Ich habe mein Buch geschrieben, den kommer ud i august. 

"Scott Walker" as played by Engel was just a more sophisticated variant on the classic boy band options, the moody one, Serious Spice, the dreamy interesting type who would gaze deep into your eyes and tell you how he read books and everything. God observation af Ben Graham. Der er ikke mange live-klip af Scott og Walker Bros, men jeg ser nightmare-Scott dengang også, hvordan hans ansigt flakker mellem rollen og dyb forvirring bort fra mikrofonen. Alle tre virker de løsrevne fra deres kroppe; Gary ser på sine trommende arme som om de tilhører en anden krop. Scott kan ikke skjule at han freaker ud. John smiler et sarkastisk smil. Han og Scott står i hver sin ende af scenen og spejler hinanden med deres grad gestures; de forsøger at besynge pigerne hvis skrig overdøver musikken. Stemningen er uncanny. Jeg har opdaget Walker Bros' sidste plade Nite Flights (1978), Scotts plade Climate of Hunter (1984) og den fantastiske fuck you-sang No Regrets (1975).

Scott Walkers karriere er et mesterværk i sig selv. Få har klaret at lave så radikal musik så sent i livet. Rest in peace, if possible. Musikken fra Tilt og frem er ofte chokerende at lytte til, og man risikerer at blive dybt forvirret over sammenhængen med den anden gyldne Scott fra 60'erne. Lyt til Tilt, The Drift, Bish Bosch og Soused, musik som i sandhed freaker mig ud. Redaktører kan gerne spørge kvindelige skribenter om at skrive om Scott, og kontakte kvindelige kunstnere som er inspireret af ham. Tag fx en telefon til Jessica Sligter. Læs et interview fra Bish Bosch-lanceringen. I stedet for at skyde, kværke, fyre og politianmelde den hvide mand som genidyrkes, burde vi gå og snakke som ham. It's an act. Det har næppe været forbudt ved lov at nærme sig Scott Walker for at få et interview. Det har nok ikke været let, og hjerter har sikkert flimret nervøst, men hvorfor ikke bare gå som en cowboy; læg selvbevidstheden til side og bær de brændende spørgsmål frem, for de er vitterligt vigtigere end hvem du er og hvor "forkert" du end måtte føle dig.

Det nye nummer af det norske filmtidsskrift Wuxia indeholder et uddrag fra min kommende bog om den britiske surrealist Leonora Carrington. Leonora er i sin egen historie, men flipper også rundt i andre historier, blandt andet besøger hun Star Wars-filmen The Force Awakens. Tekster af Mike Sperlinger, Stian Gabrielsen, Aina Villanger ++

Efter forestillingen havde mit fossil vokset enormt i autoritet. Det var ingen ligegyldig genstand, som lå i lommen, det var noget som talte til mig med en langt højere intelligens end min egen. Dette lille fossil knuste mig; denne lille forstenede snegl var ikke ubetydelig, men det var jeg derimod.

Jeg var på Borealis i Bergen, læs her. Apropos Bergen, minder om slippefest for Ida Lødemel Tvedts essaybog Marianegropen. Come along & party with the essay people.

Fivers vision i Watership Down-filmen fra 1978 i en fanvideo her. Min tekst her.

Jo, vi vil gaa. Vi vil gaa alligevel. Vi maa gaa. De Kvinder, som altid sidder i sine Kareter, kjeder sig tildøde. De Tider er forbi, da Kvinden var for Manden kun en Luksusgjenstand, halvt et kostbart Legetøi, halvt en Gudinde, der skulde tilbedes. De har selv stødt os ned paa Handlingens Skueplads, hvor vi maa arbeide, erhverve, stride og tumle os, med ett Ord: vi maa gaa. Camilla Collett, 1862 💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥💥

Hvordan kommer undergangen til at se ud? Nogle af os har nok en fornemmelse af, at flertallet ikke kommer til at reagere, med mindre den viser sig som en dramatisk begivenhed. Den glidebane, vi er på, kan de fleste distrahere sig fra med hverdagens gøremål. Vi klamrer os til dagligdagen, hvor børn uden fremtid skal passes, hvor huse, som alligevel kommer til at ligge under vand, skal fikses op, og hvor kroppe, som snart skal forkulle, trænger til forbedring. Det er nemt nok at afskrive de irriterende kunstnere og kritikere oppe i deres udsigtstårn som alarmister. Deres dystopier kan heldigvis omformuleres i det såkaldte kulturliv. De entusiastiske artikler om forårets nye trend »dystopisk science fiction« bruser frem i kulturaviserne, og litterære agenter står klar til at omfavne den på årets bogmesser. Læs min anmeldelse af Pablo Llambías: Zombierådhus.

Baby, life's what you make it, don't you hate it? 

I januar startede jeg en tråd som bogstavlig talt eksploderede. Her spurgte jeg: "Hvilke skønlitterære bøger er skrevet med et dyr eller en anden type natur som jeg-fortæller, altså som samtidig er alvorlige voksenbøger? God litteratur som forsøger at se mennesket med naturens/dyrets kritiske blik?" Jeg fik mange gode bud og brugte en del af dem i en tekst til Forfatternes klimaaksjon. Not yet published, men stærkt på vej. Jeg har også skrevet tekster til LIAF og Vagant færdig, og ser frem mod et job for Kunstkritikk nu. Desværre ingen Christensen i Klassekampens spalter længere, efter 15 års tro tjeneste. Man må altså kigge andre steder hen hvis man vil følge med videre.