A bit of a cliffhanger. Troede jeg havde mistet Gloria-optagelsen, men fandt den igen her til morgen. Muligvis er jeg ikke den eneste som ikke kan operere folders på en Handy Recorder H4n, men det lykkedes nu via en YouTube-tutorial. En kontrakt er på vej til mig i posten fra Forlaget Oktober, så der bliver Leonora-bog i 2019. Jeg må imidlertid lægge hende på hylden nogle uger nu og skrive tekster til de norske billedkunstnere Mette Edvardsen og Siri Hermansen. Thanks for asking, jeg er glad for at blive spurgt, selvom jeg sidder i en kogende varm Leonora-gryde lige nu. En ny kortfilm er iøvrigt på vej om Gloria.

Anmelder Olga Ravns sf-roman. Det har også Atlas Magasin gjort, blandt andet. Her + her. Jeg forsøger iøvrigt ikke at sige at romanen virker ufærdig, bare at jeg ønsker mig meget mere. Måske jeg har mistet smagen for det konceptuelle og minimalistiske? Anyways, anmelderen synes i hvert fald at det var frustrerende at korte sine tanker ned til Ritter Sport-format denne gang. Måske fordi jeg selv slider med en f***ing episk tekst nu.

Ikke langt herfra på Calle Orizaba boede den amerikanske forfatter William S. Burroughs i 1949 og holdt hof for sine forfatterkollegaer og gadens løse fugle. Hans roman Queer (1985) foregår her. Jeg prøver at forestille mig han og Leonora på den lokale cantina mens de skåler i mezcal. Et strålende møde mellem to weirdos på konstant rejse over alle indre og ydre grænser. For mig fungerer det imidlertid ikke. Jeg er syg og den syge kulturarbejder skal desuden skrive et essay om popmusik til en sulten redaktør hjemme i Oslo. Dette gigantiske osende monster af en by får mig til at føle mig som den sorte ridder i kamp med Kong Arthur i Monty Python and the Holy Grail (1975):

ARTHUR: Look, you stupid bastard, you've got no arms left.
BLACK KNIGHT: Yes I have.
ARTHUR: Look!
BLACK KNIGHT: Just a flesh wound.

Vi har mistet Anthony Bourdain (61). Han hængte sig på sit hotel i Frankrig i torsdags. Jeg kender ham primært fra diverse serier på nettet som virker opdragende i forhold til livsstil. Yes, ægte delicious swagger lifestyle med punkrødder; hvordan spise og hvordan rejse. Style it takes, men ikke style som en f***ing Kardashian. Stil som i ægte menneskeligt engagement og varme. Bourdain ville ikke være et perfekt billede, han ville ikke være uopnåelig, han ville være menneskelig, og han kom i forbindelse med folk, det var hans talent; levende forbindelser. Klart han likte gris og Guinness ekstremt meget bedre end jeg, men selv i hans forelskelse i kød og alkohol var han stadig (eller for det meste) ingen "bro" ... det var intet fællesskab baseret på underlivet, det var baseret på hjertet og sjælen. Se efter, du burde kende forskellen by now, you're a grown-up person. Bourdains programmer handler om mad, lige som litteraturkritikeren skriver om litteratur, men hans kunstbegreb er kulturelt, og det har ingen affinitet til nogen som helst form for poserende overklasse som tidens usmagelige, guldglitrende influencers. Rest in peace. Mere her.

Jeg modtager sidste del af mit stipendie fra de norske sagprosaforfatteres fagforening første juli og leverer forhåbentlig et færdigt manus til mit forlag i Oslo i august. Så er jeg Forfatter. Jeg er jeg. Jeg peger på mig. Der er vi nu, og der er også Claws Talks: Making a career in Korea. Se til højre, der findes nu et link som hedder "Publish or perish!"

Framtidsruiner og Vagant @ Lillehammer. Info her. Flere billeder fra Lillehammer her.

Anmeldelse af første bind i Virginie Despentes' trilogi om Vernon Subutex kan læses her. Kan med fordel læses sammen med denne tankevækkende tekst om Stephen Malkmus.

I 2004 var Beckværk. Fjorten år senere er Madame Nielsen. Strålende interview af ILT.

Jeg ved ikke hvad Jenny tænker på med den lange søvn, men jeg kom til at tænke på petrification, at blive gjort til sten, og forfatteren, billedkunstneren og okkultisten fra Cornwall Ithel Colquehons tanker om hvad fortidens stencirkler har været. Egentlig en slags medier? Sådan som man også tænker på pyramiderne, at de var landingsbaner for rumvæsner. Colquehon har nogle billeder af hvordan stencirklerne har "fungeret" kan man sige. The Sunset Birth først, så Dance of the Nine Opals, som egentlig er kvinder som blev forstenede fordi de dansede, altså som straf. Hun har nogle meget fine billeder hvor den dansende kvinde inde i stenen kan ses. Det er de forstenede fællesskaber vi har nu.

And the good news is, jeg havde noget skikkeligt trash i linklisten til højre. Der er ryddet op nu og nye links er tilføjet. Den lille blog, den lille urtehave. Den lever endnu. Måske. I pinsen plantede vi pelagonier, timian, lyng og efeu. Her er Audun the gentle gardener.

The mother of all deadlines today. Man skal passe på hvilke temaer man vælger at tage op. Der er meget død i dette projekt. Satser på at teksten til slut vil pege på et cyklisk livssyn. I'm looking forward to the life part now. Føler mig så tyngekraftagtig tung. Orpheus, take a hike. Lemme breathe.

Der er en bastard som er vokset voldsomt oppe i Lillehammer, nemlig Kunstbokmessen Bastard, som findes inde i midten af en stor, uregerlig litteraturfestival. Vi håber Bastard kan give nogle af os et hjem midt i de øvrige festivalaktiviteter, som for eksempel det traditionelle kritikerseminar arrangeret af Norsk Kritikerlag. På Bastard sker mange ting, som man kan se ud af programmet, blandt andet slippes en bog ved navn Framtidsruiner som har været længe undervejs. Her har jeg blandet andet et bidrag.

Én i Vernons vennekreds er dog blevet noget andet end en taber. Alex Bleach slog igennem og blev en følsom og conflicted popstjerne. Han beskrives som en Serge Gainsbourg light, men kunstnernavnet antyder også en relation til Kurt Cobain og Nirvana hvis debutplade fra 1989 hedder Bleach. Alex er nyligt afgået ved døden, og et bånd hvor han interviewer sig selv flyder rundt i fortællingen som en både pirrende og irriterende MacGuffin, et filmudtryk populariseret af Alfred Hitchcock som henviser til et mystisk objekt som først og fremmest tjener plottet. Et tidligt eksempel på en MacGuffin kunne være den hellige gral i legenden om Kong Arthur.

Har læst første bind af Virginie Despentes' trilogi Vernon Subutex som kommer på norsk.

Avantgardekomponisten Glenn Branca som en dæmonisk ur-Ozzy dirigerende med ryggen til publikum, skrev jeg i 2013 her. RIP Glenn Branca. Her + her + her + her.

Jeg besøgte Visby i 2009 + 2010 + 2011 og nu i 2018. Her poster en af Leonoras børnebørn hendes version af tarotkortene som udstilles netop nu i Mexico City. Cuentos Mágicos, måske Leonora kan blive Mexicos svar på Harry Potter? Udstillingen ser meget legende og børnevenlig ud, men helt unscary er hun vel ikke akkurat.

Vældig twee konverstion mellem Timothy Morton og Jeff VanderMeer fra 2016. Den ender et interessant sted, and by that I don't mean the shrill and shouty part, men snarere tankerne omkring fiktionens ikke-fiktive udgangspunkt. Evt. som noget andet end et evigt jegs trivielle observationer. You have to travel and get lost, right.

Efter arbejde idag gik jeg ind i Visby Domkyrka og hilste på queer Jesus. Så gik jeg ud og ledte efter de røde faner, men jeg fandt bare svenske flag. Siden så jeg en strålende dokumentar om Rachel Carson og tænkte på hvad en forfatter kan være, for eksempel en person som formidler videnskab og forandrer verden, som Carson gjorde med Silent Spring. Jeg ved ikke hvordan de skønlitterære forfattere snart kan holde ud at se sig selv i spejlet.

I 2013 fandt et kunstseminar sted på litteraturfestivalen på Lillehammer. Nu fem år senere er bunken af kunstprojekter under titlen Fremtidsruiner blevet til en bog. Denne bog er netop blevet sendt i trykken, og resultatet kan ses på Kunstbokmessen Bastard i juni. Norsk kunstårbok 2018 er også på vej, med blandt andet et længere interview indeni.

Og Weekendavisen bare: "Der findes en bærende søjle i nordisk kulturliv, som er en lille smule usynlig. I år har den tilmed 30-års jubilæum. Det drejer sig om det storartede panskandinaviske kulturtidsskrift Vagant, som bringer tekster på alle skandinaviske sprog, de sidste ti år med norske Audun Lindholm som chefredaktør." Læs her & hilsen fra Visby.

Sammen med Amalie Smith, Asger Schnack og Jakob Sandvad deltog jeg på et seminar på Københavns Universitet igår hvor Lars Handestens rapport om forandringer i den danske forlagsbranche, med fokus på det aktuelle småforlagsboom, blev lagt frem. Rapporten er bestilt af Bog- og litteraturpanelet som hører under det danske kulturministerium. Rapporten findes på nettet, og det gør også panelets øvrige rapporter.

Nytt cherry blossom fist-in-the-nose Vagant ute nå! Mere her + abonnement her. Næste nummer er et dobbeltnummer som kommer i den skønne eftersommer.

Som nabo til et meget opreklameret lyserødt naturmirakel har jeg påtaget mig den tunge opgave at holde øje med denne spændende, langsomt fremadskridende, blomstringsproces. Jeg er egentlig glad for at have kirsebærlunden for mig selv hver morgen, mens andre haster forbi og tænker "Ikke endnu!" og "Intet at se her!"

Audiatur – Festival for ny poesi avholdes for åttende gang i Bergen ganske snart. Mere information her. Pics fra 2007 + 2009 + 2012. I 2012 hed festivalen Audiatur Waste Land, og her er en optagelse fra kakofonioplæsningen i Bergen Kretsfengsel. Nogle brænder for den festival, nogle brændte for festivalen, og nogle brændte også ud. Tag et smut til Bergen.

Værd at følge Jessica Sligters podcast Nuts and Bolts som dishes ud på The Quietus nu. Jessicas nye single er dødsspooky og giver seriøs konkurrence til den sene Scott Walker. En anden favorite J-Girl Jenny Hval har også en ny single ude og snart en bog på Verso, tidligere kendt under en anden titel. End of girl friend commercial.

Solar vil ikke være en «god roman», snarere vil den åpne et rom for leseren. Som i Infinite Jest er det ikke snakk om å redde virkeligheten, noe slikt er umulig innenfor en kapitalistisk og fremskrittsdrevet ideologi uten utside, men snarere å ta fatt på den krevende oppgaven det er å gjøre uvirkeligheten synlig for oss.

Bernhard anmelder Theis Ørntofts roman Solar i Morgenbladet. Jeg sagde til ham at Ørntoft måske har skrevet en accelerationistisk roman, poeten som begår selvmord by simulakrumdød, ved at hengive sig til den ydre underbevidsthed af trashforestillinger om livet. Det ledte mig rundt i en underlig cirkel tilbage til min egen tekst.

Are you ready for the country? Gode muligheder for skriveophold i Norden, fx her + her. Skal De til Vindbyholt står min fars cykel nu der til fri afbenyttelse. Der er seks kilometer til nærmeste indkøbsmuligheder, og bussen er en skolebus som bare kører én gang tidligt om morgenen. Naboen, voksencenteret Vidarslund, har en butik med diverse grøntsager og biodynamiske goodies, men p.t. har de ikke almindelige varer som brød og pasta. Refugiet er roligt og fint, men passer måske bedst for de som kan komme rundt med bil.

Angånde "Rejsen mod Espedal" publiceret i Politiken for nyligt, til fremtidige danske pilgrimsrejsende som skal til Bergen og gå i Espedals fodspor: Bare drop Danmarks plass, det er stort set bare en motorvej. Fra Wikipedia om Danmarks plass: "Området er preget av trafikk. Hvert døgn passerer mer enn 62.000 kjøretøyer gjennom Danmarks plass, flertallet langs nord/syd aksen. Området er sterkt plaget av luftforurensning, særlig i vinterhalvåret da det såkalte "giftlokket" legger seg over området." So, move along now, nothing to see here. Go pray somewhere else.

Billeder fra min sydvest-engelske walkabout her. I Plymouth deltog jeg på Seeking the Marvellous: Ithell Colquhoun, British Women & Surrealism. I Bristol så jeg på en bro og købte indisk takeaway før jeg tog toget til West Dean College of Arts and Conservation. Huset tilhørte Leonora-mæcen Edward James, som også støttede Salvador Dali og René Magritte på afgørende vis. James indrettede sit hus på surrealistisk vis, hvilket man delvist kan fornemme i College-delen, men desværre er der ikke adgang til Monkton House hvor han gik totalt amok indretningsmæssigt. Jeg har samlet nogle billeder fra nettet her.

Om science fiction i Politikens bogtillæg idag. Andreas Vermehren Holm, redaktør for Forlaget Virkelig, og jeg er interviewet. Eller interviewet med mig er citeret, som det jo ofte er. Altid soft spot for Politiken, selvom avisen uden tvivl har ændret sig drastisk siden dengang i 80'erne hvor jeg gik og købte den til familien hver søndag morgen, primært for at læse Dan Turell og den slags. Grafisk også meget delikat med sine rød-sorte koncepter, som jeg tror har overlevet gennem historien. Så vidt jeg husker. Mere her.

Yo La Tengo. It's the sound of love. Pic @ grå hal 2009. Nye plade lyder som kjærlighet.