Ich habe mein Buch geschrieben, den kommer ud i august. 

"Scott Walker" as played by Engel was just a more sophisticated variant on the classic boy band options, the moody one, Serious Spice, the dreamy interesting type who would gaze deep into your eyes and tell you how he read books and everything. God observation af Ben Graham. Der er ikke mange live-klip af Scott og Walker Bros, men jeg ser nightmare-Scott dengang også, hvordan hans ansigt flakker mellem rollen og dyb forvirring bort fra mikrofonen. Alle tre virker de løsrevne fra deres kroppe; Gary ser på sine trommende arme som om de tilhører en anden krop. Scott kan ikke skjule at han freaker ud. John smiler et sarkastisk smil. Han og Scott står i hver sin ende af scenen og spejler hinanden med deres grad gestures; de forsøger at besynge pigerne hvis skrig overdøver musikken. Stemningen er uncanny. Jeg har opdaget Walker Bros' sidste plade Nite Flights (1978), Scotts plade Climate of Hunter (1984) og den fantastiske fuck you-sang No Regrets (1975).

Scott Walkers karriere er et mesterværk i sig selv. Få har klaret at lave så radikal musik så sent i livet. Rest in peace, if possible. Musikken fra Tilt og frem er ofte chokerende at lytte til, og man risikerer at blive dybt forvirret over sammenhængen med den anden gyldne Scott fra 60'erne. Lyt til Tilt, The Drift, Bish Bosch og Soused, musik som i sandhed freaker mig ud. Redaktører kan gerne spørge kvindelige skribenter om at skrive om Scott, og kontakte kvindelige kunstnere som er inspireret af ham. Tag fx en telefon til Jessica Sligter. Læs et interview fra Bish Bosch-lanceringen. I stedet for at skyde, kværke, fyre og politianmelde den hvide mand som genidyrkes, burde vi gå og snakke som ham. It's an act. Det har næppe været forbudt ved lov at nærme sig Scott Walker for at få et interview. Det har nok ikke været let, og hjerter har sikkert flimret nervøst, men hvorfor ikke bare gå som en cowboy; læg selvbevidstheden til side og bær de brændende spørgsmål frem, for de er vitterligt vigtigere end hvem du er og hvor "forkert" du end måtte føle dig.

Det nye nummer af det norske filmtidsskrift Wuxia indeholder et uddrag fra min kommende bog om den britiske surrealist Leonora Carrington. Leonora er i sin egen historie, men flipper også rundt i andre historier, blandt andet besøger hun Star Wars-filmen The Force Awakens. Tekster af Mike Sperlinger, Stian Gabrielsen, Aina Villanger ++

Efter forestillingen havde mit fossil vokset enormt i autoritet. Det var ingen ligegyldig genstand, som lå i lommen, det var noget som talte til mig med en langt højere intelligens end min egen. Dette lille fossil knuste mig; denne lille forstenede snegl var ikke ubetydelig, men det var jeg derimod.

Jeg var på Borealis i Bergen, læs her. Apropos Bergen, minder om slippefest for Ida Lødemel Tvedts essaybog Marianegropen. Come along & party with the essay people.

Fivers vision i Watership Down-filmen fra 1978 i en fanvideo her. Min tekst her.

Jo, vi vil gaa. Vi vil gaa alligevel. Vi maa gaa. De Kvinder, som altid sidder i sine Kareter, kjeder sig tildøde. De Tider er forbi, da Kvinden var for Manden kun en Luksusgjenstand, halvt et kostbart Legetøi, halvt en Gudinde, der skulde tilbedes. De har selv stødt os ned paa Handlingens Skueplads, hvor vi maa arbeide, erhverve, stride og tumle os, med ett Ord: vi maa gaa. Camilla Collett, 1862 💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥

Hvordan kommer undergangen til at se ud? Nogle af os har nok en fornemmelse af, at flertallet ikke kommer til at reagere, med mindre den viser sig som en dramatisk begivenhed. Den glidebane, vi er på, kan de fleste distrahere sig fra med hverdagens gøremål. Vi klamrer os til dagligdagen, hvor børn uden fremtid skal passes, hvor huse, som alligevel kommer til at ligge under vand, skal fikses op, og hvor kroppe, som snart skal forkulle, trænger til forbedring. Det er nemt nok at afskrive de irriterende kunstnere og kritikere oppe i deres udsigtstårn som alarmister. Deres dystopier kan heldigvis omformuleres i det såkaldte kulturliv. De entusiastiske artikler om forårets nye trend »dystopisk science fiction« bruser frem i kulturaviserne, og litterære agenter står klar til at omfavne den på årets bogmesser. Læs min anmeldelse af Pablo Llambías: Zombierådhus.

Baby, life's what you make it, don't you hate it? 

I januar startede jeg en tråd som bogstavlig talt eksploderede. Her spurgte jeg: "Hvilke skønlitterære bøger er skrevet med et dyr eller en anden type natur som jeg-fortæller, altså som samtidig er alvorlige voksenbøger? God litteratur som forsøger at se mennesket med naturens/dyrets kritiske blik?" Jeg fik mange gode bud og brugte en del af dem i en tekst til Forfatternes klimaaksjon. Not yet published, men stærkt på vej. Jeg har også skrevet tekster til LIAF og Vagant færdig, og ser frem mod et job for Kunstkritikk nu. Desværre ingen Christensen i Klassekampens spalter længere, efter 15 års tro tjeneste. Man må altså kigge andre steder hen hvis man vil følge med videre.

Modsat det pistaciegrønne hus på Møhlenpris hvor jeg engang boede ligger nu et pistaciegrønt teater, og her skal vi mødes for at fejre Ida og hendes nye bog den 21. marts. Jeg skal læse fra min bog som udkommer på Forlaget Oktober til høsten. Sneak preview på denne er på vej i det næste nummer af filmtidsskriftet Wuxia 💚💚💚💚💚💚

I forbindelse med En punkbønn talte jeg med Johanna Fateman i New York i 2013 og siden på Skype. Hun blev en vigtig del af projektet, og hun passede strålende ind med sin generøsitet, viden og åbenhed. Dengang talte vi om hendes projekt med Andrea Dworkin, og første del af dette er publiceret nu. Jeg ved at der kommer endnu en bog på Semiotext(e) som jeg glæder mig til at læse. Her taler Chris, som jeg tipper på er Johannas redaktør sammen med Hedi. Et strålende team, for sure. En af de jeg forsøgte at få kontakt med da jeg rejste rundt for at gøre research er Allison, som netop har givet dette strålende interview. Der er også en Bratmobile podcast som jeg glæder mig til at høre.

I 60'erne forholdt Andy Warhol sig ironisk bejaende til forbrugskulturen da hans Factory begyndte at masseproducere kunstværker. I 1966 svævede hans Silver Clouds rundt i et gallerirum. Ingen udstilling var smukkere i 1966, men i 2019 er der gået hul på sølvskyerne, de er blevet til mikroplastik og snurrer langsomt rundt i Stillehavet som del af den dovne plastiksuppe. 

******This is funny, right?****** 

Har sat sammen et killer essay-kompendium til eleverne på Skrivekunstakademiet med Ole Robert Sunde, Martin Bastkjær, Amalie Smith, Jenny Hval, Adam Curtis og Bodil Furu. See u in february hvor også dette foregår på Litteraturhuset. God profil som dækker både skønlitteratur og sagprosa. Equality now! En forfatter som jeg sædvanligvis læste alt nyt af, Dubravka Ugrešić, skriver netop i gråzoner mellem roman og essay.

Happy science fiction 2019. Mikkel Frantzen er fuld af energi og Nasjonalbiblioteket i Oslo har et interskandinavisk og -galaktisk program med titlen Fantastiske fremtider som fortsætter ind i februar. Specielt 5. og 6. februar stimler forfattere som Øyvind Rimbereid, Lyra Koli, Jonas Eika, Bjørn Vatne og Cathrine Knudsen sammen.

I can't believe my eyes saw these two landscapes just one month apart. Hope for 2019.

Audun og jeg har bevæget os fra Agadir til Ouarzazate som er Marokkos filmby (kælenavn "Ouallywood"). Her ligger blandt andet Musée du Cinéma og Atlas Studios, masse billeder på min Flickr. Her ligger også Noor III, verdens største solar power plant, som gav sig til kende mange kilometer før vi nåede til byen med sit underlige, strålende tårn. Vi er endnu ikke kommet tæt på Noor III, selvom vi har kontaktet dem, måske det må blive ved disse fantastiske Google-billeder. Mere om Noor III her + her.

Årets bøger i Bokmagasinet idag. Selvfølgelig Martin Bastkjær, som (rettelse!) rigtigt nok udkommer på Forlaget Arena, og Merete Morken Andersens flotte Amalie Skram-collage som jeg har anmeldt i Vagant #4/2018. Andre gode bøger jeg har læst offentligt i år er Jacob Wren, Tove Ditlevsen, Virginie Despentes og Olga Ravn.

To fine Vagant-numre er på vej før jul. Her er det ene, kom og fejr i København. Her poserer nye Vagant med rosmarin. Tema er science fiction, læs lederen. Massiv anmeldelsessektion hvor flere danske forfattere omtales. Københavns litterære miljø har brug for fællesskaber, og hvad er bedre at mødes om end et tidsskrift. Selv er jeg usikker på startuppere som samler ind til deres butik. Lad os støtte de som arbejder aktivt med litteratur, som Vagant-redaktørene gør, og som har andre planer end at sælge os lækker kaffe og croissants med et drys Kim Leine ovenpå. Støt op om de institutioner som allerede eksisterer, som Forfatterskolen. Hold disse rum varme, og støt de elever som går der nu. Det er fuldt muligt at gøre allerede på lørdag. Piratér båden if u want change.

Traditionen tro et elektronisk julekort til alle arbejdsgivere i 2018. Tak for samarbejdet til Vagant og Klassekampen, til Norsk kulturråd og Norsk kunstårbok, til Forlaget Oktober (vi får en liten bok sammen til næste år), til Kunstbokmessen Bastard på Lillehammer, til Classic Album Sundays Oslo, til Kunstnernes Hus Kino og til LIAF som jeg skal arbejde videre med til næste år. Tak til Jessica Sligter som lavede den fine podcast Nuts and Bolts, til billedkunstnerne Siri Hermansen og Mette Edvardsen hvis bøger kommer til næste år, og til Mike Sperlinger og Kunsthall Oslo. Tak til Politiken og Information, til Forfatterskolen og til Københavns Kunstskole ved søerne, til det nordiske avantgardenetværk og til Borups Højskole og Bogpanelet under det danske kulturministerium. Og ikke mindst tak til NFFO hvis generøse stipend har løftet mig op i tre år nu. Tak for at invitere mig & tro på mig & lønne mig gennem 2018 💚💚💚💚💚💚💚💚💚

I mit lille oplæg om blogs forsøgte jeg at pushe gode tekster som Camilla Collet: Fra de stummes lejr (tilgængelig via Nasjonalbiblioteksts netside), det første eksempel på feministisk litteraturkritik i Norge, og Semiotext(e)s version af Tiqqun: Preliminary Materials for a Theory of the Young-Girl som også findes på net. Vi talte om selviagttagelse, og jeg ville have nævnt Eivind Røssaaks fine bog fra 2005. Vi talte om rosabloggere, og jeg ville have nævnt den kære Mark Fisher og hans blog k-punk.

Low: Double Negative
Aidan Moffat & RM Hubbert: Here Lies The Body
Ursula Le Guin & Todd Barton: Music and Poetry of The Kesh
Juliana Hatfield sings Olivia Newton-John
Angélique Kidjo: Remain in Light
Calvin Johnson: A Wonderful Beast
Yo La Tengo: There's a Riot Going On
Young Fathers: Cocoa Sugar
Jenny Hval: The Long Sleep
Tracey Thorn: Record

Also very good:
Big Joanie
Jessica Sligter
Escape-ism
J Mascis
Alice Bag
Moon Relay
Håvard Volden
Dark Times
Crack Cloud
Grouper

Live 2018:
Aidan Moffat & RM Hubbert & Siobhan Wilson i Inverness
Kristin Hersh & Beerjacket i Glasgow
Lee Ranaldo i Moss
Gary Numan i Malmö

Ikke mindre end to numre af Vagant er på vej før jul. Tegn abonnement her, og hjælp tidsskriftet med at overleve i en kold tid. Det er første gang jeg skriver Vagants logo, og her er også tre anmeldelser af undertegnede. Another first: Første sæson i femten år at jeg intet har publiceret i Klassekampen, men der opstod et fælles behov for en tænkepause.

It's my second time in Lofoten, and I don't understand this landscape. I Norsk kunstårbok 2018 har jeg interiewet medkurator for Momentum 2017, Jacob Lillemose, og for sidste års LIAF, Heidi Ballet. Nu samarbejder Vagant med LIAF 2019, og jeg er her som writer in residence på Kunstnerhuset i Svolvær for at forstå mere af stedet og de processer som er LIAF 2019. LIAFs netside her og deres Instagram-konto her. Mine billeder her og her.

Et yderst kvalificeret Leonora-panel den 7. december. I'm gonna sit back and relax.

Weird with Lee @ Classic Album Sundays Oslo. 

Lee Ranaldo @ Moss. Forgot my f***ing camera.

Fandt tre soniske filmudtryk. Det er ikke alle som findes, men her + her + her.

Jeg er grounded og skal læse en roman idag. Dreams of magic, new mix 4u.