Har bidraget til dette coole kunstprojekt af Mette Edvardsen. Fin bog er på vej nu.

"Christensens tænkning er vild og idiosynkratisk, og derfor er Leonoras reise også netop dét. Som en måde at danne fællesskaber og åbne verden på er den værd at lade sig inspirere af. Som kunstformidling er den vidende, engageret og helt sin egen." Martin Bastkjær og jeg har anmeldt hinanden på kryds og tværs så det er klart at hans anmeldelse ikke kan trykkes i Information. Den er på Bastkjærs blog i stedet.

Vårt Lands bokansvarlige Lars Petter Sveen interviewede mig om Leonoras reise 9. august.

Click on the image. For de om ikke ved det: Ja, jeg bor i København og kan inviteres til ting. Support yr local critc and non-fiction writer. Litteraturen er også et økosystem.

I Langesund læser man Leonora på stranden. Tak for fint foto. Screenshot fra Insta.

Søndag den 8. september holder vi lancering for Leonoras reise på Kunstnernes Hus Kino. Vi viser to nye Leonora-relevante film, nemlig Gloria's Call (2019) af Cheri Gaulke og Female Human Animal (2018) af Josh Appignanasi. Imellem der vil der være oplæsning og samtale ved undertegnede ++ Onsdag den 11. september viser vi film i Bergen: Den norske filmskaber Anne Kjersti Bjørns Ung, vakker og begavet (2001). Bagefter er der oplæsning med Bergens allstars plus gæster udefra og ægte delfiner 🐬🐬🐬🐬

Der er en bog det er værd at tage fat i igen, netop idag efter angrebet på en moské i Bærum, Oslo. Carline Tromp skriver om Angela Nagles Kill All Normies her, og jeg skrev om den i samme avis. Jeg håber at disse netfora forbliver offline; konversationerne der er ved at udvikle sig til international hjernevask og terroristproduktion.

Björn Kohlström må få prisen som Skandinaviens mest aktive litteraturkritiske bogblogger. Der er nogle episke boghylder i Jönköping, og nu er Leonora ankommet og anmeldt.

Der er ofte megen Gud på siderne i Vårt Land, men der har nyligt været en stor oprustning af deres kulturredaktion med mange flinke folk. Idag anmeldelse af Leonoras reise plus interview med undertegnede. Morgenbladet knalder også til med en anmeldelse.

Leonora er her. Sidste sommer troede jeg ærlig talt at jeg skulle betale stipendiepengene tilbage til de norske sagprosaforfatteres fagforening. This is a group effort, og heldigvis var den som skrev ikke alligevel the weakest link. Psychic hearts go out to you.

Et mix til Leonora på bare 9 sange her. Vi får se om det blir længere en dag.

Kom til København, lille bog. Leonoras reise sælges til udlandet. Abstract in English her.

Lanceringsfest for Leonoras reise i Bergen 11. september! Først vises Ung, vakker og begavet (2001) af Anne Kjersti Bjørn, filmen som gav mig et første glimt af Leonora. 52 herlige minutter om surrealismens kvinder, delvis animation, delvis dokumentar inklusiv et interview med Leonora nogle år før hun døde. Efter pausen læser mindst fire 2019-aktuelle forfattere: Anngjerd Rustand, som har udgivet Et avgrenset, lysende sted på eget forlag, Grethe Fatima Syéd som er aktuel med Min sommer med Nedreaas på Solum Bokvennen, Erlend O. Nødtvedt aktuel med Slekter på Aschehoug og mig selv, sagde grævlingen. Det venter MELLEM EN OG TO overraskelser i programmet. Vejledende tider kunne være 20.30 film og 21.30 oplæsning. Info om Leonora-fest i Oslo 8. september følger.

Leonora er ankommet til forlaget i Oslo. Jeg tager lige et glas vin før 12, er det ok? Lige nu sælger Audiatur boghandel Leonora, og du kan få En punkbønn med i købet for bare 100 NOK. De to bøger er samme format og vil se amazing ud i din boghylde.

Leonoras reise kommer til forlagscentralen i Oslo i slutningen af denne uge, melder sjefen på Oktober. Til salg er den allerede, blandt andet på Audiatur og på forlaget, selvsagt. Sandsynligvis kan den også snart kan købes på Møllegade Boghandel i København.

Læste den nye bog om Poly Styrene, hende jeg skrev om i En punkbønn. De to soloplader er værd at lytte til: Translucence (1980) og Generation Indigo (2011). Her er en nydelig film om hende som BBC lavede. Ting jeg ikke vidste: Ian dury har en søn som også laver musik, Baxter Dury. Lyttet masse til hans plader denne sommer. Han ripper sin far off, ha ha. Jeg har også fundet Solvej Schou, en halvt dansk, modern day riot grrrl, baseret i Los Angeles. Overraskende kraftfuld pattismithesque stemme. Jeg har fire tennisbolde (tekster) i luften og skal smashe dem i væggen resten af juli 👿👿👿👿👿👿

Vi laver Leonoras reise færdig til tryk denne uge. Netop imorges meldte redaktøren at vi får lov at trykke reproduktioner af tre af hendes malerier inde i bogen. Et spørgsmål angående fakta til kildelisten blev besvaret i nat, af den fantastiske Gloria Orenstein i Los Angeles, en af bogens heltinder. Hun skriver altid lange mails fulde af historier, og hun skrev blandt andet dette om Leonora: "I hope that in her perch in the Otherworld she is seeing all this and feeling really well honored by all that's going on." I love her so much. Ingen bog uden Gloria, og mange andre som har hjulpet med stort og småt. Der er planlagt slippearrangementer i Oslo 8. september og i Bergen 11. september.

Her er en superfin lille film om zinekultur i San Francisco. Warm-up til Bergen Art Book Fair i november? Følg Bergen Art Book Fair & Tekstallianse & sign up 💜💜💜💜💜💜

Der har været en eksplosion af tekster i kølandet af udgivelsen af The Collected and Unpublished Writings of Mark Fisher (2004-2016). I Skandinavien not so much, selvom Mikkel Frantzen og Joni Hyönen (og jeg selv, sagde katten) har bidraget. Nu slænger Atlas sig på med denne introducerende tekst. De to ledestjerner i Leonoras reise er iøvrigt netop Fisher og Donna Haraway som begge har en del at sige om science fiction og fremtiden.

Endelig er omslaget til Leonoras reise godkendt af de Max Ernst-ansvarlige. Dette er "Leonora in the Morning Light" af Max Ernst fra 1940. Design af Johanne Hjorthol. Her findes Forlaget Oktobers pressemelding. Kan læses på bokmål i begyndelsen af august.

Nice, very nice. En time senere: WHAT?! Lover godt for satskorrektur idag. Flere pics her.

Når du har forsøgt at være kæk, men lizm ikke får det til længere. Efter den store indvandrerroman kommer den store endometrioseroman. Skandinavien tæller to af slagsen, skrevet af svenske Johanna Frid (2018) og norske Karen Havelin (2019). Jeg likte bedst sidstnævnte som også har en queer tematik. Norske anmeldere har læst forbi dette, måske man tænker at forfatteren har et alment bekendelsesbehov. Men kan det tænkes at den kronisk syge føler sig så off i forhold til de opreklamerede, normale liv at queer bliver et sted at holde til. Selv får jeg dagligt ødelagt hørelsen af normalitetens støjende truthorn.

Vagant varmer op til Louisiana Literature som får besøg af Michel Houellebecq og Norges egen Houellebecq-epigon Matias Faldbakken, begge sjældne fugle på store festivaler. Om nye Vagant her. Min tekst fra Lofoten og meget andet godt inkluderet.

They'll never rest until they've spoiled the earth, siger Fiver. Ecocide, med andre ord. Nu er Watership Down (1978) på flixen også, og den pakker intet ind. De modernistiske brud er som kaninernes Guernica, intet mindre. Warren of Snares er unaturlig, selvsagt. Her holdes kaninerne af mennesker, og de overlever ved at opretholde tabu og samtidig hengive sig til abstrakt dødspoesi. De har løse håndled, de taler affekteret og er quite possibly gay like Mister Eliot himself. De nyder ikke fortidens vitalistiske machofortællinger længere. Uanset, filmens måde at skifte mellem romantisk-vitalistisk naturalisme og Guernica-style mareridsagtig modernisme er effektfuld. Jeg skrev om den her.

Jeg havde inderligt gerne set disse to udstillinger i New York denne sommer. Check denne anmeldelse med en strålende første sætning: "Some of the best paintings of Surrealism were made in Mexico during the 1940s and 50s, by women." So true, funny how it seems.

Very true, but don't be a dick. At være en dick og en psykopat er ikke det samme som at være en feminist og totally punk rock. Thanx. Mere om Bikini Kill i London her + her + her.

If in London, se ICAs lille udstilling om Kathy Acker. Hun klarer selvsagt at være godt gammeldags provokativ-transgressiv. Især Blue Tape (1974) med Alan Sondheim, som Chris Kraus skriver om i sin bog, er lidt af en showstopper. Ellers fik jeg set Dorothea Tanning i sidste øjeblik på Tate Modern, plus koncerter med Damon & Naomi og the infamous Bikini Kill som myrdede Academy Brixton to kvelder på rad. Jeg elsker Tobi Vail, og hun er den eneste fra bandet som jeg har forsøgt at få et interview med, men jeg må sige at det var vældig dejligt at se Kathleen i så strålende form. Der var næsten ingen ende på de vilde ting hun fik sagt imellem numrene. Sjældent har jeg leet, klappet og hujet så meget.