Friday, December 30, 2005

Det gamle mølædte tigerdyr er på ruten København > Stockholm > Oslo > Trondheim > Bergen nu med permanent stop i Bergen forude, ihvertfald de næste seks måneder. Her deles der vist nok snart priser ud og her er man sandelig vittig. Godt nyt hår and a:

Example

Tuesday, December 27, 2005

Ennis del Mars mund er en tynd stribe. Sjældent har jeg set en skuespiller agere så perfekt et væsen der ikke gør andet end at krybe ind i sig selv, sluge sine ord. Ang Lees Brokeback Mountain (set i selskab med Decembers Redningsmand, den kære CYF) ryster flere filmklichéer i samme bevægelse: den tøffe følelsesfortrængte übermaskuline cowboy så vel som den flagrende feminine homoseksuelle. Filmen viser helt enkelt frem det lag som altid har været til stede i cowboyfortællingen: romantikken - eksplicit or not, det er ikke pointen - for romantikken mellem drengene var altid allerede dér.

Ennis er for evigt præget af det billede af døden han så som barn: en maltrakteret mand, en mand som levede med en anden mand? Ja, vis børnene dette, et samfund som afretter os - og dét aller tydeligst på to punkter, i denne søde puletid tid er vi specielt pressede: 1) Dit begær handler om en ting der kan købes 2) Udover det, dit begærs karakter er heteroseksuelt.

Så Ennis (det er svært ikke at se filmplakatens flirt med yin & yang-tegnet) ender op fastfrosset i en trailer med resterne af sin elskede Jack: et stykke tøj - det er alt der bliver igen, blot fordi han ikke finder nogen vej forbi det billede af døden den sociale afretning har installeret i ham.

En film der gør noget andet med det dokumentaristiske look end at lave fancy flimmer er Clooneys Goodnight and Good Luck. Filmen er sømløst sammeklippet af agerede scener og historisk materiale fra McCarthys Amerika. Alt er i s/h hér - Nutiden går ganske enkelt og finder historien frem, lader ord og gester aktualisere sig i en beretning om presseetik og de brud på de demokratiske principper (sic-sic-sic) som McCarthy og hans krig mod kommunisterne stod for.

Dette er en snakkefilm, spiller op mod en Woody Allen i stilen, viser tænkende handlende *intellektuelle* journalister som faktisk driver og citerer Shakespear med en cigaret skødesløst mellem fingrene. Dokumentarisme kan bringe historien frem, enkelt og klart: en æstetik som faktisk minder os på historiske facts snarere end at sløve os med endnu et spektakulært virkelighedsshow.

Sunday, December 25, 2005

Denne dag dedikerer jeg til Gunnar Blå som har skrevet denne fine roman og som igår velsignede verden med følgende lille tekststykke, sidste afsnit af Vertigos julekalender:

Ett barn ska födas. Sonen träder före modern ut ur fitthålet. Han har en utstickande, liksom hårig arm med hudrester och sekret. Från trädens grenar hänger blodiga sorgmantlar, de ömsade skinnen av lika många segrar och förluster. Modern är blind och liksom haltar. Hennes kinder är fyllda med nötter och fetvadd. Munnen är trött och värker av allt sugande. Sonen är förkyld och nyser. Hjärnan följer med snoret ut ur näsan. Tommare än den kyliga, trådsmala natten träder åter sonen före modern in i modern. Det är då svanen som plöjts ner i åkern återföds.

Saturday, December 24, 2005

Faldbakken trenger inn der hvor han kan iscenesette og fremvise maktens frie og selvavslørende tale - således skriver SC om Snort stories i denne uges MB. Her er det det selvafslørende som interesserer mig. Og ordet "usikkerhed" som senere dukker op
- der er også usikkerhed i teksten her: "(skulle jeg mene)" og her: "(blandingsforholdet avsløres aldri)" - Vi ser på mens Christensen trækkes ind i uafgørlighedszonen.

Videre læser Christensen nu efter drifter, derude på den glatte overflade. Det er fint vi har Paglia i samme udgave af avisen for denne tekst er tilnærmelsesvist essentialistisk indrettet - tilsyneladende! For Christensen tænkte godt nok på goth rock og Vertigo förlag, men også på minimalistisk kunst, sådan som også Røed gør det i sin udstillingsvurdering på Kunstkritikk. Vi har "hjerte" to gange og selvfølgelig, selve das DING: køllen i kæden, tavs, tung.

Men modsat fx Økland og Olsson så går Christensen lidt modvilligt og baglæns (træt er hun definitivt) ind i showet, gør hun ikke? Derimod agerer Økland næsten perfekt en patroniserende variant af den JA/NEJ-kritiker Faldbakken skriver om. Og Olsson bidrager til showet udklædt som en belejlig krydsning mellem Jesus og Fallos: kunstneren som driver med konceptuel kunstkritik og selv bliver det centrale værk - sit eget værk - på Faldbakkens scene. Hvis vi alle ender op som karakterer i en roman snart så skal jeg ikke undre mig. Festen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

Dagens yndlingsblog er iøvrigt denne.

Thursday, December 22, 2005

Men det er ikke sikkert at litteratur holder i dagens litterære offentlighet. Det vil si det er ikke sikkert at den aristokratiske litteraturen makter å motsette seg den demokratiske litteraturens overtakelse av det litterære feltet. Med mindre den aristokratiske litteraturen aksepterer de nye demokratiske spillereglene og oppfatter sin egen eksperimentelle oppgave som en form for medieattraktiv selviscenesettelse, performans eller show, vil den bli nødt til å tilpasse seg et liv i en større og større undergrunn, som blir mindre og mindre synlig. Når den demokratiske medielogikken er at den som ikke er med oss er mot oss, kan det kanskje være like greit å være mot. Trond Haugen snakker om litteraturåret der gik her.

Sunday, December 18, 2005

Synes faktisk dette var en strålende kommentar, Jon Refsdal Moe om Sørheim-Nerdrum kritikken af Faldbakken-receptionen: Jeg lurte på om jeg ikke skulle stikke ned på Morgenbladet, kikke forurettet inn i kamera og si at Øyvind Rimbereid suger herfra til månen, fordi jeg ikke skjønte bæret av Solaris Korrigert. Etcetera her.

And just to remind you:

Example

Subversive Perversionen! Faldbakken spricht Deutsch hier und hier.

Friday, December 16, 2005

Siste ord i Morgenbladets presentasjon av Butler gis til Martha Nussbaum, som påstår at Butler ikke ønsker «en bedre verden», men at hun «støtter seg til en amoralsk anarkistisk politikk». Å hevde dette om en teoretiker som har viet hele sin forskning til «irrelevante eksistenser», individer som faller utenfor den normative orden - være seg lesbiske, transseksuelle, svarte eller kvinner i allminnelighet - er ikke bare absurd, men også skremmende. Det er også merkelig at man ikke her nevner Butlers utgivelse fra 2004 - Precarious Life: The powers of mourning and violence - en sørge- og kamptale skrevet i etterkant av 11. september, hvor Judith Butler nettopp tar til orde for at filosofien og teorien har et sosialt og politisk ansvar -- Henning Gärtner går i kødet på MBs præsentation af Butler her. I dagens avis kan man læse et indlæg af Unni Langås som sætter et par røde streger under mange af de samme pointer.

Mere Nussbaum vs. Butler her, thanx to Malte. Butler er også her.

Thursday, December 15, 2005

Claws føkket over af amerikansk turbokapitalisme! Hey, nu ryster jeg godt nok på hænderne. Næsten 30 minutter på telefonen med bløde amerikanske stemmer som ville sælge mig et luxuscruise, jeg havde vundet etc. Følgende en vag idé om at min far (hvis telefon de ringede til) nok kunne tænke sig noget så kitschy som et cruise rundt Orlando og Daytona Beach ... Glup, så jeg er faktisk så langt ude i tågerne at jeg giver dem mit visakortnummer til sidst: hvor sygt er det, hvad sker der? Claws, snap out of it. I want to cancel, sagde jeg. Så blev stemmerne for første gang spidse -- I don't have to pay anything now, do I? Well. Cancel. That's what it means. Bye.

Lykkelig nu, skønt rystet. Endda har jeg fundet en lille flis dansk (æ) kultur jeg kan digge: den perfekte fusion mellem Apples in Stereo og Rock Steady Crew = Junior Senior. So, away devil-on-the-phone.
Pia Juul er vist in space too! Og gå og sig hej til Juliana nu. Meanwhile The Basilisk Boys are singing: Con-tro-ver-sy.

Monday, December 12, 2005

Grimt sprog. Jeg er forarget. Jean Baudrillard siger P*l mora di! i en overskrift i ugens MB. Og hele tre gange får litteraturanmelder S. Christensen lov at sige F*ck you, Myrbråthen! til hovedpersonen i Lunds værk Uranophilia i samme avis. Bad boy Dag B. Ladegaard tager dog næsten prisen med hele ti gange "screw" (nej, ikke i betydningen "lille metaldims") og to gange "f*ck" -- Hm, men alt dette er dog intet at sammenligne med hvad Martha Nussbaum får lov at sige om Judith Butler, holy macaroni.
Stefan Jonsson fångade den rumsliga hierarkin (DN 12/11) i den enda text jag stött på efter de franska kravallerna som sökt läsa den rumsliga kapitalackumulationen från vänster. Det franska ordet för förort, banlieu, har en svensk motsvarighet i bannmil, det avstånd en misshaglig, överflödig, fördömd människa förvisas från Metro-polen. Så djupt rotad i språket är arkitekturens maktordning. Mere Raattamaa her. Og her er der lidt om Skinnebach på svenska.

Mere Raattamaa-relateret her og her, Annas legendariske essay.

Thursday, December 08, 2005

Situationist-spotting. Græd du også salte tårer da MB valgte Habermas og ikke den unge F*ldbakken til forsiden? -- M. F*ldbakken siger bl.a. følgende til KKs og norske Adbusters' egen Åse Brandvold:

Jeg er interessert i tradisjonelle forsøk på avvisning av det bestående. I billedkunsten mener jeg dadaistene og situasjonistene har formulert det best. Den totale avvisningen er en interessant umulighet, sier F*ldbakken. Mens situasjonistene vender ryggen til den medierte underholdningsverdenen de kaller "The spectacle", synes F*ldbakken det er interessant å utforske nettopp denne verdenen. Situasjonistenes drøm var en sammensmeltning av liv og estetikk. Nå ser vi at det skjer gjennom den spektakulære kapitalismen, underholdnings- industrien. F*ldbakken tenker ikke bare på dataspill, men også fenomener som Ikea -- KK 6/12.

Mere F*ldbakken her, overraskende nok. F*ldbakken debateres også her: Bår in space! Welcome to you.
Bergen, I'm coming hoooooooome!
Pinter & Pinter & vred Pinter live her.

Wednesday, December 07, 2005

Forskjells-Kate, Likhets-Madonna. Here we go again, jeg læser stadig KK fra 3/12, et omfattende studie efterhånden. Men hey, jeg siger ikke at teoretiske shortcuts er lette at slippe fra i en avisartikel. Det kan dog få den uheldig effekt at reduktionistiske statements går i viral cirkulation, små kulørte tyggegummipakker kidsne kan tage med ud på gaden og lege med? I say that's a dangerous toy.

Helle Vaagland kaster sig ud i en påstand: "Madonna representerer likhetsfeminismen, mens Kate Bush er en forskjellsfeminist." Madonna mestrer iscenesættelsen af det private også, hun er en aggressiv mand, i virkeligheden, med det mål at herske over verden. Hun er Forretningen Madonna. Hun er konstruktion, hun er materialitet. Kate Bush derimod er et sort hul af mystik, hun er som N. Björk ophængt i sine børn og i sin sexy vaskemaskine. Hun "tar avstand fra grådighet og ambisjoner, verdier som tradisjonelt har blitt regnet for maskuline." Jo, men det er her tråden knækker en smule, er det definitionen på en forskelsfeminist, dette her? Kan det være Bush har anden-grådighed, anden-ambition? Vaagland ser ingen forskel, ser bare mangel: dick or dick-not.

But back to the Bush: rytmisk set kan man sige hun er andet end 1-2-3-4, som hos Slits, Huggy Bear og Throwing Muses glider rytmer rundt i et uzalgbart irigaraysk rod:

Problemet oppstår dersom kvinnen ønsker å fremstå som rasjonell; da taler hun uunngåelig som et fallisk subjekt. Kun ved å forstyrre og forrykke den falliske talen – ved å ta seg språklige friheter i form av ellipser, ombytting av setningsledd, ordspill, og så videre – vil det være mulig for kvinner å uttrykke en symbolsk (kjønns)forskjell.

Som Ellen Mortensen skriver det om Irigaray i MB fra 18. november. Well, Claws vælger definitivt ikke side, stiller bare spørgsmål ved om forskelsfeminister nødvendigvis er så hujende essentialistiske som Vaagland vil have det til. Og har vi fået nok kategori-sjov nu?

Tuesday, December 06, 2005

Om mandagen, i regnvejr, på Multitudevej. Læser videre i KK fra 3/12. Et uddrag fra Hardt/Negris Imperiet som også kommer på norsk nu. I sidste spalte af teksten tales der om Imperiet, ikke overraskende - en lidt metaforiseret version af Foucaults begreb om biomagt, der står: "Gjenstanden for dets herredømme er det sosiale liv i sin helhet, og slik utgjør Imperiet biomaktens paradigmatiske form." Okay. Seks linier nedenunder starter en sætning alligevel på følgende måde: "Imperiet vi står overfor ... " Er overfor = udenfor? Kan man stå overfor biomagt? Nej, men man kan måske stå overfor biomagtens paradigmatiske form, det går vel an? Mon det engelske ord hér er face og består forskellen i andet end grader af afstand.
Thure Erik Lund siger i Klassekampen 3/12: En postmodernist mener at alt er språk, at det ikke finnes fastlagte strukturer og mening - da blir kritikk og forandring vanskelig eller umulig.

Well, siger Claws. En konstruktivistisk anti-essentialistisk holdning er jo netop det modsatte af determinisme? Og åbner derfor op for forandring?

Sunday, December 04, 2005

And the nominees were --

Onsdag den 30. november sendte jeg følgende brev til Ordfronts redaktion som svar på deres opfordring om at nominere tre potentielle Årets Dikt-kandidater, jeg skrev:

Først to bemærkninger: 1) Jeg protesterer mod det faktum at Ordfronts kåring koncenterer sig om enkeltdigt og ikke samlinger. Der eksisterer poetikker som tager vare på enkeltdigtet, ja, men tydeligt må det også være at at visse samlinger – måske især skrevet af yngere forfattere – snarere arbejder med cyklusser, med koncepter fremfor med en idé om enkeltdigtet som en isoleret skulptur i rummet. 2) Eftersom jeg bor i Stockholm har visse af de seneste norske udgivelser ikke nået frem til mit skrivebord – disse er selvsagt (og desværre) heller ikke at finde i nærmeste boghandel. Mine nominationer er på trods af dette faktum, skulle jeg mene, nominationer jeg kan stå inde for.

Overskriften på mine nominationer er: TRE STYGGE DAMER.

Kristine Næss: digt uden titel, Vanlig s. 5, H Press Imperativ 5. Vanlig består af tre digtcyklusser skrevet som svar på forlagets poetologiske udfordring: Hvorfor skrive hva hvordan. Den første digtcyklus er en kæde af prosadigte og det digt jeg har valgt er det første af disse. Digtet etablerer et jeg som har følelsen af at være opstået ud af intet: ”Ingen døde, ingen forlot meg, jeg bare var og det var ikke nok.” Næss – som for øvrigt har skrevet en af de flotteste norske digtsamlinger nogensinde, Obladi fra 1996 – beskriver en urolig katastroferamt verden hvori et jeg blæser rundt i en næsten hukommelsesløs tilstand. Naturen er blevet ustabil: der vokser roser i haven året rundt – et faktum som ikke opleves glædeligt, men snarere som endnu et katastrofevarsel. Lige så ustabil og out of joint opleves den politiske situation: ”så feier helikoptrene over jorder og bebyggelse, de/ kontrollerer noe jeg ikke aner hva er.” Det visuelle felt er forstyrret, blikket finder intet at holde sig fast i. Digtet beskriver præcist og stærkt en verden i en urovækkende tilstand af akut holdepunktsløshed, hukommelsesløshed.

Ingrid Storholmen: ”Eggekvinnen” fra Skamtalen Graceland s. 6-26, A******** forlag. Storholmens udformningsmæssigt vakre bog Skamtalen Graceland er et typisk eksempel på en bog som fortjener at blive set på i sin helhed. Digtene fra samlingen fremstår som en teaterforestilling og er da også blevet opført af forfatteren i forestillingens form. Teksterne er både morsomme, frivole, smertefulde, platte og teatralsk selvskadende: typografien er udadagerende og danner en showbevidst tekstkrop. Digtet ”Eggekvinnen” deler sig i tre tekstspor: morens og søsterens replikker løber i kanten og Grace selv står frem i midten af teksten som en næsten tavs, statuelignende figur, hun tales om og til, men er selv næsten passiv, et dødt objekt: ”Hodet på pidestall/ Grace inne i stillheten i atelieret./ I lilla snakket Grace med seg selv/ rødmet.” Moren fremstår som den formende kastrerende kunstner som skaber Grace via sin vold: tilblivelsesprocessen er mareridtsagtig. Den monstrøse moderfigur invaderer Grace og søsteren og stjæler Graces kæreste. Digtet er både smertefuldt og absurd – lattervækkende – og udtrykker sig stærkt om opdragelse, om kunst som formning af et stof, af mennesket.

Ruth Lillegraven: ”Geip og kniks på Chaueau Neuf torsdag kveld” fra Store Stygge Dikt s. 53-60, T**** forlag. Dette er Lillegravens debut og viser ekspansive dokumentaristiske digte i traditionen efter en 1968-version af Jan Erik Vold. Digtet beskriver en dobbeltmission: den skrivende skal sælge bøger på et litteraturarrangement, men skal samtidig skrive en egen digterisk rapportage. Digtet fremhæver på romantiserende vis outsideren overfor flokkene af tåbelige studenter som bare vil ligne hinanden. Vi har en stærk tid-og-stedsmæssig genkendelig forankring i et Oslo-miljø: vi har både ”Mia Berner” her og ”Chateau Neuf” som virkelighedsreferencer. Den skrivende ”skriv repeterande om den repeterande kvardagen” – hun føler sig malplaceret i en gennemdesignet verden som skal mane til tryghed, men gør det modsatte. Dette er bare teater! Hun længes efter noget virkeligt midt i litteraturcirkusset, hun er fuld af raseri og passion og føler sig kun til rette med de personer i rummet som stikker sig ud, som er rare – blandt andet forfatteren som interviewes på scenen. Lillegraven kobler i digtet et uroligt indre til det som opleves som en glat og tom overflade af ord, fraser og show. Lillegravens projekt er romantisk og autensitetshungrende, men skrives alligevel ud med ungdommelig zharme og ztor kraft.

Ingen af disse digte var dog blandt de endeligt nominerede - måske forlagene var for små og perifere, digtene for lange og format-mæssigt uregérlige? Det var man ihvertfald tæt på at påstå her og her. Kommentarer fra jurydeltager Mariann findes her.

Thursday, December 01, 2005

Yes! Yes! Yes! Yes! Yes! Og mere Nielsen i denne avis lørdag.
Ikke gå glip af Vertigos julekalender derude. Idag fik vi et Picasso-inspireret sex-scenario signeret Sæterbakken i posten. Dig that.

Example

Det traditionella julmyset bädar ner folk i mossa och bomull, men det som verkligen behövs under den här ruttna shoppingmåneden är återkommende elchoker, säger C-M Edenborg på bokförlaget Vertigo i DN. Og her er en der glæder sig til at høre Ordfront 13.30.

Wednesday, November 30, 2005

Her et sted skulle det være muligt at høre Ordfront på NRK P2 på søndag klokken 13.30, hvis man vil. Da kåres Årets Norske Digt, en ret så irriterende kategori da ganske mange forfattere tænker i helt andre baner nu end at præsentere digte som skulpturer i et rum. SC er en af dem som har nomineret tre digte og denne nådesløse dame sidder i juryen: bare glem bestikkelse, jeg har prøvet.

Her er så de officielle nominationer. Og her på siden kan man ganske snart læse SCs formatmæssigt balstyriske nominationer.

Jo Paal, jeg husker denne artikel.

Tuesday, November 29, 2005

Susanne ser ud af vinduet efter klassekampen.
KK & postmoderne litteraturteori, igen-igen

«Alle vet» at moralsk indignasjon er en «ulovlig» leserreaksjon – i alle fall om en skal dømme etter postmoderne litteraturteori: Kunsten er autonom, den kan gjøre hva den vil. Og det er litterære kriterier en bok skal dømmes etter. Dens moralske innhold og referanser til virkeligheten er tabuspørsmål, heter det.

Er dette en korrekt udlægning af *postmoderne* litteraturteori?

Artiklen er her.

Monday, November 28, 2005

Diskuterede lidt med RJJ igår, om hvad præcis det er Sandheden har i hånden. Og idag blev det over 8000 tegn om Lund i one hell of a Swedish snow storm. Benny kommer med Kniven imorgen.
Den som är intresserad av poesi gör klokt i att bläddra förbi dessa lika fördomsfulla som illa skrivna sidor. Annars är risken överhängande att man förväxlar Håkan Sandells, Annika B Myhrs eller Mikolaj Orlinskis komplexa utsagor med en litteratur­vetares klyschor om 68-vänstern och tunnelseende språkmaterialister. Mere her.

Sunday, November 27, 2005

Now, Claws. Don't waste your f***ing time.

Der var ingen Eivind Røssaak på avantgardeseminaret idag, men der var til gengæld så meget andet godt. Og jeg slæbte en gigantisk blå og gul bog med mig hjem: En tradition af opbrud - avantgardens tradition og politik som i dén grad minder mig om mit snorksovende mastergradsprojekt, hmm. Jeg lærte også at Bourriauds bog om relationel æstetik nu findes på dansk, men om artiklen her gider at sige mig på hvilket forlag? Nix.

Vi blev netop helt svimle af at læse Marianne Ping Huangs bidrag til avantgarde-antologien, om bl.a. Nielsen og kunstner Jakob S. Boeskov, sidstnævnte også kendt for Danes for Bush-aktionen. Boeskov har været på våbenmesse med dette enestående produkt og mødte stor interesse. Pejk snakkede med ham på New York public radio-showet The Next Big Thing her og her er Boeskovs fiktionisme-manifest, også gengivet i nævnte antologi.

Fiktionisme er en helt ny type af kunst:
Fiktionismens mål er at skabe ny realitet og give eksempler på fremtiden idag.
Et fiktionistisk kunstværk skabes ved:
1. at forestille sig en mulig fremtid
2. at forestille sig et produkt fra denne fremtid
3. at skabe dette produkt
4. at præsentere produktet idag
5. at dokumentere reaktionerne

Saturday, November 26, 2005

Kristeva in the morning. Sjöholm skriver själv att radikaliteten i Kristevas teori endast är möjlig att artikulera i form av konst och litteratur, och tänkas inom filosofi och psykoanalys, men att den borde kunna fungera som korrektiv för den politiska dagordning som tenderar att bli teknokratisk eller totalitär. Mere her.

Friday, November 25, 2005

Ja? Kunne du tænke dig at læse et essay af Fredrik Nyberg om Sonic Youth? Det kunne jeg godt. Men Fredrik, "riot grrrl" med to gange R? Hm, googling afgør det: 339.000 hits for 2 gange R - og 344.000 for tre gange R, mister. Her en passage fra essayet om sangen "The Diamond Sea" fra Washing machine (95). Ellers finder man bl.a. også gendigtninger af poeter som Dickinson, Theresa Hak Kyung Cha, Lowell, Sexton og Lisa Jarnot i seneste nummer af Lyrikvännen.

Lyssna när den vackra melodin får sina första knäckar, när den långsamt transformeras och styrs i in i klangvärld där helt andra regler tycks gälla. Och lyssna när kompositionen hittar tillbaka till de initiala, igenkännbara, figurerna, för sedan återigen ge sig ut på en lång resa i det okända. Allt är i förändring. Och i "The Diamond Sea" får "det Andra" det sista ordet. Som om det ena gick att separera från det andra.

Thursday, November 24, 2005

Så er det idag Lyrikvännen slipper sit Amerika-nummer. Der er oplæsning med de følgende i aften: Gunnar Harding, Magnus William-Olsson, Agneta Pleijel, Göran Sonnevi og årets Stig Carlson-prismodtager Eva B. Magnusson. Mere information her.

Wednesday, November 23, 2005

Ellen siger dette om Irigarays metode i MB: Hun inntar en nærgående mimetisk (etterlignende) lesestrategi i forhold til de mannlige "mester"-tekstene, og er i sine strategiske inngrep inspirert av Derridas dekonstruktive, stilistiske grep. Småfrekt smyger hun seg inn og ut av disse kanoniserte filosofitekstene – det være seg Freud, Platon, Aristoteles, Descartes, Kant eller Hegel – i jakten på det kvinnelige.

Jeg forsøgte at sige noget der ligner i punkt 4 i mit (hm) kritikermanifest der er at læse i nyeste Prosopopeia, en tekst som let kunne udvides med et par og 90 punkter til, in other words: I am not pleased. But here goes.

1. Det kan se sådan her ud. Det kan også se anderledes ud, siger hun, for (hm) findes der regler? Den læsende med teatral forundring: dette er en … bog? Der findes ingen metode, på mødet finder de på et sprog sammen, med og mod hinanden: dette er kritikken. En skitse tegnes med iscenesat skælvende hænder. Men dybt i knoglerne findes også erfaring bygget på erfaring bygget på erfaring: racedog’s knowledge.

2. ”Here, kitty kitty!” Alien (1979). Litteraturen er ikke et vrangvilligt barn som skal irettesættes, snarere må den ses på som potentielt monstrøs. Den læsende lokker litteraturen ud af sin hule med livet som indsats. Den læsende har lov at rase i skuffelse de 99 gange ud af 100 hun bliver stående på sine fødder. Bliver den læsende endelig føkket over, da har hun lov at vurdere tilstanden og et muligt positionsskifte: nu vil hun sandelig tale om mødeteknik, kommunikation og etik. Monster siger hm? og sætter sig på halen. Alle hendes ansigter smiler.

3. Der er ti genstande i et rum. Ti mennesker ser kort – dog koncentreret – på de ti genstande. De ti mennesker skal siden berette om hvad de så, hvordan hver ting var placeret og i hvilken rækkefølge tingene blev bemærket. Får vi ti forskellige beretninger?
Blikket vælger sig altid en forgrund og en baggrund. Bestemte perspektiver er gennem historien blevet ophøjet til objektive sandheder. Mit blik danner aftrykket af et kønsspecifikt læserbegær: blå sofa, hvor er du nu?

4. Fitteview, x-treme close-up. Når Luce læser filosofihistorien så bliver hun vand, hun mimer tekstens bevægelse og bryder først ud dér hvor tænkningens svage punkter er. Andre vil skille vandet med et skarpt blik, men ikke hun. Du læser skævt, fra perversion til aktion – men er dette blik nogens? Eller taler du bare dit eget subjektive vanvids sag? Og … er det en spændetrøje de kommer med?

5. Teksten er på gaden og rundt om Roland bliver der pludselig en anden virkelighed. Her er læsehandlingen dét som skiller et jeg fra kollaps, viklet ind i reklame: læs eller dø, læs eller lad andre dø. Pragmatisk iagttagelse er anvendt teori er opgraderet optik.

6. Tendentiøse politiske læsninger. Hvis kritikeren blot er ude på at rangere teksten i et æstetisk hierarki af kunstobjekter, da behøver hun vel næppe vride pennen rundt i alle smertepunkterne, oute tematikken? Men, forestiller jeg mig, hvis teksten ses på som en ligestillet kulturel ytring, der taler til verden, i verden, hvad gør kritikeren da? Hjælper hun til i dette henvendelsesforsøg? Eller lukker hun munden på teksten, kalder den en pretty thing?

7. Ti hatte, ikke én tiara. At læse er at skrive, statusforskellen er en konstruktion og findes fordi en bog kan sælges. Ubalance! Båden tipper, hop af, hop af. Vi har en syg overproduktion af værker modsvaret af svage læsninger, svage samtaler, svage maver and who cares. Hvis litteraturen skal virke, så gå og gør den.

8. Tid & sted: forankringsforhandlinger. Nu skal du høre, det er sådan her det foregår: tid er en vigtig faktor – og der er ikke meget af den. Jeg indgår i en kontekst, i et samarbejde. Jeg oversættes og redigeres. Anmeldelsens publicering fikserer den for en tid i en bestemt positur – men den snakker videre, tænker videre: tænker og tvivler og tænker og tvivler. Anmeldelsen er urolig, den vil snakke med dig.

9. Ssssssssssssssssssssssssssssss

10. Let these be the languages of art criticism: to scream, to forget, to do anything except reduce radical difference, through representation, to identity, singularity, calculable and controlable. Let one art criticism’s languages be silence so that we can hear the sounds of the body: the winds and voices from far-off shores, the sounds of the unknown. May we write, not in order to judge, but for and in (I quote Georges Bataille), ”the community of those who do not have a community.”

Kathy Acker: Critical languages, Bodies of work 1997.

Tuesday, November 22, 2005

The Claws Awards 2005 er her.

The Claws Awards er en vidreføring af 2004s The Susanne Awards og baserer sig på private dagbogsnedtegnelser fra året der gik. Nedenstående er blot et uddrag af The Real Claws Awards som ikke vil blive publiceret noget sted. Hvis De således ikke finder priser som fx Årets Redaktør, Årets Olaug eller Årets Jean-Paul så græd ikke! Disse priser eksisterer og vi blive delt ud via tankeoverføring inden året er omme. Claws Talks forholder sig som sædvanligt ikke til noget specifikt publikum (adress unknown) og forbeholder sig ligeså ret til at være både indforstået og komplet idiotisk tullet. Al tragik som fx diverse hospitalsindlæggelser og voldsepisoder er ikke nævnt hér - billedet kan da ske at blive fortegnet ud i det urimeligt eksotiske.

Årets oplæsning, listen er lang: *) Joar Tiberg på mobiltelefon fra Bangalore i Indien på Gasspedal/Luj-slippefesten i februar. *) Lars Skinnebach samme aften: pure punk rock. *) Christian Bök på et lille galleri i Stockholm: Schwitters the luftwaffe-way. *) Juliana åbner rummet op på verdenspoesidagen, STHLM. *) Bob Hansson læser mildt på skånsk i en totalt mørkelagt biografsal. *) Jenny jammer med Raattamaa på Oslo Poesifestival, Raattamaa messer ISRAEL-MÖRDARE så det runger over byen. Bootleg-optagelse eksisterer. *) Audun og Arve læser SOLARIS korrigert i h.h.v. Göteborg og Stockholm. *) Audiatur-med-rub-og-stub-og-alt. Men især Hallgren, Börjel, Berg & Ratjke skal nævnes. *) Bedste performance går til Stig Larsson på Lillehammer og Nielsen samme sted.

Årets digt: Den østrigske lydkunstner Jörg Piringers stol braser sammen, han rejser sig og siger tørt: It was a poem.

Årets lån af husrum – snille! – går til: Irene/Bergen, Ådlands/Bergen, Karin/Oslo, Rannveig/Oslo, Suvi/København og Maia/Brooklyn. Karin får desuden sammen med Tommy årets skribentpris, yeah.

Årets Gasspedal-promotion: Susanne løber ud på gaden en halv time før Textmässan lukker og deler Democracy-bøger ud til højre og venstre. En sølvhåret herre vender sig og rækker hånden ud. Stig Larsson med Gasspedal i lommen går ned ad gaden.

Årets karisma-chok: Patti Smith glider ud af en elevator mindre end én meter foran mig.

Årets pinlige øjeblik: Christian Bök rækker en anden hånden henover bordet, jeg tror han rækker den mod mig så jeg griber den. Da jeg ryster den hamrer jeg hans hånd ned i bordet.

Årets socialrealistiske øjeblik står gengivet således: ”Mig og AL spiste kjøttkaker i et indkøbscenter. Vi så en handicappet tømme sit kateter for urin på gaden og jeg græd over min mor.”

Årets mest autentiske 100% reklamefri kunstoplevelse: Undenfor Helsinki ligger Loviisa, udenfor Loviisa ligger Kuggom, udenfor Kuggom ligger LURENS SOMMARTEATER. Den 21. juli sad Claws på rad 6 plats 112 og så en folkelig gengivelse af et Molliere-stykke. På LURENS SOMMARTEATER er publikumspladserne en centralt placeret trækonstruktion bygget så den kan DREJE således at scenerne kan skifte alt efter i hvilken retning man ser. W-i-l-d.

Årets BRAG: Årets Brag var selvfølgelig seminar-happeningen Bergensbrag i København som let kan kvalificere sig som årets bedste TID også. En af de impulser – udover Elverkilde og Serups utrolige engagement – som fik Bergensbrag til virkelig at detonere diskussionsmæssigt og socialt var Henning Gärtner og Julian Blaues debatindlæg og senere performance fra KARRIERE-KONSTRUKTIVISMER. BAM, there you go.

Årets parole: ”Dette er ikke et seminar OM politisk kunst, dette seminar ER politisk kunst.” Claws said that.

Årets DJ: litteraturkritiker ved HD og Skinnebach-oversætter Henrik Petersen spillede new wave-klassikere som Premonition, This fear of gods og Thirty frames a second med Simple Minds på Café Edenborg og gav dermed grobund for årets revival. Af musik som ellers prægede året kan kort nævnes Stereolab, The Fall og Human League.
Årets du-var-hyggelig-på-Claws-Talks-pris går til Mariann, Grüner, Insensatez, Åsne og Dag. Men ikke gå grædende herfra. Fik du ingen pris i denne kategori betyder det ikke du var u-hyggelig.

Årets øl: Stella på hjørnet af McDougal og Bleecker St, Greenwich. Mexicansk med lime og Pejk i Brooklyn. Bier blanc med Lindholm i Quartier Latin. Den finske øl med K og et sort-og-rødt bjørnelogo som jeg cyklede i 15 minutter ind mod Loviisa for at anskaffe mig.

Årets verdenssituation-ignorerende egotrip: Susanne sidder i en bil sammen med sin far på vej tværs over Sverige mod Stockholm, de hører radio hele dagen, om bombedåden i London. Susanne læser en udskrift af Eivind Røssaaks tekst Selviakttakelse og får et kæmpe hysterianfald af lykke da hun ser at hendes Stig Larsson-anmeldelse citeres i note 51.

Årets mobilvideo, optaget i Paris: Susanne sidder på metroen, ser misfornøjet ud og durrer frem og tilbage med togets bevægelser. Fødder går ud af toget, vi ser et skilt: Les Halles. Vi ser Susanne, nu smiler hun. Hun åbner sin mund, filmen slutter i mørke. Årets fotos findes her og her - og nævnes skal også det mobilshot som forestiller Auduns ovale måneblege ansigt på vej ned ad Seinen med Tour Eiffel som en gylden dildo kommende ud af øret på ham.

Monday, November 21, 2005

Jeg sneg mig ind i stuen igår, jeg var alene hjemme. Min svenske tante Inga-Britt var ude og swinge. Igen, altid er hun ude. Jeg tændte for TV, der var koldt i den 20x20 meter store stue - Hm, det er faktisk rummet ved siden af min svenske tante Inga-Britt kalder Den Store Stue ... En doku-serie om massemordere flimrede tilfældigvis forbi, om Myra Hindley og Ian Brady som rendte rundt i 50-tallets Nordengland og kværkede børn på heden. Ét sekund vistes et billede som jeg genkendte. Og her er billedet sandelig - spejlvendt og kunstnerisk manipuleret, but still: Myra & Ian it is.
Coming soon: The Claws Awards 2005

And have a happy Vertigo x-mas up yer bottom too.

Sunday, November 20, 2005

Friedlander er i Göteborg, lidt om det bl.a. her. Samme udstilling så jeg i NYC i juni og skrev følgende lille krussedulle:

En af de andre dage er jeg på MoMA in a bad mood, indtil det går rigtigt galt: Begejstringen vil ingen ende tage da jeg opdager Friedlander-udstillingen øverst oppe. Men tror du jeg kan komme ind? Nul. Der er sneak preview for members only, for en dødsyg idé. Men Friedlander får jeg at se om søndagen da udstillingen åbner for pøbelen og ååå, det er så bra. Han fotograferer to verdener, der er parallelle universer her, via spejle og skygger og monumenter og TV-skærme. Og gåder, hvad er det han ser på? Hvad er fokus? Der er jo intet hér. Men hvilket intet.

Saturday, November 19, 2005

Så skal vi se hvad der er i Fru Knudsens knold idag - Oi. Thure Erik Lund. Man læser Uranophilia, det var bl.a. glædeligt at læse om trapper på side 51. På side 200 kan man læse en (hm) urovækkende beretning om et primitivt folk ved navn "entenkerne" - der imellem står der bl.a. følgende på side 141:

Hun bruker automatisk skrift, eller som det er fremlagt i Uranophilia, de "dødes språk", som er fristilt fra enhver menneskelig begrensning, hvis betydning kun kan åpenbares ved at budbringeren dør, og Philologia snakker en drømmende syk rasende tale, hvis mening forblir skjult for oss, men som så blir "preget" inn i biller og insekter, som deretter blir brakt til Mercurius sin klostercelle i form av merkverdige undere, ved at disse oppskremte insektene finner veien selv, som nattsvermere og fluer, og så former all slags tegn, ved at de flokker seg om bestemte blomster og planter, så som ormetegl, som betyr ensomhet og alvor, eller flokker seg på stammen av et oliventre, de rettferdiges tro, eller at det plutselig begynner å regne mus, som et tegn på forening av de himmelske og khtoniske krefter, eller at insekter blir fanget av fugler, hvis transformerte etterlatenskaper åpenbarer seg i klosterhagen, som fugleskitt på steinleggingen.

Det skal ikke være nemt at kommunikere.

Friday, November 18, 2005

Men er det så sandt som Nils-Øivind påstår det, er hans digte rummet, adressen, med bord, stol, det hele? Næppe, jeg sidder jo ikke med en flyttekasse fuld af møbelstumper i hænderne, jeg sidder med en bog. Hvis sproget i bogen skal overbevise mig om at det f.eks. vitterligt er Nils-Øivinds gule kontorstol, hvordan skulle sproget så gøre? Sproget prøver sig først som crooner: jeg er stoooooooooooool, jeg er Nils-Øivinds stoooooooooool, ja, jeg er, baby. Stoooooooooooool. Nej. Sproget kigger op, lidt skuffet. Jeg køber den ikke, stolen. Sproget ser sig rundt efter hjælp, ser pludselig ned ad sig selv, ja. Sproget vil gøre stol nu. Okay! siger
jeg – og sætter mig:

stol
stol
stol
stol stol stol stol
stol stol stol stol
stol stol
stol stol
stol stol
Stockholms antikvariat Rönnells sniger rundt med et virtuelt magasin Kairouan her. Og herunder et billede af FAR. Om Ole Roberts nye roman Jeg er som en åpen bok skriver MBs anmelder, lettere sætningsmæssigt kuldkastet: Allerede her er det nesten umulig å vite om komplikasjonene er utført med fri og kontrollert vilje eller om romanens ikke-kommunikasjon er oppstått av vanvare, av et for sterkt ønske om språklig fornyelse, hinsides all estetisk rimelighet.

Thursday, November 17, 2005

News flash. Nielsen-tekst refuseret på grund af habilitet.

5 minutter går.

News flash. Nielsen-tekst antaget på grund af habilitet.

Tuesday, November 15, 2005

Raindrops keep falling on my political activism. Burt siger: - Fast jag är inte någon som sätter mig ner och skriver ett debattinlägg i The New Yorker, jag är inte tillräckligt bra på det, men jag har talang för att göra musik. Många frågar sig nog hur en kille i min ålder (77), som skrivit kärlekssånger hela sitt liv, plötsligt kan vakna upp en dag och vara politisk aktivist. Men man kan också säga att jag fortsätter att göra kärlekssånger om brustna hjärtan, men nu handlar de inte om två människor, utan om smärtan jag känner i mitt hjärta över vad som händer i USA och resten av världen. Låter det långsökt? Jag tycker inte det, säger Bacharach.

Monday, November 14, 2005

Mere kritikseminar her -- Den lille ad hoc-krølle i ugens MB-tekst er det faktisk den kreative oversætter der står for. Og billedet der fulgte med teksten aner jeg ikke hvem forestiller. Resten skal jeg derimod gerne skrive mit navn under, *tigersmil*

Saturday, November 12, 2005

Hvedekorn ransager danskheden her.

Wednesday, November 09, 2005

Men ligner disse to, med deres nok så absurde projekt, ikke på figurer vi kender fra den vestlige verdens litteraturhistorie? Måske er der lidt Rosenkrands og Gyldenstjerne over dem? Eller Vladimir og Estragon? Don Quixote og Sancho Panca? I hvertfald sniger litteraturen sig ind i samme takt hvormed Nielsen og Rasmussen, de ideelle europæere, mister sin idealitet og langsomt går fra sig selv og hinanden -- Vi har grund til at tro at der kommer Nielsen-anmeldelse i en norsk avis nær dig snart.

Tuesday, November 08, 2005

Claws goes commercial. Vi digger kultur, vi er kulturdiggere. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Simpel fra Abo Rasuls første roman, Simpels forhold til fascination, hvor rasende han bliver. Hvorfor når vi ofte bare at sukke å, det var så bra selv når vi har set et rystende drama om vold, politik og vestlig ignorance eller vi har overværet en reelt set angstfremkaldende støjperformance med tekst af Johan Jönsson? Jeg digger kultur, jeg har linket et utal af gange til fx tidsskrifterne Bøygen og Syn og Segn, men hvem siger disse ikke er kommercielle produkter? Well, ingen siger vel det. For kommercielle produkter er de nævnte også, selvsagt. Om de ejes af nazister derimod? Jae -- Nej, det gør de vist heller ikke --

Okay, men her kommer altså beretningen om et par gedigne kommercielle produkter, varer, jeg har sat pris på dette år som svensker: På førstepladsen har vi selvsagt kjøttbullar fra Coop, Coops økologiske mærke Änglamark er forunderligt, jeg tror selv økologiske tandbørster findes. Til det lingonsylt, også Änglamark. Syltetøj og kød, det er bra -- Så findes der en suveræn økologisk blåbæris, jeg husker faktisk ikke mærkets navn (SIA Glass, engelens ben dækker faktisk over logoet), men boksene er hvide og har små fede engle påmalet -- Det værste i Sverige overhovedet (vi ser bort fra diverse politiske mord etc) er isbilen som har et truthorn der spiller en bestemt lille melodi. Isbilmelodien bliver man sindssyg af og den burde forbydes.

Men vi taler om varer nu, brands - What's your favorite brand? Rekorderlig cider kunne være en kandidat, vakkert design og many fruity tastes, sådan noget falder Claws for -- En meget mærkelig ting er THE. Jeg har dedikeret store dele af mit liv til Twinings, Twinings som jeg for alvor opdagede i Glasgow: fx ginger and lemon tea? Oh yeah! Men nu? Nej, jeg må bare sige det ret ud: Lipton vinder ind. Lipton har opfundet det pyramideformede thebrev, prøv f.eks. Tahitithe med ananas og vanille, oh-my-god -- Youghurt, dér må jeg indrømme jeg falder for designet også: Arlas milde youghurt har disse fotografier af 170 år gamle smilende mennesker fra Kaukasus: bedårende, I gotta have it. Men hey, ejes Arla af nazister, forresten? Jeg husker det ikke rigtig.

Men noget der ikke kan købes for penge, noget der faktisk er helt gratis er webcounters. Jeg kom for nyligt op at skændes med min webcounter af mærket N*dstat. N*dstat er blevet opkøbt af et nyt firma (4you) og resultatet er: firmaet sender nu popup-reklame ud på din side, blot fordi du har deres kode på din template. Jeg fandt en måde at fixe koden på, men snart holdt informationerne på siden "how" op med at strømme. Derfor: skift N*dstatkoden ud og find et andet firma flux. And Lipton? I really love you.

Monday, November 07, 2005

Yes! Ny Dubravkasvenska. Du, min fjerde Dubravka. Og så er det Store Bush Dag idag: she-Bush, that is. Her er hun.
Besked fra reptilhjernen. Dette er en post der handler om det biofaktiske menneske ved navn ”Susanne Christensen” - Denne søndag aften blev Susanne Christensen pludseligt og uden forvarsel skudt i nakken af et enkelt pistolskud mens hun intetanende sad ved sit skrivebord. Følelsen var varm, på sekunder blev den varmere, kogende. En voldsom mængde af adrenalin blev frisat, hendes pupiller udvidede sig til de næsten dækkede hele iris og hendes puls skød op på 1000.

Adrenalin er et hjælpsomt og kærligt stof der på komplet irrationel vis, ser det ud til, og fuldstændigt ud af det blå skydes ud på ordre fra reptilhjernen, en hjernedel som ellers henligger nær-uvirksomt i mørke og ingen synlig funktion har længere. Adrenalin får folk til at løbe hvis de fx ser et rasende vildt dyr komme ret imod dem, adrenalin vil have at du overlever. Eneste svage punkt er, der var ingen rasende vilde dyr som løb ret imod SC denne søndag aften.

Sunday, November 06, 2005

Erik Skyum-Nielsens blik. Jeg er lidt i tvivl om jeg blev checket ud af Erik Skyum-Nielsen i Oslo i fredags. Hans store plirrende øjne bag tykke brilleglas synes at hvile på mig med mere end jævne mellemrum. Om det var min fysiske fremtonings åbenbare skønhed han havde bemærket eller det faktum at han havde luret på min aura at jeg i virkeligheden er en bastard af en dæmon i forklædning véd jeg faktisk ikke. Tror der kommer seminarkommentar i avisen næste uge, synth-pop på en søndag kan sandelig få skrivetempoet op.

Saturday, November 05, 2005

Young guns go for it her. Kommentarer her -- Og her til højre på siden findes så udgivelsen som promoveres, lad os håbe der er en seriøs læsning eller to af de såkaldte språkmaterialister - dirty rotten scoundrels you! - på siderne et sted -- Billede: Mand med sin hånd klemt om struben: Aa! Aa! Noget angriber mig! Formalisme! Få det væk, jeg er levende.

Og hvad er dette? Vagant vil pludselig linkes til? Lad gå da, men hvor h****** er søgefunktionen? Her ses jo bare et salgsfjæs.

Tuesday, November 01, 2005

Kestr Aschnitz goes to Finland. Et spritnyt nummer af Horisont 5/2005 er netop landet på Östermalm. Heri er der alt godt fra Norge, for at sige det mildt, den rene kultureksport mellem to permer: Bergsvåg, Senderud, Lunden, Wærness, Kleiva, Haarnack, Aasprong, Berg, Vidnes, Storholmen, Bråtveit, Bakke, Hødnebø og flere.

På side 38-41 finder man rent faktisk hele Gasspedal-udgivelsen Sirkusformer, uddrag fra cirkusteoretiker Kestr Aschnitz' efterladte værker, følsomt oversat af Aud Olsen.

Lyrikvännen har lavet et norgesnummer, Bøygen et sverigesnummer, Ord & Bild arbejder på et danmarksnummer - og hér vælger manden med et navn som en italiensk operasanger Oscar Rossi, redaktør for Horisont, sig altså et lignende tværnordisk standpunkt.

Monday, October 31, 2005

Danto på visit i Oslo. Holdningsstærk rapport her -- And the royal Danish cannon is here, siger Martin! Jeg liker især den måde eneste kvinde, Karen Blixen, som er repræsenteret i den funky lille intro får sin mund dækket over, tal om vagina dentata -- Nej du, her er numero uno på min hitliste netop nu, watch out watch out, look to sidebar >>>>>>>>>>>>
Frostenson masterclass. Jeg gerådede i litteraturvidenskabelig fryd igår, ved læsningen af Anders Olssons essay om Katarina Frostenson i nyeste nummer af Bøygen. Det publicerede essay "I skenet av Marsayas" stammer fra en endnu uudgiven bog Skillnades konst - sex kapitel om moderna fragment og i løbet af 26 tidsskriftssider går Olsson nøje ind på aspekter ved Frostensons digtning -- Her skriver Olsson om metaforet, en lille repetition for de af os som har drevet med metaforbusting: jeg tænker fx på min Anne Bøe-anmeldelse i Vagant nr 3-4, 2003 og - selbstverständlich - denne tekst som jeg faktisk først nu fandt frem til, believe it or not.

Tanken är att metaforer och liknelser inbjuder till förenklade översättningar mellan språk och verklighet, ande och materia. Naturen är inget själslandskap, och omvänt är språket inget rent utflöde ur det inre. Denna åtskillnad drabbar metaforen i den mån den har anspråk på att vara ett uttryck för det inre eller suggerera en likhet mellan bild och sakled. Metaforkritikken, som man kan kalla antiaristotelisk, är en viktig ingrediens i den konkreta poesins program.

Endnu kortere formulerer Olsson senere det samme således: Vi får förmoda att metaforen ger sken av ett sådant sammanhang, där poesin genom skönhetens makt upprättar ett falskt band med verkligheten. Olsson ser i essayet Frostenson som en digter der opererer midt mellem en metafororienteret og en konkretistisk poetik.

Saturday, October 29, 2005

Hvis kunstkritikken i dag vil gøre sig håb om at være en kulturkritik, der står på egne ben og som spiller en afgørende rolle for promoveringen af kunstværkernes pågående ’kulturkamp’ - hvis den vil være en selvstændig metier, politisk, passioneret og partisk, må den besinde sig på det specifikke i kunstens måde at være politisk og kritisk på, for her kan ofte være tale om måder, der ikke umiddelbart er genkendelige som ’politik’ og ’kritik’. Kunstens rolle kan netop være at redefinere det politiskes væsen inden for rammerne af en praksis, i hvilken begrebet kamp vil antage stadig nye former og bestemmelser. Mikkel Bogh, forholdsvis ny rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, siger dette og andet fornuftigt på Turbulens, en gang til og en gang til.

Friday, October 28, 2005

Under store tandpinemæssige kvaler kom et slags kritikermanifest til verden. Det er nu publiceret i Prosopopeia, her er punkt nummer to ud af cirka ti:

2. ”Here, kitty kitty!” Alien (1979). Litteraturen er ikke et vrangvilligt barn som skal irettesættes, snarere må den ses på som potentielt monstrøs. Den læsende lokker litteraturen ud af sin hule med livet som indsats. Den læsende har lov at rase i skuffelse de 99 gange ud af 100 hun bliver stående på sine fødder. Bliver den læsende endelig føkket over, da har hun lov at vurdere tilstanden og et muligt positionsskifte: nu vil hun sandelig tale om mødeteknik, kommunikation og etik. Monster siger hm? og sætter sig på halen. Alle hendes ansigter smiler.
Hvad popper op på Jung? Denne tekst. U-u-a-a. Der skal stå "p**nografisk fremstilling" i først linie - hele første sekvens er i øvrigt et citat fra Rune Gades fine fotobog Staser. Véd ikke med sikkerhed hvad der ellers foregår hér (løgn) andet end at hun var ganske optaget af Lars Jakobson også, på det tidspunkt.

Thursday, October 27, 2005

Lyrikvännens SKAM issue får strålende ord med på vejen af Åsa Beckman idag, her siger hun fx jublende: Det här är inte litteratur som litteratur. Det här är litteraturen som verkstad. Så håber vi det er blevet på tide at lægge backlash og pseudo-debat på hylden nu. For fornuftige ord se i øvrigt Oscar Rossis tekst i Horisont 3/2005 "En överlång icke-programförklaring" - Måske et citat eller to derfra drysser ud på Claws Talks en dag.
Jeg har netop druknet en flue i en skål med blåbæryoghurt. Et præcist billede på den poet jeg læser netop nu: han er en døsig flue druknet i en skål med blåbæryoghurt.

Wednesday, October 26, 2005

Stemmer det at norsk litteraturkritikk rotner på rot? Var alt bedre før, eller har akademikere til alle tider solgt seg og sitt til underholdningsbransjen? Og hva er det med Geir Pollens nye roman som trigger den gode kritikerteksten? Litteraturkritikken på dagsseminar her. Mere Pollen i kommentarfeltet.

Tuesday, October 25, 2005

Idag læser vi Nielsen og er nået til side 92 da der således står, som var det tastet på et keyboard i en anden verdelsdel: "Pludselig faar Adnan oeje paa en flok iranere, - very dangerous people, siger han og forsoeger at verfe os ud, men jeg skal lige have en sidste bid, én til, jeg er sulten, levende, jeg staar ude paa gaden, i moerke og neonlys og aeder, mens politidrengene vrimler omkring os, jonglerer med deres maskinpistoler, peger, finter, springer op paa og ned fra ladet af deres rustende skaeve varevogne, saadan er det, taenker jeg, det er virkeligheden, det er det vel, virkeligheden, mister Wittgenstein, I presume?"

Vi, den læsende, har sans for de lange sætninger (a brush was used) og har derfor lyst at citere igen, nu fra side 154 - vi er med Nielsen & Rasmussen i Amara hvor situationen tilspidses og Nielsen må sig sammen pakke: "Og mens Rasmussen ude under januarsolen, men stadig inden for murene i koalitionens rektangulære cementgård, rygende og rasende marcherer tyve-tredive runder med sin fortolker, den let overvægtige Adnan som en hund i sine hæle, mens folket, de to hundrede fredelige arbejdsløse demonstranter lige på den anden side af muren, i al hast er blevet til to tusinde i oprør med sten og hjemmelavede rørbomber mod politiets knipler og slidte maskinpistoler, vender Nielsen, på sin midlertidige plads foran skærmen blandt briterne inde i barakken, ryggen til virkeligheden, går i dækning ude på Nettet og maler videre på sit grædende barn til avisen derhjemme på det gamle kontinent."

Hvis vi (Claws) synes der er plads så kunne vi (Claws) tænke os at citere fra både side 255, 262 og side 293 også, nu mens vi krydslæser den rystende beretning med titelen Selvmordsaktionen (se tidligere post) af clausbeck-nielsen.net -- Her kan man forresten læse mere om den undtagelsestilstand som Nielsen & Rasmussen rejser ind i i nævnte værk.

Sunday, October 23, 2005

The Olaug has landed. Olaug Nilssen dukket opp i den norske litteraturen i 1998. Innestengt i udyr het den lille debuten fra den da 19 år gamle kvinnen. Siden har Nilssen klort seg fast i den litterære offentligheten. Som en blanding av Horace Engdahl og Pippi Langstrømpe har hun skrevet surrealistiske og underlige bøker, sprelske og selvsentrerte essays og kommentarer i *ergens *idende, *lassekampen, *orgenbladet, *induet og *ationen. More Olaug here.

Og Ingunn Økland siger bl.a. dette om høstens Olaug-hit, vi bliver lidt nysgerrige -- skønt vi ikke forstår hvad der menes med romanDEBUT:

Holholholholholholholholholhol. Kanskje som et apropos til utviklingen innenfor nordisk samtidspoesi, inneholder romanen opptil flere figurdikt, og dessuten en serie slagertekster med ladede budskap om historiens ulike Maria-figurer.

Når den ender med et demonstrasjonstog utenfor Stortinget, drevet frem av den frustrerte husmoren, er det nærliggende å tolke Få meg på, for faen som en forvridd utgave av 1970-årenes kampvillige kvinnelitteratur.
Your dreams are China in your hand. Klokken 3.30 lokal tid og vi siger velkommen til Chinanet. Kan det være Lindholm ved tasterne, downtown Beijing? Og hvordan har Wikipedia det dér hvor du er, stadig bortcensureret? Her ser man derimod tydeligt hvilken glæde Biblioteket Gasspedal i kinesisk sprogdragt vækker.

Friday, October 21, 2005

Design interiør handler om å bo i Norden. Vi presenterer møbler og boliger som passer den livsstil som landskap, klima og arv setter premissene for. Vi anbefaler møbler, gir bakgrunnsinformasjon om relevante designere og presenterer interessante boliger på nye måter. Design interiør ønsker å inspirere sine lesere til å gå nye veier innenfor innredning og hjemlig hygge. Utkommer 6 ganger i året. Mere her om dette spændende tidsskrift sponsoreret af DAMM.
I got the Serious Art Blues. Gik i biografen og så to film, baby. Jeg siger, jeg så to film, baby. Den ene var af Jim Jarmusch, yeah yeah. Den var ok, ja, den var. Men så så jeg en film af Michael Haneke, baby. That's what I did, jeg så en film af Michael Haneke. Og hvad skete der? Jo, Jim Jarmusch? Han kunne bare gå sin vej, kunne han. Yeah yeah, I got the Serious Art Blues.

Sorry Jim, sorry Bill, verden (min) har fået nok af silly love songs og coolness. Og ja, det er uretfærdig sammenligning, det er det altid, uretfærdig sammenligning. Som Mazdak blev ved at sige til mig uden at jeg syntes jeg kunne svare med nogen enkelt formuleret sætning: Hvordan kan du glemme Cortazár? Hvordan kan du glemme Julio Cortazár når du læser (fx) Erlend Loe? Jeg mumlede, utilstrækkeligt, noget i stil med: Men der er jo ikke bare én kanon, der er mange.

Og Jarmusch? Er der en Jim Jarmusch-film jeg ikke har set? Og Bill Murray, hvem synes ikke om hans bedårende hundefjæs? But it don't mean a thing, det er fint: Bill vil ikke have looooooove overhovedet, ex-kærester passerer forbi da han tvinges ud på en rejse i Broken Flowers - Nej, det er en SØN han vil have. Åja, da lyser hundefjæset.

Michael Hanekes film Caché bare eksploderede det hele væk. Hvem stalker dette par med sit kamera? Hvordan kan det være at denne pæne mand - som er intellektuel på TV og det hele - pludselig går amok når han trues, afslører en afgrund i sig. De personer han anklager har faktisk intet gjort. Men hvem holder så det kamera som stalker Mister Nice? Det kamera vi ser igennem, er det Michael Haneke selv? Det er det selvfølgelig - og for en poetik: Det gør kunsten, stalker det vestlige menneske, siger: Husker du, ser du?
Ser du andet end dig selv?


I kommentarfeltet herunder startede en konversation om p*pup reklame som kommer ind på siden via N*dstat, altså webc*unterfirmaet. Hvis du har samme problem så er her nogle links som forklarer lidt om hvad der foregår og hvordan man kan rydde op.

Wednesday, October 19, 2005



Originally uploaded by tigerclaws.
Audiatur? Jeg klarer faktisk ikke at sige noget fornuftigt overhovedet. Blot skal jeg endnu en gang, til ære for de stakkels sjæle som ikke var med på de konkrete udfoldelser, anbefale Audiatur-kataloget som ikke blot er vakkert, men også rigtigt, for her er konteksten, herfra kan der bygges videre -- Og her er et par billeder fra Bergen: nogle (som det her på siden) fra en stille arbejdseftermiddag i Ådlands’ kanarp, andre fra typografiprojektet på USF. Desuden (tak til Paal), her snakker Jenny Högström ud om Audiatur -- Åja, og spørger du mig så læste ihvertfald Hanna og Ida (og mange flere) helt fantastisk.
Feminist backlash. Efter næsten tre uger i Bergen lå der ganske mange aviser og ventede på mig på Östermalm -– Det viste sig at et par af dem fint klarede at være uenige uden mig som mellemled. I KK stod der i går følgende om SvD på side 19, fy-fy:

Og avisa Svenska Dagbladet ser ut til å være på hennes [Susanna Popovas] side: På lederplass tok de nylig til orde for at Riksdagen bør stoppe alle skattefinansierte og genusinnrettede prosjekter i offentlig finansierte virksomheter, bedrifter og foreninger. Genus-ideologien er systematisk indoktrinering, mener avisen.

Tuesday, October 18, 2005

Rainer und Werner aus Onophon. Honestly, are you reading my blog? I mean, who else would my dedicated readers in Austria be? Yeah? Come on and say hello -- Onophon visited Bergen at the first Audiatur festival in 2003, here is one of the proofs.
Christians Audiatur-rapport her og Audiatur-billeder her. Og om typografiprojektet her. Bestil fantastisk 509-siders Audiatur-katalog her. Og her, på dbqp har vi Geof Huths Audiatur-omtale.
Det er vel ikke sikkert at de samme postmoderne strategiene – nedbrytning av kunstnersubjekt, verk og kanon – treffer like presist som på et patriarkalsk 1950-tall? På meg virker det ganske opplagt at et kunstfelt som møter samfunnet i dag med relasjonell estetikk som eneste strategi, må være markedets våte drøm.

Siger Lena Lindgren her -- Anderledes konkret går Henning Gärtner Braseth (en mand Claws Talks kan lide at hype) og Nanna Larsson til værks i deres aktivistiske undersøgelse af The Artist Formerly Known As Claus Beck-Nielsens værk, en s-s-satirisk undersøgelse som dokumenteres i sidste nummer af Reception nummer 58: i artiklen ”Parasitter på kunstliget” går Gärtner bl.a. ud blandt folket i Københavns gader for at teste de reelle effekter af Nielsens værk:

Så dukker en kvinne i rullestol opp. Hun viser seg å komme fra Lolland, og utbasunerer at det snart ikke finnes noe demokrati i denne nasjonen overhodet, og gang på gang utbryter hun ”Danmark er et lorteland, Danmark er et lorteland!” Jeg forstår deg godt, tenker jeg, og et øyeblikk er det nesten som om vi ser hverandre, som om jeg åpner meg for denne kvinnen i rullestol, ser hennes situasjon og hennes usynlighet, ser hvordan hun fremmedgjøres overfor dagens avantgardistiske kunst og litteratur, overfor dens teoretiske forankring, dens distanse fra virkeligheten. Hvordan skal denne alminnelige funksjonehemmede kvinnen kunne relatere seg til Nielsens Roland Barthes-referenser? Hvordan skal hun kunne føle at det er et rom for henne i samtidslitteraturen? Jeg ser henne plutselig, ikke bare som en funksjonshemmet, ikke som i et speil i en gåte, men ansikt til ansikt – og så er det brått forbi. Det er denne fremmedgjøringen avantgardismen resulterer i, dette er de usynlige konsekvensene av en såkalt demokratisk kunst. Finnes det overhodet rettferdighet i en slik verden?

Saturday, October 15, 2005

Bare i dit hoved, Jørgen Leth?

Hvad mener du så, når du skriver: "det er min ret"?

Ja, det er jo min leg, at det er min ret. Det er en leg, jeg leger.

Der foregår i dit hoved?

Ja, for helvede. --

Mere her og her ligger en anmeldelse af Leths bog. Schultz og Ørum siger deres mening i en kronik i Information, teksten er tilgængelig her. Man kan scrolle ned til det punkt hvor der står At læse Leth.

Friday, October 14, 2005

Skjeveland blogger også. For et fantasiløst svar til Therese Tungen idag i MB. På denne blog sagde denne mand præcis det samme i kommentarfeltet, from the beyond, for flere måneder siden.

Thursday, October 13, 2005

De drikker for meget på NRK, Harold Pinter med KORT "I", please. And PIN-ter, it is: who in his plays uncovers the precipice under everyday prattle and forces entry into oppression's closed rooms. Derimod lyder et tidligt digt af Harold således:

Now here again she blows, landlady of lumping
Fellows between the boards,
Singing "O Celestial Light" while
Like a T-square on the Flood swings her wooden leg.
This is the shine, the powder and blood, and here am I
Straddled, exile always in one Whitbread Ale town, or such.
ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja!

Ny bog fra denne mand. Fin er den også:

Example

Og Zangenberg anmelder her.

Tuesday, October 11, 2005

Man står i sine egne tanker foran *orlis tidsskriftshylde, pludselig vækkes man. Her var intet Syn & Segn* at finde, men den venlige redaktør Hilde som med ét har materialiseret sig ret bag mig kan oplyse at bladet er at finde på Kiosk N i Olav Kyrresgt. Dér bladrer jeg i S & S og laver mig en prioriteret liste: 1) læs artikel om kunstneren Pipilotti Rist 2) læs Martin Grüner Larsens artikel om blogging og 3) se hvor morsom min tekst om litteratur og national identitet ser ud i den af Øystein Vidnes iklædte nynorske bunad (æ) sprogdragt -- Noget andet fint fik jeg imidlertid med mig fra *orli (hvilken vakker boghandel), nemlig det seneste Bøygen, et FEDT nummer med alt du ønsker dig at vide (tilsyneladende, jeg er endnu på bladre-stadiet med en fiskefrikadelle i den ene hånd) om ny svensk litteratur. Åja, her er byvandring med Hallberg, Raattamaa og Lee, OEI for beginners, Frostenson, Håkonsson, Virdborg, Khemiri og sandelig, omtale af Jäderlunds bidrag til Serie A. Bøygen-redaktørene skrev i øvrigt fint (alt er fint idag) læserbrev i seneste MB med et par pointer som bl.a. Gasspedal-redaktionen blot kan sige sig inderligt enige i. Læs igen her and do something about it.

*Et lille PS skal føjes til Syn & Segn-artiklen af Susanne Christensen. På side 42, sidste spalte midt på. Ordet er "minne" ikke "mindre" -- Og på side 96: Jeg deltog i "eit to vekers Nordkurs" ikke i "to eit vekers Nordkurs" -- He he.

Saturday, October 08, 2005

Gratulerer til den unge mand med den vakre håndskrift, han fylder et kvart århundrede idag -- Hurra!

Vi, tigerklør, minder desuden om skrivekunstakademiseminar med titlen "Litteratur & oprør" idag kl. 14 til 16 på Sardinen, i anledning af SKAs 20-års jubelæum (indledning: Atle Kittang, Erland Kiøsterud, Cathrine Grøndahl, Tore Vagn Lid), og fest (/lanciering af Skriveplass) samme sted fra klokken 19.30 med oplæsning ved bl.a. Ragnar Hovland, Olaug Nilssen, Ole Robert Sunde og Svein Jarvoll.

Thursday, October 06, 2005

Det har skjedd en sosiologisk og ideologisk bevegelse, på godt og ondt. Grunnen til at jeg tar opp kapitalbegrebet er at kapitalen fungerer normaliserende. Men begrepet har helt forsvunnet ut fra dagligspråket. Jeg mener det er viktig å vende tilbake til begrepet og undersøke det. "Kapitalen" er et presist verk: Det er empirisk, filosofisk, og har skapt en politisk plattform, en politisk bevegelse. Jeg mener kunstfeltet må forsøke det samme, sier en ambisiøs Simon Sheikh. Mere her og her om udstillingen på UKS.

Wednesday, October 05, 2005

Speak-of-the-devil. Vidare presenterer litteraturfut og redakfut-fut Sjusanne Tristensen tre tesar om litteratur og nasjonal identitet: «Litteraturen kan ikkje både vere nasjonal og god», hevdar ho mellom anna. Medan den verdskjende forfattaren Amos Oz meiner vi finn Djevelens sanne andlet i litteraturen – og Djevelen er for tida i endring -- Eg pratar nynorsk her.
1) A-A, alliteration i fornavn-efternavn 2) Stavelsen "hall" går igen, betyder det (fra tysk, hell): lys? eller eventuelt (fra engelsk): hal eller helvede? 3) Naturelementer: -berg, -gren, -ström.

De tre svenske poetnavne (og poeter, naturellement) Anna Hallberg, Hanna Hallgren og Ann Hallström er ikke uinteressante. Alle tre er medforfattere på den kollektivtekst (56 forfattere i alt) som er at læse i Lyrikvännens nyeste og glitrende SKAM-issue. Gik i læsefrenzy igår og fik bl.a. med mig Amelie Björcks udlægning af den såkaldte sprogmaterialisme og andet, en instruktion i kollektivt mindearbejde, en enquete om litteratur versus kunst (points for Annika Ström, he he), gendigtninger af Jelinek og Louise Bourgeois og Hallströms intervention i et uddrag fra Storholmens sidste.
Au! Diatur! Netsiden er landet. Prøv fx turen Hawaii-Iran.

Monday, October 03, 2005

For min egen fornøjelses skyld har jeg tænkt mig at jobbe lidt videre med min læsning af Ruth Lillegravens digtsamling Store Stygge Dikt som blandede sig ind i netmødet med Lillegraven på Olaugs blog sidste uge. Eirik Vassenden siger i øvrigt dette om Lillegraven, midt inde i en MB-anmeldelse af Geir Gulliksens sidste: Man kunne snakke om en viss inflasjon i norsk poesi. Ikke at diktene er blitt dårligere – de er blitt lengre. Jeg tror det går an å snakke om en liten omveltning her: Ezra Pounds oppskrift ("dichten = condensare") gjelder ikke; det er ikke lenger det knappe bilde eller den pregnante situasjon som dominerer poesien. Snarere er det de fortellende, drivende, assosierende, pratsomme og utflytende langdiktene som er blitt det rådende paradigmet. Enkelte målbærer dette paradigmeskiftet tydelig: Ruth Lillegravens debutsamling har tittelen Store, stygge dikt (og distanserer seg altså maksimalt fra det vi kanskje da må tro var den gamle normen: små, pene dikt). Mens andre, som Pedro Carmona-Alvarez og Espen Stueland, har arbeidet seg inn i det ekspanderende langdiktet uten å gjøre noe større poetologisk poeng av det.

Susanne crash-læser Lillegraven (work in progress):

Jeg lurer også på hvad det stygge er i disse digte. De er bråkete, de er guttejentebråkete, fint nok, I like. Men viser stygheden sig også i formen og i hvad digtet kan rumme? Et spørgsmål er, kan disse digte rumme alt eller er der en grænse? Helt indtil side 54 virker digtene som rene rapportager - og jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal med dem, findes der en udvælgelse af stoffet eller ej? Det er som om alt digtene vil have jeg skal sige er: sådan har jeg det også! Er genkendelse da = litterær kvalitet? Ved det ikke, men jeg læser ikke ofte blot for at se mit eget fjæs i et spejl, hvad skal jeg stille op med dette Samme? Digtene rummer en livsfølelse, en version af modern love, men følelsen er kontekstualiseret og hverdagsliggjort, sat ind i verden. Fint, ingen renser og isolerer, der er ingen kunstighed her: tilsyneladende. Men selv Moestrup og Andkjær Olsen (fx) vil mere end blot at rapportere, dér bliver jeg lidt i tvivl om hvad disse digte vil mig, andet end at sige hey baby, vi er ens og det er fint, alt er fint og følelsen er, ja, fin, den - men øh? -- Men det er bra at se et par af digtene i sidste halvdel af bogen glimtvis har ting at sige også.
Mister Block hed faktisk engang Mister Bergen, i Vagants version af teksten. Ulf Saab Volvo Nilssons (aka U.K.O.N.) digtsamling Block er noget så sjældent som food for thought - og vældig morsom også. Å, så sexy det kan være at have et hoved. Læs fx U.K.O.N. og hør Kim Gordon samtidig, ffffffff -- Vi får faktisk lyst at citere Block i sin helhed hér, men vælger os i stedet (af plads- og copyrightmæssige årsager) dette lille digt. David har desuden gendigtninger her og Audiatur præsenterer U.K.O.N. live i Bergen om ikke så længe.

Negation + Homogenitet = Pendelrörelse; Metonymi + Statsmakt = Politik; Förförelse + Uteslutning = Nödvändighet; Materia + Avsmak = Poetik; System + Relation = Interjektion; Bindeord + Formlöshet = Moral; Slutsats + Blick = Förlössning; Förnekande + Monolog = Trosföreställning; Begär + Kromatik = Epilepsi; Vibration + Spänningstillstånd = Resonans; Utrop + Tics = Ton; Tjänstgöring + Blackout = Bildningsideal; Sexualitet + Koncipiering = Lidande; Drog + Kasuistik = Prosodi; Atonalitet + Grammatik = Melodi; Avstånd + Sammenlänkningar = Rapsodi; Röst + Föreställningar = Telefoni.

Saturday, October 01, 2005

Vad gör jag här? Det hör till bokmässan att man ska låtsas inte gilla den, men i år behöver jag ärligt talat inte låtsas. Malte har skrevet en fin rapport fra bogmessen i Göteborg her -- Hey! Sæt rapporten op som et digt og se hvad der sker.
Hvor er det godt at Martin Larsen kan minde mig om mit mastergradsprojekt! Se her og se, hele Litlive har netop opdateret sig på glimrende vis med fine norske og svenske (heja for Anna!) kontekstualiserende læsninger med fokus på hvad vi kan kalde politisk litteratur -- Jeg skal være flink nu og jobbe lidt, endelig stoppe med at spille Nouvelle Vagues bossanova-version af Too drunk to fu*k igen og igen mens jeg ruller grinende rundt på gulvet.

Friday, September 30, 2005

Lige før den store krig mellem sprogmaterialister og realitypoeter bryder løs i Norge også (news flash: krigen aflyst!) kan vi måske lytte til dagens Gulliksen i Morgenbladet som, lidt lig andre hér, trættes over det enten/eller som bliver ved at skubbe sig ind i poesidebatten. Gulliksen siger dette om Fredrik Nybergs digt "Ett Lågt Träd" fra samlingen Åren (2002): Til slutt i dette diktet flyter en død gris udiskutabelt og uhørt i havnebassenget. Men hva er det med sangen vi inviteres til at høre? Er det ikke den sangen som kan høres når diktet både lytter til språket og til den verden språket kan høre seg selv i?

Thursday, September 29, 2005

Så kan ein stille vårt foredrags kritiske spørgsmål: kva skjer om det som skjer når ein går der i nattetimane og venter på at få kontakt med verda, er at ein får kontakt ikkje med verda, men med appendikset som heiter "dei to versjonane av det imaginære" i Maurice Blanchots verk L'espace litteraire? Eller om noko frå Paul de Mans tekst "The Rhetoric of Temporality" frå Blindness and Insight har gått og venta på deg i disse nattestimane utan at du visste om det, og brått koplar seg på utan du kan forsvare deg? Skal litteraturteori-varsellampene blinke og innbrotsalarmen ule og skal ein riste på hovudet til dei dreg seg tilbake med såra og vorbrotne miner og ein igjen står klar til å late seg inspirere av gatelyktene som skin på asfalten nede på vegen, eller av det rørande synet av kleda som heng på tørkestativet langt inne i stova?

Gunnhild Øyehaugs fremragende essay i Skrivekunstakademiantologien Skriveplass med titelen "Rein som snø - Om tilhøvet mellom litteratur og litteraturteori i utøvande forfatterverksemd" går bl.a i kritisk dialog med Geir Gulliksens virkelighedspoetik.

Tuesday, September 27, 2005

Det ringede på Residensens dør idag, Audun og jeg myldrede forventningsfulde ned ad trappen. Dér stod seks brune kasser viklet ind i gennemsigtig plastik på en egen lille palle. BG8, med titelen The Democracy - Destination Iraq, har endelig meldt sin ankomst, i engelsk sprogdragt. Blot en lille justering i det æstetiske: titelen står nu med hvid skrift. Andet oplag af Norheims Z er ligeså ankommet, nu med en lidt lysere rød på omslaget og opdateret sats.

Saturday, September 24, 2005

En tur til i dikotomi-karusellen: OEI er kjent for å presentere «eksperimentelle» teknikker og retninger. Redaksjonen har gitt ut omfattende nummer om konseptuell litteratur, elektronisk litteratur, og den amerikanske forfatteren William Burroughs såkalte «cut up»-teknikk. Det faller ikke i smak hos PS, som harselerer ved å finne opp betegnelsene «fakk-app» og «shatt-app», ifølge Göteborgsposten. Mere her.

Thursday, September 22, 2005

Mit nye ansigt. Fra nu af bliver det så en tiger a la abstrakt ekspressionisme (hm) som jeg kommer til at slæbe med mig rundt i bloggosfæren. Tigeren hér er kreeret af Franz Marc og om han fortælles bl.a dette:

Franz Marc was a pioneer in the birth of abstract art at the beginning of the twentieth-century. The Blaue Reiter group put forth a new program for art based on exuberant color and on profoundly felt emotional and spiritual states. It was Marc's particular contribution to introduce paradisiacal imagery that had as its dramatis personae a collection of animals, most notably a group of heroic horses.

Tragically, Marc was killed in World War I at the age of thirty-six, but not before he had created some of the most exciting and touching paintings of the Expressionist movement.

Wikipedia har mere eksplicitte detaljer om Marcs død: Before the orders were carried out, while riding a horse on patrol in the Battle of Verdun (1916), a grenade explosion killed him.

Tuesday, September 20, 2005

Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur

Kataloget er på
512 sider - Whoa!
The mizzay common cause of toothache, or pizzle in tha region of tha jaws n face, is pulpitis - inflammation of tha pizzle of tha tooth thats off tha hook yo. Here is tha cure.

Monday, September 19, 2005

DN: Vertigo får 80.000 i litteraturstöd. Det lilla förlaget Vertigo får litteraturstöd till sin utgåva av Aiskylos, Sofokles och Eurypides grekiska tragedier. Som DN berättade i juni fick förlaget först avslag på sin söknad eftersom verket saknade efterord. Men nu har förlaget förhandlat sig till en överenskommelse med Kulturrådet och får ett stöd på 80.000 kronor. Ett fylligt efterord kommer dels att bladas i som särtryck, dels att läggas ut på internet.

SvD: Frances Bean [Courtney Love og Kurt Cobains 13-årige datter] utalade sig nyligen för första gången i tidningen Teen Vogue och konstaterade att hon föredrar när hennes mamma inte ser slafsig ut: "Jag gillar inte hennes hårdmetall-utstyrsel eller när hon inte kammar sitt hår" -- Go, Frances!

Sunday, September 18, 2005

Feel better now? -- Und Koff sagst:

Lindholm kan igjen oppleves på studentradioen. Denne gang i programposten Akademia. Økland, Åmås, Lindholm og Holst om tidsskriftet i Norge i anledning Replikks tiårsjubileum som utgivelse på fint papir. Det legges - NOT? - ut klokken 17:00 idag søndag.
Litteraturkritik borde inte utövas av någon som inte först genomgått psykoanalys, mig själv inbegripet. Man måste vara mycket observant på sina dolda motiv, vilket nästan inga kritiker är. Litteraturen sysselsätter sig med och kommer ur ett inre liv och med sitt eget inre liv måste man möta detta. Att varje litterärt verk av kvalitet kommunicerar både på ett medvetet och ett omedvetet plan är en självklarhet. Man måste då någorlunda känna sina egna begränsningar, och nu talar jag om ett hantverk av rent mod: att känna sin egen skräck och ynkedom, sin fåfänga och sina drömmar. Att vara kritiker är eller borde åtminstone vara en mycket självutlämnande syssla, och den första frågan en kritiker bör ställa sig inför en text är alltid personlig: hur reagerar mitt omedvetna här, och varför? Den andra frågan är: Har jag nu lyckats bortse ifrån mina förutfattade meningar om författaren och om de subliminala budskap han sänder ut också med den allra mest diskreta marknadsföring? Har jag dessutom synat mitt eget perversa förhållande till författarens position eller icke-position på den sociala teatern? När man väl har tagit sig förbi sina suspekta reaktioner inför ett visst material har man å andra sidan all rätt i världen att ta i med hårdhandskarna om man upptäcker hyckleri, feghet eller insmickran hos upphovsmannen. Man måste också som författare själv stå ut med att bli kritiserad av sådana seriösa recensenter.

Hm? Aase Berg på 00tal her.
Let these be the languages of art criticism: to scream, to forget, to do anything except reduce radical difference, through representation, to identity, singularity, calculable and controlable.

Let one art criticism’s languages be silence so that we can hear the sounds of the body: the winds and voices from far-off shores, the sounds of the unknown.

May we write, not in order to judge, but for and in (I quote George Bataille), ”the community of those who do not have a community.”

Eye = Acker

Saturday, September 17, 2005

Hun så ikke på meg, og på den måten forsøkte hun å fortelle meg noe, hun ville, skjønte jeg etterhvert, at jeg skulle se henne slik hun oppførte seg når ingen andre var til stede, derfor skulle jeg late som om jeg ikke var der, sitte stille, ikke si et ord, og til gjengeld ville hun fremstå som den hun egentlig var, for meg, som en slags hilsen eller gest, jeg visste ikke helt, men uansett rørte jeg meg ikke, overbevist om at jeg hadde rett, sikker på at jeg aldri skulle kunne snakke med henne om det, det lå i kortene siden jeg så henne uten å være til stede.

Fra Hans Petter Blads roman De nysgjerrige, blot for at give en fornemmelse af det rige sprog her. Det søde studenterliv i Paris beskrives, som var det vitterligt Francoise Sagan som havde ført pennen. Norske N. og amerikanske D. kredser om hinanden, men NOGET sker. MBs anmelder siger således om dette NOGET: "Omtrent halvveis begynner leseren å lengte etter at noe litt mer avgjørende skal skje, og da det skjer, er hendelsen ikke riktig oppsiktsvekkende nok til at vi klarer å dele de fiktive personenes kvaler." KKs anmelder siger lidt af det samme om HÆNDELSEN: "Den hendelsen som boka fremhever som et slags klimaks, fremstår til syvende og sist mer som en spissformulering av Nikolajs og særlig Daisys motvilje mot å forholde seg til omverdenen enn som et egentlig vendepunkt."

Ganske rigtigt, HÆNDELSEN henligger delvist i mørke og vi kan være gunstigt i tvivl om hvorvidt dette reelt er sket eller ej, både forfatter - og især anmeldere - er svært subtile her. Går noget da i stykker hvis jeg siger hvad det er vi taler om her? Bestemmer jeg, styrer jeg, afslører jeg? Frarøver jeg nogen noget hvis jeg siger det drejer sig om voldtægt, om vold mod kvinder, om kvinder der lever i angst for overgreb? HÆNDELSEN er ikke eneste tegn i bogen på at det er dette - specifikt - som faktisk tematiseres. Specifikt og dog, også rimeligt subtilt? Men definitivt ikke metaforiseret til et ubestemt MØRKE: livet udenfor studiesæbeboblen, noget skræmmende og skræmmende virkeligt lurer på disse unge læsende mennesker, udenfor, udenfor.

Hvis jeg blot er ude på at rangere romanen i et æstetisk hierarki så behøver jeg vel næppe heller at vride pennen rundt i alle smertepunkterne, oute tematikken? Men, forestiller jeg mig, hvis teksten ses på som en ligestillet kulturel ytring der taler til verden, i verden, hvad gør kritikeren da? Hjælper jeg til i dette henvendelsesforsøg? Eller lukker jeg munden på bogen, kalder den en pretty thing?
Autonomiæstetisk dansker! DN og SvD ligner hinanden ikke så lidt. Men i deres vinkel på Triers Manderlay igår var der alligevel forskel. DN spekulerer her i hvad udskiftningen af hovedpersonen har at sige, men tramper generelt ned ad begærsstier som jeg ikke ellers ser mange Trier-anmeldere begive sig ud på: "Manderlay" förefaller mindre intensiv och skruvad än "Dogville". Kanske för att regissörens attraktion till Kidman, med sin ojämförliga filmstjärneutstrålning och sitt motstånd mot von Triers stegrande sadism gjorde "Dogville" mer privat och pervers, så att man snart var indragen i en förvirrande studie i begär i stället för en klargörande studie i makt. Dallas Howard verkar inte vara lika mottaglig eller känslig för hans metoder.

Det er som om det evige og almengyldige nær-bibelske og litterære vinder over det dokumentære i disse film. Grace taber nu stort til faren, til begæret - påstås det - til sin dragning mod underkastelse via benhård penetration. Moren som nyder straffes med døden, Grace må myrde hende. Hendes romantiske drømme om demokrati er en løgn - og de sorte gør det mod sig selv, det er sikkert. Trier griner med Bataille og de Sade.

Men tråden til NU er tynd, synes jeg. Jo, vi har en rigtig desert storm og et naivt demokratiseringsprojekt gennemhulles af perversion: vi tænker Abu Ghraib. Men fotomontagen til sidst i filmen holder nu næppe som kontekstualiseringsbro. Selvom det er flot den måde Trier får Bowie til at synge Do you remember, your President Nixon? (billede af George W. Bush) Do you remember, the bills you have to pay (billede af brændende WTC). Men hello! Historisk specificitet ryger fuldstændigt ud af vinduet, dette er bare en dum lille joke. Trier lykkes måske i at sige væsentlige (let misogyne) ting om menneskets grumme anti-demokratiske natur her, men koblingerne til NU er tynde små sytråde blottet for reflektionens kraft.

Thursday, September 15, 2005

Moving stranger, does it really matter? As long as you're not afraid to f-e-e-l. Jo, jeg hører faktisk andet en 80-tals musik. Men dette ansigt har jeg set før, dette ansigt. Kate Bush udgiver den 7. november 2005 dobbeltalbummet Aerial og bryder dermed 12 års tavshed. Husker vi The Kick Inside - The Dreaming - Hounds of Love - Husker vi også flere vakre sange om bl.a. menustration (Every girl knows about the punctual blues/ But who's to know the power/ Behind our moves) og ikke mindst om spøgelser. Kommer faktisk på mindst fire Kate Bush-sange om parapsykologiske fænomener: først Cathy og Heathcliff selvfølgelig, og så "Under Ice" og "Watching You Without Me" og "Get Out Of My House", den sidste fra fabelagtige The Dreaming. Uu, Kate is back.

Wednesday, September 14, 2005

Holy s***, Martin, så vakker Ursula Andkjær Olsens side er. Og her går Mikkel amok over den nye bog.

Træerne står så stille når man
går forbi dem især
når man går
forbi dem.
And you can quote me on that. Ellis skriver scener som er vibrerende sanselige og filmatiske og de kitschede gotiske indslag redder sig for det meste igennem på en grund af kulsort humor. Ellis klarer med Lunar Park at sparke igen, sparke både sit mytologiserede selv og sine spøgelser, den fiktive Patrick Bateman og en karakter vi må tro er Ellis’ biofaktiske og nu afdøde far, ad helvede til og har i samme bevægelse skrevet sin til dato bedste roman.

Deres anmelder i uafgørlighedszonen
Tormod Haugland rapporterer sidste nyt fra Skrivekunstakademiet:

Så til markering av 20 års jubileum!

Det vert ope seminar 14.00 - 16.00 laurdag 08.10 på Sardinen, Verftet. Seminaret vil innehalde fire innlegg knytt til temaet litteratur og opprør. Etterfølgjande diskusjon. På kvelden 19.30 vert det fest i dei same lokala, med vener av akademiet, tidlegare studentar og lærarar. Vi har eit enkelt program med opplesing og diverse.

Om antologien Skriveplass som udkommer i anledning af ovenstående skriver Haugland videre:

Skriveplass er ei blå bok. Fargen kan minne om lyseblå himmel, men ikkje som klår himmel, meir som himmelen når den er tom for skyer men samstundes ikkje open, med eit lag av sky mellom jord og univers, noko slørande og dempande, nesten som gråblått, men samstundes er blåfargen blå nok til ikkje å vere gråaktig, den er blå.

Sunday, September 11, 2005

It's my party and I'll cry if I want to. Officielt 30++ idag.

Thursday, September 08, 2005

En af de store helte i nordisk litteratur netop nu, min medredaktør i Gasspedal Audun Lindholm, taler her i et program på Bergens Studentradio om småforlag i skøn duet med Espen Grønlie fra H Press. Programmet ligger kun på nettet en uge - så det er om at slå lyttebøfferne ud.