Saturday, May 27, 2017

Natteskær er et godt, men ikke uproblematisk portrett av en samtid der en patologisk og ytterst labil fraktur har åpnet seg som en vulkansk sprekk, og forhindrer realiseringen av alle slags kulørte drømmer om et «vi», et fellesskap.

Anmeldelse af Pablo Llambias' roman Natteskær i dagens @bokmagasinet + her.

Friday, May 26, 2017

Leonora med sit vilde mørke hår, pigen som ikke kan tæmmes. Den ensomme pige med sine tre ældre brødre, de er langt mere frie end hun. På Crookhey Halls vidtstrakte arealer ridder hun afsted på sin ponny Winkie, en flyvende flugtlinje væk fra civilisationens perverse krav om orden og dannelse. Hendes eneste venner er Winkie og hyænen i zoologisk have. De voksnes afskyelige ritualer, de jager ræven til dens lille hjerte sprænges af angst. De sætter sig til bords og æder pompøst anrettede døde dyr, groteske kunstværker, mens de konverserer dannet med hinanden. Selv skulle hun anrettes og serveres på Buckingham Palace for at tilfredsstille sine forældres klasseklatrende ambitioner: "The tiara is biting into my skull."

Vi ruller ud Leonora i disse dage som om hun var et eksotisk gulvtæppe.

Thursday, May 25, 2017

Det genuint interskandinaviske litteraturtidsskrift Vagant, som netop har fusioneret med danske Salon 55, holder release i Oslo den 31. maj og i København 4. juni. See you there.

Monday, May 22, 2017

Lana Del Rey fortsætter sin nekrofile flirt, hvem er hun nu? Peg Entwhistle? Selv er jeg mere optaget af Adam Ant. Dokumentar her + artikel af Chris Roberts + live 2017.
Okay, whatever. Jeg har anmeldt tre bøger. Det tog alt for lang tid. Det tog en uge at læse tre bøger og skrive om dem. Teksterne blir drysset ud nu i Bok- og Musikkmagasinet, jeg ved ikke hvornår. Den glade nyhed, i det mindste "hurra" fra Susanne til Susanne, er at jeg har færdiggjort research på Leonora Carrington, og kan begynde at skrive imorgen. Leonora fyldte 100 den 6. april, og der har været en flod af artikler om hende, primært i den engelsksproglige verden. Leo, I leo u. Hvor svært er det ikke at præstere til en deadline, arbejde alene i et rum, deale med adrenalin, ikke have et aktivt publikum, og bare droppe tanken om at du starter en samtale, for ingen samtale er startet de sidste 14 år, så hvorfor skulle samtalen starte nu. Den starter jo hele tiden, jeg må bare antage at folk læser og diskuterer, men energien vender aldrig tilbage til mig, som hvis jeg hylede på en scene. I don't mind, burn the I. I keep on, I don't need I. F--- power, love truth.

Thursday, May 18, 2017

Jeg så Sex Pistols i Trondheim i 1977. Hvad, tror du mig ikke? Hvis alle taler sandt var der flere tusinde mennesker på den koncert. For mig gælder imidlertid et andet jeg-var-der. Jeg var der, jeg var på Galaxie 500-koncerten i København 1. december 1990. Ikke alene er Galaxie 500 (1987 til 1991) kendt for sin oceaniske drømmepop, Naomi Yangs lyriske basgange, Damon Krukowskis sensuelle trommemagi og Dean Warehams bevidst skingre vokal, men også for et par godt valgte covernumre som for eksempel Yoko Onos "Listen, the Snow is Falling." Og hvad skete da vi kom ud på gaden efter koncerten som siden blev til live-pladen Copenhagen (1997)? Det sneede. En helt speciel slags sølvglitrende sne. Hvordan kan små flager af metal regne fra himlen? Well, tro mig, det skete. Jeg var der. Mere om Damon Krukowskis The New Analog snart. Mere Galaxie her + her + her.

Monday, May 15, 2017

Pablo Llambías har skrevet om virkelighedsfrakturen som i virkeligheden er en fiktionsfraktur før, men aldrig så ekstremt urovækkende som i Natteskær. Frakturen går tværs gennem drømmen om et "vi" på dybt patologisk vis. Natteskær minder måske mest om De elskendes bjerg, men indoptager mange tematikker fra forfatterskabet. Mine tidligere anmeldelser her + her. Spørgsmålet er om der er nogen tilbage i Danmark som fx gider at google "Jacques Lacan" og læse Llambías' forfatterskab i lyset af hans teorier. Mixtape til Natteskær masse Rhianna og denne klassiker. Cheers.

Wednesday, May 10, 2017

Massiv Billy Mackenzie & The Associates leak for et år siden. Franske Megahertz optog dem to gange i 1982, judging from Billy's hairdo on the same day. Her + her.

Tuesday, May 09, 2017

Vi har gjort nogle undersøgelser på en planet som tilsyneladende har haft mange tusinde års historie med aktivitet. Udfra vores fund antager vi at det følgende er sket: De sidste 1-200 år drømte de to-benede væsner intenst om abstrakte former, signaler fra kosmos som de kaldte "modernisme." Det var ikke alle som mente at "modernisme" var en god ting. "Nazister" forsøgte at stoppe "modernisme," og de lykkedes gradvist da de gik under jorden og fik skiftet evnen til at modtage kosmiske signaler ud med en kunstig sfære kaldet Reality. Reality tillagde man samme tiltrækkende kvaliteter som "modernisme": Reality blev kaldt ny og spændende og blev implementeret ved hjælp af små skærme som gav indtryk af at man var på en spændende rejse mod Det nye ("modernisme"). Implementeringen af Reality var vellykket, snart ændrede væsnernes drømme sig grundlæggende. Væsner blev nu født med hjerner uden "modernisme," og de ønskede "nazister" som deres ledere. Det som var tilbage af "modernisme" flød rundt i havene som små kulørte former (billede her), abstrakte som "modernisme," men nu i en giftig version. "Nazisternes" Reality og den giftige version af "modernisme" endte alt liv på planeten.

Sunday, May 07, 2017



Max og Leo, fuglen og hesten, i Cornwall summer of 37. Skriver nu, Leo.

Wednesday, May 03, 2017

Et lille mix i efterkant af Mark Fisher-samtalen igår findes her. Fisher skriver strålende om Japans "Ghosts" (1981) som også citeres i titlen på hans bog fra 2014. Sylvian synger: Just when I thought I could not be stopped/ When my chance came to be king/ The ghosts of my life blew wilder than the wind. Mark Stewart fra The Pop Group hvisker disse ord til slut på Trickys "Aftermath" (1995). Fisher har også skrevet om Burial, et ærketypisk eksempel på hauntology med sine melankolske popcitater og crackle, lyden af vinyl som spøger på det digitale spor (2007). John Foxx, den oprindelige sanger i Ultravox før Midge Ure, er en af Fishers personlige yndlinge, og hans soloplader er rige på en eerie stemning, specielt Metamatic (1980). Jeg tænkte på bands med ekstrem fremtidsoptimisme, det bedste eksempel må være Simple Minds: New Gold Dream (1982). På "Promised You A Miracle" synger Kerr: Everything is possible in the game of life/ A burning dream/ You can be queen. Det er altså muligt at blive royal uden at spøgelserne indhenter dig. Pladens mest melankolske spor er imidlertid "Big Sleep," en sang til en forsvunden eller død ven.

Saturday, April 29, 2017



Thanx, Venice. It has been wet. Onsdag aften med luftalarm på grund af acqua alta. Dramatisk for mig, men trivielt for de lokale. San Marco var mildt oversvømmet ved midnat, og ramper blev sat ud, og emergency boots solgt. Jeg har researchet på Max-Leonora-Peggy: Peggy var den første som købte et billede af Leonora, derfor mener biografien at der aldrig var uvenskab mellem de tre, og læst masse Leonora og Mark Fisher. Fik også set Magrittes Empire of Light. Er du i Bergen, kom den 2. maj. Flere billeder her.

Monday, April 24, 2017



Maskespil og Venedig er jo sammenkoblede størrelser. På Peggy Guggenheim Collection hænger Max Ernsts maleri Attirement of the Bride fra 1940, et af flere hvor Max, Leonora og Peggy leger maskespil. Fuglen er Max, uglen tænkte jeg er Peggy og den ekskluderede kvindefigur Leonora, andre tolkninger eksisterer imidlertid. I et andet maleri, The Antipope fra 1941, bliver det endnu mere kompliceret. Her gætter jeg på at figurene cirka har samme farvekoder, altså er den ekskluderede hestefigur Peggy og Leonora svæver grønt over Max som er en sort hest. Tænker at Leonora antager en sværmidentitet bestående af mindst to figurer. Jeg ved ikke, ring Max Ernst someone.
Her er en dokumentar fra det helt almindelige hverdagsliv i Venedig. Det eneste som faktisk mangler er afrikanerne som sælger falske guccibags. Flere pics her.

Friday, April 21, 2017

Amplify! Vældig god tekst af Serup: Hvad er et tidsskrift og hvorfor er det vigtigt? Jeg grubler og grubler! Seriøst? Hvad er et tidsskrift og hvorfor er det vigtigt?

Friday, April 14, 2017

Information om Mark Fisher-læsecirklen i Bergen 2. maj her + her. Mere her. Velkommen.

Thursday, April 13, 2017

Ikke så glad for disse dage. Her er stille. Jeg protesterer mod familien som koncept, så min livsstil er vel resultat af det. And who cares, her sidder jeg og protesterer. Vi kommer ikke til at organisere livet anderledes, vi kommer ikke til at forandre vores vaner, uanset om jorden går under er vi ikke i stand til det. Og min protest forårsager bare min egen endeløst fastfrosne tilstand. Mine tekster blir sødere og sødere, synes jeg. Jeg kan se det lille søde væsen der sidder der og protesterer og snakker spastisk om "andre fællesskaber" til hun blir blå i hovedet. I am the change; min egen fastfrosne positur. The angriest dog in the world frosset i evig raseri, en positur af handling, af på-vej-til-at-gøre-noget, et leap på vej til forandring, men komplet redundant. Jeg er revolutionen.

Wednesday, April 12, 2017
















Jeg vil våkne opp med min generasjon, jeg vil ikke kalles nostalgisk, jeg vil se på verden, kaldt og klart. Mere her + her + her + her. Sledgehammer as fashion accessoire.

Monday, April 10, 2017



A nervous breakdown stretched out over your entire life so it’s always thin and never gets too intense. Jacob Wren‏ @EverySongIveEve
Hvorfor skulle jeg ønske mig at gå på "en nostalgisk aften"? For nyligt var der et arrangement i København som fejrede Glasgows musikscene i 90'erne. Arrangørene brugte ordet "nostalgisk" hele to gange i den korte præsentation af arrangementet. "Nostalgisk" er desværre intet plusord i min bog, men jeg er lykkelig over den rigdom jeg føler mig i besiddelse af efter at have levet gennem fire årtier intenst interesseret i kulturelle udtryk. Dette er en strøm som lever i mig, det er dannelse, kulturel hukommelse. Hvad mente jeg med nyordet "sanseminnegrunn" som poppede op i anmeldelsen af Mark Fisher? Kultur er levende i os, og der findes naturligvis en generationsbetinget resonans af en slags. Dette er en livsnerve, det er integritet, det er ingen slimet substans som jeg skal skamme mig over fordi der opstår nye trends blandt unge mennesker. Godt, her er min tekst om Depeche Modes nye plade Spirit. Enjoy, den er twee as f***!

Sunday, April 09, 2017

Refererer til dette interview med Dave Gahan i Musikkmagasinet mandag. Ekstremt twee tekst om Depeche Mode, som blev endnu mere twee i Olavs oversættelse. En anden skjult inspirationskilde er Knut Schreiners tekst om EDM vs. Øya publiceret på NRKs netside sidste år. Dårlige tekster kan faktisk virke inspirerende, ekstremt dårlige tekster nærmest lyser med en sådan grøn, radioaktiv stråleglans. Spørgsmålet er: Hvornår har man komplet mistet sit hoved i forhold til fremskridtstanken? God twee påske.

Saturday, April 08, 2017

Man kan læse min tekst til Forfatternes klimaaksjon her. Uddrag af tekster som refereres til af Juliana Spahr her og Cheena Marie Lo her. Rob Sean Wilsons essays ligger her.

Friday, April 07, 2017

OMG! Hele biblioteket fylles av fanziner, tidsskrifter og småforlag, samtaler, opplesninger, performancer og konserter. Oslo den 29. april. Mere her.

Thursday, April 06, 2017



Det er værd at stille spørgsmålstegn ved,« siger Audun Lindholm. »Hvorfor har norske litterater så ofte afgrænset ”litteratur” fra ”journalistik” ved simpelthen at bruge det sidstnævnte ord om mindre agtværdige skriftstykker? Er der historisk hold i en så rigid afgrænsning mellem brugslitteratur og skønlitteratur? I dag er megen skønlitteratur på vej over i ”virkelighedslitteratur”, samtidig med at en del journalistik er bedre skrevet end det meste, som markedsføres som fiktion, tænk fx på Svetlana Aleksijevitj

Vældig skarpe Atlas Magasin om Vagant her. Mere her.
Happy 100 yrs birthday to surrealist writer and painter Leonora Carrington! Collected texts are being published by Silver Press in England and The Dorothy Project in America. A text by me is on it's way to Vagant soon. Much credit to Norwegian artist Anne Kjersti Bjørn and her short animated film "Ung, vakker og begavet" (2000) about the surrealist women that drew my attention to Carrington's work. She's mine. Don't touch, but do read.

Wednesday, April 05, 2017

Nogle broer vil du gå over uden at tøve, andre not so much. Dette føles imidlertid som en holdbar bro. Salon 55 skriver: "Traditionen for essayistisk kritik er ved at dø i Danmark. Ved at forene kræfterne med Vagant puster vi liv i gløderne." F*** the dark enlightenment.

Tuesday, April 04, 2017

Jimmy Carter on "the crisis of the American spirit" 1979. Mere her + her + her.

Wednesday, March 29, 2017

Hvem skal tage ansvar for denne postmoderne affaldsinstallation midt i Stillehavet? The Great Pacific Garbage Patch er et kollaborativt værk, en planetær kræftknude, skabt af alle landene rundt om Pacific Rim. På mange måder er det en traumatiseret version af det poetiske møde i The Abyss. Det er Stillehavet som møder os ved at imitere vores ansigt. Det kender os som plastikproducenter, plastik er ansigtet vi har vist frem, og plastik er hvad havet nu viser os tilbage. Vores misbrugte datter viser stolt sit plastikaffaldsansigt frem. Stor lykke, hun ligner sine misbrugende forældre.

Skriver til Forfatternes Klimaaksjon og har mine KHiO-studenter til eksamen denne uge.

Tuesday, March 28, 2017

Vi må tage vare på de sprogvirusramte. Selv virkelighedslitteraturarkitekter er alvorligt ramt, og træder op på talerstolene landet rundt for at fremføre sine angstvisioner som vi skal applaudere som "virkelighed" og "sandhed." Situationen er alvorlig. Gennem vores applaus smittes vi. Vi bekræfter angstvisionerne. En modgift må findes, og det haster. I hjertet af alle fællesskaber træder sprogvirusramte op på talerstolene og fremfører sine angsttaler. Vi må tage vare på de smittede, og samtidig sørge for ikke at blive smittet selv. Angstvisioner splitter fællesskaber, og bør ikke applauderes som virkelighedsgengivelse.

Wednesday, March 22, 2017



En version af teksten om Kleenex/LiLiPUT med musikeksempler! Avisens version.

Sunday, March 19, 2017

Når man skal ud og rejse pakker man sin lille rejsetaske. Når jeg skal skrive en tekst pakker jeg også en taske, og er netop nu ved at pakke en tekstbag om klimaforandringer, plus generelle bevidsthedsforandringer. Der er noget materiale om The Pacific indtil videre, men også lidt om musik og forandring. De to eksempler jeg har pakket er Neil Young "Change Your Mind," primært på grund af den langstrakte sangstruktur som falder i søvn i midten, og Youth of Today "Make A Change" ... andre sange jeg burde pakke? Sporer denne slags forbindelser. James Brown-poetik: "bridge" og "bag" lol.

Saturday, March 18, 2017

Om aftenen 2. maj bliver der Mark Fisher-læsecirkel i Bergen. Mere info følger. Her + her.

Friday, March 17, 2017

Depeche Mode var der absolut konsensus om i det forstadskvarter til København hvor jeg voksede op. Musikken gik ret i vores blod, det blev til sange om vores liv, identifikationen var total, eller sådan husker jeg det. Måske Basildon ligner Ballerup, jeg tror det. Først var "Just Can't Get Enough" den sang som fyldte dansegulvet maksimalt. Hver gang, hver fest.

De første to kassettebånd jeg købte var Yazoo Upstairs At Eric's og Depeche Mode A Broken Frame, her er de stadig glade i teenpop, men skiftet er gradvist på vej (exit Vince Clarke). Arbejdere på omslagene; seglet på A Broken Frame og hammeren på Construction Time Again. Jeg husker godt de typer som Guardian omtaler i sin anmeldelse, de som heilede på ungdomsklubben, de med hitlerhår og ridebukser, og de er stadig derude. Scum på et alt for højt niveau, med et alt for stort publikum.

De bands som kom ud af postpunken og blev stadionrockere, fx Simple Minds og U2, gjorde stadion til optimismens og troens rockkirke. Begge bands havde et tåget, romantisk syn på Amerika. Ikke ukritisk, men håbefuldt; amerikamytologier svømmer rundt i deres sange fra den tid. Begge bands blev formet i de sene 70'ere, Depeche Mode i 1980. At lytte til Spirit nu, de barske krisetekster, og tænke på at de skal synge sange som "Fail" på stadionkoncerter verden rundt ... harsh, very harsh.

Tuesday, March 14, 2017



It has begun. It's here. It has started. It is growing. Freelance swag. The rebellion is here.

Saturday, March 04, 2017

Om Mark Fishers The Weird and Eerie i Bokmagasinet idag og her. Skriver samme sted om Kate Zambrenos Book of Mutter og Jenny Tunedals Rosor skador, teksten findes også her. Det burde nok have fremgået tydligere at Book of Mutter udkommer i Semiotext(e)s serie Native Agents, redigeret af Chris Kraus og Hedi El Kholti. Der er iøvrigt en lidt mere munter tekst i Musikkmagasinet på mandag, om det schweiziske punkband Kleenex/LiLiPUT. Hilsen fra Sidi Ifni, som min guidebog kalder en "eerie outpost." Pics fra Tafraout her.

Tuesday, February 28, 2017



En ny bog i Ariel Litterär Kritik-serien, mere info her og om udgivelsen her, en lidt rambling omtale. Tua Forsström er iøvrigt Hamar-aktuel. Cia Rinne her + her.
Det blir et helt sindssvagt spooky Bokmagasinet på lørdag. Det er jo karnevalstid, som en redaktør formulerede det. Jeg har to tekster på tryk, om Fishers weird and eerie og en anden tekst om døde og demente mødre. Enjoy. Her er iøvrigt min tekst fra fine Norsk Kunstårbok 2016. Check også interviewet med Franco "Bifo" Berardi samme sted.

Monday, February 27, 2017



Right here in this souvenir shop in Venice Beach is where it all began. Soon we were flying thought the air at Griffith Observatory. What's the meaning of this? Poor Harry, I guess.

Wednesday, February 22, 2017



You don't have to be weird to be wired. You don't have to be strange to be strange. Godt, har skrevet om Mark Fishers The Weird and the Eerie, mens NASA snubler over et brand new and sparkling planetsystem ved navn Trappist-1. Store forventninger nu.
But for Mark this wasn’t some kind of intellectual game: he used to say, I can’t help it: I can only think through popular culture. He always said he learned about theoretical writing not from school but from reading record reviews in the NME. And that’s how he worked, faithful to the peculiar collection of cultural touchstones —TV shows, books, comics, films, music — that he’d grown up with, continued to seek out and discover, and which he inhabited as his true homeland, into which theory was shipped only to be reprocessed and exported in new, synthetic forms. Pulp philosophy. In this sense, it could be said that Mark transformed the traditional working-class virtue of ‘knowing your place’ into an adamant, defiant methodology. Flere gode tekster om Mark Fisher her + her.

Tuesday, February 21, 2017

Måske kommer jeg gående på gaden en dag. Måske er det i urolige tider. Måske brænder biler omkring mig, måske er jeg sulten og bange. Alle butikker er lukkede, beskyttet af metalporte som kan rulles op og ned. Lyden af en sådan metalport vækker minder fra en ferie sydpå; vi er sultne en morgen, vi længes efter nybagt brød, og endelig hører vi metalporten foran bagerbutikken blive rullet op. I urolige tider er der intet nybagt brød. I stedet improviserer vi en plan med vores naboer, med en motorsav skærer vi hul i metalporten. Økonomien er brudt sammen, og vi må hjælpe os selv til mad og værdisager som kan byttes. I Bergen fik jeg set et par udstillinger à la speed date, her + her.

Tuesday, February 14, 2017

Vi taler om Chris Kraus i Oslo. Please join our cult. I august kan forfatteren træffes i Moss. Mine to Dick-tekster fra 2012 findes her og her. Min oprindelige Dick-inspiration var denne tekst af Elizabeth Gumport. Læs om en af Kraus' inspirationskilder New Narrative her.

Thursday, February 09, 2017



Sådan så det ud i Bergen igår morges da jeg hilste på Amalie Skram på vej til Skrivekunstakademiet. Meget glædeligt at være tilbage her, selve grunden til at jeg blev norsk (cross over & no return) i 1999 hvor jeg var elev her. På to dage snakkede vi om essayets muligheder og så på forskellige tekster, blandt andet Geir Gulliksen om Virkelighet (1996), Tom Egil Hverven om familien (1998), Morten Strøksnes vs. Arne Melberg om essayet, Camilla Collett og Sophie Elise om stemme og muligheder for ytring gennem tiderne, Mark Fishers og Chris Kraus' hybride skrivepraksis og Chris Markers filmessays.

Sunday, February 05, 2017



Workspace Stilleben with mixed tulips on foggy day.

Saturday, February 04, 2017

I 2004 krydsede poesien grænserne, nu krydser poesien også grænserne, men det sker i større grad koordineret med økonomiske koncepter. Norske og danske kritikere (fx Thomas Bredsdorff) er allerede igang med at kreditere Knausgård for Den nye skandinavisme. Det er meget godt, men hav i det mindste oplysningsvilje nok til at kalde det anden bølge. Hvordan sælge i en tid hvor ingen kan huske hvad som skete for to år siden? Det er en strålende sindstilstand for folket at være i, for DET NYE kan introduceres igen og igen. Ingen husker at det samme blev solgt i en anden indpakning for få år siden. Vidar Kvalshaug er heller ikke optaget af at kontekstualisere eller gøre læserne klogere, han synger blot den glade genihyldest. Det er interessant hvad Pelikanen og Gladiator er igang med, men på Johannes Riis lyder det som et spørgsmål om dovenskab, hvem gider oversætte?

Friday, February 03, 2017

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set 1951-versionen af A Streetcar Named Desire. Måske jeg endelig har slidt den op. Det er for hårdt at se de to symbolske voldtægter af Blanche som efterlader hende vanvittig, indtil hun føres væk. Hun dømmes for at søge trøst hos "strangers" ... Mitch kalder hende hore, hun er ikke "ren" nok til at gifte sig med, men både Stanley og Mitch kan overskride hendes grænser, noget som specielt Stanley finder morsomt, en slags sport. Havde han egentlig regnet med at han kunne klasseklatre via Stella og få fingre i Belle Reve? Han med hans klassebetingende mindreværdskompleks. "Ægte" amerikaner er han heller ikke: Polak. Intet af det giver ham imidlertid ret til at rive Blanche i tusind stykker og spolere hendes fremtid bare fordi han ægrer sig over at hans pengespekulationer går i vasken. Eneste trøst er at Vivien Leigh fik en Oscar, ikke Brando.

Wednesday, February 01, 2017



Home Cooking Against Capitalism presents today: Yummy Yellow Onion Pie.
Litteratur på Blå inviterer til Dick-konversation på den ideelle dato 14. februar.

Tuesday, January 31, 2017

Herr Lindgren har arbejdet superhårdt på at anmelde Sæterbakken-antologien, se her.
nogle gange må vi stoppe
med at græde ned i vores smoothies
for at kunne organisere os
i hverdagens slid
jeg føler mig efterhånden
som intet andet end en prop
en digitaliseret kopi der er indsat
for at forhindre at mit fravær
vækker opsigt blandt naboerne

Fra Caspar Eric: Avatar, som handler om selvmord. Kom til at tænke på Raveonettes-pladen fra 2009, som har helt syge, sukkersøde tekster om voldtægt, overdoser og selvmord blandt andet. Poeten modtog i 2016 Michael Strunge-prisen, men var ikke født endnu da han døde, noget som mærkede min generation. Trist at især mænd vælger denne dårlige løsning, genlæs Mark Fishers artikler her + her

Monday, January 30, 2017

Det stille kollaps i dansk offentlighed fortsætter. Kritik og nu Modkraft. Er det for meget at forvente at nogle repræsentanter for Generation Etik har nogle tanker? Lurer på om etik hænger sammen med politik og hvilken politik der er tale om. Her er iøvrigt et resultat af "den nye skandinavisme" som næppe sprang som en mælkehvid vædske ud af Knausgårds pandebrask. Hurra for Fria seminariet i litterär kritik. Free at last.

Sunday, January 29, 2017



Der var flere fine anmeldelser da En punkbønn kom ud i oktober 2015. Mit primære håb var imidlertid at bogen skulle have konsekvenser for sociale netværk på tværs af grænser. Nytårsaften kom Zhenia (en karakter i bogen) og hans familie til Berlin, og hans datter mødte berlinske venners børn. De havde intet sprog til fælles, men de kunne spille skak. Dette er En punkbønns bedste anmeldelse; bogprojektet skabte fællesskaber på tværs af grænser, dette er bogens effekt. Et meget lille strikketøj i verden, men det har betydning, langt udover Bogen som interessant objekt og mig som interessant Forfatter. En punkbønn indeholder et par nærlæsninger af Olga Ravn og Chris Kraus, begge kommer på norsk nu.


Zineproduktion på situationistsymposium i Oslo. Vi overværede blandt andet et sceneinterview med Jacqueline de Jong, som også interviewes her. Hun var også i København i 2007 da Ungdomshuset på Jagtvej blev revet ned udenfor vinduerne.

Tuesday, January 24, 2017

Hvorfor gør Trump så fysisk ondt? Jo, den amerikanske præsident er en del af mit nervesystem, han er en komplet internaliseret størrelse, og jeg er vant til, at han anstrenger sig for at fremstå som god. Fremstår han som god, er jeg tryg, for jeg har for travlt til at deepgoogle Barack Obamas reelle indsats, hvor mange dronebomber som ramte uskyldige civile i hans tid, men jeg elsker hans velartikulerede taler og hans troværdige gestik. Min tekst om Adam Curtis: HyperNormalisation på Vagant-bloggen her.

Monday, January 23, 2017

If you didn't know, der ligger mange timers optagelser fra Audiatur-festivalen i Bergen her.

Sunday, January 22, 2017

Nogle af de argumenter jeg ville have brugt mod de som sætter deres lid til "den affektive vending" som et nyt repoliticerende greb i litteraturen findes i denne artikel. Blandt andet har jeg slidt med at forstå hvad Merete Røsvik Granlund mener i sit Vinduet-essay #4/16. Her læser hun blant andet min anmeldelse af Beate Grimsrud og mener vist at det har politisk sprængkraft at hælde negative følelser ud, dette løsrevet af kontekst og samfund. Der refereres iøvrigt til to svært forskelligartede tænkere, Sianne Ngai og Martha Nussbaum. Hvis man sætter sin lid til et litterært greb og kalder det politisk potent bør der være en samtidsanalyse som holder vand: Hvordan skal "den affektive vending" virke under den affektive neoliberalisme som har destrueret idéen om et samfund, revet alle bånd over og formet os til solipsistiske individualister optaget af self-expression?

Saturday, January 21, 2017



Women's March i København idag. Man melder om cirka 5000 deltagere against Trumpism. Indtil videre begrænset mediedækning af demonstrationen, men lidt her.

Friday, January 20, 2017

I de sene 90'ere var Mark Fisher tilknyttet Cybernetic Culture Research Unit i London under ledelse af Sadie Plant og Nick Land. Her foregik der ganske vild tænkning som David Stubbs og Simon Reynolds er inde på i deres nekrologer over Fisher her og her. Nick Land har stadig et opmærksomt publikum, blandt andet drog the late Peter Amdam på fisketur i disse teoretiske landskaber. Både Fisher og Adam Curtis er interessante tænkere, jeg ved ikke hvad de havde til fælles andet end at Fisher skrev en tekst til Curtis' forsvar.

Jeg brugte Curtis og hans film HyperNormalisation (2016) i undervisningen på Nordland Kunst- og Filmfagskole. Curtis taler i flere interviews fra december om den store idé, og forholder sig kritisk til Occupy-bevægelsens eksperimentelle gøren-demokrati, dette er ifølge ham bare management. Problemet med at implementere store idéer i folket er med hvilke virkemidler, og svaret ender altid med vold i en eller anden form. Vold virker, og ligeså propaganda. Stærke signaler som forudsætter at tilskueren ikke kan tænke selv.

Når Curtis ser ud over Zucotti Park ser han ingenting, han ser på aktivisterne med cool detachment og længes efter en stor idé. Men den største idé som ramte New York førte til Worlds Trade Centers fald. Muligvis synes Curtis ikke at Bourriaud og Butler har store idéer, men det håber jeg at han forstår at Mahatma Gandhi havde. Det er ikke alle som mediterer eller bruger nettet som er fluffy individualister. Curtis ser kun ydre handlinger, og deler os ind i passive (boo!) og aktive (hooray!). Mere på Vagant-bloggen snart.

Sunday, January 15, 2017

Triste nyheder ramte os igår. Den britiske forfatter, teoretiker, blogger og kulturkritiker Mark Fisher er død. Han skrev brilliant om musik, film, politik og ikke mindst politisk depression i bøger som Capitalist Realism: Is There No Alternative? (2009) og Ghosts of My Life. Writings on Depression, Hauntology and Lost Futures (2014), begge på Zer0 Books. En stor inspiration, blandt andet i denne tekst. Læs hans bøger. Læs ham her og her og her.

Saturday, January 14, 2017

Min anmeldelse af Asger Jorn: Estetikkens ekstreme fenomenologi kan læses her. Hvis du er i Oslo er der et sandt Asger Jorn-boom igang med udstillinger her + her. I udvalget findes blandt andet hele Jorns Held Og Hasard. Dolk Og Guitar fra 1952, og der var noget med den titel ... Dagger & Guitar hed Sort Sols debut fra 1983, der er vel en forbindelse? Bandet talte på det tidspunkt også kunstmaleren Knud Odde, I think we're on to something. Jorns begreb om vandalisme har selvsagt en direkte telefonlinje til dansk postpunk. Lydia Lunch er med på flere sange på Dagger & Guitar, blandt andet denne.

Tuesday, January 10, 2017

Elsa Gress har skrevet et fint essay om Asger Jorn som "filosof" publiceret i essaysamlingen Blykuglen (1984) ... anførselstegn fordi han ingen fagfilosof var, snarere en autodidakt og komplet grænseoverskridende filosofisk vildmand. Tydeligvis en vakker relation, hvis man ser bort fra deres kønspolitiske stridigheder. Selv traf jeg den skrivende Jorn i denne sublime Henri Michaux-tekstsamling engang i 90s. Mere Jorn her. Jeg er sikker på at jeg har set et foto af Jorn som hælder blæk fra stor højde på sit og Debords collageværk Fin de Copenhague et sted. Her er Fin de Copenhague. Fra Elsa Gress' essay:





Et typisk kjenslemonster er "Le canard inquiétant" af Asger Jorn fra 1959. Ikke del af den danske kulturkanon fra 2005, men det er derimod "Stalingrad" fra 1972. Den urovækkende and står i stærk modsætning til værdikanonen fra 2016, eftersom den er udpræget U-hyggelig. Et andet kjenslemonster her. Hvilket cute monster er du?

Monday, January 09, 2017

Det tog noget tid før jeg fandt frem til Wham! Greatest Hits. Liker stadig bedst det allerførste, inspireret af Grandmaster Flash og Northern Soul, denne del virker mest direkte politisk, før det blir ren Motown-inspireret festmusik, men eskapisme er også en slags politisk position, da. Vi kunne Wham Rap udenad once upon a time, denne ekstremt frække kommentar til det britiske bistandssystem. Det er nemt at forstå at en introvert, melankolsk vending følger som nødvendigvis vil gøre George Michael til soloartist sooner or later. Nerver omkring at stå frem som gay popstjerne og tabet af hans kæreste til AIDS. Mødte han nogensinde Billy MacKenzie i de tidlige år, lurer jeg på.
Folk, autentiske mennesker, har skrevet og spurgt hvor teksten om jeg-kapitalismen kan læses. Den findes ikke. Det var et oplæg på Forfatterskolen sidst i 2016 som ikke (endnu) er blevet til en tekst. Ellers læser jeg en norsk oversættelse af udvalgte Asger Jorn-tekster og ser Adam Curtis-dokumentarer, fx denne og denne.

Tuesday, January 03, 2017



Mostly boyish books 4 Nordland Kunst- og Filmfagskole plus Adam Curtis og Bodil Furu.