I december 2003 var fanzinet GK22 færdig. Det blev det hidtil sidste GK. Mit bidrag var blandt andet en lang tekst med titlen "Tracey Emin og virkelighedseffekten. På sporet af en ny avantgarderealisme" som egentlig var en mellemfagsopgave. Teksten var illustreret af billeder fra min mors lejlighed, af hendes selv og citater fra et postkort hun skrev til mig engang. Audun mindede mig på teksten idag da vi læste Olaf Haagensen i Morgenbladet. Magisk nok var jeg i stand til at finde en pdf af GK22 i min mailboks fra 2010.
Jeg redigerede to publikationer, denne og denne, sidstnævnte tog næsten al min tid. Jeg skrev spaltetekster og anmeldelser til Vagant, blandt andet denne og denne. Jeg skrev ikke særlig meget for Kunstkritikk fordi jeg var i endeløs lockdown. Jeg skrev tre små tekster til Forfatternes klimaaksjon og efterord til Høyreluren som udkommer på Samlaget i januar. Jeg fik en pris og mistede en mor. Jeg fik lov at tale til studerende på kunstakademierne i Oslo, København og Bergen. Jeg plaprede også på Testrup, på NTNU, på Arguments skriveskole, på LiteratureXchange og på Astrid Noacks Atelier. Jeg skrev et læserbrev og var på residencies i Bergen og Trondheim. Also I'm lost.
Der blinker ingen advarselslamper i mit hoved når jeg hører ordet kuk. Ordet er simpelthen ikke registreret som tabu i min primært dansksproglige hukommelse fra en barndomstid, hvor frække ord vakte forvirrede reaktioner fra latter til skam. Det nyeste kunstrum i Trondheim kalder sig netop det, kuk. På norsk og svensk en klar reference til det mandlige kønsorgan, og eftersom en privat formue har sponsoreret K-U-K, Kjøpmannsgata Ung Kunst, er det oplagt at tænke, at her kan der blive for meget kuk. Formuen strømmer endda via en nok så kuk-orienteret ekspressiv kunstner ved navn Kjell Erik Killi-Olsen, som tilbragte sin ungdom i 80’ernes New York; et kunstnerskab præget af den mere spraglede del af kunstscenen der – altså endnu mere kuk.
Susanne Christensen har i november vært gjestekritiker i Trondheim og skriver om den seneste utviklingen på kunstscenen. Les her 💕💕💕💕
Jeg er i Trondheim resten af året, og vi drukner i sne. Billeder strømmer ind her, og her er nogle af de 2021-udgivelser jeg har lyttet til. Årets Billie Elish-plade er den bedste i hendes unge karriere. Syg songwriting, som også Juliana Hatfield præsterer. Har varmet op til Hatfield siden hendes Olivia Newton-John-plade fra 2018. En del musik fra Norge, Skotland og Nordafrika, elskede og/eller savnede. Dave Gahans cover-plade har ok øjeblikke, blandt andet "Metal Heart" af Cat Power og "Shut Me Down" af Rowland S. Howard fra The Birthday Party. Jeg så Wesley Eisolds hardcoreband American Nightmare i Berlin, under navnet Cold Cave handler det om sweet Depeche and New Order sounds. Flere coole retrolyde præsenterer Makthaverskan og Paper Birch, sidstnævnte er Fergus fra det legendariske Glasgow-band Urusai Yatsura. Spiller også tuareg sounds som minder mig om Marokko. Tinariwen er fra Mali og Mdou Moctar er fra Niger, men tuareg sounds er overalt i regionen. Mdou Moctars første plade på Matador, og han spiller i Danmark og Sverige til våren. Norsk flow med Ulver, Vilde Tuv (stort lol til begge) og Biosphere, plus Jennys første single på 4AD. Grouper har jeg fulgt siden begyndelsen i 2008, resten burde forklare sig selv.
Beklager til Low og Iceage at der ikke var plads. Beklager ikke til Dry Cleaning, it's shite.
