The Milk of Dreams

A children’s book by the Surrealist artist Leonora Carrington, which includes a man with wings instead of ears and a two-faced character called Señor Mustache Mustache, is the inspiration behind the title of the 59th Venice Biennale: The Milk of Dreams. Læs her.

En grønirisk tog min mor

 

Måske jeg er blevet bedre til at lytte end sidste vår hvor jeg for alvor begyndte at tune ind på fuglestemmer. Heller ikke grønirisken er sjælden, men jeg har endnu ikke helt klart identificeret den i mit nabolag ... før idag. At identificere en ny ven er en glæde. Jeg træder ind i en sonisk verden af anderledes kommunikation. Lige da solen stod op igår døde min mor. Hun var højt oppe på en etage på Herlev Hospital så jeg tror hun mærkede dagens første stråler. Hun rejste bort med dem, men vi er altid sammen, hun er aldrig borte. 

How can we go about trying to collectively establish more thoughtful, more comradely, and more human norms of interaction among people working together to change the world — and apply them even when we’re politically interacting with each other in online spaces that are practically designed to encourage atomized individuals to turn on each other at the slightest provocation? Godt spørgsmål, Ben Burgis. Mere her + her.  

Georg Brandes-prisen

Det mest utrolige er sket. Leonoras rejse, den danske udgave som udkom i 2020, modtager den danske kritikerpris opkaldt efter Georg Brandes. Jeg er utrolig stolt og rørt. Bogen kom først ud på norsk i 2019 på Forlaget Oktober. Georg Brandes-prisen blev indstiftet i mit fødselsår 1969, og listen af modtagere er mildt sagt imponerende. Tusind tak til Litteraturkritikernes Lav. Der har været notiser og pressemeldinger, primært i norske medier. Meget glad for det Lars Bukdahl skriver i WA: 

 

En ældre Leonora versus en yngere Unica Zürn på forsiden af Politiken i lørdags. Det handler om exofiction. This post will soon be updated. 

Two birds in one

Jeg har fået pip. Nu har jeg identificeren en skovsanger ved Farum Sø. Jeg troede først det var to fugle eftersom skovsangeren har to ret forskellige stemmer. Sangerfuglene ligner alle hinanden, men har vidt forskellige stemmer. Skovsangeren siger iii-yyy fulgt af et dybere tjo-tjo-tjo. Jeg så en havørn, en stor og en lille snog og en aurora-sommerfugl. 

Hyperaktiv gærdesanger

 

Vi har en debutant i nabolaget: En hyperaktiv gærdesanger. Når mit hoved er så ødelagt at jeg hverken kan læse eller skrive hjælper det at fokusere på fuglestemmerne omkring mig. De jeg sætter mindst pris på er gransanger, gærdesmutte og musvit. De jeg sætter mest pris på er rødhalsen, den lille melankoliker, og mursejlerne som netop er ankommet fra Afrika. Ud over gærdesangeren har der været en ekspressiv rødstjert på visit. Min favorit er sangdrosslen; den har jeg kun truffet tre gange, bare én gang i Nordvest. 

Nye Vagant. Newer than you

 

Morgenbladet anbefaler Vagant. Nye Vagant her + her. 

Vulkaner og fiskeørne

Altid se på vulkan live cam fra Island hvis du vågner om natten. Jeg miksede med fiskeørnelivecam (søg på "osprey live cam"), men har ikke fundet en favorit selvom jeg har fulgt Charlie og Charlotte i Montana. Er usikker på om det gik godt med deres tre æg.

At hyle af månen for Wittgenstein

Sidste tekst i en lille trilogi for Forfatternes klimaaksjon om kunst og klima. Jeg har gennem teksterne spurgt hvad som sker hvis tangen, lærken og den mystiske pind i søen overtager fortællingen. Are you ready-serien findes på nettet. 

Leonora til LiteratureXchange

Man kan jo nærmest ikke fatte at man er inviteret til et livearrangement, endda en fed litteraturfestival netop nu hvor Roskilde og Øya desværre må aflyse på grund af corona. Tak LiteratureXchange, Christian fra Vagant og Katrine Faber som fik mig med på disse to gigs. Glæder mig helt sygt meget. 

Gold, always believe in your soul

Nyt guddommeligt guldvagant er ude med dossier om Tor Ulven. Jeg skriver om Jakob Jakobsen og norsk influencerlitteratur. BLA Bokvennen har stået for hypen. Man skal selvsagt ikke sige folk imod når de fremstiller dig som del af en mystisk og sexy sammensværgelse. Her er alle medlemmerne af kulten, det er ikke så lidt. Selv oplever jeg måske teksten lidt retronostalgisk, og den vælger sig figurer som opleves som tydelige i Oslo, Ellefsen og Hagerup. Som om kulturel kapital havde noget særligt at gøre med reel magt længere. Dette er skyggelægning af den reelle magt som har pengene. Morsomt også at tænke på vaganterne som en hær af troldmænd og hekse ("grisha") som kaster intellektuelle blitzlyn til højre og venstre. I would love to confirm the myth. Som jeg kender Vagant er det et heterogent redaktionskollektiv hvor uenighed kæmpes ud i dannet og ædelmodig meningsbrydning. 

Joni svarer: Hellre Britney än Benjamin. 

Dit sind er en plastikpose

Plastik er på mange måder indbegrebet af menneskelig fantasi og kreativitet. Plastikken med alle dens forskellige farver og former har vi skabt til tusind formål, til sjov og glæde, til dildoer og til hospitalsudstyr. Plastikken er det vestlige menneskes signatur, al vores skaberglæde er lagt ned i dette magiske materiale: det inkarneret kunstige, modsætningen til alt som er organisk. Men havde vi nogensinde forestillet os en verden, hvor mikroplast gennemtrænger alt indre og ydre liv på vores planet? Nu er dit sind faktisk en plastikpose, og sporene, vi efterlader os efter den store plastikfest, ligner en katastrofe. Læs mere om Mikkel Krause Frantzens bog Klodens fald her. 

Uden tvivl

Mikkel Krause Frantzens kommentar i Politiken i lørdags den 24. april. "Virkelighedslitteratur" har desværre etableret sig som en genrekategori i Norge. Det er altså ikke mit ord, men blev brugt af litteraturkritiker Ingunn Økland i Aftenposten and got stuck. Her er iøvrigt debatindlægget i Klassekampen som Frantzen henviser til. 

Hvordan blive til en lærke?

Det store slag står om Norsk kunstårbok 2021 herhjemme, men jeg måtte tage mig tid til at levere som lovet til Forfatternes klimaaksjon. Det blir en lille trilogi skrevet i rollen som billedredaktør. Hvis alt går vel kommer sidste tekst på engang i næste uge. Den første handlede om Tangboka, udgivet i forbindelse med The Kelp Congress som var del af LIAF 2019. Her er den nye tekst. Tak til Kristina Stoltz, til fotograferne og XR Danmark. Iøvrigt, hvis man vil annoncere i NKÅ 2021, tag kontakt med Jostein. Bogen lanceres i august, inshalla.

Klodens fald og litteraturens slut

Et par ikke så optimistiske titler: Klodens fald og litteraturens slut. Håber alle læste Christian Idskovs interview med Johansson i Politiken nyligt. Jeg har læst Johansson med interesse siden hans smash hit gennembrud Avhandling i litteraturvetenskap. Adorno, Deleuze och litteraturens möjligheter fra 2003. Jeg anmeldte Nonfiction fra 2008 og fandt den festlig. Her er også Leonoras "tabte" roman som er umulig at skaffe på anden måde end gennem universitetsbibliotekerne. Then I had a true punk rock novel in the mail from London! The cover is so pretty, and you can see it here. En anden bog som ikke er kommet frem til mig er Johan Jönsons ProponeisiS – zoembient växelverkansvers. Nu håber jeg at prisjuryerne tager sig sammen! Siger dette udelukkende på baggrund af to fabelagtige læsere som har været tidligt ude, Björn Kohlström og Matthias Friedrich. 

Female human animal

Her 1972 essay rewrites the category of “artist”—or “woman artist”—as “female-human-animal” to refuse even the categorical discrimination among species—and subtly to distance herself from the violent anthropocentric self-assurance of so-called civilisation. Mere her. Mit 8. marts-essay fra 2014 her. Happy Leonora day! Der kommer mere Leonora i danske udstillingsrum snart, lyder rygterne.

Litteratursynet der danser på min grav

 

I 2002 og 2003 foregik blandt andet en debat om queerteori og homosocialitet med udspring i en tekst publiceret i vores litteraturfanzine GK #19: "Litteratursynet der danser på min grav" hvor jeg responderer på Prosopopeia-tekster af Morten Auklend og Frode Helmich Pedersen. Her og her er de to sidste sider. Referencen til slut er til filmen The Abyss, og ordene på spansk er fra Google Translate, som var et nyt værktøj dengang. Debatten blev samlet op af Prosopopeia hvor mit svar til Helmich Pedersen havde overskriften "Mini-Bloom rider igen" hvis jeg ikke tager meget fejl. Igår modtog samme Helmich Pedersen Norsk kritikerlags pris som årets kritiker. Vi gratulerer og humrer ved tanken om debatterne i de tidlige 00'ere. Frode er blevet mere åben og mildt left-leaning modsat sit yngere jeg. 

New chair! New life!

 

Hvordan Norge fortæller historien: Det burde være ukontroverselt at påstå at tekster som blev skrevet i slutningen af 90'erne, blandet andet af Hverven og Gulliksen (Virkelighet og andre essays, Oktober 1996) har en del at gøre med en vis optimisme blandt tidens forfattere som skildrede familielivet, og at dette peger frem mod bølgen af autofiktion som senere udviklede sig. 

En tværnational, tværæstetisk fortælling: Selv blev jeg optaget af the real efter at have læst Hal Fosters opgør med Peter Bürgers avantgardeteori i The Return of the Real (October, 1996) som var central i kunstdiskussionerne i slutningen af 90'erne. To danske antologier blev vigtige, nemlig Virkelighedshunger: nyrealismen i visuel optik (2002) og Virkelighed, virkelighed! Avantgardens realisme (2003), begge redigeret af kunsthistorikerne Bodil Marie Thomsen og Britta Timm Knudsen og udgivet på Tiderne Skifter. Her optrådte blandt andet nogle interessante hybridforfattere Claus Beck-Nielsen (nu kendt som Madame Nielsen) og Pablo Llambias som begge virkede mere inspirerede af performance og billedkunst end af de husguder som ellers hersker i det litterære felt. Dette skrev jeg iøvrigt min master om i 2006. 

Bokmagasinet 2021: De bizarre ting begynder først at ske når man får fornemmelsen af at flere kritikere i Bokmagasinet vil forsvare virkelighedsliteraturen til sidste blodsdråbe hvis nogen skulle vove at ytre sig kritisk. Desværre kan det ikke anbefales at bygge en ny religion udaf sit litteratursyn og håbe at dette for evigt skal undtage dig for al kritik.  

Jeg vil snarere kommentere Fyksens klossete ideologiske steppdans, der et forutsigbart forsvar for den selvbiografiske litteraturens eksistensberettigelse kombineres med en fremstilling av Ellefsen som et postmoderne flagg i vinden, som følger tidens trender og skiftevis har hyllet og detronisert den såkalte virkelighetslitteraturen. Dagens læserbrev i Klassekampen her. 

Rest in peace, Lawrence Ferlinghetti. Vi havde et fint øjeblik tilbage i 2005. Tough-talking Christensen følte sig ung og vild.

Phil Oakey vs. Griselda Pollock

Der findes ikke økofeminisme i virkelighedens verden

Den danske politiker Nikolaj Bøghs udødelige ord taget fra denne tekst publiceret i november sidste år. Jeg fik talt meget mindre om Françoise d'Eaubonne (1920 – 2005) i gårsdagens Open Lecture ved Kunstakademient i Oslo (og beklager at jeg ikke inviterede flere ind). Françoise d'Eaubonne var den første til at bruge udtrykket "økofeminisme" i sin bog Le Féminisme ou la Mort fra 1974. Jeg er ved at lære mere om hende, og håber det kan blive til en tekst snart. Leonoras roman The Hearing Trumpet kom sandelig også ud i 1974 (den blev dog skrevet tidligere) så jeg er meget interesseret i om hun kendte til d'Eaubonne. Hun fulgte godt med i hvad der skete i Frankrig på den tid og rejste der med Gloria. 

Den 26-årige norske influencer Sophie Elise har på fem år udgivet tre selvbiografiske fortællinger. Den 10. februar modtog hendes firma Sophie Elise AS årets Gullbarbie 2021, en pris som Press – Redd Barna Ungdom deler ud hvert år til "reklame- og medieaktører som er best på å få ungdom til å føle seg verst gjennom bruk av ensidige skjønnhetsidealer, gamle kjønnsroller og unødvendig seksualisering" som de formulerer det på deres netside hvor man også finder en begrundelse for hvorfor Sophie Elise AS, som har været nomineret tidligere, i år modtager prisen. Her og her er mere om influencer-fænomenet. Ill. Andreas Töpfer.

De små förlagen ska stå i bredd med de stora, och inte bli utnyttjade och uppköpta. Christensen ägnar sig åt historieskrivning, men inte enbart. Hon visar, tillsammans med de tolv replikerna, hur viktig den här rörelsen varit för att bilda plantskola för nya förmågor. Ett sätt att skärpa sin kritiska blick, bland annat, då så många gått vidare till mer ansvarsfyllda poster, som bland annat visas av Cathrines Strøms bidrag. Bernur her og Schnack her. 

Can’t Get You Out of My Head

Nogle af os er vældig glade i BBC-dokumentaristen Adam Curtis. Jeg skrev om hans tidligere værk Hypernormalisation og har brugt den som eksempel i essay-undervisning. En ny dokumentar er ude, den skulle være tilgængelig udenfor UK på denne netside, selvom jeg har lidt problemer med at få den til at spille mere end første afsnit. Curtis' collagestil er til stor inspiration for min skrivning, specielt Leonora, men jeg var lidt underwhelmed igår da jeg så begyndelsen. Her er et interview, en Curtis-parodi og en barsk anmeldelse. 

LitFestBergen er gået online og foregår i disse dage indtil søndag. Imorgen fredag kan man for eksempel følge 12 timers Literature around the world på YouTube. Vores lille Tekstpod kan man også høre. Cathrine Strøm på Lillehammer, Gunnar Wærness i Skåne og Christensen i København konverserer om publikationen "Bergensbrag-generationen" her. Send mig en melding på Face om du synes det er greit eller shite.  

En lavine af tekster

Her i februar vælter en lavine af nyskrevne tekster ind i mailboksen til Norsk kunstårbok 2021. Jeg laver min første bog som redaktør, og denne dækker coronaåret 2020. I næste uge gør jeg debut som forelæser på Zoom; jeg er ærlig talt meget usikker på resultatet så ikke følg dette link, vær så snill. Forelæsningen på Kunstakademiet i København er flyttet til efter påske, så jeg krydser fingre for at vi kan mødes i et fysisk rum til den tid. Jeg har skrevet en bunke tekster til papirvagant; en længere tekst er på vej om den amerikanske kunstkritiker Rosalind Krauss. Som skrivende billedredaktør i Forfatternes klimaaksjon har jeg lovet at levere fire tekster denne vår. Den første er publiceret og handler om en fin lille bog jeg læste før jul, Tangboka. I år håber jeg virkelig at februar er the cruelest month. 

The Kids in the Hall

Hvem er den fyr med den pibende stemme? Glenn, store manager, i flix-serien Superstore? Oh, it's all coming back to me, det er jo Mark McKinney fra det canadiske comedy show The Kids in the Hall. Jeg liker ikke comedy, men jeg likte The Kids in the Hall da jeg fandt dem på en lokal kanal engang i 90'erne. Den catchy surf tune (Shadowy Men on a Shadowy Planet!) som indledte programmerne, og den sort-hvide lo-fi æstetik, alt dette matchede min musiksmag perfekt. Det var en tradition at hoppe op og ned i sofaen under denne intro. Mark er blandt andet kendt for karakterene Head Crusher og skræmmende Chicken Lady. Scott er fantastisk, men det største crush havde jeg nok på Bruce, især den legendariske sketch "My Pen" som jeg aldrig er kommet mig helt over. Fandt også en lille dokumentar.