Wednesday, July 15, 2009
About Me
- Name: Susanne Christensen
- Location: Berlin, Germany
Danish-Norwegian literary critic based in Berlin. On Norwegian ground associated with Gasspedal, Vagant, Klassekampen and Audiatur. Den ulne avantgarde, a collection of essays and reviews, was published by Flamme Forlag, 2011. This + this.
Twitter updates
Twitter Updates
www.flickr.com
This is a Flickr badge showing public photos from tigerclaws. Make your own badge here.
Archives
- April 2004
- May 2004
- August 2004
- September 2004
- October 2004
- November 2004
- December 2004
- January 2005
- February 2005
- March 2005
- April 2005
- May 2005
- June 2005
- July 2005
- August 2005
- September 2005
- October 2005
- November 2005
- December 2005
- January 2006
- February 2006
- March 2006
- April 2006
- May 2006
- June 2006
- July 2006
- August 2006
- September 2006
- October 2006
- November 2006
- December 2006
- January 2007
- February 2007
- March 2007
- April 2007
- May 2007
- June 2007
- July 2007
- August 2007
- September 2007
- October 2007
- November 2007
- December 2007
- January 2008
- February 2008
- March 2008
- April 2008
- May 2008
- June 2008
- July 2008
- August 2008
- September 2008
- October 2008
- November 2008
- December 2008
- January 2009
- February 2009
- March 2009
- April 2009
- May 2009
- June 2009
- July 2009
- August 2009
- September 2009
- October 2009
- November 2009
- December 2009
- January 2010
- February 2010
- March 2010
- April 2010
- May 2010
- June 2010
- July 2010
- August 2010
- September 2010
- October 2010
- November 2010
- December 2010
- January 2011
- February 2011
- March 2011
- April 2011
- May 2011
- June 2011
- July 2011
- August 2011
- September 2011
- October 2011
- November 2011
- December 2011
- January 2012
- February 2012
- March 2012
19 Comments:
Du skriv om Ravatns møte med ein soldat i Tromsø: «her finner forfatteren noe virkelig fremmed å speile seg i, men som hun ender med å flykte fra. Det blir tydelig for leseren hvor grensene går.» Trur du at det ville blitt ei betre bok om Ravatn hadde gifta seg med denne soldaten? Kva kunne skjedd? Kva bok kunne det ha blitt? Har du lyst til å prøve deg med ei kontrafaktisk bokmelding?
Som præsidenten ville svare, Anonymous, jeg er glad for dette spørgsmål. Det er nemlig fra denne scene i Ravatns bog at det med "killer" stammer. Klassekampen valgte titlen "Viljen til å drepe" (mit svar til Nylehn) fordi - tror jeg - en kritiker altid associeres med blodige metaforer som fx at "slagte" en bog, "at fælde træer" og andre sådanne etnisk-rensning-style metaforer. Jeg har intet med dette at gøre, mord har meget lidt med mit syn på kritik at gøre. Imidlertid, at kritikeren ikke er uskyldig, modsat kunstneren, som jo _altid_ er grundlæggende uskyldig, interesserer mig. Viden er sexy, synes jeg, ikke uskyld. Og der er vi tilbage til det her med sanselighed, det jeg ville sige med hensyn til killer-figuren handler snarere om graden af alvor: are you gonna bark or are you gonna bite, som jeg skrev i en anden anmeldelse (her). Hvis Ravatn (eller "eg") giftende sig med soldaten, det gad jeg rent skriveteknisk godt at se, jeg har på fornemmelsen at denne spejling er svært vigtig, afvisningen af dette farlige element; et følelsesmæssigt dyb, vanvid, en afvisning som på et hverdagsligt niveau jo er ganske forståelig.
«Tekstene holder seg innenfor formatet og er passe frekke og pikante til å skape framdrift i det litterære systemet.» Sidan tekstane er skrivne som journalistikk - journalistikk som fungerer - er det ikkje godt gjort at dei også evnar å skape «framdrift i det litterære systemet»? Dette er brukstekstar, er det ikkje nærliggande å tenkje seg at dersom dei sprengde det seg veg i litteraturen med ei «monstrøs avsporing», så ville dei slutte å fungere på minst eitt av desse plana (det journalistiske og det litterære)? Eller? Har du nokon gode eksempel på andre forfattarar som har klart dette?
Anonymous, jeg er ikke sikker på at vi forstår hinanden her. Skal alle tekster ikke fungere? Du mener at journalistik og kritik har andre - mere nøgterne? - måder at fungere på end kunstneriske, well, muligvis, eller ja, oplagt, men jeg har lyst at pushe den her lidt, altså (jeg tænker på denne altså-konstruktion som Det Olssonske Altså). At skabe fremdrift i de litterære systemer, det jeg taler om her handler om graden af negativitet som hos Ravatn aldrig bliver andet end pikant, du bryder ikke med forfatteren, du bare smiler af hende, tænker hun er lidt fræk, lizm. Men hvad hvis vi opper graden af negativitet, hvis kritikken er "på alvor", noget andet end et fiffigt krydderi, hvad så? Monstrøs afsporing, well, det handler jo selvsagt om Tommy Olsson (og jeg kunne nævne andre), denne tekst især som var den første jeg læste af TO. Måden på hvilken denne tekst rejser sætter en ny standart, og jeg synes teksten fungerer som kritik, ja.
Avslutningsvis skriv du: «det virker som om den postmoderne tilstanden har satt seg som et virus på sanseorganene og skapt en propp i systemet.» Spørsmålet mitt er: Kva for eit system har den postmoderne tilstanden sett seg som ein propp på? På Agnes Ravatn sitt sansesystem (jmf. den manglande sensualiteten)? På det litterære systemet, sånn generelt?
Well, den postmoderne tilstand, det er jo en større affære, for at sige det mildt. Det drejer sig om halvt formulerede tanker hér, men jeg har bemærket et bestemt fænomen hos forfattere som Olaug Nilssen, Gunnhild Øyehaug og Agnes Ravatn. Alle tre beskriver fænomenet på samme måde, og alle med en slags bejaelse som jeg ikke forstår. Det drejer sig om at blive set på udefra, af et kamera og/eller af sig selv. Det er jo et billede på skamfølelse, men det hænger også sammen med presset fra en visuel kultur, tror jeg. Og er det så litterær stil eller sociologi? Jeg ved ikke, måske alle låner stiltrækket fra Nilssen, eller ... en anden tanke, dette handler om bygdeliv, det er en erfaring som forfatterne deler. But anyways, min kritiske ramme er ofte præget af Guy Debords idé om skuespilsamfundet ... Foucault, ja, du kan se dette går i mange retninger. Men system, hvilket system, spørger du. Jeg må sige ja til begge foreslåede systemer.
Faen! Er Agnes Ravatn eit offer for den postmoderne tilstanden, eller eit uttrykk for denne, eller er det Agnes Ravatn som er proppa?
Ja, beklager ... Hun er begge dele, ville jeg sige. Aren't we all? Om den biofaktiske Agnes Ravatn er en prop, det ved jeg ikke, det tror jeg ikke, jeg kender hende ikke, og spørgsmålet er om jeg er så interesseret i Agnes Ravatn, no offence. Om hendes forfatterskab er en prop i systemet, nej, det bliver tåget nu ... Nogen prop er hun jo ikke for fx Pernille Nylehn som følte læsningen frigørende, og jagten på rampete nynorsk-skrivende skribenter ser ud til at være hektisk lige nu. Kan være der er håb for dig, Anonymous :-) If you're up for a little nynorsk feminist ramp-ramp. Ellers kunne du også forsøge dig med en Olsson :-)
Til det slimhinnerealistiske svaret ditt på Pernille Nyhlens lesarbrev. Du skriv om ditt syn på bokmeldargjerninga: «slik jeg forstår gjerningen min består den i en slags strategisk polarisering som likner det å sette seg tungt på en dumpe, og så se hvordan det går i den andre enden.» Mitt spørsmål til dette er: Kva er ein dumpe for noko? Ei dump, eit dump, ein dumpert? Og kva for ein ende er det du snakkar om? Og kva skal kome ut av denne enden? Vi snakkar vel ikkje om eit toalettbesøk? Take a dump?
I'm glad you brought this up. Dette handler udelukkende om Klassekampens oversætterpraksis (eller mangel på samme), som de i dette tilfælde har beklaget offentligt. I de syv år eller mere hvor jeg har fungeret som kritiker i de norske aviser har jeg aldrig en eneste gang ikke haft muligheden for at læse igennem oversættelsen. Dette skulle altså være første gang ... En vippehuske, er det bedre? Ikkje veit eg.
«Kunstneren som velger satiren kan kalles en skøyer, og skøyere har vi sannelig bruk for, men jeg blir likevel urolig.» Er det noko å bli uroleg for? Er ikkje satiren den mest realistiske og rotfesta forma for litteratur, frå Menippos frå Gadar til Hallo i uken, frå Dante og Shakespeare og Aasmund Olavsson Vinje og Arne Garborg til Kjartan Fløgstad?
Well, Anonymous, jeg vælger at tage dette spørgsmål personligt. De tre sidstnævnte er jo nogle af grundpillerne i den højhellige nynorsktradition. Jeg kom til Norge i 1999, kan jeg overhovedet regnes som en norsk kritiker? Jeg ved ikke, jeg synes den lugter lidt, to be honest. Ved jeg i virkeligheden noget som helst, fx om den højhellige nynorsktradition? Bør kritikeren ikke have en dybereliggende traditionsbevidsthed, kan en fremmed bare komme rendende og møffe sig ind og tro hun ved noget som helst om noget? Jeg tillader mig en kunstpause, mens vi tænker lidt.
...
...
...
Jeg har stor tro på den sammensatte identitet, på bastarden, kyborgen, nomaden; disse figurer findes overalt i teksterne jeg skriver. Der er ting jeg ikke kan se som alien intruder, jeg er ikke socialiseret ind i en norsk tradition from day one, men der er også ting som jeg kan se bedre, ville jeg påstå. Og hvem er i sidste ende ægtefødt, nej, du kan se hvor dette fører hen, nowhere. Men tilbage til Ravatn, vi bemærker den fikse undertitel: "Stillstand. Sivilisasjonskritikk på lågt nivå", jeg har lyst til at tage fat i civilisationskritikken, som jo findes i kunsten, selvsagt, ofte i satirens form, men den findes også i praktiseret form hos kritikere, anmeldere og redaktører, gør den ikke? Men det er jo ikke high art, ville du sikkert svare, well ... jeg har hørt rygter om at nogen derude stadig har tro på civilisationskritikken i en mere nøgtern og upopulær form. Så behold du bare din litterære kanon, jeg er interesseret i en civilisationskritik som former sig anderledes end som et satirisk-negativistisk fjernsynsshow. I'm not claiming the real, take it home in a bag, men jeg er interesseret i disse forskelle.
«Utgivelsen retter seg tydeligvis til en (ny)norsk offentlighet der veldig få orker å ytre seg på et kritisk nivå som går på tvers av forskjellige sosiale allianser.» Skriv du ikkje dette berre fordi boka er på nynorsk? Og korleis meiner du at ein skal ytre seg på ein måte som «går på tvers av forskjellige sosiale allianser»? Ravatn liker applaus frå nynorskmafiaen og den einaugde tvisynmisjonen, heilt klart (og dei finst!), men vil vi ikkje alle ha applaus? Eg går ikkje ut lenger, denne uroa har kome over meg, eg går ikkje ut lenger, denne uroa har kome over meg, og så vidare: er det ikkje dette som vil vere konsekvensen av ditt harde krav? Er det ikkje betre å fiske etter applaus enn etter aure i eitt eller anna fiskedaudt fjellvatn?
Well, det frække "(ny)" kom aldrig med i avisversionen som af pladshensyn måtte cuttes drastisk. En anden sjov ting som heller ikke kom med er tilføjelsen "til tonerne af en banjospillende Ragnar Hovland" (i det afsnit som omtaler Ravatns boglancering på Lillehammer). Ellers er jeg er vældig glad for dine formuleringer her. Jeg må tilstå at jeg altid har oplevet denne "nynorskmafia" hoppende op og ned mens den forsøger at være så livfuld, urban og postmoderne som det bare lader sig gøre. Det er Jon Fosse-traumet: "Vi er altså ikke triste, indadvendte, eksistentielt tyngede forfattere overhovedet!" Desuden skriver de så likt alle sammen, jeg tror fint man kunne slå ti stykker af dem sammen til én uden at det gjorde den store forskel :-) But back on track, jeg ved ikke om jeg har formuleret noget hårdt krav akkurat, og det handler heller ikke om min egen eventuelle renhed (selvom jeg afskyr Haakons Pub på Lillehammer), som jeg skriver senere: "ren" kritik findes næppe, og diverse sociale spil sætter spor i litteraturen, so be it. I mit eget lille hoved tager jeg tråden op fra denne anmeldelse hvor jeg netop er inde på disse grænseproblematikker og hvilke kritiske strategier som er mulige. Med hensyn til applaus, for mig klinger det lidt infantilt, er applaus lizm den store motivator, at se mors smilende ansigt kigge ned på dig? Personligt kan jeg lide at tænke at der findes andre motivationer end ønsket om at se mors smilende ansigt.
«Dei [Ravatn, Olaug Nilssen m.fl.] er med på å fri oss frå slimhinnerealismen som har lagt si klamme hand over vestleg ’sivilisasjon’.» Er ikkje slimhinnerealisme eit ganske godt omgrep, dersom ein ser bort i frå at denne skal ha lagt si «klamme hand» over «vestleg ’sivilisasjon’»? (Ein kunne lettare sjå for seg at det var snakk om ei klam hinne som hadde lagt seg, eller at det snarare var omvendt, at realismen hadde lagt seg på slimhinnene våre, jamfør den proppa i systemet som du snakka om.) Snakkar de ikkje eigentleg om det samme, berre at du vil ha ei akademisk superheltinne/frigjerar, medan Pernille Nylehn har eit romslegare perspektiv?
Altså, jeg elskede jo udtrykket, helt inderligt og uironisk, og jeg ved godt hvad Nylehn hentyder til, selvsagt, dette faldt jo bl.a. mere eller mindre sammen med debatten rundt Unn Conradi Andersens bog "Har vi henne nå?", men for mig er det absurd at blive sat i denne bås, jeg synes min praksis som kritiker har gået i den stik modsatte retning (interessant iøvrigt at læserbrevene først begynder at rulle ind når den hypersarkastiske anmelder for en gangs skyld skifter pol og tager et "inderligt" standpunkt). Men modsat anmeldere som altid skal kende til den skrivendes "ouvre" så er Nylehn ikke forpligtet til at kende noget som helst til hvad jeg har drevet med tidligere. For mig handler det i sidste ende om teksthierarkier og institutionel og økonomisk privilligering af skribenter som har opnået status som Forfatter; hvordan forfatteridentitet produceres og sælges og hvordan krydderier som fx "civilisationskritik" indgår i pakken ... Jeg ved ikke hvad du mener med "ei romslegare perspektiv", mere folkeligt, ikke elitistisk, alle de her vanlige hang-ups? Jeg synes Nylehns svar var morsomt, men jeg synes hun udviser et svært ... lokalt syn på tingene, for mig kan et sådant syn næppe associeres med rumlighed, det handler snarere om indsnævrede horisonter ... og "akademisk", du hoster og spytter næsten nu, gør du ikke? I have no further comments, Norge har brug for heavy duty psykoanalyse med hensyn til dette kardinaltraume. God bedring.
Now shut up, Anonymous! «Gentlewomen, let’s broaden our minds,» skriv du. Til dette har eg eit siste spørsmål: Kvifor skriv du det på engelsk? Er ikkje det ein slik ironisk vri på det inderlege som du klagar Ravatn for å ha? Er det ikkje berre ein annan måte å vere kul og distansert på?
Hey, hvor mange er I egentlig? Er det hele "nynorskmafiaen" jeg har online? Jeg måtte google for at finde ud af hvor udtrykket "Gentlemen, let's broaden our minds" stammer fra og det tætteste jeg kommer er Batman; jeg fandt det fedeste klip hvor Jokeren bryder ind på et kunstmuseum og med reference til Duchamps, Warhol and the avantgarde vandaliserer en række kunstværker. Citatet måtte nødvendigvis være på engelsk eftersom "gentle(wo)man" ikke lader sig oversætte så nemt. So ... who's the skøyer now?
Med dette afsluttes dramadokumentaren "Slimhinnerealismedebatten" som kørte over tre dage den 11., 12. og 13. august 2009. Hjertelig tak til alle anonyme stemmer som bidrog til showet og tak til alle jer som kiggede forbi.
FIN
etter sceneteppefall: applaus frå nynorskeinstøingen som ikkje får og ikkje vil inn i The Family.
Post a Comment
<< Home