Billeder fra min sydvest-engelske walkabout her. I Plymouth deltog jeg på Seeking the Marvellous: Ithell Colquhoun, British Women & Surrealism. I Bristol så jeg på en bro og købte indisk takeaway før jeg tog toget til West Dean College of Arts and Conservation. Huset tilhørte Leonora-mæcen Edward James, som også støttede Salvador Dali og René Magritte på afgørende vis. James indrettede sit hus på surrealistisk vis, hvilket man delvist kan fornemme i College-delen, men desværre er der ikke adgang til Monkton House hvor han gik totalt amok indretningsmæssigt. Jeg har samlet nogle billeder fra nettet her.

Om science fiction i Politikens bogtillæg idag. Andreas Vermehren Holm, redaktør for Forlaget Virkelig, og jeg er interviewet. Eller interviewet med mig er citeret, som det jo ofte er. Altid soft spot for Politiken, selvom avisen uden tvivl har ændret sig drastisk siden dengang i 80'erne hvor jeg gik og købte den til familien hver søndag morgen, primært for at læse Dan Turell og den slags. Grafisk også meget delikat med sine rød-sorte koncepter, som jeg tror har overlevet gennem historien. Så vidt jeg husker. Mere her.

Yo La Tengo. It's the sound of love. Pic @ grå hal 2009. Nye plade lyder som kjærlighet.

Læser Al Alvarezs bog The Savage God. A Study of Suicide. Alvarez var venner med Sylvia Plath de sidste dage af hendes liv, og hans beskrivelse af hende er rørende. Jeg har netop læst Simon Critchleys bog om det samme emne, som er god, næsten opløftende, men nu blev jeg spooked. Jeg gik rundt med Peter i New York høsten 2011. Vi var i East Village, vi havde spist, og han ville ind på en fancy bar. Der var imidlertid fuldt hus og ventetid. Vi endte på en mærkelig westernbar ved siden af hvor vi drak mexicansk øl. Nu hvor jeg læser om Plath glimter det i mit hoved: Baren vi forsøgte at komme ind på hed Death & Co.

Intet lyder så godt som 70s-80s New York her + her + her. Spotify har en 2016-version.

Leonoras maleri fra 1954 med titlen "Are you really Sirius?" er del af denne udstilling som åbner i Mexico City i april. Slaget om min bog står de næste tre måneder, derfor er jeg sandsynligvis fraværende og/eller grumpy. Plus nyt museum i San Luis Potosí.

The challenge goes like this: "In no particular order, ten of my all-time favourite albums, and/or albums that made a significant impact on me when I first discovered them. Post just the cover, no need to explain, and nominate a friend to do the same." I made a list of 20 records, and will choose randomly from this list. I pass the challenge on to you. On guard, Mademoiselle. Also, I bet you want some.

Som nogen ved har Norsk Kulturråd netop udgivet en bog om de norske kulturtidsskrifters tilstand og fremtid. Det er vigtigt at følge med her hvis vi ikke alle skal lade os styre af klikøkonomi og "nyhedsmedier" som Breitbart-inspirerede Resett, en rigmandsblog som senest har kørt en racistisk hadkampagne mod stærke indvandrerstemmer i Norge. Vi må kæmpe for de langsomme medier hvor der er tid til refleksion, og hvor historien ikke glemmes og overkøres af smarte personligheder og deres pengeinteresser. Disse langsomme medier har også tid til at arbejde tæt med skribenterne og tage den tid det tager at debatere tekstens indhold og udformning. De er altså skoler og rugekasser af uvurderlig værdi for det øvrige offentlige ordskifte. Tidsskriftredaktionerne kan relatere dybt og grundigt til deres skribenter, tekster købes ikke som readymade objekter som går ret i trykken to timer senere. Tidsskrifterne har også ofte et videre blik end de medier som opererer mere traditionelt indenfor grænserne hvor nationale interesser ofte ivaretages, noget som er med til at lukke ned tværnationale horisonter og fællesskaber. Tidsskrifterne kan strække sig på tværs af grænser mod skandinaviske, europæiske, globale og intergalaktiske fællesskaber. Tidsskrifterne har udsyn, derfor er de værd at kæmpe for. Audun Lindholm er interviewet i dagens Klassekampen.

Claws Talks lytter til den nye plade med Tracey Thorn. Interview her. Tekst her.

Claws Talks ser på Gary Numan. Numan har skrevet sci-fi-inspirerede tekster siden det sene 70-tal. Han har iøvrigt også en aspergers-diagnose. Nævner det på grund af den teatrale gestaltning af alien-slash-alienation. Sikkerheden i køretøjet, glasboblen her + her. Man aner det ambitiøse stage set: "Gimme Metropolis!" Her er en anden Metropolis-fantasi. I 1981 udkom den kritiserede plade Dance, som blev til i samarbejde med Mike Karn fra Japan, noget man tydeligt kan høre. Her er stort engagement for Dance, som jeg faktisk også synes er vældig god. Numan gjorde som Dave Gahan og flyttede til Los Angeles. Her hang han med Trent Reznor, hvilket fik ham til at lyde lidt tungere. Her er fx en meget LA-ficeret live-version af "Cars," og her er sidste nye single fra pladen Savage, som er en sci-fi-roman om global opvarmning. Numan synger med sin datter Persia.

Oslo, dette sker på fredag. En aldrig så liten kulturkamp for de norske kulturtidsskrifter. Arrangementet streames, kulturrådets publikation kan nedlastes, og her er yderligere information. Hvis man bryder sig om de norske kulturtidsskrifters videre skæbne er det vigtigt at deltage i den følgende debat med tydelige stemmer i offentligheden.