Jeg var på koncert med det irsk-engelske band My Bloody Valentine i 1992 og igen i 2008. Det bliver for langt at forklare, jeg skrev om bandet i Morgenbladet, men de er et godt eksempel på bevidstheds- ændring under påvirkning af lys og lyd, og da også specielt støj; hvid støj og endeløs repetition. Det visuelle show på koncerten i Glasgow i 2008 var først og fremmest grønt og flimrende. Bandet har jo ingen eksplicit økologisk retorik, men der findes alligevel et stærkt forsvar for organiske strukturer, om det så ligger i det meditative eller i de ydre ting, en slags subtil miljøaktivisme. My Bloody Valentine er jo ikke akkurat stadiumrock, men det er i stadiumrocken lyd og lys virkelig får kraft. Men igen, det er i ekstasens tegn ("to have a good time"), ikke i forandringens, ikke siden Live Aid, i det mindste. Perspektivet på lys, lyd og symboler i bevidsthedsændringens tegn bliver først rigtigt svimmelt når vi forestiller os en installation som omfatter et helt samfund. Den russiske konstruktivisme drømte om dette, Nazityskland fik det jo til i en periode og den logotunge, globaliserede virkelighed á la 2009 kan også anskues som en sådan installation. Men Nazityskland var jo en del mere målrettet og eksplicit end globaliseringen, vi er stadig lidt i tvivl om hvad vi påvirkes til andet end to have a good time, til at glemme og nyde i samme hjernedøde bevægelse. Hvilket jo fint kan være ekvivalent med folkemord.
Replay fra Bøygen #2/09, "Litterær(e) Aktivisme(r)" af A. Lindholm og undertegnede. Forresten besøger Merzbow Bergen Støyfest idag.