Saturday, May 27, 2017

Natteskær er et godt, men ikke uproblematisk portrett av en samtid der en patologisk og ytterst labil fraktur har åpnet seg som en vulkansk sprekk, og forhindrer realiseringen av alle slags kulørte drømmer om et «vi», et fellesskap.

Anmeldelse af Pablo Llambias' roman Natteskær i dagens @bokmagasinet + her.

Friday, May 26, 2017

Leonora med sit vilde mørke hår, pigen som ikke kan tæmmes. Den ensomme pige med sine tre ældre brødre, de er langt mere frie end hun. På Crookhey Halls vidtstrakte arealer ridder hun afsted på sin ponny Winkie, en flyvende flugtlinje væk fra civilisationens perverse krav om orden og dannelse. Hendes eneste venner er Winkie og hyænen i zoologisk have. De voksnes afskyelige ritualer, de jager ræven til dens lille hjerte sprænges af angst. De sætter sig til bords og æder pompøst anrettede døde dyr, groteske kunstværker, mens de konverserer dannet med hinanden. Selv skulle hun anrettes og serveres på Buckingham Palace for at tilfredsstille sine forældres klasseklatrende ambitioner: "The tiara is biting into my skull."

Vi ruller ud Leonora i disse dage som om hun var et eksotisk gulvtæppe.

Thursday, May 25, 2017

Det genuint interskandinaviske litteraturtidsskrift Vagant, som netop har fusioneret med danske Salon 55, holder release i Oslo den 31. maj og i København 4. juni. See you there.

Monday, May 22, 2017

Lana Del Rey fortsætter sin nekrofile flirt, hvem er hun nu? Peg Entwhistle? Selv er jeg mere optaget af Adam Ant. Dokumentar her + artikel af Chris Roberts + live 2017.
Okay, whatever. Jeg har anmeldt tre bøger. Det tog alt for lang tid. Det tog en uge at læse tre bøger og skrive om dem. Teksterne blir drysset ud nu i Bok- og Musikkmagasinet, jeg ved ikke hvornår. Den glade nyhed, i det mindste "hurra" fra Susanne til Susanne, er at jeg har færdiggjort research på Leonora Carrington, og kan begynde at skrive imorgen. Leonora fyldte 100 den 6. april, og der har været en flod af artikler om hende, primært i den engelsksproglige verden. Leo, I leo u. Hvor svært er det ikke at præstere til en deadline, arbejde alene i et rum, deale med adrenalin, ikke have et aktivt publikum, og bare droppe tanken om at du starter en samtale, for ingen samtale er startet de sidste 14 år, så hvorfor skulle samtalen starte nu. Den starter jo hele tiden, jeg må bare antage at folk læser og diskuterer, men energien vender aldrig tilbage til mig, som hvis jeg hylede på en scene. I don't mind, burn the I. I keep on, I don't need I. F--- power, love truth.

Thursday, May 18, 2017

Jeg så Sex Pistols i Trondheim i 1977. Hvad, tror du mig ikke? Hvis alle taler sandt var der flere tusinde mennesker på den koncert. For mig gælder imidlertid et andet jeg-var-der. Jeg var der, jeg var på Galaxie 500-koncerten i København 1. december 1990. Ikke alene er Galaxie 500 (1987 til 1991) kendt for sin oceaniske drømmepop, Naomi Yangs lyriske basgange, Damon Krukowskis sensuelle trommemagi og Dean Warehams bevidst skingre vokal, men også for et par godt valgte covernumre som for eksempel Yoko Onos "Listen, the Snow is Falling." Og hvad skete da vi kom ud på gaden efter koncerten som siden blev til live-pladen Copenhagen (1997)? Det sneede. En helt speciel slags sølvglitrende sne. Hvordan kan små flager af metal regne fra himlen? Well, tro mig, det skete. Jeg var der. Mere om Damon Krukowskis The New Analog snart. Mere Galaxie her + her + her.

Monday, May 15, 2017

Pablo Llambías har skrevet om virkelighedsfrakturen som i virkeligheden er en fiktionsfraktur før, men aldrig så ekstremt urovækkende som i Natteskær. Frakturen går tværs gennem drømmen om et "vi" på dybt patologisk vis. Natteskær minder måske mest om De elskendes bjerg, men indoptager mange tematikker fra forfatterskabet. Mine tidligere anmeldelser her + her. Spørgsmålet er om der er nogen tilbage i Danmark som fx gider at google "Jacques Lacan" og læse Llambías' forfatterskab i lyset af hans teorier. Mixtape til Natteskær masse Rhianna og denne klassiker. Cheers.

Wednesday, May 10, 2017

Massiv Billy Mackenzie & The Associates leak for et år siden. Franske Megahertz optog dem to gange i 1982, judging from Billy's hairdo on the same day. Her + her.

Tuesday, May 09, 2017

Vi har gjort nogle undersøgelser på en planet som tilsyneladende har haft mange tusinde års historie med aktivitet. Udfra vores fund antager vi at det følgende er sket: De sidste 1-200 år drømte de to-benede væsner intenst om abstrakte former, signaler fra kosmos som de kaldte "modernisme." Det var ikke alle som mente at "modernisme" var en god ting. "Nazister" forsøgte at stoppe "modernisme," og de lykkedes gradvist da de gik under jorden og fik skiftet evnen til at modtage kosmiske signaler ud med en kunstig sfære kaldet Reality. Reality tillagde man samme tiltrækkende kvaliteter som "modernisme": Reality blev kaldt ny og spændende og blev implementeret ved hjælp af små skærme som gav indtryk af at man var på en spændende rejse mod Det nye ("modernisme"). Implementeringen af Reality var vellykket, snart ændrede væsnernes drømme sig grundlæggende. Væsner blev nu født med hjerner uden "modernisme," og de ønskede "nazister" som deres ledere. Det som var tilbage af "modernisme" flød rundt i havene som små kulørte former (billede her), abstrakte som "modernisme," men nu i en giftig version. "Nazisternes" Reality og den giftige version af "modernisme" endte alt liv på planeten.

Sunday, May 07, 2017



Max og Leo, fuglen og hesten, i Cornwall summer of 37. Skriver nu, Leo.

Wednesday, May 03, 2017

Et lille mix i efterkant af Mark Fisher-samtalen igår findes her. Fisher skriver strålende om Japans "Ghosts" (1981) som også citeres i titlen på hans bog fra 2014. Sylvian synger: Just when I thought I could not be stopped/ When my chance came to be king/ The ghosts of my life blew wilder than the wind. Mark Stewart fra The Pop Group hvisker disse ord til slut på Trickys "Aftermath" (1995). Fisher har også skrevet om Burial, et ærketypisk eksempel på hauntology med sine melankolske popcitater og crackle, lyden af vinyl som spøger på det digitale spor (2007). John Foxx, den oprindelige sanger i Ultravox før Midge Ure, er en af Fishers personlige yndlinge, og hans soloplader er rige på en eerie stemning, specielt Metamatic (1980). Jeg tænkte på bands med ekstrem fremtidsoptimisme, det bedste eksempel må være Simple Minds: New Gold Dream (1982). På "Promised You A Miracle" synger Kerr: Everything is possible in the game of life/ A burning dream/ You can be queen. Det er altså muligt at blive royal uden at spøgelserne indhenter dig. Pladens mest melankolske spor er imidlertid "Big Sleep," en sang til en forsvunden eller død ven.