Dagens redaktører er ni i tallet, og bosatt i seks ulike byer. Én er fast ansatt ansvarlig redaktør, én jobber deltid med nettsidene og resten arbeider med bladet på idealistisk basis. Arbeidet har i hovedsak foregått over nettet, med intensive redaksjonssamlinger for ferdig- stilling av numre i Bergen og Berlin. Etter en del pendling fram og tilbake bestemte vi oss for å gjøre kort prosess, ta Vagants status som farende fant bokstavelig, og flytte hoved- kontoret til Tysklands hovedstad – i likhet med så mange andre kunstnere, forfattere og studenter fra hele Europa.

Vagant flytter til Berlin. Instant classic fra Tenningen og Lindholm her. Vagant anno 2009.

Lyden af mine skridt i de folketomme rum. Videoværker kører i knitrende loops i hjørnerne, men ingen ser på skærmene. Jeg tænker på ringeagten for dyret, for de sprogløse væsener, ringeagten og romantikken i et spicy mix. Internettet er fuld af katte; kattene er medicin mod depression, de får os til at le og slappe af, vi iscenesætter dem med et sprog som var de illegal aliens fra Mexico, vi flår auraen af dem med vores voldelige antropomorfismer.

Weird Vagant-spalte coming up om statuer i Slottsparken, Anne Karpf, Henry James, Lina Dzuverovic, Maggie Nicols, LOLcatz, shapeshifting og vandalisme.

En pliktoppfyllende representant for den borgerlige offentligheten, en advokat, strider inn i et slags spøkelseshus, hvor han skal gjøre opp boe. Hans resultatorienterte bevissthet fortaper seg i en uforutsigbar og skremmende struktur. I huset, som minner om en slags vill, sammensnekret installasjonskunst, finner han en bok han leser i, hvorpå han forsvinner inn i et mareritt, og da han våkner omdefinerer han sin oppgave: Dette stedet må ødelegges, det huset skjuler er for grusomt for verden.

Anmeldelse af Lars Mørch Finborud: De svarte skiltene her. By association, denne.

Viskum fortæller mig om hvordan han som veterinærstuderende sad på læsesalen ved siden af en halv ko i formaldehyd. Han så på dette, disse indre strukturer, men med hvilket blik? Han var usikker, men forstod noget om sig selv senere da han startede på kunstakademiet og den britiske kunstner Damien Hirst vandt Turner-prisen for Mother and Child Divided (1993), et værk bestående af en ko og en kalv i formaldehyd som man både kan passere imellem og igennem, så at sige. Dyret, dyrerelationer, tænker jeg, mens den hvide hund ser på mig med hovedet på skrå som om den kunne tænke sig at komme med et indlæg i debatten. Jeg tænker på Salvador Dalis brændende giraf – den er her! – og Joseph Beuys og den vilde coyote i galleriet i New York. Vi konverserer, gulvet er dækket af tæpper, væggene er dækket af malerier og bag os ligger en død mand under et bord. Gulvtæppet skjuler kun liget halvvejs. Alt i alt et meget hjemligt rum, selvom indretningen er skummelt teatralsk. Blink med øjnene to gange og hjemmet bliver til et gallerirum.

Fra en tekst til Vestfossen Kunstlaboratorium.

Mulighederne for at realisere et bogprojekt er rykket nærmere; jeg er indstillet til et stipendie fra Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening. Very grateful.

Svenske Icona Pops sang fra 2012 "I Love It" bruges i øjeblikket i en tysk reklame for sodavand. Reklamen er mere eksplicit end videoen og citerer Spice Girls; det er en flok piger som er i byen sammen, "subversive" handlinger med "lesbisk" twist forekommer og ligeså puppeflashing på gaden vendt mod forbipasserende biler. Duoens egen video er ikke så aggressiv. Selvom det lyder som en break-up-sang er jeg usikker på om det handler om en kæreste. Sangen er en generationshyldest, et party anthem som påstår frigørelse. Omkvædet har en slags double bind fordi følelsesløshed ("I don't care") kobles til følelsesfuldhed ("I love it"). Æteriske, æstetiske kvaliteter fejres, der er ingen bitterhed mod det andet køn i videoen, intet ekskluderende søsterskab som der måske er i reklamen, hvilket bekræfter at det handler om et generationsbrud, hvilket da også er helt eksplicit i pang-formuleringen "You're from the 70s, but I'm a 90s bitch" som virkelig leverer.

Sangteksten nævner en række destruktive handlinger ("vandalisme"), en slags danser-på-din-grav-stemning, og jeg tænker at edgen er rettet mod forældre, for eksempel en 70talsfeministmor som nyligt er død. Den som er død eller som "vi" udstøder er hard to please og down to earth, helt modsat 90-generationen som er løsrevet i en nydende sfære af cooless og konsumption. Det kunne for eksempel være en sang som siger fuck til økobevidsthed. Der nævnes en "kill switch" som er en slags navlestreng eller kobling til jorden: Jeg er ligeglad, jeg elsker det. Jeg føler intet, jeg elsker at føle intet, jeg skubber min føle-intet-hed i hovedet på nogen som ikke engang repræsenteres klart, og det er vel derfor at hele pakken har subliminal power.

Lesningen foregår i lynets hastighet, med et stort glimt, en del latter og en lett tomhetsfølelse etterpå. Som å lytte til en punkrock-singel og umiddelbart kaste den ut av vinduet idet musikken forstummer.

Anmeldelse af Gine Cornelia Pedersen: Null her.