Bergen balancerer perfekt som en lavt summende totalinstallation. Musehagen er en plastikblomstdrøm, og på kunsthallen findes en udstilling som gør indenfor til et udenfor. Tempoet jeg går i, og måden jeg ser ændrer sig ikke, da jeg går op over trappen og ind i mørket, hvor Knut Åsdam har klædt lokalerne ind i metalhegn og skabt en labyrint, hvor der findes blinde veje som kun er relativt blinde: Du kan se filmlærredet gennem hegnet, men ud kommer du ikke.

Men det starter et andet sted, det starter med en syngende bryllupsprocession og et udendørsalter i den spotlightagtige sol udenfor det samfundsvidenskabelige fakultet, og fortsætter da jeg når festivalpladsen, denne store åbne tallerken med udsigt til en splinterny havgrøn miniskyskraper i perfekt vinkel nedenfor Ulriken. En slags technoficeret hardangerfele lyder, og jeg opdager to figurer som danser ballet, hængende i bjergbestigningsreb midt på den lodrette flade som er Bergen Rådhus.

Så slentrer tredive helt ens russiske sømænd over pladsen, den bølgende bevægelse spejler sig i en gigantisk sølvkube. Jeg tager billeder af billederne på udstillingen, og siden fotograferer jeg folk som fotograferer. Jeg er sløvt ekstatisk eller dybt urolig.