Like an oil leak. Det er herfra det sorte kommer. Tænkte denne sætning fra Watership Down: "Hazel, this is where is comes from." Det er synske Fiver som identificerer kilden til mørket og faren. Interviewet med Franco "Bifo" Berardi. Hazel, this is where it comes from.

Bokhøsten er igang! Som i dette tilfælde består af Tue Andersen Nexøs samtidslitterære analyse Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, sidste nummer af Kritik nogensinde om Arktis, saying and doing the collapse, Kunsthall Stavangers udgivelse i efterkant af deres fine Judith Bernstein-udstilling, som netop blev lanceret i New York, plus Norsk kunstårbok 2016, hvor jeg har bidraget med et tekst om posthumanisme og popmusik. Som min ingeniørfar bemærkede: "Der er en kaburator på forsiden! ... den ser lidt mærkelig ud."

I denne uge har jeg lavet tekst færdig til Sæterbakken-antologien, skrevet en anmeldelse af en dansk bog and a blast from the past, en tekst til en udgivelse i forbindelse med et seminar på Den Frie sidste år. Det største og mest akutte hovedbrud er en tekst til Harpefoss Hotell-folkenes kommende bogserie. Bodil Furus film fra Gudbrandsdalen er i centrum, men jeg har samlet en del andet materiale som blandt andet har med flommen i 2011 og nazisternes visioner af Gudbrandsdalen at gøre, plus min egen dagbog fra mit besøg i 2013. Usikker på hvad af dette som ender op i teksten ... som ikke er skrevet, men skrives i et tidsrum fra nu til tirsdag. Need more Sauvignon Blanc. Iøvrigt hjælper det ikke noget som helst på arbejdsenergien at drikke vin. Chia-frø derimod. Say no more.

Et par citater fra Malte Tellerups anmeldelse af En punkbønn i sidste nummer af Kritik.

Hermed en lille post-Punkbønn-liste over interessant musik so far i 2016. Begrænset til hvad som strømmes, jeg har desværre ingen muligheder for at spille musik på anden måde.

Savages / Sex Stains / Moon Relay / Selector Dub Narcotic / Bob Mould / Vivien Goldman / The Julie Ruin / Tacocat / Ritual Spirit EP med Massive Attack / Silje Sol / Moddi / Frankie Cosmos / Dinosaur Jr / Alice Bag / White Lung +++++++++++++++ Jenny Hval

I Stavanger måtte jeg desværre sige nej tak til succeskonceptet Ferdigsnakka eftersom jeg skulle synge med Traveling Wilburys. Her er et billede af Jan Erik Orbison som synger i trancetilstand via tankeoverføring. Selv laver jeg en hviskende lyd af bølger i mikrofonen.

Som man kan høre her er det ikke en god ting i Danmark at være en "nørd" og have langt hår. Måske disse aversioner må stå på Jes Stein Pedersens egen regning, jeg ved ikke. En anden gang serverede han urimelig hardcore slagt af samme tidsskrift hvis bortgang begrædes i podcasten. Nu ser jeg dokumentaren om den amerikanske filmkritiker Roger Ebert Life Itself ... Ebert kan kaldes den ultimative nørd-kritiker. På grund af kræft fik han fjernet kæben, som nogen måske ved, og han mistede ved den anledning også stemmen. I en scene får han sin computer til at svare på spørgsmålet "How have you kept your spirits up?" Lige før har vi set ham fumle med sine højtalere, for siden at blaste Steely Dan på højeste volume mens sygeplejersken hamrer et rør ned i halsen på ham og suger den fri for spyt, noget som ikke akkurat ser smertefrit ud. Siden svarer kritiker-nørden Ebert:

"I've zeroed in on my work, when I'm seeing a movie or writing a review that makes me feel good, you know how they talk about being in the zone, when you're doing something you're good at, you get in the zone. It sort of pushes your troubles to the back of your mind."

Når jeg siger til folk, at Kritik lukker, ser de på mig som om, jeg var en marsmand, og siger: “Hvad sker der nu?” og jeg svarer: “Det ved jeg ikke!” Der må jo komme noget nyt, men det kræver, at der er et momentum, og at nogen tænker: “Så må vi jo gøre det selv!”

Vagant interviewer Kritik-redaktør Elisabeth Friis angående tidskriftets nedlæggelse her. Enquête-svar fra yngere og ældre redaktører og kritikere her. Ulf Eriksson her.

Har skrevet om orange lava, Hveragerðis geotermiske gadekøkken, Jules Verne, det arkitektoniske prestigebyggeri Harpa, branding, Andi Zeisler og markedspladsfeminisme, Beyoncé og empowertizing, Angela Davis, en fuzzy mental tilstand, fagforeninger og norske forlag, en rosabloggers smilende ansigt og Peter Amdam. Cheers, drink up.

Har du fået med dig at Jill Soloway har haft præmiere på en ny spændende pilot på en tv-serie baseret på en roman af Chris Kraus ved navn I Love Dick? Vidste du at bogen allerede har en skandinaviske modtagelse? Leder du efter nogen om kan blurbe Dick og søger du på Google og finder en masse skryt fra udlandet? På den måde får du det til at se ud som om Skandinavien er Kraus-virgins. Bogen er oversat til svensk nyligt, tag kontakt med dens oversætter Annelie Axén eller Jenny Tunedal som interviewede Kraus ved hendes besøg i Gøteborg denne sommer. Det er rigtigt at Dick kommer på Aschehoug, men Kraus-essays kommer på H/O/F som også har inviteret hende til Norge. Selv læste jeg i 2012 Elizabeth Gumports artikel og skrev i Vagant #3/2012, i Bokmagasinet og Vinduet #4/2013. Støt de skandinaviske litteraturarbejdere som allerede har gjort et stykke arbejde i litteraturminerne før du gør som D2 og googler nogle blurbs.

Lidt baggrundsmusik for de som ser The Get Down her + her + her. Københavns forstadskvarterer fattede det omkring 1983. Året senere meldte atomkrigsangsten sig.

Skriver blandt andet om Andi Zeisler til Vagant og en længere tekst til Harpefoss Hotells kommende skriftserie. Sidstnævnte afholder poesifestival snart, samtidig med Kapittel i Stavanger hvor vi skal tale om essayet. Hope to see you there.

Sommeren 2012 skulle jeg have været på en længere rejse. Jeg blev syg på vejen til lufthavnen og endte på hospitalet i Berlin. Der måtte jeg vente indtil de havde tid til at undersøge mig på den somatiske afdeling. Lægerne mente at jeg led af stress, det siger sig selv hvor de placerede mig, på en afdeling for stressede mennesker. En stresset litteratur- kritiker kom således til at dele rum med en udbrændt kunstner, Helena. Nu findes der jo en del natsværmere rundt omkring, de er ikke sjældne, men det var måske en smule overraskende at se en sådan på en hospitalsafdelingen. Den sad udenfor vores dør en dag, midt på den hvide væg. Jeg sagde til Helena: "Har du set?" Hun vendte hovedet og så på natsværmeren. Bevægelsen hun gjorde med hovedet, der var ingen reel overraskelse, snarere en slags rolig genkendelse. Helena, Julia og mig var hospitalspigerne. Vi skulle holde sammen, men vi mistede Helena sent i 2012, samme år som Mike Kelley. Texte Zur Kunst #89 indeholder begge nekrologer.

I år mistede vi en anden ven. Jeg varer mig for at se tegn og symboler, men af og til udfolder symbolikken sig foran dig og virker sand, måden at øjet ser og forstår i et glimt før den bevidste tanke overhovedet har meldt sig. Jeg længtes efter vand den weekend, noget frisk og koldt, en næsten panikagtig følelse, jeg løb gennem byen og skrev siden: "Jeg længes efter det glitrende vand." Samme aften flyttede jeg til et nyt rum. De store vinduer var åbne ud mod det som engang var en fangelejr for russiske tvangsarbejdere. Store natsværmere flaksede rundt i rummet hele natten, jeg hørte dem mod ruden og mod lampen, de hvirvlede op støv. Den næste dag var min ven væk.

På ep-ens åpningsspor lyder det flertydige spørsmål What would it take to get back to the blackness? Ritual Spirit er «svart» fordi bandet har kuratert svarte rapartister, men mørket er også tilbake når det gjelder den underliggjorte realismen som er Massive Attacks varemerke både musikalsk og visuelt.

Her er min tekst. Tak til Classic Album Sundays i Oslo for den oprindelige invitation.

This one. Nogle af de sange som ikke findes på Spotify findes her + her + her.

I 1995 dræbte en snjóflóð tyve mennesker i Flateyri. Byen kendetegnes nu af et A-formet bolværk, et avalanche defense, som skal styre snemasserne ud i havet snarere end at knuse byens huse og dens beboere. Mere her. Iøvrigt var de som grundlagde byen hajfiskere. Det fjerde hus i byen blev bygget i 1884. I 1922 kom der elektrisk lys i huset.

Rebirthday in Reykjadalur. Soundtrack her.

Billeder fra Hveragerði her. Iceland, putting hell to some use. Næste stop Ísafjörður.

Et par er fanget i en underlig dans gennem byen: Han tager et skridt frem, hun tager et skridt tilbage. En bil kører forbi med "Unfinished Sympathy" på radioen og en kvinde storsmilende og rockende bag rattet. Hun stopper bilen og ser uforstående på parret som stirrer vagtsomt på hinanden, opslugt af deres bizarre parforholdsshowdown.

Massive Attack besøger Øya 10. august. Deres musikvideoer er ofte kortfilm i social(sur)realistisk stil. Underliggjort realisme i en spooky zombiedans i "Take It There" og angst parforholdstango i "Come Near Me" hvor bandet kommenterer og distancerer sig fra egen tidligere storhed. Mere i Musikkmagasinet på mandag.

I meet these guys a lot at my current spot outside Reykjavik. Øverst en spói og nederst en lóa. Især Mister Spói gør megen væsen af sig og mener at eje hele Island når man kommer trampende gennem landskabet. Mister Lóa er derimod fåmælt, som en lille engel i græsset.

I was totally confrontational. In those days, people just wanted to go to a show to be removed from life, for entertainment, to forget their lives for a few hours. They came in off the street and I gave them the street right back.

Bitchfork har godt materiale om Alan Vega og Suicide her + her + her.

Måske findes noget af Evas livsangst i Ole-Jakob. Alene hans navn synes sårbart. Bindestregen er som en rille i et stykke chokolade, han kan knækkes på midten. Som mange tøvende drenge på tærsklen til teenagelivet er han lukket omkring sin egen fantasiverden, fuld af horrorfilm og små plastikfigurer som fører en episk krig på et bord på hans værelse. Faren kan ikke rejse ind i sønnens verden, der er ikke adgang.

Udslidt af sorg, død, nød. Skriver videre though. Om Sæterbakkens Gjennom natten.

Two songs about sunglasses as a tribute to the band Suicide here + here. Something's wrong, though. Vimeo, lyrics actually go: It makes me come in the night/ It makes me swim with delight. Den sang er fra 1986, Corey Harts fantastiske sang er fra 1984 da en anden meget hot James Dean-lookalike også var på hitlisterne, nemlig Nik Kershaw. Elsker sangen og videoen. Husker tydeligt ungdomsfester hvor alle scorede omkring mig mens jeg så på Nik Kershaw. Oblivion. Kershaws sang indeholder en vis social bekymring, mens Corey Hart er underlagt et sexy matriarkat. Iggys sang fører disse tematikker sammen: poor working class guy fanget i et blåt net underlagt et sexy matriarkat.

De kunne skremme livet av de fleste. Det amerikanske bandet Suicide er litt av et syn under sin første konsert i 1971: Martin Rev står ubevegelig bak en synthesizer iført enorme insektaktige solbriller, mens Alan Vega raver rundt på scenen som en rockabillydemon og oppfører seg ganske truende. Vega utstøter plutselige skrik, og kroppen gjør uforutsigbare, spastiske bevegelser, blikket stirrer tomt fremover, og han viker ikke tilbake fra direkte kontakt med publikum.

Rest in peace, Alan Vega. Dream Baby Dream 4-ever. Min tekst fra musikkmagasinet, 2010. Ian F. Svenonius interviewer Suicide her. Plus min mor.

In a bar in Emeryville, March 2015. Such a nice Californian Pinot Noir.

Ändå är Expos artikel ett av de mest provocerande scoop som drabbat litteratursverige. Inte för att det tvingar oss att omvärdera Lundkvists verk, utan för att det aktualiserar frågan om principerna för den litteraturkritik som bedrivs i Sverige.

Om afsløringen af Nikanor Teratologen AKA Niclas Lundkvist her + her + her + her.

Answer July/ Where is the Bee/ Where is the Blush/ Where is the Hay?

Peter var definitivt en af En punkbønns store inspirationskilder. Jeg forsøgte at få ham til at deltage mere aktivt i form af en samtale, men en slags afsløringsangst greb ham. Han fulgte også arbejdet med Den ulne avantgarde nært, og synes godt om resultatet på trods af hans skrape kritik af Flamme Forlag nogle måneder tidligere. Da jeg modtog kritikerprisen i marts 2011 var jeg opfyldt af billeder af venner, kulturarbejdere, freelancere, totalt udslidte, som arbejdede under umulige forhold. Peter var for sky til at komme på arrangementet, men den ekstremt uhåndtérlige buket blomter jeg fik af Klassekampen og umuligt kunne bringe med mig på flyet, den fik han. Jeg trak min kuffert, han gik bag mig i sneen gennem Oslos frostklare gader. Jeg så tilbage på ham og lo, han gik med denne gigantiske blomsterbuket og sagde gravalvorligt: Jeg skal give dem til min mor.

De uttallige bildene av ham på scenen i intens innlevelse, eller på vei ut av scenen og inn i publikumsfjorden, gir sterkt inntrykk. Han er i disse fotografiene ikke på vei inn i idoliseringen av ham, men inn i fellesskapet som for en stakket stund mens hardcore-showet pågår, virker tettere enn det såkalte IRL på utsiden av konsertlokalets vegger. Det er kanskje en drøm, dette fellesskapet, men likefullt en drøm som kan vekkes til live gang på gang. Rammende mindeord om Peter Amdam af Audun Vinger her. Tribute fra 2015 her.

Især sange som "Safe From Harm" og "Protection" (tidligere end Mezzanine) handler om nabolaget, om en bristende kollektivitet, og er opråb om at passe på hinanden i en større kreds end individet og den biologiske familie, oplever jeg. Der er også dybe fællesskabsbekymringer på Mezzanine, men kernen er nok et toxic relationship som beskrives fra to vinkler i "Inertia Creeps" og "Dissolved Girl" ... Massive Attack er unike i kraft af deres benhårde synsvinkeldemokrati og deres stærke sange om kriser, vold og sammenhold i nabolaget. Velkommen på søndag til en fælles lytteoplevelse. Jeg vil dedikere mit oplæg til mindet om Peter Amdam som vi desværre har mistet nu. Som jeg kendte Peter var han intenst optaget af community, og var en central kraft i Oslos intellektuelle liv, så vel som i mange forskellige variationer af byens uteliv.