Creepy at have set The Velvet Underground på orange scene i 1993, før retro for alvor var hipt. Husker "Sweet Jane" kicke koncerten igang netop da jeg nåede frem til toilettet og havde låst døren. Før det turnerede Lou Reed med New York i 1989. REM turnerede samtidig med Green, de spillede samme aften. Stor tvivl, men gik på Reed i Falconer Salen, hvor der var siddepladser, og hvor Reed imponerende nok gik på scenen præcis klokken 20. Blir sliten af snakken om white male, etc. Reed var ingen engel, men har skrevet mind-blowing sange om kvinder som udsættes for vold, og queers and outcasts. Han skrev bogstavlig talt drag queens ud af mørket med "Walk on the Wild Side" (1972). Personlige favoritter er Coney Island Baby (1975), Songs for Drella (1990), den sorte Velvet Underground og VU. Funny kritiker-banter på Take No Prisoners (1978). Film her. Kort spilleliste her. God piece her.

Bjørnen sover. Men først en tidlig status for arbejdsåret 2013. Tak til danske Kritiks nye redaktion, Vestfossen Kunstlaboratoriums Mari, Morten & Sleepy, Nasjonalbiblioteket som fik mig hooked på Camilla Collett, Kunstløftet & Ida Habbestad, Klaus Rothstein & Skøn- litteratur på P1, Kolon Forlag som fik mig stoppet ind i Gruppe 13, Musikkmagasinet som sendte mig til (Richard) Hell, folkene bag Fremtidsruiner som lavede seminar på Lillehammer og senere gav mig mulighed for at lære Gudbrandsdalen bedre at kende, specielt området omkring Harpefoss Hotell, Trine Krigsvoll Haagensen som inviterede til debat om Pussy Riot på Mir, Changing Functions of Criticism-konferencen som bød på en chair, Kapittel-festivalen, Audiatur, Natt&Dag, Den norske Forfatterforening, Prosa, Vinduet, Vagant og Klassekampens bokmagasin. Resten af året blir det bogprooooooojekt.

There is nothing to discover in nature; there is no hidden secret. We live in a punk hypermodernity: it is no longer about discovering the hidden truth in nature; it is about the necessity to specify the cultural, political, and technological processes through which the body as artifact acquires natural status. The oncomouse, the laboratory mouse bio- technologically designed to carry a carcinogenic gene, eats Heidegger. Buffy kills the vampire of Simone de Beauvoir. The dildo, a synthetic extention of sex to produce pleasure and identity, eats Rocco Siffredi's cock. There is nothing to discover in sex or in sexual identity; there is no inside. The truth about sex is not a disclosure; it is a sexdesign. Pharmacopornographic biocapitalism does not produce things. It produces mobile ideas, living organs, symbols, desires, chemical reactions, and conditions of the soul. In bio- technology and in pornocommunication there is no object to be produced. The pharma- pornographic business is the invention of a subject and then its global reproduction.

Side 35 til 36 i Beatriz Preciados Testo Junkie: Sex, Drugs, and Biopolitics in the Pharmacopornographic Era. Johanna Fateman skriver om den her. I dunno, er min drømmeanmelder Birgitte Huitfeldt Midttun eller Mara Lee? Muligvis sidstnævnte.

Noen vil nødvendigvis finne Gulliksens dikt så hetero at det knaser mellom tennene som var det en spesiell og avgjørende leserkompetanse å ha erfaringen med småbarnsstell og/eller å ha følt det maskuline begjæret etter lyshårede kvinner i kjole. Disse kvinnene er litt som diktene, som barna i diktene, når de tråkker seg selv på tærne og bare står der midt på gulvet med pjuskete hår og en altfor stor herreskjorte og liksom personifiserer amerikansk independentfilms credo det litt skjeve er mer virkelig, and I love it.

Geir Gulliksen fylder 50. Ønsker tillykke, og takker for besværlige, mærkelige, interessante og nærmest selvlysende samtaler. Her + her + her.

Af og til var det svært, det gik langsomt, der var nerver, men nogle gange kom gruppen også ind i et fælles tankeflow. Vi begyndte at fantasere sammen, idéerne begyndte at flyde. Disse møder var del af AWLs arkitektur, og var afgørende for hvordan festivalen udformede sig. Intimitet, spænding og konflikt på godt og ondt prægede vores arbejde, og delvist prægede disse niveauer også slutproduktet. Efter de monumentale år kom Audiatur i kontakt med sine æggestokke.

Fra et udkast til en tekst om arbejdet med Audiatur Waste Land, april 2012. Kommer ind på spørgsmål om økologi og køn, bl.a. Velkommen til Audiaturs seminar for en ny poesifestival 9. november 2013. Audiatur har ny netside, og ny Facebook-gruppe. Audiaturs Vimeo-kanal er her, se bl.a. kakofonien i Bergen Kretsfengsel.

Kommer visse mennesker til deg innenfra og utenfra samtidig? Jo og Georg er del av hverandre på et nivå som kan bli uoverskuelig, dermed er grunnen lagt for skriveprosessen som en risikabel måte å forsøke å stilisere kaos.

Anmeldelse af Nikolaj Frobenius: Mørke grener her. En anden supersonisk grøsser kom også i vejen for min læsning, Stig Sæterbakkens skrækindjagende Gjennom natten fra 2011. Frobenius har en del til fælles med Sæterbakken, som man måske kan forstå her + her.

Audiatur holder seminar i Bergen 9. november. Audiatur har også en ny Facebook-gruppe, samme information findes her. Næste festival finder sted i Bergen 3. til 5. april 2014. Kom.

My home for a week. Her forklarer Eivind Slettemeås om Harpefoss Hotell. Flere pics her.

Vagant viser fotos taget af Pål Norheim fra Bergens litterære miljø her + her.

Natt&Dag Oslo er goddamn funny. 10 sider teenage showgirls + Frode Helmich Pedersen med en sint Žižek-rant om at jorden går under snart. På baggrund af denne ganske gamle tweet fik jeg en henvendelse fra Natt&Dag Oslo om at bidrage til en enquête i anledning af bladets 25-års fødselsdag. Spørgsmålet de stillede var: Hvorfor misliker du Natt&Dag? De har siden sorteret svarene i tendentiøse elsker/hader-kategorier; jeg fremstår nu som en hader, men er jeg interesseret i at repræsentere had? Svaret er nej & nej tak & farvel. Med hensyn til amerikanske Vice, som jeg nævner som en inspirationskilde til N&Ds visuelle profil: Modeller med Down's lyder som en udemærket idé, jeg kan godt forstå Vice-æstetikken som en kritik af modeverdenen, men denne påståede subversive æstetik har spredt sig og blevet til en slags turbokapitalistisk popnihilisme à la Miley Virus som jeg ikke har sans for.

Stemmen på nettet virker mest fremtrædende på Twitter. Twitter, det siger sig selv, lyden af fuglestemmer. Hvordan vidste du det, udbryder en ven. En lille fugl sang om det, svarer jeg. At kvidre er at varsle, eller er det at sludre og sladre? Småfugles forstyrrende, flokprægede adfærd, men også de små kroppes evne til at flyve uset over grænser med nyheder. Småfuglens revolutionære potentiale.

Hvis alt går vel så handler Vagant-spalte #4/2013 om John Farnhams 86-hit You're the Voice, Holden Caulfield, stærke stemmer på Twitter, Marianne Egelands Claiming Sylvia Plath: The Poet as Exemplary Figure (2013) og Kate Zambrenos Heroines (2012).

Så urimeligt meget god musik er kommet ud i 2013. Lige nu glad for Potty Mouth, Chvrches og Marnie Stern. Og Julia Holter, Body/Head, Sebadoh, Tricky, No Age, Vår, Chelsea Light Moving, The Julie Ruin og The Shondes. Price winners Iceage, Jenny Hval og Savages.

Pornutopia part II. De spørgsmål vi aldrig nåede at diskutere dengang i 2011 er for eksempel, med udgangspunkt i min kritik af Knut Kolnars bog, hvorfor forfatteren vælger at tulle til den almene pornoficering med "friskt" sprog og upræcise argumenter med udgangspunkt i uddaterede, amerikanske mainstreamfilm. Apropos, Sinéad O'Connor skriver til Miley Cyrus her. Sangen Wrecking Ball, hvor Cyrus citerer O'Connors Nothing Compares 2 U-video (1990), er faktisk strålende, men en del forvirring opstår når man ser videoen samtidig. Billedsiden tillægger aktivt sangen ny betydning, blandt andet viser den Cyrus som en slags tragic twerker. Når hun synger "I guess I should've let you in" vender hun forførerisk rumpen til og med ét handler hele sangen om ... æh, analsex? Min generation af (hvad) postpunkere har desværre fået for vane at retfærdiggøre al slags nettrolling, hovedløs pornoliberalisme, weird politics ++ med et eller andet citat af Richard Hell eller Malcolm McLaren, and it don't look good. Generation Y er så grænseløs og hypervisuel at vi kan få den til hvad som helst. Men exploitation er ikke cool, det er bare exploitation.