Monday, April 24, 2017



Maskespil og Venedig er jo sammenkoblede størrelser. På Peggy Guggenheim Collection hænger Max Ernsts maleri Attirement of the Bride fra 1940, et af flere hvor Max, Leonora og Peggy leger maskespil. Fuglen er Max, uglen tænkte jeg er Peggy og den ekskluderede kvindefigur Leonora, andre tolkninger eksisterer imidlertid. I et andet maleri, The Antipope fra 1941, bliver det endnu mere kompliceret. Her gætter jeg på at figurene cirka har samme farvekoder, altså er den ekskluderede hestefigur Peggy og Leonora svæver grønt over Max som er en sort hest. Tænker at Leonora antager en sværmidentitet bestående af mindst to figurer. Jeg ved ikke, ring Max Ernst someone.
Her er en dokumentar fra det helt almindelige hverdagsliv i Venedig. Det eneste som faktisk mangler er afrikanerne som sælger falske guccibags. Flere pics her.

Friday, April 21, 2017

Amplify! Vældig god tekst af Serup: Hvad er et tidsskrift og hvorfor er det vigtigt? Jeg grubler og grubler! Seriøst? Hvad er et tidsskrift og hvorfor er det vigtigt?



The unicorn warrior bots will rise!

Det er vigtigt at læse hvad Jeppe Brixvold, rektor på Forfatterskolen, skriver her. Han kommer med nogle korrektioner angående en aktuel debat som pågår i Danmark nu, men han skriver også til slut om de feudale strukturer på Facebook, hvor ordskiftet og affekterne raser. Bare for kort tid siden (de norske kulturaviser gav hurtigt et småforlag som Gasspedal og vores generationsfæller mikrofonen i de tidlige 00'er) virkede det som om at tekster og koncepter som var værd at diskutere, blev diskuteret. Stemmer blev forstærket, kom frem. Var det vigtigt så kom det frem, var litteraturen god så fik den opdrift, men sådan er det imidlertid ikke længere. Opmærksomhed suges ud af vores hjerner non-stop, og sendes i konsumorienterede post truth-retninger.

Derfor må vi skærpe vores ører, vi må skabe en warrior bot army og forstærke det som ties ihjel, de spinkle institutioner som kommer ud af en bestemt historisk tradition, de som politikerne idag siger "øh, digitalisering" til og satser på at dødsforklare med ekspresfart uden at offentligheden løfter et øjenbryn. Kritik og Kvinfo, blandt andet. Avantgarden må blive aktivistisk traditionsbevarende. Amplify! Amplify! Lik og del. Gå på litterære arrangementer som om du går på en demonstration. Disse rum må forblive varme, vi må give dem vores kropslige varme nu, vores fysiske nærvær.

Min udsagnsposition er relativt kompleks, jeg er danskfødt og bor i Danmark nu og bruger megen energi på at bevare min tilegnede norske identitet; jeg retter mine parabolantenner mod den norske offentlighed, hvor jeg primært arbejder og føler at jeg hører til. Min arbejdsidentitet er norsk, derfor kommer jeg skævt ind på alle tilgængelige nationale identiteter og ligeså kunstscener med deres koder. Dette må imidlertid defineres som en styrke, at ikke helt høre til bør gøre os bedre i stand til at se. Disse flydende bevægelser over grænser ligner luxus, men jeg er ikke her for at falde i søvn på en plydspude, jeg er her for at give min fulde opmærksomhed i de tekster jeg skriver, som er en kritikerpraksis: Kritikeren er serial attention giver. Så tilgiv mig det følgende, men jeg er ofte i tvivl om hvad feminismerne bidrager med i disse tider.

Feminismerne har antitetisk potentiale, der er en sort kerne af raseri, en god heksekraft, men jeg har svært ved at forstå en feminisme som ligner en positionskamp til bestemte individers ære. Feminismerne bringer os sammen, de splitter os ikke ad. Vores brødrer lider, derfor kommer den protofeministiske musik jeg lytter til nu i mindre grad fra en antitetisk tradition (riot grrrl, selvom jeg har lagt vægt på bevægelsens twee kvaliteter), men er emotionelle mænd, Mount Eerie og Pallbearer, what you want, Caspar Erics emoband. Vi kan ikke stå og se på en queerdemonstration idag og sige at "det er godt de gør sig selv synlige, de der homoseksuelle derovre." Queerdemonstrationer må få maksimal folkelig opslutning for det er den angstfyldte, murbyggende mandsfigur som er protofascismens.

For at vende tilbage til udganspunktet, det er klart at Forfatterskolen har været en stejl klippe at klatre op ad, stejl modernisme, stejle kvalitetsbegreber som fik eleverne til at græde. Men nu hvor skriveskoler popper op overalt som del af kommercielle forlag og kreativ by-tankegang, som i sin grundvold er kapitalistisk, må vi gå og varme Forfatterskolens lokaler. Der kan ikke være noget feministisk argument som tilsiger at Forfatterskolen ikke er et rum for dig. Forfatterskolen er blevet din queer onkel som har brug for hjemmehjælp.

At føle mindreværd i forhold til Forfatterskolen, Vagant, hvad som helst, at føle at man er for lille til at nå op, det nytter ikke nu; disse skibe kan bordes, disse skibe driver omkring på havet og overlever kun som koncepter hvis vi deltager med alle vores stemmer. Alle skogens fugle. Det er performativt demokrati, og vi lægger vores kroppe, vores kropsvarme, til en tradition som ikke kan digitaliseres bort, som ikke kan støjes bort af kapitalismens netbotter, og som ikke kan støjes bort i vores distraherede hjerner. Amplify! Amplify! Show up! The unicorn warrior bots will rise.

Friday, April 14, 2017

Information om Mark Fisher-læsecirklen i Bergen 2. maj her + her. Mere her. Velkommen.

Thursday, April 13, 2017

Ikke så glad for disse dage. Her er stille. Jeg protesterer mod familien som koncept, så min livsstil er vel resultat af det. And who cares, her sidder jeg og protesterer. Vi kommer ikke til at organisere livet anderledes, vi kommer ikke til at forandre vores vaner, uanset om jorden går under er vi ikke i stand til det. Og min protest forårsager bare min egen endeløst fastfrosne tilstand. Mine tekster blir sødere og sødere, synes jeg. Jeg kan se det lille søde væsen der sidder der og protesterer og snakker spastisk om "andre fællesskaber" til hun blir blå i hovedet. I am the change; min egen fastfrosne positur. The angriest dog in the world frosset i evig raseri, en positur af handling, af på-vej-til-at-gøre-noget, et leap på vej til forandring, men komplet redundant. Jeg er revolutionen.

Wednesday, April 12, 2017
















Jeg vil våkne opp med min generasjon, jeg vil ikke kalles nostalgisk, jeg vil se på verden, kaldt og klart. Mere her + her + her + her. Sledgehammer as fashion accessoire.

Monday, April 10, 2017



A nervous breakdown stretched out over your entire life so it’s always thin and never gets too intense. Jacob Wren‏ @EverySongIveEve
Hvorfor skulle jeg ønske mig at gå på "en nostalgisk aften"? For nyligt var der et arrangement i København som fejrede Glasgows musikscene i 90'erne. Arrangørene brugte ordet "nostalgisk" hele to gange i den korte præsentation af arrangementet. "Nostalgisk" er desværre intet plusord i min bog, men jeg er lykkelig over den rigdom jeg føler mig i besiddelse af efter at have levet gennem fire årtier intenst interesseret i kulturelle udtryk. Dette er en strøm som lever i mig, det er dannelse, kulturel hukommelse. Hvad mente jeg med nyordet "sanseminnegrunn" som poppede op i anmeldelsen af Mark Fisher? Kultur er levende i os, og der findes naturligvis en generationsbetinget resonans af en slags. Dette er en livsnerve, det er integritet, det er ingen slimet substans som jeg skal skamme mig over fordi der opstår nye trends blandt unge mennesker. Godt, her er min tekst om Depeche Modes nye plade Spirit. Enjoy, den er twee as f***!

Sunday, April 09, 2017

Refererer til dette interview med Dave Gahan i Musikkmagasinet mandag. Ekstremt twee tekst om Depeche Mode, som blev endnu mere twee i Olavs oversættelse. En anden skjult inspirationskilde er Knut Schreiners tekst om EDM vs. Øya publiceret på NRKs netside sidste år. Dårlige tekster kan faktisk virke inspirerende, ekstremt dårlige tekster nærmest lyser med en sådan grøn, radioaktiv stråleglans. Spørgsmålet er: Hvornår har man komplet mistet sit hoved i forhold til fremskridtstanken? God twee påske.

Saturday, April 08, 2017

Man kan læse min tekst til Forfatternes klimaaksjon her. Uddrag af tekster som refereres til af Juliana Spahr her og Cheena Marie Lo her. Rob Sean Wilsons essays ligger her.

Friday, April 07, 2017

OMG! Hele biblioteket fylles av fanziner, tidsskrifter og småforlag, samtaler, opplesninger, performancer og konserter. Oslo den 29. april. Mere her.

Thursday, April 06, 2017



Det er værd at stille spørgsmålstegn ved,« siger Audun Lindholm. »Hvorfor har norske litterater så ofte afgrænset ”litteratur” fra ”journalistik” ved simpelthen at bruge det sidstnævnte ord om mindre agtværdige skriftstykker? Er der historisk hold i en så rigid afgrænsning mellem brugslitteratur og skønlitteratur? I dag er megen skønlitteratur på vej over i ”virkelighedslitteratur”, samtidig med at en del journalistik er bedre skrevet end det meste, som markedsføres som fiktion, tænk fx på Svetlana Aleksijevitj

Vældig skarpe Atlas Magasin om Vagant her. Mere her.
Happy 100 yrs birthday to surrealist writer and painter Leonora Carrington! Collected texts are being published by Silver Press in England and The Dorothy Project in America. A text by me is on it's way to Vagant around Easter. Much credit to Norwegian artist Anne Kjersti Bjørn and her short animated film "Ung, vakker og begavet" (2000) about the surrealist women that drew my attention to Carrington's work. She's mine. Don't touch, but do read.

Wednesday, April 05, 2017

Nogle broer vil du gå over uden at tøve, andre not so much. Dette føles imidlertid som en holdbar bro. Salon 55 skriver: "Traditionen for essayistisk kritik er ved at dø i Danmark. Ved at forene kræfterne med Vagant puster vi liv i gløderne." F*** the dark enlightenment.

Tuesday, April 04, 2017

Jimmy Carter on "the crisis of the American spirit" 1979. Mere her + her + her.

Wednesday, March 29, 2017

Hvem skal tage ansvar for denne postmoderne affaldsinstallation midt i Stillehavet? The Great Pacific Garbage Patch er et kollaborativt værk, en planetær kræftknude, skabt af alle landene rundt om Pacific Rim. På mange måder er det en traumatiseret version af det poetiske møde i The Abyss. Det er Stillehavet som møder os ved at imitere vores ansigt. Det kender os som plastikproducenter, plastik er ansigtet vi har vist frem, og plastik er hvad havet nu viser os tilbage. Vores misbrugte datter viser stolt sit plastikaffaldsansigt frem. Stor lykke, hun ligner sine misbrugende forældre.

Skriver til Forfatternes Klimaaksjon og har mine KHiO-studenter til eksamen denne uge.

Tuesday, March 28, 2017

Vi må tage vare på de sprogvirusramte. Selv virkelighedslitteraturarkitekter er alvorligt ramt, og træder op på talerstolene landet rundt for at fremføre sine angstvisioner som vi skal applaudere som "virkelighed" og "sandhed." Situationen er alvorlig. Gennem vores applaus smittes vi. Vi bekræfter angstvisionerne. En modgift må findes, og det haster. I hjertet af alle fællesskaber træder sprogvirusramte op på talerstolene og fremfører sine angsttaler. Vi må tage vare på de smittede, og samtidig sørge for ikke at blive smittet selv. Angstvisioner splitter fællesskaber, og bør ikke applauderes som virkelighedsgengivelse.

Wednesday, March 22, 2017



En version af teksten om Kleenex/LiLiPUT med musikeksempler! Avisens version.

Sunday, March 19, 2017

Når man skal ud og rejse pakker man sin lille rejsetaske. Når jeg skal skrive en tekst pakker jeg også en taske, og er netop nu ved at pakke en tekstbag om klimaforandringer, plus generelle bevidsthedsforandringer. Der er noget materiale om The Pacific indtil videre, men også lidt om musik og forandring. De to eksempler jeg har pakket er Neil Young "Change Your Mind," primært på grund af den langstrakte sangstruktur som falder i søvn i midten, og Youth of Today "Make A Change" ... andre sange jeg burde pakke? Sporer denne slags forbindelser. James Brown-poetik: "bridge" og "bag" lol.

Saturday, March 18, 2017

Om aftenen 2. maj bliver der Mark Fisher-læsecirkel i Bergen. Mere info følger. Her + her.

Friday, March 17, 2017

Depeche Mode var der absolut konsensus om i det forstadskvarter til København hvor jeg voksede op. Musikken gik ret i vores blod, det blev til sange om vores liv, identifikationen var total, eller sådan husker jeg det. Måske Basildon ligner Ballerup, jeg tror det. Først var "Just Can't Get Enough" den sang som fyldte dansegulvet maksimalt. Hver gang, hver fest.

De første to kassettebånd jeg købte var Yazoo Upstairs At Eric's og Depeche Mode A Broken Frame, her er de stadig glade i teenpop, men skiftet er gradvist på vej (exit Vince Clarke). Arbejdere på omslagene; seglet på A Broken Frame og hammeren på Construction Time Again. Jeg husker godt de typer som Guardian omtaler i sin anmeldelse, de som heilede på ungdomsklubben, de med hitlerhår og ridebukser, og de er stadig derude. Scum på et alt for højt niveau, med et alt for stort publikum.

De bands som kom ud af postpunken og blev stadionrockere, fx Simple Minds og U2, gjorde stadion til optimismens og troens rockkirke. Begge bands havde et tåget, romantisk syn på Amerika. Ikke ukritisk, men håbefuldt; amerikamytologier svømmer rundt i deres sange fra den tid. Begge bands blev formet i de sene 70'ere, Depeche Mode i 1980. At lytte til Spirit nu, de barske krisetekster, og tænke på at de skal synge sange som "Fail" på stadionkoncerter verden rundt ... harsh, very harsh.

Tuesday, March 14, 2017



It has begun. It's here. It has started. It is growing. Freelance swag. The rebellion is here.

Saturday, March 04, 2017

Om Mark Fishers The Weird and Eerie i Bokmagasinet idag og her. Skriver samme sted om Kate Zambrenos Book of Mutter og Jenny Tunedals Rosor skador, teksten findes også her. Det burde nok have fremgået tydligere at Book of Mutter udkommer i Semiotext(e)s serie Native Agents, redigeret af Chris Kraus og Hedi El Kholti. Der er iøvrigt en lidt mere munter tekst i Musikkmagasinet på mandag, om det schweiziske punkband Kleenex/LiLiPUT. Hilsen fra Sidi Ifni, som min guidebog kalder en "eerie outpost." Pics fra Tafraout her.

Tuesday, February 28, 2017



En ny bog i Ariel Litterär Kritik-serien, mere info her og om udgivelsen her, en lidt rambling omtale. Tua Forsström er iøvrigt Hamar-aktuel. Cia Rinne her + her.
Det blir et helt sindssvagt spooky Bokmagasinet på lørdag. Det er jo karnevalstid, som en redaktør formulerede det. Jeg har to tekster på tryk, om Fishers weird and eerie og en anden tekst om døde og demente mødre. Enjoy. Her er iøvrigt min tekst fra fine Norsk Kunstårbok 2016. Check også interviewet med Franco "Bifo" Berardi samme sted.

Monday, February 27, 2017



Right here in this souvenir shop in Venice Beach is where it all began. Soon we were flying thought the air at Griffith Observatory. What's the meaning of this? Poor Harry, I guess.

Wednesday, February 22, 2017



You don't have to be weird to be wired. You don't have to be strange to be strange. Godt, har skrevet om Mark Fishers The Weird and the Eerie, mens NASA snubler over et brand new and sparkling planetsystem ved navn Trappist-1. Store forventninger nu.
But for Mark this wasn’t some kind of intellectual game: he used to say, I can’t help it: I can only think through popular culture. He always said he learned about theoretical writing not from school but from reading record reviews in the NME. And that’s how he worked, faithful to the peculiar collection of cultural touchstones —TV shows, books, comics, films, music — that he’d grown up with, continued to seek out and discover, and which he inhabited as his true homeland, into which theory was shipped only to be reprocessed and exported in new, synthetic forms. Pulp philosophy. In this sense, it could be said that Mark transformed the traditional working-class virtue of ‘knowing your place’ into an adamant, defiant methodology. Flere gode tekster om Mark Fisher her + her.