To be held by kelp

Som deltager i den eksterne del af tangkongressen blev jeg opfordret til at hengive mig til en offentlig tangspa, bogstaveligt talt et par badekar med tangblandet vand placeret i en discoagtig rosa belysning. Nogle få modige deltagere iklædte sig badedragter og interagerede med tangen. I et andet hjørne blev der serveret suppe, og nogle af de deltagende kunstnere holdt en meget konkret finissage hvor de rev deres eget værk – mest bestående af lyse træpinde og planker – fra hinanden i en performance som udviklede sig til en jamsession hvor publikum begyndte at lave lyde med træplankerne ved at hamre dem rytmisk i gulvet og rasle med små armbånd og rangler sat sammen af muslinger og ... ja, tang. Tekst og billeder her. 

Minder om #metoo før #metoo og kulturarbejdernes krise før kulturarbejdernes krise. Nu hvor den unge Leivestad bliver udråbt til at være en slags visionær synsk profet. Ikke bare unge mænd kan være synske profeter, gamle damer med lang fartstid kan også hyldes. Man behøver ikke skrive dem ud af historien som stakkels, triste og halvvejs sindssyge. 

Best in the world. A great achievement

Om tang og gitterværk

Hvis formålet er at skrive tror jeg ikke på askese, men jeg tror på retreat og har levet udfra en idé om retreat i årevis. 1-2 ugers retreat afbrudt af geografisk forflyttelse fungerer for mig. Helst bo et sted hvor jeg kan skrive om morgenen og gå ud om eftermiddagen og gå mig træt; se på ting, fotografere, skrive dagbog, spise og drikke noget, helst med en ven, og gå hjem og sove. Lige nu er der a whole lotta yin going on and almost no yang. Det fungerer dårligt. Når den ydre verden falder bort bliver jeg desværre ikke mere kreativ. Jeg har ikke brug for voldsom social stimulation, men jeg har brug for en ven og nærhed og samtaler, og jeg har brug for forflyttelse og nye omgivelser. Det er forudsætningen for at sidde 4-5 timer og skrive om dagen; the outside, og den ene ven. Jeg har skrevet om tang, den tekst kan du læse snart, og jeg skriver om skak og gitterværk. Idag har jeg skrevet; not dead, not dead. 

Omverdenstab og omverdensskabelse

Leonoras rejse, side 58: Jeg sad ved siden af Piet, og jeg så at han ikke kunne se. Han var ramt af et pludseligt omverdenstab. Han mærkede ikke længere at jeg sad ved siden af ham. Han mærkede bare en gammel skræk som kom og tog signalet fra ham. Noget kom og fratog ham muligheden for at være til stede. 

For det meste sad vi ved vores computere i hvert vores land, vi sad foran computerne i fastlåste, krampagtige stillinger. Vi sad der gennem dagene, og vi sad der også ofte om natten . Vi havde dannet en slags støttepædagogisk skriveklub eftersom vi begge mente at nogen måtte artikulere sig om kunsten, den kunne ikke bare stå der for sig selv og kunste. Hvis ingen artikulerede sig om kunsten, hvis ingen vurderede den og grublede over den og frydede sig og rasede, kunne kunstnerne lige så godt droppe det. Hvorfor producere en masse besynderlige objekter og en masse gakkede handlinger, hvis ingen artikulerede sig om det som foregik? Nej, der satte vi foden ned. Disse stammende artikuleringsforsøg var noget andet end omverdenstab, det var omverdensskabelse. Det siger sig selv at jeg syntes det var en god idé at Piet fortsatte med denne indædte omverdensskabelse.

 

Nordvest-udgaven af How it started // How it's going

Tekstallmenningen er åben

Du kender måske Torgallmenningen i Bergen? Nu er Tekstallmenningen åben. Dette er stort. Her kan man købe tidsskrifter, men også bøker. Hør mere om kulturtidsskrifter her. 

Samsnakk med Blomster & bureau

 

Fint portræt af Ragnhild Aarvik baseret på mobilfoto af Karen Marie Bille. "Det blir sikkert endnu sværere at acceptere at huset er skævt bygget fra starten, men der er fantastiske skæve huse i verden som fungerer fint," siger jeg. Samsnakk er en talesprogsorienteret netchat, derfor samsnakker jeg på bastard-skandinavisk. Se efter andre Samsnakk-udgaver med fx Gunnar Wærness. Christensen samsnakk med Blomster & Bureau her. Hvem er B&B? Læs her.

Jeg traf et nytårsselskab på syv hjorte mens jeg gik rundt i nabolaget den første morgen i 2021 med rævemasken på. Vi så alle meget ukomfortabelt på hinanden, og nogle af os løb hurtigt bort. Det hører måske med til historien at ræven (the real wild one) tog alle værtens fire høns den første nat jeg boede her. Flere strange & foxy photos right here.  

Put up a brave & foxy face

De sidste par år har jeg taget Vagants stressede chefredaktør med til Marokko. Not so much i 2020. Efter at have bejaet tværæstetiske, tværnationale identiteter siden de tidlige 00'ere prøver jeg nu at ... put up a brave & foxy face, men at være spærret inde i Danmark så meget som jeg har været i 2020 er ubehageligt når mit netværk befinder sig i Bergen og Berlin. Nu er jeg syd for Odense. Den første nat tog ræven alle værtens fire høns. Her er ikke så meget fyrværkeri, men de går på jagt i skoven, ikke akkurat nogen feelgood-lyd. På årets sidste dag skal jeg tage mig en cykletur som ræv og se om jægerne kommer efter mig. 

Ny anmeldelse af Leonoras rejse

"Hun savner muligheden for at være flere ting og flere alternative verdner. Hun savner menneskelige møder, hvor idéer kan florere. Virkelig interaktion er i dag, pessimistisk anskuet, umuliggjort af de allestedsnærværende iPhones. Vigtigst er det, at hun efterlyser modeller for social forandring i en verden, hvor økosystemernes gradvise kollaps gør forandring absolut nødvendig. Leonoras Rejse drives frem af en slags panikangst over, hvad det er, vi er i gang med at gøre ved kloden. Det er en politisk anfægtelse, et vegansk projekt og en kulturel og ideologisk råben vagt i gevær." 

Jeg er faktisk helt paf over i hvilken grad denne anmeldelse som kom 1. juledag tager bogens ideologiske projekt på alvor. Damgaard går faktisk ret til kernen af projektet, noget jeg ikke har oplevet i samme grad i andre læsninger. Jeg bliver næsten helt bekymret over hvor dommedagsagtigt det lyder, men det er nok rigtigt at bogen kan læses som et panikanfald og som en advarsel. Muligt jeg blir tanteagtig nu, men må bare pointere at bogen også indeholder et vist mål af humor og håb. 

 

Spaltetekst om Kate Bush i nye Vagant #2-3/2020. Her er indholdsfortegnelsen og lederen. Her er nogle anti-jule-anbefalinger. Bang a gong today and think about Saturn and Jupiter. 

2020 annus horribilis

Mit 2020 annus horribilis-mix udvikler sig stadig. Senest har jeg opdaget Robin Guthrie fra Cocteau Twins og hans samarbejde med nyligt afdøde Harlod Budd. Gamle venner jeg ikke fik plads til er Muses, Lee, Grimes, Coriky og Club Emotion, mest fordi den selvisolerede hjerne ikke takler visse lyde. Har også lyttet til Shopping og Crack Cloud. 

Vinduet papir 1947 til 2020

Etter hvert som virkelighetslitteraturen vinner terreng, endres også lesernes – og kritikernes – forventninger og lesemåter. Den store oppmerksomheten og suksessen selvbiografisk litteratur for tiden blir til del, kan – slik mange tidligere har påpekt – umulig forstås løsrevet fra realitykulturens følelsesregime. Jeg er ikke så sikker på at de «estetiske kravene» Lillebø setter spørsmålstegn ved, egentlig styrer samtalen om litteratur i dag. Er ikke det å se noe «opprørende» i estetiske krav snarere uttrykk for en større understrøm i hele samfunnet, der det å gjøre estetiske vurderinger anses som noe kaldt, kravstort, ja, nærmest som noe fascistisk? Nesten hver eneste gang jeg forteller noen utenfor det kulturelle miljøet at jeg arbeider som kritiker, blir jeg møtt med spørsmål om hvordan jeg kan mene at noe er bedre enn noe annet. En bekjent som foreleser om litteratur og kritikk, forteller at han må ta studentene med ut for å se på solnedgangen for slik å overbevise dem om at det finnes noe objektivt vakkert.

Vældig godt essay af Carina Elisabeth Beddari om virkelighedslitteratur i sidste nummer af Vinduet #4/2020. Sidste nummer? Ja, virkelig allersidste papirudgave. 

Frykt og avsky i demokratiet

Audiatur bokhandel har den allerførste og spritnye Vagant-bog Frykt og avsky i demokratiet af Eirik Høyer Leivestad til salg, plus den lille bog om Bergensbrag-generationen som jeg har redigeret. Sidstnævnte kommer muligvis først fra trykkeriet i romjulen. Audiatur har iøvrigt også udgivet denne fine bog. 

Mest skrev jeg ansøgninger

Looking for peace, I mostly miss. Dårligt år for kunstkritikeren. Jeg var på Lydgalleriet, gik tur med Alt går bra og så masterudstillingen. Skrev følgende for vagantnet: her + her + her.

Litterær aktivisme like in the 00s

Spændende udvikling hvor Tekstallmenningen har fået massiv støtte. Læs her. Tekstallmenningen lanceres 5. januar, og til den tid har vi et fint link til den lille bog jeg har redigeret i 2020. Det burde imidlertid være muligt at få fingre i den før jul. Se her hvordan. Vi fletter steder, tider og lande sammen sådan som god litterær aktivisme burde gøre. We can be heroes just for one day, what d'you say? 💜💜💜💜💜

#Wrapped2020

I år gik jeg Stoltzekleiven for første gang og badede i alt vand jeg kom forbi. Blandt andet i Storevatnet på en vidunderlig sommerdag. Jeg sang Twisted Sister ud af mit vinduet og besøgte Nordeuropas ældste egetræ Kongeegen i Nordskoven. Min bog kom ud på dansk, og jeg holdt min fødselsdag på Knatten. Ellers skrev jeg endeløse ansøgninger, specielt for at få Norsk kunstårbok til at overleve. Jeg lavede en tekst til Tania Ørum, som blev til en bog efter et produktivt møde med Tekstallianse. Vi håber den kommer fra trykkeriet før jul. Ellers skrev jeg tekster til Vagant, Kunstkritikk, The Debutante, Bøygen, Bastard Art Book Fair og Forfatternes klimaaksjon (coming up). Jeg deltog på Litfest Bergen, by:Larm og Classic Album Sundays og talte i Trondheim, i Vandkunstens lokaler på #bogfestival og på Louisiana. Tak til alle samarbejdspartnere, vi håber at 2021 blir friere og gladere.

Flugtlinjer på nettet

By:Larm 2020 var virkelig strålende, det jeg fik med mig. Havde blandt andet en meget fin samtale med Jenny Hval i regi af Classic Album Sundays Oslo. Det blev endnu mere specielt fordi det var det sidste arrangement jeg deltog på in a long, looooong time hvor mennesker myldrede frit rundt sådan som vi gjorde i gamle dage. Mere her. Min Vagant-spalte Flugtlinjer er genopstået og har fået sin egen plads på nettet. 

In these quarantine days

Jeg har været næsten ude af stand til at lytte til musik i 2020, men her er et par favoritter. En bunke tekster er gjort færdig til Vagant, men ingen får læse dem før engang næste år. Snart indspurt på Norsk Kunstårbok 2021; de fabelagtige skribenter er igang, og jeg krydser fingre for en strålende bunke tekster omkring 1. februar. Får se om jeg får lov at snike ind i skogen og skrive på eget projekt i julen, eller om jeg skal forsøge at kombinere med rollen som omsorgsperson for moren som er på vej til at blive udskrevet idag efter fem ugers indlæggelse. I'm talking to the walls pretty much, in these quarantine days. 

 

SOON VERY SOON! COMING TO A THEATER NEAR YOU! #TEKSTALLIANSE

Hello there, Kyra Simone and Matvei Yankelevich from Ugly Duckling Presse (UDP) over there in Brooklyn, New York. We are gonna try and do a written text instead of the stage interview that was planned in Lillehammer in late May. I hope you are all well under these strange and unexpected circumstances. Maybe you could start by introducing yourselves and your relations to Ugly Duckling Presse? We should be sitting on a small outdoors stage together with Karen Grønneberg from the artist book distributor Nordic Art Press (NAP), but she was not able to join in this new format so we're gonna delve a bit into the history of Ugly Duckling Presse. 

Read conversation with Kyra Simone and Matvei Yankelevich from Ugly Duckling Presse originally published as part of the online event Bastard Art Book Fair May 29 to 31, 2020 

Utrolig stærk og akut lederartikel fra nyeste Vagant som kommer med en del forsinkelse. Dobbeltnummeret #2-3/2020 er sendt til tryk og vil være klar til at varme læserne gennem jul og nytår. Vagant styrer også Skandinaviens mest levende netside for litteratur og idéer. 

Anmeldelse i Bøygen #3-4/2020 af Sandra Lillebø: Tingenes tilstand. Tekst her. Det redaktionelle arbejde på teksten blev afsluttet 3. oktober. Fint at andre læsere er optagede af den implicitte diskussion af virkelighedslitteratur i Lillebøs roman, jeg kan imidlertid ikke se at datteren strækker sig meget længere end til det besynderlige mig eller hende-argument, som om moren aktivt havde forhindret hende i at realisere sig selv. Set fra et antipsykiatrisk synspunkt er det datterens holdning til hvad som er normalt ("fredagspizza") som aktivt skaber en yderside som stødes bort som sindssyg. Hvis Lillebø ønskede et inkludere den slags refleksion har hun næppe fundet rette Foucault-citat til epigrafen. 

God bedring til alle mødre og døtre 💜💜💜💜💜💜💜

Under Lofotens sølvskyer

LIAF 2019 hadde et samarbeid med Vagant hvor tre skribenter fra magasinet kom til Lofoten for gjesteopphold gjennom året. Tekstene deres ble trykket i en egen spalte, kalt Tidevann, i Vagants utgivelser gjennom året. Nå kan du lese tekstene på LIAFs nettsider 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

 

What, nu blev jeg glad. Efter hektisk foredragsaktivitet på Louisiana og Litteraturhuset i Nybrogade går turen videre til diverse kunstakademier i København og Oslo. Skal opdatere hvis noget er tilgængeligt for offentligheden. Danske bogblogs læser Leo her + her. 

Vi har mistet den vidunderlige, entusiastiske Tomas Forser. Jeg traf Tomas i forbindelse med et arrangement i Trondheim, som jeg husker det sad vi ved siden af hinanden til en fællesmiddag og gjorde intet andet end at snakke sammen. Han havde tilsyneladende læst alt jeg nogensinde har publiceret, og kom med venlige indspil og støttende udsagn. Siden holdt vi kontakt via mail, ved lejlighed skal jeg genlæse korrespondancen. Sidste gang jeg så ham var til et seminar i København i 2018. Emnet var litteraturkritik, men jeg må indrømme at jeg først og fremmest ville træffe Tomas, og vi fik igen en hyggelig snak. Vi er mange som vil savne ham. Mere om Tomas her og her. 

 

Der foregår en mytologisk kamp på Herlev Hospital. I det mindste må jeg gribe til myter for at komme igennem dette. Som enebarn er jeg maksimalt omsorgsforpligtet i forhold til en mor som er indlagt efter en omfattende akutoperation. Moren har ligget i sengen i næsten to uger og kæmper mod diverse farer som kommer i tillæg til den oprindelige lidelse. Jeg har for længst forstået at jeg er ene person om dette job, og jeg må gribe det performativt an. Moren må motiveres med daglige besøg, hvem skulle hun ellers gøre sig rask for? Personalet må se at nogen bryder sig, de har også brug for motivation til at få denne lille dame til at overleve. Jeg har fundet frem det tunge skyts. Det ultimative morsoundtrack er Voulez-Vous, ABBAs sjette studioalbum fra 1979. Det viser sig at de satans orker reagerer negativt på ABBA så det er win-win. Vi blaster orkerne ud og får moren til at leve igen. 

Kärlek & anarki & Thure Erik Lund

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med Thure Erik Lunds Frankfurt. Indledningen om bilturen til Frankfurt Buchmesse i 2019, hvor Norge var fokusland, er lovende, men i sidste ende længes jeg efter rigtig kritisk journalistisk, gerne New Journalism, men hellere Didion end Thompson, om bogmessemonsteret. Jeg vil helst ikke være stuck i Lunds hoved denne gang, og når teksten glider ind i et andet modus, som vi kan genkende som bonusmateriale fra Myrbråthen-sagaen (på tysk og snart engelsk), så føles det less than hot. 

Samme med den svenske serie Kärlek & anarki om et svensk forlag i en tid med digitaliseringsentusiasme og influencerhype. Very funny, but less sex og mere kritikk, takk. Serien tager ofte tidsånden på kornet, og det game som Max og Sofie kører er for så vidt underholdende, men måske et dash for meget Coppola-romantik. Jeg tager mig i at vente på at oldtimeren Friedrich skal eksplodere, hvilket han egentlig også gør når han bliver til økomystiker til slut. I laffed. 

Ny tekst på Vagant.no

Mine daglige gåture på den nærliggende kirkegård begyndte at flyde ud, som det også skete under forårets lockdown. Jeg gik ikke længere på stierne, jeg sad ikke civiliseret på bænkene, jeg krydsede ind og ud af de tættest bevoksede steder. Jeg blev stående længe foran et træ – ja, længere end længe, jeg blev stående en time og så på træet, indtil det blev til noget andet end et træ. Jeg blev stående, indtil jeg ikke længere belærte træet om, hvad det var, indtil træet begyndte at bevæge sig ud af alle kendte kategorier og blev til noget radikalt underligt, noget langt mere magtfuldt end mig. Jeg bød det ikke længere på alle mine klicheagtige fordomme om et dumt træ, som står og ser nydeligt ud en kølig efterårsdag; træet begyndte endelig at fortælle mig, hvad det var. Det var noget, jeg aldrig kunne have forestillet mig 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Teksten er på mange måder del 2 til en anmeldelse af Sandra Lillebøs roman Tingenes tilstand som blev leveret til Bøygen 3. oktober. Det er muligt at min milde utålmodighed bør lede til et argument pro digitalisering og panikslagen samtidighed ... og dog, nein.