Depeche Mode stod centralt i mit opvækstmiljø i den københavnske forstad. Deres kling-klang-pop fungerede som det perfekte soundtrack til betonbyggerierne og storcenteret i mit nabolag. Der var konsensus om at alle dansede når Just Can't Get Enough blev spillet. Hvad kan være mere ungdommeligt end ikke at kunne få nok? Dette var den tidlige begyndelse hvor Vince Clarke satte agendaen før han gik til Yazoo, og Depeche blev opslugt af mørke følelser. I 1982 bestilte jeg A Broken Frame og Upstairs at Eric's på kassettebånd gennem en postordre-pladeklub. At have dem på vinyl var alligevel udelukket, de var for poppede, jeg optog dem hellere af venner. Dermed har jeg aldrig ejet en DM vinyl og aldrig været på koncert med dem før Global Spirit Tour i Warszawa 2017. Just to clarity the relation. 

Et af de mest interessante aspekter ved DM er hvor store de er i de tidligere østbloklande hvor de mere eller mindre er synonym med gay liberation. At samles på gaden som DM fans i Rusland har en bestemt undertone. Her bliver Dave Day fejret den 9. maj, både Gahans fødselsdag og dagen hvor russernes sejr over Nazi-Tyskland fejres. Lige nu udstiller den britiske kunstner Jeremy Deller på Charlottenborg i København og han interesserer sig blandt andet for DM fandom. Se hans eminente dokumentar om DMs betydning i østbloklandene. Læs mit DM essay her. Jeg har iøvrigt også været på Bergen Kunsthall. 

Overflødighetshornet

Gratulerer Andreas Töpfer og Vagant og alle prismodtagere! Kom til at tænke på en af mine yndlingsplader nogensinde, Cocteau Twins: Garlands og denne sang. Jeg kender ingen som har kæmpet så hårdt som Audun de seneste år siden Vagant blev selvstændig. En dag skal den historie fortælles. Læs Auduns opdatering på Facebook. Abonnement her. 

Leonora, la maga y la maestra

 

Jeg er så spændt på dette, men det er ikke annonceret officielt endnu. Amerikanske Double Edge Theatre kommer til Skandinavien i juni for at spille deres stykke om Leonora Carrington og Alejandro Jodorowsky Leonora, la maga y la maestra. Jeg har en lillebitte rolle at spille i dette, men jeg kan ikke afsløre præcis hvad det drejer sig om endnu. Helt sikkert er det at jeg ikke skal spille Leonora, ha ha. Før pandemien var der planer om et besøg, men det måtte selvsagt lægges på is, helt indtil sommeren 2023.  

Efter pandmien blev jeg en outdoorsy person i min relation til Bergen. Ting at checke ud: Hvilke ture tilbyder DNT Byfjellstrimmen? It's free and fun, men du må muligens studere norske utelivsvaner og investere i rette outdoorsy tøj, ellers kan det ske du blir mobba på fjella. Senest blev mine sko kommenteret på Fløyen, jeg svarede: "Tak, jeg har det fint, og det er ikke joggesko!" At jeg svarede på dansk gjorde selvsagt at alle fordomme blev bekræftet. Personligt synes jeg det er trist at den slags kommentarer falder, uanset om det så er venligt ment. De moraliserende ord rungede i mit hoved i lang tid efter, og det er ikke så sjovt når man er et modigt menneske som går rundt alene i fjellnormaliteten hvor de fleste har hunde, børn og råd til dyrt fjelloutfit. Ole Bulls villa på Lysøen er lukket for renovation nu, men DNT lavede en tur i søndags som var helt fabelagtig. 

En dag på stranden

Piger der holder ferie med deres far ved stranden. Der er ikke så mange film med dette tema, men nu kan jeg nævne to. Aftersun (2023) skrevet og instrueret af Charlotte Wells, poetisk og subtil, måske den mest subtile film jeg har set nogensinde. Ville vinde olympiaden i subtilitet. Så er der den underlige film A Day at the Beach (1970) skrevet af Roman Polanski og optaget i København. Her er datteren meget mindre, en lille prik som løber rundt i en gul regnfrakke på Bellevue strand mens faren drikker sig fuld. Det er næppe en god film, men jeg blev besat af locations. Efter lang tid fandt jeg ud af at Winnie bor på Amaliegade ned mod Amalienborg, jeg kunne ikke huske hvor den underlige port i baggrunden hørte til. Det er klart at Københavns geografi ikke behøver at stemme, og det gør den heller ikke. Efter Klampenborg station er vi på Gråbrødre Torv og så på Bellevue strand og på Bakken. På stranden findes et lille telt hvor et bøssepar sælger souvenirs, en cameo af Peter Sellers som krediteres som A. Queen. Det underlige er hvor tålmodigt alle kigger på den berusede hovedperson mens han holder på med sine kvasipoetiske rambles og Winnie løber rundt for sig selv. I en trehjulet bil til Helsingør hvor færgen går til Sverige, og vi får et glimt af Rudolf Tegners skulptur Herakles og Hydraen før det blir obskurt barliv på Christianshavn og Amager.

Villmannens estetikk

Asger Jorn i Valencia, og Leonora hænger ud i Madrid. Anbefaler Pax Artes-bogen 💚💚💚

Norsk kunstårbok 2023 in the making

Ubeskrivelig tøff og trist start på året med mange ansøgninger og rapportskrivning. Jeg har endelig idag fået kontrakt på arbejdet med Norsk kunstårbok 2023 og kan gå igang med det egentlige arbejde, nemlig med teksterne, og siden med layout sammen med designer Ulf og Oslo-redaktør Marcus. Vi har taget runden to gange nu, og jeg tror arbejdet bliver nemmere og sjovere tredje gang. NKÅ 2022 er stadig pretty fresh og fuld af gode essays om kunst. Go get it. NKÅ vil være tilstede ved Bergen Art Book Fair i april. 

Never Let Me Down remake, 2017

Sommeren 2017 opdagede jeg at Depeche Modes video «Never Let Me Down» (1987) er optaget femten minutters bilkørsel fra min fars hus i den københavnske omegn. Jeg bestemmer mig for at lave en remake.

Her er raps- og kornmarkerne. Her er vindmøllen til højre for vejen hvor jeg kommer kørende i en lille tyskproduceret Isetta. På den anden side af bakken ligger Edelhave Gods. Isetta og rød megafon, check. Jeg har et skarpt jakkesæt på og solbriller. Vi tager en kaffepause, og jeg sidder ved siden af min far, der spiller rollen som min bedste ven. Han skuer ligegyldigt ud mod horisonten. Vi drikker kaffe af en gammeldags kaffekande. Jeg har det ganske dårligt og orker næsten ikke at synge: «Jeg håber min bedste ven aldrig svigter mig igen.» 

Jeg får svinget den lille Isetta ud gennem bindingsværkporten. Vi finder brændestablen nederst i parken på Edelhave Gods. Jeg har hatten og harmonikaen med. En statist står i kornmarken mens hun peger. Glitrende vand bag hende. Min far fægter med en stok midt ude i kornmarken. Signalerne er forvirrende. Hatten blæser af fugleskræmslets hoved. Statisten løber i slow motion henad vejen. Noget er ved at ske, noget går galt. 

Jeg falder i rapsmarken, synker ned i mulden. Rejser mig og løber, falder igen. Jeg kommer på benene igen og poserer stift som fugleskræmsel. Hatten blæser af mit hoved, eller er det hovedet som blæser af? Min far og statisten forsøger at støtte mig. Der er højspændingsledninger i baggrunden. Det er blevet mørkt nu, min far har tændt en lygte og holder den op for at vise mig vejen. Se på stjernerne, siger han. Se på lygten, så finder du vejen. Jeg er i tvivl om hvorvidt min bedste ven ved, hvad han snakker om. Han holder lygten op for at vise mig vejen, men jeg ser den ikke. Jeg falder lige bag ham i mørket og bliver liggende.

Fra min tekst "Twee Neubauten rejser ind i lyset" publiceret i ENO norsk musikkårbok 2017. 

Jeg har underholdt mig med Bret i januar, because why not. Læs her 💜💜💜💜💜

Bretaholic

Jeg troede lige jeg opfandt ordet, men det lader sig google, og jeg finder en reference til irrelevant comedy show. Easton Ellis mener jeg naturligvis. Men for h****** hvor er det slidsomt at tvinge sig igennem så mange sider. The Shards er desværre overvægtig på den ufede måde med alt for meget flæsk som uden tvivl skal holde det tynde plot godt gemt. Jeg synes virkelig godt om Lunar Park i 2008 og mindre godt om Imperial Bedrooms som lige som The Shards vender tilbage til tiden i 80'erne hvor debuten Less than Zero gjorde Bret synlig i verden. Bret, jeg ved ikke. Fem år ældre, men føler stor generationsmæssig resonans. 

Hello 2023, we are trying to like you. Today we tried extra hard to like you by walking up some mountains. Under ten layers of clothes due to zero degree kinda weather. Cheer up, already! 2023, we are a gang of serious aunties, and we will eat you like an orange.