And the nominees were --

Onsdag den 30. november sendte jeg følgende brev til Ordfronts redaktion som svar på deres opfordring om at nominere tre potentielle Årets Dikt-kandidater, jeg skrev:

Først to bemærkninger: 1) Jeg protesterer mod det faktum at Ordfronts kåring koncenterer sig om enkeltdigt og ikke samlinger. Der eksisterer poetikker som tager vare på enkeltdigtet, ja, men tydeligt må det også være at at visse samlinger – måske især skrevet af yngere forfattere – snarere arbejder med cyklusser, med koncepter fremfor med en idé om enkeltdigtet som en isoleret skulptur i rummet. 2) Eftersom jeg bor i Stockholm har visse af de seneste norske udgivelser ikke nået frem til mit skrivebord – disse er selvsagt (og desværre) heller ikke at finde i nærmeste boghandel. Mine nominationer er på trods af dette faktum, skulle jeg mene, nominationer jeg kan stå inde for.

Overskriften på mine nominationer er: TRE STYGGE DAMER.

Kristine Næss: digt uden titel, Vanlig s. 5, H Press Imperativ 5. Vanlig består af tre digtcyklusser skrevet som svar på forlagets poetologiske udfordring: Hvorfor skrive hva hvordan. Den første digtcyklus er en kæde af prosadigte og det digt jeg har valgt er det første af disse. Digtet etablerer et jeg som har følelsen af at være opstået ud af intet: ”Ingen døde, ingen forlot meg, jeg bare var og det var ikke nok.” Næss – som for øvrigt har skrevet en af de flotteste norske digtsamlinger nogensinde, Obladi fra 1996 – beskriver en urolig katastroferamt verden hvori et jeg blæser rundt i en næsten hukommelsesløs tilstand. Naturen er blevet ustabil: der vokser roser i haven året rundt – et faktum som ikke opleves glædeligt, men snarere som endnu et katastrofevarsel. Lige så ustabil og out of joint opleves den politiske situation: ”så feier helikoptrene over jorder og bebyggelse, de/ kontrollerer noe jeg ikke aner hva er.” Det visuelle felt er forstyrret, blikket finder intet at holde sig fast i. Digtet beskriver præcist og stærkt en verden i en urovækkende tilstand af akut holdepunktsløshed, hukommelsesløshed.

Ingrid Storholmen: ”Eggekvinnen” fra Skamtalen Graceland s. 6-26, A******** forlag. Storholmens udformningsmæssigt vakre bog Skamtalen Graceland er et typisk eksempel på en bog som fortjener at blive set på i sin helhed. Digtene fra samlingen fremstår som en teaterforestilling og er da også blevet opført af forfatteren i forestillingens form. Teksterne er både morsomme, frivole, smertefulde, platte og teatralsk selvskadende: typografien er udadagerende og danner en showbevidst tekstkrop. Digtet ”Eggekvinnen” deler sig i tre tekstspor: morens og søsterens replikker løber i kanten og Grace selv står frem i midten af teksten som en næsten tavs, statuelignende figur, hun tales om og til, men er selv næsten passiv, et dødt objekt: ”Hodet på pidestall/ Grace inne i stillheten i atelieret./ I lilla snakket Grace med seg selv/ rødmet.” Moren fremstår som den formende kastrerende kunstner som skaber Grace via sin vold: tilblivelsesprocessen er mareridtsagtig. Den monstrøse moderfigur invaderer Grace og søsteren og stjæler Graces kæreste. Digtet er både smertefuldt og absurd – lattervækkende – og udtrykker sig stærkt om opdragelse, om kunst som formning af et stof, af mennesket.

Ruth Lillegraven: ”Geip og kniks på Chaueau Neuf torsdag kveld” fra Store Stygge Dikt s. 53-60, T**** forlag. Dette er Lillegravens debut og viser ekspansive dokumentaristiske digte i traditionen efter en 1968-version af Jan Erik Vold. Digtet beskriver en dobbeltmission: den skrivende skal sælge bøger på et litteraturarrangement, men skal samtidig skrive en egen digterisk rapportage. Digtet fremhæver på romantiserende vis outsideren overfor flokkene af tåbelige studenter som bare vil ligne hinanden. Vi har en stærk tid-og-stedsmæssig genkendelig forankring i et Oslo-miljø: vi har både ”Mia Berner” her og ”Chateau Neuf” som virkelighedsreferencer. Den skrivende ”skriv repeterande om den repeterande kvardagen” – hun føler sig malplaceret i en gennemdesignet verden som skal mane til tryghed, men gør det modsatte. Dette er bare teater! Hun længes efter noget virkeligt midt i litteraturcirkusset, hun er fuld af raseri og passion og føler sig kun til rette med de personer i rummet som stikker sig ud, som er rare – blandt andet forfatteren som interviewes på scenen. Lillegraven kobler i digtet et uroligt indre til det som opleves som en glat og tom overflade af ord, fraser og show. Lillegravens projekt er romantisk og autensitetshungrende, men skrives alligevel ud med ungdommelig zharme og ztor kraft.

Ingen af disse digte var dog blandt de endeligt nominerede - måske forlagene var for små og perifere, digtene for lange og format-mæssigt uregérlige? Det var man ihvertfald tæt på at påstå her og her. Kommentarer fra jurydeltager Mariann findes her.