In issue B of Russian Prose is a machine translation of Alexander Skidans essay on Kathy Acker. I translated it into English or Norwegian or Danish and back again to Russian, as far as I can remember. There's a conceptual introduction by Dmitry Golynko following the text. Happy birthday to Alexander! Here's parts of our shy reading at Audiatur 2007.

Det er en varm dag, både publikum og Bono viser nøgen hud, selvom himlen ser grå ud, det er en grå og hed dag. Tre udaf fire bandmedlemmer har lyse striber i håret; de er iklædt nittebælter, demin og ærmeløse skjorter og Bono har solide støvler på. Han er bare 23 år; det blege, svedige ansigt udstråler nærmest overjordisk ekstase. Han må være i sit livs bedste, fysiske form og traver rundt på scenen som en vild hest. Håret bølger efter ham som en manke, han pruster, vrinsker og stejler når mikrofonledningen ikke vil lade ham slippe ned i menneskehavet. Scenen er bygget op som en slags bastion, et fort, men med lykken malet i ansigtet klarer sangeren på utallige måder at komme nær publikum. Roadier løber efter ham, støtter ham tålmodigt når han klatrer op og vikler ledninger ud så han kan overskride formatet. Han låner et irsk flag af publikum, men skifter det snart ud med et hvidt flag, et symbol på overgivelse, pasifisme. This song is not a rebel song.

Funny doodle on Bono. 2014 will bring us landslides of writing energy.

Et digt af min mor stod på tryk i Grønn kylling (arb. tittel) #22 udgivet i 2003 som del af min tekst Tracey Emin og virkelighedseffekten - på sporet af en ny avantgarderealisme.

Teksten i det kommende nummer af Vinduet blev foreslået af redaktør Audun Vinger i form af titlen The Chris Kraus Project, inspireret af Jonathan Franzens bog om Karl Kraus, som nogle af os er småskeptiske til, og som Simen Hagerup iøvrigt er ved at oversætte til norsk. Her har jeg skrevet mere udførligt om Chris Kraus og yderligere inspirationskilder til kritikken af den såkaldte virkelighedslitteratur findes her og her.

Whether vamp or self-enclosed nonpersona, Lunch's "personality" as manifested on stage did not open itself to autobiographical speculation. This was a typical punk strategy. In breaking with the convention of passive audience reaction to performance, she also expressed contempt for the so-called autobiographical singer/songwriters of the early seventies, such as Bob Dylan, Joni Mitchell, Van Morrison, or Bruce Springsteen, whose lyrics rested on self-revelation of personality. When they performed live, the success (plausibility) of their acts necessitated an exploitation of the audience's belief in both their personas and their private lives. But this "honesty" was more likely a dramatic quasi-fiction, invented as a hook on which to hang their songs' narrative "I." More theatrically sophisticated performers such as David Bowie, Bryan Ferry, Iggy Pop, or Alice Cooper played with the artifice (or complexity) behind the device of the performer-songwriter's "I," making the entire pose dubious or unnecessary. Punk performers, in rejecting stardom, chose to give the audience nothing of their so-called self.

Meget interessant Lydia Lunch-analyse af Dan Graham fra de tidlige 80'ere.

Forfatteren som oplyser kan man møde glimtvis når teksten ikke lukker sig om de individuelle smagsløg. Vi står imidlertid midt i en bølge af mere eller mindre vellykkede angreb på grænserne mellem virkelighed og fiktion, og det er fejlagtigt at tro at den eneste måde hvorpå man kan gøre sagprosa litterær, er ved at puste jeget op som en kulørt ballon. Prisvindende forfattere som Åsne Seierstad og Gaute Heivoll har utvivlsomt hæderlige hensigter, men deres litteratur fremstår ofte som sentimental kitsch som peger på forfatteren snarere end at give reel plads til den virkelighed som man vil sætte i fokus.
Vil vi lukke verden? Nej, vi vil vel åbne den?

Anmeldelse af Torgrim Eggen: Berlin. Det 20. århundrets hovedstad findes i Prosa.
Kan suppleres med denne og denne.

Hver dag klikker vi jernporten ind til gården åben og vinker til overvågningskameraet. I gården passerer vi den uniformerede vagt. Den nærliggende kanal er utilgængelig, ind- rammet af voldsomt trafikerede veje. Nogle gyldne, løgformede kirkekupler blinker i horisonten. Vi ignorerer undergrundstoget og den hektiske trafik og finder stille sidegader at gå ad ind mod Nevsky. Dele af den russiske bryllupsfejring foregår på gaden; i 2009 sad vi ved vandet mens det ene par efter det andet lod sig forevige. Parrene slap hvide duer løs op i luften eller lod sig drukne i et vandfald af blomster, tiljublet af en venneflok. Når vi ser dem nu, med deres affekterede, kønskorrekte opførsel og prangende fremstilling af egen økonomiske status, ler vi og kalder det heteropropaganda.

Audun Vinger har været redaktør i Vinduet siden 2008; netop nu sætter han sammen sit sidste nummer, i det nye år tager Kaja Scjerven Mollerin over. Glad for at jeg fik lov at skrive om Kristin Berget, Olga Ravn og Chris Kraus, og om Pavement, Thurston Moore og Simon Reynolds. Vinger er også en sådan andywarholsk smalltalker, en sympatisk drone, noget som har haft en praktisk støttende funktion i hverdagen. For that I am grateful.

I mean, who cares. Jeg har netop opdaget Neo Boys, thanx K Records <3 Vagant #4/2013 er ankommet med tekst om blandt andet John Farnham, Kate Zambreno og Marianne Egelands bog om Sylvia Plath. Prosa er på vej med en anmeldelse af Torgrim Eggens bog om Berlin, og Vinduet er på vej med en tekst med titlen The Chris Kraus Project, take a wild guess. Skriver om alderdom og økopoesi til det nye år, og et langstraaaakt dokument med arbejdstitlen "Save Russia" ... to all the kind people I've interviewed, I'll be back soon.