Når du har forsøgt at være kæk, men lizm ikke får det til længere. Efter den store indvandrerroman kommer den store endometrioseroman. Skandinavien tæller to af slagsen, skrevet af svenske Johanna Frid (2018) og norske Karen Havelin (2019). Jeg likte bedst sidstnævnte som også har en queer tematik. Norske anmeldere har læst forbi dette, måske man tænker at forfatteren har et alment bekendelsesbehov. Men kan det tænkes at den kronisk syge føler sig så off i forhold til de opreklamerede, normale liv at queer bliver et sted at holde til. Selv får jeg dagligt ødelagt hørelsen af normalitetens støjende truthorn.

Vagant varmer op til Louisiana Literature som får besøg af Michel Houellebecq og Norges egen Houellebecq-epigon Matias Faldbakken, begge sjældne fugle på store festivaler. Om nye Vagant her. Min tekst fra Lofoten og meget andet godt inkluderet.

They'll never rest until they've spoiled the earth, siger Fiver. Ecocide, med andre ord. Nu er Watership Down (1978) på flixen også, og den pakker intet ind. De modernistiske brud er som kaninernes Guernica, intet mindre. Warren of Snares er unaturlig, selvsagt. Her holdes kaninerne af mennesker, og de overlever ved at opretholde tabu og samtidig hengive sig til abstrakt dødspoesi. De har løse håndled, de taler affekteret og er quite possibly gay like Mister Eliot himself. De nyder ikke fortidens vitalistiske machofortællinger længere. Uanset, filmens måde at skifte mellem romantisk-vitalistisk naturalisme og Guernica-style mareridsagtig modernisme er effektfuld. Jeg skrev om den her.

Jeg havde inderligt gerne set disse to udstillinger i New York denne sommer. Check denne anmeldelse med en strålende første sætning: "Some of the best paintings of Surrealism were made in Mexico during the 1940s and 50s, by women." So true, funny how it seems.

Very true, but don't be a dick. At være en dick og en psykopat er ikke det samme som at være en feminist og totally punk rock. Thanx. Mere om Bikini Kill i London her + her + her.

If in London, se ICAs lille udstilling om Kathy Acker. Hun klarer selvsagt at være godt gammeldags provokativ-transgressiv. Især Blue Tape (1974) med Alan Sondheim, som Chris Kraus skriver om i sin bog, er lidt af en showstopper. Ellers fik jeg set Dorothea Tanning i sidste øjeblik på Tate Modern, plus koncerter med Damon & Naomi og the infamous Bikini Kill som myrdede Academy Brixton to kvelder på rad. Jeg elsker Tobi Vail, og hun er den eneste fra bandet som jeg har forsøgt at få et interview med, men jeg må sige at det var vældig dejligt at se Kathleen i så strålende form. Der var næsten ingen ende på de vilde ting hun fik sagt imellem numrene. Sjældent har jeg leet, klappet og hujet så meget.

Når Stoltz gør en Cahun, ser jeg hende for mig stående foran et spejl. At det er en førstepersonsberetning virker som en grænseoverskridelse, men Stoltz er stolt. Stoltz er stolt som Freddie Mercury, som spænder sine muskler og får krop og stemme til at udtrykke enorm, potent kraft. Det handler om at stå frem. Det er som vogue, det er som drag, det er karaoke. Har vi ikke alle gjort det? Fundet styrke i at bruge tøj, makeup og poseringer, som kunstnere vi ser op til? Skriver om Kristina Stoltz' roman om Claude Cahun for Vagant.

Jeg håber du kender John Bergers Ways of Seeing, men kender du Ways of Hearing? Strålende podcast af Damon Krukowski fra Galaxie 500 og Damon & Naomi. Anmeldte her.

What the serious hey? Leonora i New York. Ser ikke ud til at det er muligt for mig at swinge forbi, desværre. Og biopic med Tilda Swinton i hovedrollen?! Dude.

Meget tilfredsstillende begrebsafklaring fra Ane Farsethås i ugens Morgenbladet (abonnement) angående den særnorske konstruktion "virkelighedslitteratur" som kom på high rotation fra 2016 hvor Ingunn Økland brugte det i sin anmeldelse af Vigdis Hjorth i Aftenposten. Mildt sagt på tide at nogen gik ind med en støvsuger her.

Santa Chris is coming to town! Her + her + her + her + her.

I september afholdes Greenlightdistrict for anden gang, en potentiel kunstbiennale situeret i Skien. Tak for invitation til sakprosaworkshop, jeg vidste faktisk ikke at laksetrapper var så fascinerende! Vi har hørt om Skiens industrihistorie og vandets betydning for byen, det vand som nu lider overlast visse steder. Følg Greenlightdistrict og put dem på programmet i september. Next up er Kunstbokmessen Bastard på Lillehammer.

Selv føler jeg mig som en stor fed bille som tyller prosecco i mig ved pressevisningen, hvor rushet synes at være størst mod madbordet. Det kan virke relevant at spørge som man gjorde i 2009, før første version af triennalen Bergen Assembly: To biennale or not to biennale? Jeg ved godt hvad mit svar på det spørgsmål er.

En bille slash grævling rapporterer fra Venezia her. Den norske modtagelse siger en del om at det er en dårlig idé at mase igennem anmeldelser så hurtigt som muligt. Her har Vagant en mening. Bokaktuelle Kjetil Røed skrev for Vårt Land, og tog sig god tid.

Venice, the capital of northern Italy’s Veneto region, is built on more than 100 small islands in a lagoon in the Adriatic Sea. It has no roads, just canals – including the Grand Canal thoroughfare – lined with Renaissance and Gothic palaces. Also #seaweed #biennale

Lige før påske så jeg afgangsudstillingen på Bergen Kunsthall. Her er hvad jeg tænkte, og her er hvad man tænkte om vårens afgangsudstilling i København. Lidt færre skærme og selvbiografier i Bergen, men happy blev begge anmeldere, tydeligvis. Jeg anmeldte også afgangsudstillinger i 2009 og 2010. Btw, with eyes closed, call me lukker 5. maj, so hurry.

Høsten 2003 tiltrådte jeg som litteraturkritiker i Klassekampen. Året senere virker det som om jeg har fået plads til at foreslå bøger jeg kan skrive om. Det blev til en liten serie om tre bøger udgivet på det svenske forlag Vertigo. En bog af Gunnar Blå, senere afsløret som Vertigos redaktør Carl Michael Edenborg, og to oversættelser af Dennis Cooper og Unica Zürn. Helena Erikssons oversættelse af Zürn, Mörk vår & Jasminmannen, var strålende og inspirerende læsning. Siden har der været et mindre Zürn-boom som også kan spores tilbage til Eriksson som i 2014 udgav bogen Någon syr, är det du? om Zürn og hendes partner Hans Bellmer. Nu er også Jasminmannen oversat til norsk og bliver anmeldt – igen! – af Maria Horvei i dagens Bokmagasinet. Her er min anmeldelse af samme bog fra 2004.

Ich habe mein Buch geschrieben, den kommer ud i august. 

"Scott Walker" as played by Engel was just a more sophisticated variant on the classic boy band options, the moody one, Serious Spice, the dreamy interesting type who would gaze deep into your eyes and tell you how he read books and everything. God observation af Ben Graham. Der er ikke mange live-klip af Scott og Walker Bros, men jeg ser nightmare-Scott dengang også, hvordan hans ansigt flakker mellem rollen og dyb forvirring bort fra mikrofonen. Alle tre virker de løsrevne fra deres kroppe; Gary ser på sine trommende arme som om de tilhører en anden krop. Scott kan ikke skjule at han freaker ud. John smiler et sarkastisk smil. Han og Scott står i hver sin ende af scenen og spejler hinanden med deres grad gestures; de forsøger at besynge pigerne hvis skrig overdøver musikken. Stemningen er uncanny. Jeg har opdaget Walker Bros' sidste plade Nite Flights (1978), Scotts plade Climate of Hunter (1984) og den fantastiske fuck you-sang No Regrets (1975).

Scott Walkers karriere er et mesterværk i sig selv. Få har klaret at lave så radikal musik så sent i livet. Rest in peace, if possible. Musikken fra Tilt og frem er ofte chokerende at lytte til, og man risikerer at blive dybt forvirret over sammenhængen med den anden gyldne Scott fra 60'erne. Lyt til Tilt, The Drift, Bish Bosch og Soused, musik som i sandhed freaker mig ud. Redaktører kan gerne spørge kvindelige skribenter om at skrive om Scott, og kontakte kvindelige kunstnere som er inspireret af ham. Tag fx en telefon til Jessica Sligter. Læs et interview fra Bish Bosch-lanceringen. I stedet for at skyde, kværke, fyre og politianmelde den hvide mand som genidyrkes, burde vi gå og snakke som ham. It's an act. Det har næppe været forbudt ved lov at nærme sig Scott Walker for at få et interview. Det har nok ikke været let, og hjerter har sikkert flimret nervøst, men hvorfor ikke bare gå som en cowboy; læg selvbevidstheden til side og bær de brændende spørgsmål frem, for de er vitterligt vigtigere end hvem du er og hvor "forkert" du end måtte føle dig.

Det nye nummer af det norske filmtidsskrift Wuxia indeholder et uddrag fra min kommende bog om den britiske surrealist Leonora Carrington. Leonora er i sin egen historie, men flipper også rundt i andre historier, blandt andet besøger hun Star Wars-filmen The Force Awakens. Tekster af Mike Sperlinger, Stian Gabrielsen, Aina Villanger ++

Efter forestillingen havde mit fossil vokset enormt i autoritet. Det var ingen ligegyldig genstand, som lå i lommen, det var noget som talte til mig med en langt højere intelligens end min egen. Dette lille fossil knuste mig; denne lille forstenede snegl var ikke ubetydelig, men det var jeg derimod.

Jeg var på Borealis i Bergen, læs her. Apropos Bergen, minder om slippefest for Ida Lødemel Tvedts essaybog Marianegropen. Come along & party with the essay people.

Fivers vision i Watership Down-filmen fra 1978 i en fanvideo her. Min tekst her.

Jo, vi vil gaa. Vi vil gaa alligevel. Vi maa gaa. De Kvinder, som altid sidder i sine Kareter, kjeder sig tildøde. De Tider er forbi, da Kvinden var for Manden kun en Luksusgjenstand, halvt et kostbart Legetøi, halvt en Gudinde, der skulde tilbedes. De har selv stødt os ned paa Handlingens Skueplads, hvor vi maa arbeide, erhverve, stride og tumle os, med ett Ord: vi maa gaa. Camilla Collett, 1862 💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥

Hvordan kommer undergangen til at se ud? Nogle af os har nok en fornemmelse af, at flertallet ikke kommer til at reagere, med mindre den viser sig som en dramatisk begivenhed. Den glidebane, vi er på, kan de fleste distrahere sig fra med hverdagens gøremål. Vi klamrer os til dagligdagen, hvor børn uden fremtid skal passes, hvor huse, som alligevel kommer til at ligge under vand, skal fikses op, og hvor kroppe, som snart skal forkulle, trænger til forbedring. Det er nemt nok at afskrive de irriterende kunstnere og kritikere oppe i deres udsigtstårn som alarmister. Deres dystopier kan heldigvis omformuleres i det såkaldte kulturliv. De entusiastiske artikler om forårets nye trend »dystopisk science fiction« bruser frem i kulturaviserne, og litterære agenter står klar til at omfavne den på årets bogmesser. Læs min anmeldelse af Pablo Llambías: Zombierådhus.

Baby, life's what you make it, don't you hate it? 

I januar startede jeg en tråd som bogstavlig talt eksploderede. Her spurgte jeg: "Hvilke skønlitterære bøger er skrevet med et dyr eller en anden type natur som jeg-fortæller, altså som samtidig er alvorlige voksenbøger? God litteratur som forsøger at se mennesket med naturens/dyrets kritiske blik?" Jeg fik mange gode bud og brugte en del af dem i en tekst til Forfatternes klimaaksjon. Not yet published, men stærkt på vej. Jeg har også skrevet tekster til LIAF og Vagant færdig, og ser frem mod et job for Kunstkritikk nu. Desværre ingen Christensen i Klassekampens spalter længere, efter 15 års tro tjeneste. Man må altså kigge andre steder hen hvis man vil følge med videre.

Modsat det pistaciegrønne hus på Møhlenpris hvor jeg engang boede ligger nu et pistaciegrønt teater, og her skal vi mødes for at fejre Ida og hendes nye bog den 21. marts. Jeg skal læse fra min bog som udkommer på Forlaget Oktober til høsten. Sneak preview på denne er på vej i det næste nummer af filmtidsskriftet Wuxia 💚💚💚💚💚💚

I forbindelse med En punkbønn talte jeg med Johanna Fateman i New York i 2013 og siden på Skype. Hun blev en vigtig del af projektet, og hun passede strålende ind med sin generøsitet, viden og åbenhed. Dengang talte vi om hendes projekt med Andrea Dworkin, og første del af dette er publiceret nu. Jeg ved at der kommer endnu en bog på Semiotext(e) som jeg glæder mig til at læse. Her taler Chris, som jeg tipper på er Johannas redaktør sammen med Hedi. Et strålende team, for sure. En af de jeg forsøgte at få kontakt med da jeg rejste rundt for at gøre research er Allison, som netop har givet dette strålende interview. Der er også en Bratmobile podcast som jeg glæder mig til at høre.

I 60'erne forholdt Andy Warhol sig ironisk bejaende til forbrugskulturen da hans Factory begyndte at masseproducere kunstværker. I 1966 svævede hans Silver Clouds rundt i et gallerirum. Ingen udstilling var smukkere i 1966, men i 2019 er der gået hul på sølvskyerne, de er blevet til mikroplastik og snurrer langsomt rundt i Stillehavet som del af den dovne plastiksuppe. 

******This is funny, right?******