En punkhistoriker tømte Re/Search-bordet på Miss Read i Berlin.
A dark Tiergarten looms behind her.

I 2005 skrev jeg om Thure Erik Lunds Språk og natur (H Press) i Morgenbladet. I den typiske lundske iscenesættelse fremtræder den skrivende som var han inficeret af en dødelig sprogvirus. Teksten former sig som en eksorcisme. På bedringens vej møder vi "et forpustet og forskremt lite jeg" ... de sublime sprogvirale strukturer spytter noget ud som næsten er i menneskestørrelse, men før det er "tekstens språkakkumulasjon så omfattende som ville teksten skjule seg gjennom sin uoverskuelighet." Den skrivende er udsat for en viral kolonialisering, og teksten både er/strømmer og taler om sig selv.

De lundske tekststrømme dealer ofte med forholdet mellem by og land, og der er en stor tiltro til landets modstandskraft mod en central, humanistisk norm. Landet er ikke "bakpå" og nationalromantisk, bydgeeksistensen er en reel opposition, eftersom han har passeret forbi humanismen og fundet et leje i posthumanismen. Undervejs i forfatterskabet har flere størrelser overhalet Lund; de socale netværk, den krakilske opposition som har fået en racistisk stemme, og naturen som har forandret karakter: "Den klassiske naturen (den vi på sikker avstand kan iaktta, nesten bokstavelig talt satt inn i en gullbemalt ramme) versus naturen slik den nå utfolder seg, en natur som er teknologisk, dionysisk og monstrøs – ja, det er da nærmest en slags fortid versus fremtid, er det ikke?"

Mens den kanoniserede romanskrivning har cirklet omkring familien har Lund sporet den antropocene tidsalder mens den voksede frem. Bare et lille vittigt sideprojekt (synes flere kritikere at mene) i periferien af den øvrige romanproduktion. Kriserne har altid været akut tilstede hos Lund, og de har ikke spejlet sig i det normalnorske famileliv på spielbergsk vis, hvor en poltergeist (alkoholisme, incest) truer stabiliteten en stakket stund før vi vender tilbage til status quo. I 2005 skrev jeg: "Men er det så menneskehetens undergang vi kan skue der fremme – eller bare mannen-som-vi-kjenner-ham?" Mere om Lund og hans nyeste roman Identitet i Bergen i september.

Jeg har ingen freelanceaftale med Information, så det er ren skribentopportunisme som fik mig til at sende teksten om Mark Fishers "The Weird and the Eerie," som stod på tryk i Klassekampen i marts, til den danske avis. Det og et behov for at gøre Fishers arbejde bedre kendt. Joni Hyvönen skriver fint om hans værker i nye Vagant også. Min tekst stod på tryk i Moderne Tider 6. maj, men det har jeg først fået at vide nu. Smiley face.

To af Carringtons malerier fra indlæggelsen i Santander. Øverst en karnevalagtig fremstilling af androgyne medpatienter ("Down Below"), nederst en forpuppet eller spændetrøjebærende figur foran et labyrintisk havelandskab (hospitalsområdet) og to lidende heste som er bundet til træer som vokser ud af deres egne haler ("Green Tea").

Er det langt ude en udvej? Kom på søndag og hør om William S. Burroughs, Genesis P-Orridge & friends. Antipyrine distrubuerer Kasper Opstrups The Way Out, samme forlag som i 2014 udgav Akademi 23 og Katten indeni. The Wild Boys er på vej nu. Dreaming panel in English language with participants Jakob Jakobsen, Stevphen Shukaitis and myself.

Hvad er offentlighed? Alternativ til klikøkonomi og selfieidioti? Svaret er enkelt. Tidsskriftet er revolutionen. Lik og del @vaartland. Men vil Mordor gerne have at Vagant bliver en blog? Selvsagt. Vi er alle rosabloggere nu, vi er alle freelancere. "Man bygger ikke en resonnerende offentlighet av lanseringsarrangementer og festival," siger Lindholm. En resonnerende offentlighet? Hvem ønsker sig noget sådant længere? Lad os alle gå i headspin over Trumps seneste tweet, det er en meget bedre plan for en gylden fremtid. Hvorfor stopper vi ikke dette tullet nu? Fordi hovedet har forladt kroppen. Vi tænker ikke gennem objekter længere, vi tænker ikke gennem kroppen, der er intet indre, der er bare endeløs distraktion og amazing events. Hjernens tankeenergi er dematerialiseret til hot fluff som svæver i alle retninger. Hovedet er kappet af kroppen @ Franco Bifo Berardi.

Cucumber, cabbage. Hvad gør disse grøntsager i Echo & the Bunnymens "Killing Moon"? Well, jeg troede Malkmus var cheeky, men han citerer faktisk McCulloch. Synger han så "career" eller "Korea" i "Cut Your Hair"? Punner han på den mystiske kodetekst i Depeche Modes "Everything Counts"? So many nervous questions on a Monday.

Leonora dreamers. Jeg researcher stadig på Leonora og surrealismen. Det var ikke bare Anne Kjersti Bjørn som søgte efter Leonora i 90'erne, der er mange ekstatiske beretninger fra kvindelige forskere som mødte hende i Mexico City og forsøgte at få et bedre indblik i hendes dramatiske livsforløb og kunstproduktion. Der er flere biografier og en roman, ingen af dem særlig gode, romanen faktisk frygtelig, men teksterne bidrager alle med et ras af detaljer, mere eller mindre fantasmagoriske: Leo, min magiske mor.

En ting jeg ved er forkert er følgende om Max: Han blev ikke fængslet i Frankrig på grund af degenereret kunst, men fordi han var tysk. Han blev interneret sammen med Hans Bellmer, og de malede begge i fængslet. Min tekst på Vagantnet.

Trying not to be a dick, sometimes succeeding, sometimes not. Populistiske svar fra Christensen i Politiken idag. Journalisten var un vrai gentleman, men det blev alligevel et reckless klippejob. Jeg forstår godt hvad Thykier mener når han siger at kritikerne læser tematisk og dermed placerer sig på samme breddegrad som debatstoffet, men jeg tror de af sig selv tænker over hvordan deres praksis kan kaldes "politisk" og slet ikke lader sig presse af redaktionerne. Men det er et mærkelig enten/eller-landskab: Form eller indhold? Both, Sir. Og jeg havde allerede en kontekstualiserende læsepraksis da Klassekampen råbte "Kritiker!" og jeg vendte mig om, og et monster blev født.

Findes der iøvrigt en opdatering på denne sag? Blev forholdene bedre?

Endelig kan min tekst om Leonora Carrington læses på Vagantnet. Ikke forstår jeg hvorfor redaktionen lod mig beholde arbejdstitlen, som punner på en Stereo Total-sang fra 1997. Måske fordi Antikonformisterne er en uacceptabel anglicisme. Her er iøvrigt en lille dokumentarfilm som viser Vagant-redaktionen som arbejder på min tekst/kjole.

Keep checking, en dag finder du. Aldrig hørt disse med Huggy Bear her + her + her.

Måske man skulle droppe større skriveprojekter hvis man går så meget i psykosomatisk headspin. Ingen skal påstå at skrivejobs ikke er kropsarbejde. For det meste føler jeg mig som en worthless bedsitter (minus festen). Det er altså kropsarbejde som ikke ser ud som kropsarbejde, ikke engang for den som arbejder. Skribentidentiteten blafrer så meget at hun ikke engang selv tror på den. Hvor er horisonten? Ser den ikke, ser den ikke. Men nu skal jeg snakke om en udgivelse ved navn The Way Out i København snart. Book in shape of a portal. Jeg skal også til Moss i august, til Bergen i anledning af Kritisk kvartett og til Oslo i anledning af Classic Album Sundays. Det siger pling-pling i identitetskasseapparatet.

Måske du er komfortabel med din iPad, men jeg foretrækker nu analoge bøger, også gerne de som vejer mange kilo som The Imaginary Reader, redigeret af den utrættelige bergenskurator Marie Nerland AKA Volt. Men er det en bog eller en udstilling? Her er både originale tekster og værker lavet specielt til projektet som har været otte år undervejs. Nerland skriver at bogen kan bruges som "a stimulus to thinking about the imaginary and the relationship between fiction and reality." The Imaginary Reader kan købes her.

Mit tredje år på K-Town Hardcore Fest. Meget trist, for jeg er syg, men jeg var på åbningen af kunstudstillingen igår. Meget gode værker af blandt andet Line Dalika og Tania Salvang. Alle folk var udenfor i solen efter en regnvåd åbning fredag. Senere fik jeg et glimt af eneste norske band som spiller, Negativ. Nævnes skal også min nabo Moa Larsdotter som har silkscreenet fine K-Town T-shirts og som er del af bookingteamet.

Business as usual: Hannah Helseth og Kaja Schjerven Mollerin @kjonnsforskning

Den lille bil bærer dem til Madrid, men de får problemer: "The brakes have jammed!" klager hendes engelske veninde fra førersædet. Leonora has jammed too, kroppen er knækket. Hun har forladt sin stolte hestebevidsthed i Frankrig, nu må hun gå sidelæns som en krabbe. Den nye krabbebevidsthed er intet godt tegn, den markerer begyndelsen til et psykisk sammenbrud.

Vi er ved at lave en lille Leonora Carrington-artikel færdig til Vagantnet. Leonora er også del af mit bogprojekt, som brænder alvorligt på denne sommer. Tænker på vanvidsstilarter og tænker at disse er historisk betingede. Leonoras vanvid var tidstypisk, så samme måde som Mark Fishers politiske depression er typisk for vores tid. Der er imidlertid nogle problemer med at jobbe alene under pres, specielt et job som langt henad vejen handler om vanvid og depression ... well, og kunst. Jeg skal gøre alt for ikke at acte ud det pres jeg føler på nettet. Bedste man kan sige til sig selv er: It doesn't f---ing matter.

Skriver om Damon Krukowski: The New Analog i dagens @Musikkmagasinet og her. Mange gøye links til Krukowskis 2012-essay om strømmetjenester og denne, naturligvis.

Kritikeren er serial attention giver. Givet min skrantende opmærksomhed her + her + her.

As I do not expect redemption in my afterlife, I think that despair is the only appropriate intellectual stance in this time. But I also think that despair and joy are not irreconcilable, as despair is the mood of the intellectual mind, while joy is the mood of the embodied mind. Friendship is the force that transforms despair into joy.

Franco Bifo Berardi: Futurability. The Age of Impotence and the Horizon of Possibility

Har netop postet første billede på Instagram. Billeder med et bedre kamera på Flickr.

Har ikke fået hatemail fra Highasakite-fans endnu. Arne Borge fik mig til at blurbe (lyd: "blurrrb!") i en Vårt Land-artikel (bag betalingsvæg) om bandet Highasakite og deres seneste bilfirmasamarbejde. Hope for millennials? Maybe, maybe not. Skriver iøvrigt om Damon Krukowski i mandagens Musikkmagasinet. The New Analog er god og vigtig læsning.

Det skal siges at man i den norske oversættelse af Hustvedts essays kan læse om Jeff Koons (showcase om kapitalisme) og om Anselm Kiefer (showcase om Holocaust). Dette er læsninger af kunst som har med samfundsmæssige sammenhænge at gøre, men ofte oplever jeg at geni (Hustvedt) ser på geni (kanoniseret kunstner), og denne relation synes at svæve i et tomt rum, og har at gøre med selviagttagelse. Hustvedt har skrevet en bog om egne hjerneproblemer, og et af disse anfald skete på et galleri. Det forklarer jo delvist hvorfor al kunsten har med Siri at gøre som ser på sin egen hjernes emotionelle reaktioner. Der er noget med det selvreferencielle som lukker teksterne, men der er dog en fin tekst som handler om Siri som skrivelærer på en psykiatrisk afdeling. Der er lidt mere luft her. Men selvsagt er der også et geni på afdelingen, som spejler Siris genialitet. Bokmagasinet er tilgængelig på Lillehammer idag fredag. Her er min anmeldelse.

Det interskandinaviske litteraturtidsskrift Vagant, som netop har fusioneret med danske Salon 55, holder release i Oslo 31. maj, på Lillehammer 2. juni og i København 4. juni. Auduns leder her og om Hamsunleaks her. Min spalte Flugtlinjer er afgået ved døden efter syv år. Måske spalteteksterne genopstår i andre sammenhænge. Do you wish to shop the monolith? Go to Tronsmo in Oslo or click yr way to Audiatur. Ingunn Økland har en mening.

A good example of the amazing and innovative Twitter service @susannetiger. Also an actual proof that random magic still happens in the networks of tired, worn-out and depressed culture workers of Scandinavia. Throw in some more eco disaster metaphors, guys! Like Gundersen + Friis. I only want to see you bathing in the aubergine rain.

Natteskær er et godt, men ikke uproblematisk portrett av en samtid der en patologisk og ytterst labil fraktur har åpnet seg som en vulkansk sprekk, og forhindrer realiseringen av alle slags kulørte drømmer om et «vi», et fellesskap.

Anmeldelse af Pablo Llambias' roman Natteskær i dagens @bokmagasinet + her.

Avgangsutstillingen master i billedkunst står til 11. juni. Øverst til højre Andreas Skjelde på en baggrund af Erik Bromö. Erika Stöckel omfavnet af Ane Kvåles åbne korktavler. Lykourgos Porfyris spejler sig i Lina Ella Maria Norell og Janne Maria Lysen gør sin egen ting med pressede blå blomster, fiskekroge og ferskensten. Husk at se Martin Whites performance lecture! Mere om udstillingen her + her + her + her.

Lana Del Rey fortsætter sin nekrofile flirt, hvem er hun nu? Peg Entwhistle? Selv er jeg mere optaget af Adam Ant. Dokumentar her + artikel af Chris Roberts + live 2017.

Okay, whatever. Jeg har anmeldt tre bøger. Det tog alt for lang tid. Det tog en uge at læse tre bøger og skrive om dem. Teksterne blir drysset ud nu i Bok- og Musikkmagasinet, jeg ved ikke hvornår. Den glade nyhed, i det mindste "hurra" fra Susanne til Susanne, er at jeg har færdiggjort research på Leonora Carrington, og kan begynde at skrive imorgen. Leonora fyldte 100 den 6. april, og der har været en flod af artikler om hende, primært i den engelsksproglige verden. Leo, I leo u. Hvor svært er det ikke at præstere til en deadline, arbejde alene i et rum, deale med adrenalin, ikke have et aktivt publikum, og bare droppe tanken om at du starter en samtale, for ingen samtale er startet de sidste 14 år, så hvorfor skulle samtalen starte nu. Den starter jo hele tiden, jeg må bare antage at folk læser og diskuterer, men energien vender aldrig tilbage til mig, som hvis jeg hylede på en scene. I don't mind, burn the I. I keep on, I don't need I. F--- power, love truth.

Jeg så Sex Pistols i Trondheim i 1977. Hvad, tror du mig ikke? Hvis alle taler sandt var der flere tusinde mennesker på den koncert. For mig gælder imidlertid et andet jeg-var-der. Jeg var der, jeg var på Galaxie 500-koncerten i København 1. december 1990. Ikke alene er Galaxie 500 (1987 til 1991) kendt for sin oceaniske drømmepop, Naomi Yangs lyriske basgange, Damon Krukowskis sensuelle trommemagi og Dean Warehams bevidst skingre vokal, men også for et par godt valgte covernumre som for eksempel Yoko Onos "Listen, the Snow is Falling." Og hvad skete da vi kom ud på gaden efter koncerten som siden blev til live-pladen Copenhagen (1997)? Det sneede. En helt speciel slags sølvglitrende sne. Hvordan kan små flager af metal regne fra himlen? Well, tro mig, det skete. Jeg var der. Mere om Damon Krukowskis The New Analog snart. Mere Galaxie her + her + her.

Pablo Llambías har skrevet om virkelighedsfrakturen som i virkeligheden er en fiktionsfraktur før, men aldrig så ekstremt urovækkende som i Natteskær. Frakturen går tværs gennem drømmen om et "vi" på dybt patologisk vis. Natteskær minder måske mest om De elskendes bjerg, men indoptager mange tematikker fra forfatterskabet. Mine tidligere anmeldelser her + her. Spørgsmålet er om der er nogen tilbage i Danmark som fx gider at google "Jacques Lacan" og læse Llambías' forfatterskab i lyset af hans teorier. Mixtape til Natteskær masse Rhianna og denne klassiker. Cheers.