Nytt cherry blossom fist-in-the-nose Vagant ute nå! Mere her + abonnement her. Næste nummer er et dobbeltnummer som kommer medio juni.

Som nabo til et meget opreklameret lyserødt naturmirakel har jeg påtaget mig den tunge opgave at holde øje med denne spændende, langsomt fremadskridende, blomstringsproces. Jeg er egentlig glad for at have kirsebærlunden for mig selv hver morgen, mens andre haster forbi og tænker "Ikke endnu!" og "Intet at se her!"

Audiatur – Festival for ny poesi avholdes for åttende gang i Bergen ganske snart. Mere information her. Pics fra 2007 + 2009 + 2012. I 2012 hed festivalen Audiatur Waste Land, og her er en optagelse fra kakofonioplæsningen i Bergen Kretsfengsel. Nogle brænder for den festival, nogle brændte for festivalen, og nogle brændte også ud. Tag et smut til Bergen.

Værd at følge Jessica Sligters podcast Nuts and Bolts som dishes ud på The Quietus nu. Jessicas nye single er dødsspooky og giver seriøs konkurrence til den sene Scott Walker. En anden favorite J-Girl Jenny Hval har også en ny single ude og snart en bog på Verso, tidligere kendt under en anden titel. End of girl friend commercial.

Solar vil ikke være en «god roman», snarere vil den åpne et rom for leseren. Som i Infinite Jest er det ikke snakk om å redde virkeligheten, noe slikt er umulig innenfor en kapitalistisk og fremskrittsdrevet ideologi uten utside, men snarere å ta fatt på den krevende oppgaven det er å gjøre uvirkeligheten synlig for oss.

Bernhard anmelder Theis Ørntofts roman Solar i Morgenbladet. Jeg sagde til ham at Ørntoft måske har skrevet en accelerationistisk roman, poeten som begår selvmord by simulakrumdød, ved at hengive sig til den ydre underbevidsthed af trashforestillinger om livet. Det ledte mig rundt i en underlig cirkel tilbage til min egen tekst. Her anmeldes Cathrine Knudsens nye roman, iøvrigt. Årets kritiker har sikkert noget at sige om den snart.

Are you ready for the country? Gode muligheder for skriveophold i Norden, fx her + her. Skal De til Vindbyholt står min fars cykel nu der til fri afbenyttelse. Der er seks kilometer til nærmeste indkøbsmuligheder, og bussen er en skolebus som bare kører én gang tidligt om morgenen. Naboen, voksencenteret Vidarslund, har en butik med diverse grøntsager og biodynamiske goodies, men p.t. har de ikke almindelige varer som brød og pasta. Refugiet er roligt og fint, men passer måske bedst for de som kan komme rundt med bil.

Angånde "Rejsen mod Espedal" publiceret i Politiken for nyligt, til fremtidige danske pilgrimsrejsende som skal til Bergen og gå i Espedals fodspor: Bare drop Danmarks plass, det er stort set bare en motorvej. Fra Wikipedia om Danmarks plass: "Området er preget av trafikk. Hvert døgn passerer mer enn 62.000 kjøretøyer gjennom Danmarks plass, flertallet langs nord/syd aksen. Området er sterkt plaget av luftforurensning, særlig i vinterhalvåret da det såkalte "giftlokket" legger seg over området." So, move along now, nothing to see here. Go pray somewhere else.

Billeder fra min sydvest-engelske walkabout her. I Plymouth deltog jeg på Seeking the Marvellous: Ithell Colquhoun, British Women & Surrealism. I Bristol så jeg på en bro og købte indisk takeaway før jeg tog toget til West Dean College of Arts and Conservation. Huset tilhørte Leonora-mæcen Edward James, som også støttede Salvador Dali og René Magritte på afgørende vis. James indrettede sit hus på surrealistisk vis, hvilket man delvist kan fornemme i College-delen, men desværre er der ikke adgang til Monkton House hvor han gik totalt amok indretningsmæssigt. Jeg har samlet nogle billeder fra nettet her.

Om science fiction i Politikens bogtillæg idag. Andreas Vermehren Holm, redaktør for Forlaget Virkelig, og jeg er interviewet. Eller interviewet med mig er citeret, som det jo ofte er. Altid soft spot for Politiken, selvom avisen uden tvivl har ændret sig drastisk siden dengang i 80'erne hvor jeg gik og købte den til familien hver søndag morgen, primært for at læse Dan Turell og den slags. Grafisk også meget delikat med sine rød-sorte koncepter, som jeg tror har overlevet gennem historien. Så vidt jeg husker. Mere her.

Yo La Tengo. It's the sound of love. Pic @ grå hal 2009. Nye plade lyder som kjærlighet.

Læser Al Alvarezs bog The Savage God. A Study of Suicide. Alvarez var venner med Sylvia Plath de sidste dage af hendes liv, og hans beskrivelse af hende er rørende. Jeg har netop læst Simon Critchleys bog om det samme emne, som er god, næsten opløftende, men nu blev jeg spooked. Jeg gik rundt med Peter i New York høsten 2011. Vi var i East Village, vi havde spist, og han ville ind på en fancy bar. Der var imidlertid fuldt hus og ventetid. Vi endte på en mærkelig westernbar ved siden af hvor vi drak mexicansk øl. Nu hvor jeg læser om Plath glimter det i mit hoved: Baren vi forsøgte at komme ind på hed Death & Co.

Intet lyder så godt som 70s-80s New York her + her + her. Spotify har en 2016-version.

Leonoras maleri fra 1954 med titlen "Are you really Sirius?" er del af denne udstilling som åbner i Mexico City i april. Slaget om min bog står de næste tre måneder, derfor er jeg sandsynligvis fraværende og/eller grumpy. Plus nyt museum i San Luis Potosí.

The challenge goes like this: "In no particular order, ten of my all-time favourite albums, and/or albums that made a significant impact on me when I first discovered them. Post just the cover, no need to explain, and nominate a friend to do the same." I made a list of 20 records, and will choose randomly from this list. I pass the challenge on to you. On guard, Mademoiselle. Also, I bet you want some.

Som nogen ved har Norsk Kulturråd netop udgivet en bog om de norske kulturtidsskrifters tilstand og fremtid. Det er vigtigt at følge med her hvis vi ikke alle skal lade os styre af klikøkonomi og "nyhedsmedier" som Breitbart-inspirerede Resett, en rigmandsblog som senest har kørt en racistisk hadkampagne mod stærke indvandrerstemmer i Norge. Vi må kæmpe for de langsomme medier hvor der er tid til refleksion, og hvor historien ikke glemmes og overkøres af smarte personligheder og deres pengeinteresser. Disse langsomme medier har også tid til at arbejde tæt med skribenterne og tage den tid det tager at debatere tekstens indhold og udformning. De er altså skoler og rugekasser af uvurderlig værdi for det øvrige offentlige ordskifte. Tidsskriftredaktionerne kan relatere dybt og grundigt til deres skribenter, tekster købes ikke som readymade objekter som går ret i trykken to timer senere. Tidsskrifterne har også ofte et videre blik end de medier som opererer mere traditionelt indenfor grænserne hvor nationale interesser ofte ivaretages, noget som er med til at lukke ned tværnationale horisonter og fællesskaber. Tidsskrifterne kan strække sig på tværs af grænser mod skandinaviske, europæiske, globale og intergalaktiske fællesskaber. Tidsskrifterne har udsyn, derfor er de værd at kæmpe for. Audun Lindholm er interviewet i dagens Klassekampen.

Claws Talks lytter til den nye plade med Tracey Thorn. Interview her. Tekst her.

Claws Talks ser på Gary Numan. Numan har skrevet sci-fi-inspirerede tekster siden det sene 70-tal. Han har iøvrigt også en aspergers-diagnose. Nævner det på grund af den teatrale gestaltning af alien-slash-alienation. Sikkerheden i køretøjet, glasboblen her + her. Man aner det ambitiøse stage set: "Gimme Metropolis!" Her er en anden Metropolis-fantasi. I 1981 udkom den kritiserede plade Dance, som blev til i samarbejde med Mike Karn fra Japan, noget man tydeligt kan høre. Her er stort engagement for Dance, som jeg faktisk også synes er vældig god. Numan gjorde som Dave Gahan og flyttede til Los Angeles. Her hang han med Trent Reznor, hvilket fik ham til at lyde lidt tungere. Her er fx en meget LA-ficeret live-version af "Cars," og her er sidste nye single fra pladen Savage, som er en sci-fi-roman om global opvarmning. Numan synger med sin datter Persia.

Oslo, dette sker på fredag. En aldrig så liten kulturkamp for de norske kulturtidsskrifter. Arrangementet streames, kulturrådets publikation kan nedlastes, og her er yderligere information. Hvis man bryder sig om de norske kulturtidsskrifters videre skæbne er det vigtigt at deltage i den følgende debat med tydelige stemmer i offentligheden.

Futurologists often think in cycles, on what's coming up, and several of the predictions of the futurologists is that there is gonna come a period of more ideology again, that the age of capitalism might be ending with Trump as a symbol of the very worst point. Like a pendulum we could be at the worst tipping point before things swing back to something that is more sane again.

I december sidste år interviewede jeg to kuratorer for to store norske biennaler som på forskellige måder begge brugte science fiction i deres 2017-udstillinger. Det var en mørk vinterdag i en Berlin-café, og jeg følte mig næppe fuld af energi. Det viste sig imidlertid at blive en interessant samtale som Norsk Kunstårbok kommer til at publicere i årets udgave. Graden af vanvid på nettet lige nu er kvalmende. En ting er rapporter om hadbølger mod modige invandrerstemmer i Norge, en anden ting er vilde reaktioner i private samtaler. Det er urovækkende, og siger mig at vi må lide af en slags virus. Lad os gå offline og håbe at Heidi Ballet fra LIAF har ret i det hun siger herover.

Noterer mig megen manifestaktivitet i København i anledning af en litteraturfestival. Anbefaler denne strålende publikation fra det herrens år 2007. Den ser udsolgt ud, men plag eventuelt redaktørene eller bibliotekerne.

Det er få der ved så meget om sci-fi i Norge som @audunlindholm, og jeg er glad for at han viste mig Ursula K. Le Guin og Samuel Delany da vi gik sammen på Forfatterstudiet i Bø 2000-2001. I slutningen af januar i år mistede vi Le Guin, og jeg skriver om hende og om Black Mirror i dagens @bokmagasinet. It's Twitter on Blogger! Enjoy! Og hør denne tale.

Jeg er som bekendt en fast freelancer. For første gang i min 15 år lange Klassekampen-karriere har jeg fået en kontrakt at underskrive. Tanken slog mig nyligt, nu hvor Twitter har givet os flere tegn at kommunikere med, at man selv kan definere hvad en fri lanse er. Dette har hele verden jo opdaget for længst, og det opdagede jeg også i 2002, hvor Claws Talks blev til (arkivet strækker sig tilbage til 2004). En af mine største helte er det hedengangne britiske musikmagasin Melody Makers spaltist Mr. Agreeable som pryder min Twitter-profil, hvor jeg iøvrigt kvidrer mest om norske tilstande. Mr. Agreeable var musikjournalisten David Stubbs, som på bedste punkvis hældte den ene morsomme rant ud efter den anden. Mr. Agreeable var en trold før troldene mistede deres kreativitet og vid.

En anden vigtig inspiration er den amerikanske forfatter Kate Zambreno, dengang hun var på Twitter. Hendes tweets havde en udpræget affektiv form. De som har læst Georges Bataille kan sikkert sige noget om at bløde, om at tømme sig. Dette kan være ganske katastrofalt i sociale medier, alligevel synes jeg godt om Zambrenos måde at bruge Twitter. Jeg følte hende, tempoet i hendes tweets var pulsens hede tempo. Jeg tror det er muligt at bløde en smule på Twitter af og til. Jeg tror det er muligt at være en fri fast freelancer. På lørdag kan man iøvrigt læse mit essay om Netflix-serien Black Mirror og den nyligt afdøde science fiction-forfatter Ursula K. Le Guin i Bokmagasinet.

Särskilt nu, när nätet har givit kulturartiklar en större spridning, borde vi kritiker se vår betydelse. Vi ska tvätta bort sminket från rutten frukt, vi ska vara roliga, hårda, rättvisa, kunniga, krävande vägvisare genom ett snårigt, ultrakommersiellt kulturlandskap. Jobbet är inget för latmaskar: vi är frontsvin i kampen för civilisation, historia, språk, tolerans, poesi, onyttig njutning, skönhet. Kritik förvandlar faktiskt inte sällan människors liv genom att avslöja, upphöja, nedsabla. Det som min och mina norska och danska kollegors undersökningar visar, att kritiken givits stadigt mindre utrymme i medierna, måste belysas och bekämpas, skriver Carl-Michael Edenborg her. Første afsnit her.

Jeg besøgte dette område første gang i 1985 sammen med min far. Vi forsøgte at bestige Galdhøpiggen, jeg i modebevidste Kawasaki-tennissko. Det gik ikke. Siden måtte min far selv bestige bjerge, jeg sad i en hytte i Bessheim og så Live Aid direct from London. Vi gik også ad Peer Gynt-stien, husker jeg, og det var magisk. I 1995 var jeg iøvrigt tilbage som voluntør på Kornhaug Norsk Fredssenter. Se Bodil Furus film her de nærmeste dage.

Driver længere ind i Ursula K. Le Guins forfatterskab. Hendes far var antropologen Alfred L. Kroeber som spillede en rolle i forhold til Ishi, det sidste medlem af Yahi-stammen. Historien om Ishi er interessant i forhold til Le Guins forfatterskab, specielt Hainish-bøgerne som handler om møder mellem forskellige verdener. Ishi som alien og indigenous. God samtale mellem Le Guin, Donna Haraway og James Clifford her. I Norge stod Bing & Bringsværd i 70'erne for den flotte Lanterne-serie med fantastiske omslag af Peter Haars.

Holy moly! Dansk small press lever! Her fik jeg en kæme pose fra Forlaget Virkelig. Titler af blandt andet Ursula K. Le Guin, Cia Rinne, Sigurd Tenningen og Jørn H. Sværen.

I lived in Copenhagen in the 90s, and my answer to "Where is Galleri Nicolai Wallner located today?" would probably be "Bredgade? Njalsgade?" But no, it's Glentevej, two streets from here. Ye olde workingclass Nordvest, watch out. The Dan Graham exhibition consists of three pavillions plus some drawings by Raymond Pettibon reflecting nicely in the glass surfaces of the pavillions. It was interesting to listen to Graham yesterday, also known for his writings on music and legendary music films like Rock my Religion (1984). Photo from Sonic Youth Sensational Fix @ Malmö Konsthall 2009.

Mark E. Smith Berlin 2010. Flere underlige billeder her. Åh, og Ursula. Heartbroken.

Den 28. februar 1986 bliver Olof Palme dræbt. Den 9. marts samme år tager Michael Strunge turen ud af vinduet. Den 16. marts skriver Susanne Christensen (17 år) i sin dagbog. Hun er optaget af Big Country, peppy skotsk marchband, som har udgivet The Crossing (1983) og Steeltown (1984), fordi hun føler at der ellers ikke er så meget at tro på.