discover in nature; there is no hidden secret. We live in a punk hypermodernity: it is no longer about discovering the hidden truth in nature; it is about the necessity to specify the cultural, political, and technological processes through which the body as artifact acquires natural status. The oncomouse, the laboratory mouse bio- technologically designed to carry a carcinogenic gene, eats Heidegger. Buffy kills the vampire of Simone de Beauvoir. The dildo, a synthetic extention of sex to produce pleasure and identity, eats Rocco Siffredi's cock. There is nothing to discover in sex or in sexual identity; there is no inside. The truth about sex is not a disclosure; it is a sexdesign. Pharmacopornographic biocapitalism does not produce things. It produces mobile ideas, living organs, symbols, desires, chemical reactions, and conditions of the soul. In bio- technology and in pornocommunication there is no object to be produced. The pharma- pornographic business is the invention of a subject and then its global reproduction.

Side 35 til 36 i Beatriz Preciados Testo Junkie: Sex, Drugs, and Biopolitics in the Pharmacopornographic Era. Johanna Fateman skriver om den her. I dunno, er min drømmeanmelder Birgitte Huitfeldt Midttun eller Mara Lee? Muligvis sidstnævnte.

Noen vil nødvendigvis finne Gulliksens dikt så hetero at det knaser mellom tennene som var det en spesiell og avgjørende leserkompetanse å ha erfaringen med småbarnsstell og/eller å ha følt det maskuline begjæret etter lyshårede kvinner i kjole. Disse kvinnene er litt som diktene, som barna i diktene, når de tråkker seg selv på tærne og bare står der midt på gulvet med pjuskete hår og en altfor stor herreskjorte og liksom personifiserer amerikansk independentfilms credo det litt skjeve er mer virkelig, and I love it.

Geir Gulliksen fylder 50. Ønsker tillykke, og takker for besværlige, mærkelige, interessante og nærmest selvlysende samtaler. Her + her + her.

Af og til var det svært, det gik langsomt, der var nerver, men nogle gange kom gruppen også ind i et fælles tankeflow. Vi begyndte at fantasere sammen, idéerne begyndte at flyde. Disse møder var del af AWLs arkitektur, og var afgørende for hvordan festivalen udformede sig. Intimitet, spænding og konflikt på godt og ondt prægede vores arbejde, og delvist prægede disse niveauer også slutproduktet. Efter de monumentale år kom Audiatur i kontakt med sine æggestokke.

Fra et udkast til en tekst om arbejdet med Audiatur Waste Land, april 2012. Kommer ind på spørgsmål om økologi og køn, bl.a. Velkommen til Audiaturs seminar for en ny poesifestival 9. november 2013. Audiatur har ny netside, og ny Facebook-gruppe. Audiaturs Vimeo-kanal er her, se bl.a. kakofonien i Bergen Kretsfengsel.

Kommer visse mennesker til deg innenfra og utenfra samtidig? Jo og Georg er del av hverandre på et nivå som kan bli uoverskuelig, dermed er grunnen lagt for skriveprosessen som en risikabel måte å forsøke å stilisere kaos.

Anmeldelse af Nikolaj Frobenius: Mørke grener her. En anden supersonisk grøsser kom også i vejen for min læsning, Stig Sæterbakkens skrækindjagende Gjennom natten fra 2011. Frobenius har en del til fælles med Sæterbakken, som man måske kan forstå her + her.

Audiatur holder seminar i Bergen 9. november. Audiatur har også en ny Facebook-gruppe, samme information findes her. Næste festival finder sted i Bergen 3. til 5. april 2014. Kom.

My home for a week. Her forklarer Eivind Slettemeås om Harpefoss Hotell. Flere pics her.

Vagant viser fotos taget af Pål Norheim fra Bergens litterære miljø her + her.

Natt&Dag Oslo er goddamn funny. 10 sider teenage showgirls + Frode Helmich Pedersen med en sint Žižek-rant om at jorden går under snart. På baggrund af denne ganske gamle tweet fik jeg en henvendelse fra Natt&Dag Oslo om at bidrage til en enquête i anledning af bladets 25-års fødselsdag. Spørgsmålet de stillede var: Hvorfor misliker du Natt&Dag? De har siden sorteret svarene i tendentiøse elsker/hader-kategorier; jeg fremstår nu som en hader, men er jeg interesseret i at repræsentere had? Svaret er nej & nej tak & farvel. Med hensyn til amerikanske Vice, som jeg nævner som en inspirationskilde til N&Ds visuelle profil: Modeller med Down's lyder som en udemærket idé, jeg kan godt forstå Vice-æstetikken som en kritik af modeverdenen, men denne påståede subversive æstetik har spredt sig og blevet til en slags turbokapitalistisk popnihilisme à la Miley Virus som jeg ikke har sans for.

Stemmen på nettet virker mest fremtrædende på Twitter. Twitter, det siger sig selv, lyden af fuglestemmer. Hvordan vidste du det, udbryder en ven. En lille fugl sang om det, svarer jeg. At kvidre er at varsle, eller er det at sludre og sladre? Småfugles forstyrrende, flokprægede adfærd, men også de små kroppes evne til at flyve uset over grænser med nyheder. Småfuglens revolutionære potentiale.

Hvis alt går vel så handler Vagant-spalte #4/2013 om John Farnhams 86-hit You're the Voice, Holden Caulfield, stærke stemmer på Twitter, Marianne Egelands Claiming Sylvia Plath: The Poet as Exemplary Figure (2013) og Kate Zambrenos Heroines (2012).

Så urimeligt meget god musik er kommet ud i 2013. Lige nu glad for Potty Mouth, Chvrches og Marnie Stern. Og Julia Holter, Body/Head, Sebadoh, Tricky, No Age, Vår, Chelsea Light Moving, The Julie Ruin og The Shondes. Price winners Iceage, Jenny Hval og Savages.

Pornutopia part II. De spørgsmål vi aldrig nåede at diskutere dengang i 2011 er for eksempel, med udgangspunkt i min kritik af Knut Kolnars bog, hvorfor forfatteren vælger at tulle til den almene pornoficering med "friskt" sprog og upræcise argumenter med udgangspunkt i uddaterede, amerikanske mainstreamfilm. Apropos, Sinéad O'Connor skriver til Miley Cyrus her. Sangen Wrecking Ball, hvor Cyrus citerer O'Connors Nothing Compares 2 U-video (1990), er faktisk strålende, men en del forvirring opstår når man ser videoen samtidig. Billedsiden tillægger aktivt sangen ny betydning, blandt andet viser den Cyrus som en slags tragic twerker. Når hun synger "I guess I should've let you in" vender hun forførerisk rumpen til og med ét handler hele sangen om ... æh, analsex? Min generation af (hvad) postpunkere har desværre fået for vane at retfærdiggøre al slags nettrolling, hovedløs pornoliberalisme, weird politics ++ med et eller andet citat af Richard Hell eller Malcolm McLaren, and it don't look good. Generation Y er så grænseløs og hypervisuel at vi kan få den til hvad som helst. Men exploitation er ikke cool, det er bare exploitation.

I anledning af 100-årsjubilæet for kvinders stemmeret arrangerer museet og Ny Musikk symposiummet Vocal Folds et tillæg til udstillingen I Wish This Was a Song – Music in Contemporary Art. Blandt andet præsenterer Anne Karpf, ansat på BBC Radio, en historisk opsummering af, hvordan man har betragtet den kvindelige stemme i det offentlige rum helt tilbage fra Aristoteles ("Silence is a woman's glory") videre til Skt. Paul ("It is shameful for a woman to speak in church") og til Henry James, som sammenlignede den kvindelige stemme med "the moo of the cow, the bray of the ass and the bark of the dog" i et essay fra det tidlige 1900-tal. Karpf taler om moderstemmen som noget, vi alle udsættes for, ikke blot som lyd, men som en vibration som omslutter os, og som vi ikke kan vælge fra i foster- tilstanden. Dermed kan man tænke, at denne lyd må uddrives for, at vi kan blive til selvstændige individer. Kvindestemmen havde svært ved at få gennemslag i radioen, fortsætter Karpf. Den var for kropslig og kunne derfor ikke bruges til nyhedsoplæsning, til forskel fra en dyb, ensartet mandsstemme, som undlod at give distraherende associationer fra det alvor, som man ønskede at signalere.

Fra Vagant-spalte #1/2013. Anne Karpf besøgte netop Kapittel, og jeg anbefaler hendes bog The Human Voice (2006). Som Anette Garpestad er inde på, den engagerede stemme med kvindelige fortegn tolkes ofte som hysterisk. Ingen blame it on the girl-teori fra mig, men alligevel, altid sig ja til arrangementer! Betragt det som et mulighedsrum, brug egne standarder i stedet for at forsøge at gætte andres. Vi er dér for at tænke sammen, og det offentlige rum dør, stivner, uden stammende, rødmende, levende, søgende stemmer.

Det er nødvendig å være alene. Å bryte opp. Å begynne på nytt, et nytt sted, mitt sted, mitt liv, i mine hender. Ikke i hans hånd eller noen andres hender, ikke i noens hender eller hånd, nesten håndløst er livet mitt nå, ikke en eneste finger i livet mitt nå, ikke så mye som en negl som ikke er min egen i livet mitt nå, mitt liv er i mine hender, kunne hun si.

Fra Tomas Espedal: Bergeners.

Skulle vi virkelig svømme sammen, jeg var sikker på at hun ikke ville møte til avtalen, og da hun ikke sto i resepsjonen klokken åtte og kvart over åtte, var jeg lettet; det er godt at hun ikke kommer, at jeg ikke blir forvirret, forstyrret, at jeg ikke føler noe for noen, tenkte jeg og gikk ut hotelldøren for å hente sykkelen.

Tomas Espedals Bergeners er ikke noveller som Joyce-forlægget Dubliners (1914), det er fragmenter, digte, tekst. Fra side 73 til 76 bygges der op til fest, der bygges en kollektiv krop. Jeg kan vist godt tage det personligt; mange navne nævnes, blandet andet mit eget. Jeg læser forbi dette stykke uden større reaktion. Senere følger mange tekster om ensomhed, om enkeltkroppen, om at låse sin dør, om ikke at rejse, om knapt at bevæge sig ud af huset. Szilvia bøder lidt på dette, for hun vil alligevel gerne svømme med Tomas. Stadig, de bedste dele handler om ensomhed og om at undervise fanger i et fængsel. Det sidste Tomas (hvis han hedder Tomas) gør er at fantasere om selvmord, rejse til Berlin og tage ind på et hotel for at sove. Jeg er her for at sove, siger han til stuepigen.

Jeg har ikke været nogen ivrig læser af Espedals bøger, for han var altid i nærheden og talte, på gader og stræder, og det virkede som nok litteratur. Bergen er en heartbreaker, kan jeg hilse at sige, fra mit Berlin-perspektiv, og jeg grubler også over kollektivkroppene som blev enkeltkroppe. Jeg grubler over Bergen, som jeg netop så igen. Bergen med litteraturhus og triennale og et væld af interessante arkitektoniske linjer som fluktuerer med bjergene. Bergen er en totalinstallation, men hvorfor virker det så kvælende? Endnu en ny bygning byder på interessante linjer, forskydninger og blåfarver som smisker med Ulriken. Et fængsel af interessante, fluktuerende linjer.

Pål Norheim, Elin Ørjasæter og jeg var inviteret til Kapittel for at tale om netstemmen. Både Norheim og Ørjasæter er skudt frem som politiske debatanter i tiden efter 22/7. Ørjasæter som en slags modstemme, en kort intens tid på Twitter. På scenen beskrev hun den euforiske følelse af at finde en platform hvorfra hun kunne tale, og at hun senere trak sig, berørt af negativ respons. Norheims nærvær mærkes på Facebook, også han med stærke meninger, men med en vigtig redaktørerfaring fra Vagant i bagagen som gør at han ivaretager samtalerne på en særlig måde, han skaber et rum. Norheim fortalte om hvordan hans netaktivitet har været med til at kickstarte en hæmmet skriveimpuls, og hvordan aktiviteten genererer opfordringer til at skrive essays. Norheim er altså tilstede som redaktør og forfatter, mens det er mere uklart for mig hvad Ørjasæters projekt er, andet end at hendes stemme har været del af en politisk opposition, som nu har fået overtaget. Også hendes småforlagsvirksomhed skaber rum for diverse højreorienterede stemmer.

Why me, hvor passer jeg ind i dette? Claws Talks er fra 2002, altså en 11 år gammel blog. Før det var jeg i 90'erne del af et netsamfund som hed Firefly, meget lig Facebook. Blogger er lige så død som Flickr nu; ingen kommentarer, ingen likes, andre sites er mere populære, men jeg er stadig her. Som jeg har skrevet om i andre forbindelser virkede blogsamfundet vigtigt, eller mere levende, det tjente en funktion, i begyndelsen af 00'erne, hvor idéen om en fælles skandinavisk litterær offentlighed svævende rundt i luften som en slags gylden utopi. En tanke som givetvis opstod som resultat af at vi pludselig kunne se hinanden, os som arbejdede med småforlag og tidsskrifter. Netværkerne blev varmere og varmere et stykke tid, jeg ved ikke hvor længe, men det virker som om energien har fortaget sig nu, eller er blevet opslugt, opløst, omformet.

Stemmerne er mest skærpede på Twitter, de kvidrene fuglestemmer. Folk forvalter de 140 tegn på forskellige måder: Man repræsenterer sig selv, skriver ID-jingles. Man samtaler eller debaterer. Eller man leger med sproget, mumler, efterlader sig et spor. Allerede her findes et bredt spektrum af stemmer med udspring i én og samme person. Jeg talte om min arbejdssituation som freelanceskribent, kampen med teksten, den som læses eller den som skrives, som pibler ud på nettet. Processualitet, længslen efter tankebrydninger. Sprogkrisen er også mest skærpet her, hvem skriver du til og hvorfor? Ytringstvangen gør mig urolig, jeg vil trodse medielogikken. På Twitter kan litteratur også opstå, eller følelsen af litteratur. Jeg kan lide ustabile, voldsomme, misantropiske og konceptuelle stemmer, gerne kvindestemmer.

Jeg blev spurgt om netstemmen vs. avisstemmen. Jeg hedder @susannetiger på Twitter, og som dyr har man vel lov at sige dyrelyde. Selv ræven kan ikke få lov at være stille længere, også ræven rapper løs, også ræven performer. Underminerer netstemmen en eller anden slags autoritet? Her bliver det vigtigere for mig at anskueliggøre hvordan autoritet fremkommer i avistekster, hvordan tvivl må elimineres, hvordan virrende bevægelser må luges ud. Men al aktivitet kommer ud af tvivl, uden den ingen skrift. I en hatemailstorm antages det at jeg taler fra centrum, at jeg sidder på et kontor i Oslo og synkroniserer mine holdninger med den avis jeg publicerer i. It ain't so. Hatemailere burde interessere sig for iscenesættelsen af stemmer, ikke lade sig styre af dem i vild affekt. Vi bør også blive bedre til at forstå nettets ukropslighed; uden kroppe og ansigter er der er ingen grænser, ingen smerte, men alligevel sårer udsagn dybt. Alt dette fik Ørjasæter lov at snakke om, hun med sin barske politik, valgte at tale om sig selv som et offer på scenen i Stavanger.

Jeg vet ikke om jeg skal kalle Greys roman søt eller feig. Egentlig er det en serie luftige drømmer, ulike lett pirrende erotiske tablåer, et par satiriske mannsportretter, noen halvkritiske raljeringer hun ikke bruker all verdens energi på, og ikke stort mer enn det. På den måten lever romanen opp til den klassiske pornografiens idealer: et løfte om avsløring, uendelig spenning, vi går oss vill i en labyrint og ooops! Det hele var en drøm.

Om Sasha Grey: Juliette Society her.

Check netsiden Hundreaar, her ligger blandt andet denne lille tekst.

Fyrre sekunders punk prayer i Moskvas Cathedral of Christ the Saviour har sendt Maria og Nadezhda i fængsel i to år. Det er ubegribeligt. Jeg hviskede en punk prayer i katedralen: Free Pussy Riot. Her er den redigerede version og her den originale. Foto af Audun.

Her er Place of Skulls på den røde plads, et sted som før blev brugt til henrettelser og deklamationer af nye love. Stedet ligger hen som en grå, ignoreret ring midt i et enormt turisthysteri, uden den mindste rest af graffiti. Den 20. januar 2012 så der sådan ud.

A few shy pictures from Russia filing in --------------- here. Audun's pics here.

81.542 people have died of AIDS in New York City as of August 16, 2008. These people, our friends, are rarely mentioned. Their absence is not computered and the meaning of their loss is not considered.

2.752 people died in New York City on 9/11. These human beings have been highly individuated. The recognition of their loss and suffering is a national ritual, and the consequences of their aborted potential are assessed annually in public. They have been commemorated with memorials, organized international gestures, plaques on many fire and police stations, and a proposed new construction on the site of the World Trade Center, all designed to make their memory permanent. [...]

The deaths of these 81.542 New Yorkers, who were despised and abandoned, who did not have rights or representation, who died because of the neglect of their government and families, has been ignored. This gaping hole of silence has been filled by the deaths of 2.752 people murdered by outside forces. The disallowed grief of twenty years of AIDS deaths was replaced by ritualized and institutionalized mourning of the acceptable dead. In this way, 9/11 is the gentrification of AIDS.

Læser The Gentrification of the Mind: Witness to a Lost Imagination (2012) af Sarah Schulman, en personlig beretning om AIDS-krisen med brilliant indsigt i gentrification of the mind, homogenisering og tiltagende følelsesløshed, i sammenhæng med gentrification of the city. Måske alle de romantiske beretninger om East Village i 70s har brug for et tillæg? Hvad skete siden med al denne vilde kreativitet?