For 15 år siden gik en grævling på poesifestival i Bergen og hørte blandt andet den danske poet Anne Lise Marstrand-Jørgensen læse op. Grævlingen var ikke akkurat tilfreds. Senest har man bemærket Marstrand-Jørgensen i andre sammenhænge end som forfatter, nemlig som kvinden bag Venligboerne som arrangerer folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge i København den 6. oktober. Marstrand-Jørgensen fejres dagen før af Gyldendal.

Københavns poesifestival Reverse lige nu, også idag søndag. Nogle få billeder her.

Hvilke drømmer og muligheter er tilgjengelige for en ung jente som vokser opp i en drabantby? Alice bor med sin eldre søster og sin utbrente fabrikkarbeidermor, og den dagen et omreisende tivoli kommer til byen, åpnes dører til en helt annen verden. Å henge med hodet opp-ned i en sklie, å spise kvalmende sukkerspinn, å hengi seg til denne kitschy, glitrende verdenen, gjør noe med en jente som Alice, på terskelen til tenåring.

Anmeldelse af Inger Bråtveit: Alice A4 her.

Endnu en spin-off-sag på Facebook-kommentaren som blev et debatindlæg. Nok en avis og et debatforum ønsker mere hvor det kommer fra, men jeg tror vi siger tak for denne gang. Iøvrigt stadigvæk helt beyond at nogen kan opfatte dette som et personligt opgør. Billedet i Morgenbladet er taget af Maya Økland, desuden har Forlaget Oktober spritnye pressebilleder. Most important message: Write, girls, write!

Det er muligvis kattens uafhængighed, kombineret med dens spontane og ustabile, blødpelsede sødme, som gør at mindre pladeselskaber identificerer sig så stærkt med den? Olympias K Records har også en kattemaskot, denne udformet med en langt hastigere streg og ofte ridende i en rumraket eller på et kosteskaft. Den naivistiske K Records-kat er nem at kopiere, den tegnes efter samme princip som drengen Nikolaj i den danske børnevise: Punktum, punktum, komma, streg, sådan tegnes Nikolaj. Kattens bløde, blide, antiautoritære, men også uforudsigelige nærvær.

Skrev jeg i min Vagant-spalte #4/14. Ny plade fra Beat Happening, ny bog og besøg i vores del af verden, her + her. Alle pink (eller yellow and fuzzy) punx bør kende sin besøgstid.

Debatter kan ta av på nettet så raskt som flammer i tørre skogområder i Napa Valley, California. Den profilerte feministiske skribenten Marta Breen postet et fotografi av Ole Robert Sundes artikkel «Det norske essayet», trykket i Ny Tid 17. september 2015, med ingressen: «Er norsk essayistikk virkelig så mannsdominert som en kan få inntrykk av her? Eller handler dette også om øyet som ser?» og et hektisk ordskifte brøt løs. Tittelen på Sundes tekst er definitiv, en sirkel tegnes omkring nasjonen og essaysjangeren, og Ny Tids desk velger å pynte siden med syv stolte ansikter av mannlige essayister. Teller man etter, er kjønnsfordelingen i selve artikkelen mildere stemt mot kvinnelige essayister, og særlig Karin Moe får vennlige ord med på veien.

Mit debatindlæg baseret på en Facebook-kommentar trykt i Klassekampen idag her.

In the Abigaile bathroom you automatically get a Henry Rollins kinda neck.

Der strømmer mye god vilje mot poeten i diktene, når telefonen igjen og igjen ringer, og han inviteres på diverse arrangementer. Han kurateres inn som et udefinerbart svart ansikt i nok en bekymret debatt, hvor han oppfordres til å snakke om sin personlige bakgrunn og sette hyggelige Norge i kontrast til stormfulle, utenlandske kyster.

Anmeldelse af Pedro Carmona-Alvarez: Samtaler med onkel Nica og tante Viola her.

Kapittel-festivalen i Stavanger har delt spillelisten som passer til En punkbønn her.

Igår badede jeg for første gang i The Pacific Ocean. Udfordrede skæbnen på Hermosa Beach og tog mit kamera med ud i bølgerne. Eksperimentet lykkedes næsten, på nær til slut hvor en bølge fik fat i min taske og mine sko som stod på stranden. Før bølgen trak tingene udaf med stor kraft nåede jeg imidlertid frem og stoppede bevægelsen. Nabostranden hedder iøvrigt Redondo Beach, where everyone is so sad. Senere spiste jeg frokost på Abigaile i musikhistoriske lokaler (inklusiv rekonstrueret graffiti og autentiske flyers). Her er et glimt af hvordan der så ud i The Church i 1981. Nu findes altså restauranten Abigaile, som spillede horribel LA rock over anlægget mens punkaristokratiet indtog sine bottomless Mimosas og fancy brunchanretninger. Flere billeder her.

Aldrig stol på kritikere som bruger lamme bogstavrim som "panisk pulserende" og "poetisk pregnant" (hello Anders Holstad Lilleng) eller dødssyge metaforer som "lik et bombe- nedslag" og "som ild i tørt gress." Chance for at disse folk er talentløse. På trods af dette kan det dog være at de snakker i Stavanger snart. Velkommen, jeg skal skærpe mig.