Den yngre Mühleisens historie fungerer som en cliffhanger som trekker den nysgjerrige leseren gjennom: Hvor høyt stiger hun i kollektivets hierarkier? Hvor tett kommer hun på Muehl? Hvordan utviklet kollektivet seg i overgangen mellom de utflippede 1970-åra og de kapitalistiske 1980-åra, og hva førte til Muehls uunngåelige fall? Muehl er en dansende, syngende, dadaistisk Fader Ubu, han dekonstruerer og latterliggjør sin egen makt, men ikke desto mindre er den et faktum, og det som skulle være et bevegelig, utopisk fellesskap stivner gjennom årene.

Om Wencke Mühleisen: Kanskje det ennå finnes en åpen plass i verden her + her. Mere her.

I 2008 redigerede Audun Lindholm og jeg Borders i Juliana Spahr og Jena Osmans bogserie Chain Links med tekster og billeder af Ida Börjel, Matias Faldbakken og Das Beckwerk. Den er nu tilgængelig her. Mara Lees afhandling er iøvrigt tilgængelig her.

Coeur de Lion er en bensinstasjonost, forklarer Reines i et intervju med sin norske oversetter. Altså en billig ost i samtida, og en ost med referanse til middelalderen: Den løvehjertede var den gang en hedersbetegnelse, og den engelske kongen Richard Løvehjerte (1157-1199) rir sannelig forbi i Reines dikt. The plot thickens, som man sier.

Anmeldelse af Ariana Reines: Coeur de Lion her.

It's been so easy for you
To disengage yourself from your
Behaviour, as though you really
Were conjectural, as though
Your desire really was as limitless
And general as the fucking internet.

Ariana Reines: Coeur de Lion, 2007.

Magi er en ustabil størrelse, der er ingen garanti for at den enes magi ikke er den andens gift, men alligevel: Jeg vil dele et par magiske besværgelser med de stakkels ensomme sjæle i Vestjylland som sammen med Silicon Valleys spambots stadig læser ("læser") min blog. 1) Du vil skrive, du er endnu lukket ude, men du vil skrive. Sig: "I wanna get into it, man, you know!" 2) Du har skrevet og trænger en slags anden luft eller et brud. Sig: "Take me to the bridge. Hit me now!" 3) Du kan ikke skrive, no matter what. Du er stuck. Muligvis tager du dig selv for alvorligt? Sig: "Dancing in the nude, being such a dude, it's a rip off!"

Nu til spørgsmålet: Er magi kønnet? Svaret er nej og ja. For mig nytter det for eksempel ikke at sige: "I wanna get up and do my thang!" Hvorfor ikke? Well, vi ved at magikeren Brown havde stor kraft, og ingen - ikke engang Eurosko! - skal komme og sige at pigers rum, og dermed deres kraft, bør fylde mindre end drenges. Kønnet er en plastikhandske. Ikke desto mindre kan det virke distraherende at tænke at man skal get "up" and do my "thang" og dermed get "into" it, if you know what I mean. Derfor foretrækker jeg personligt anden del af remsen som i al sin mystiske enkelthed lyder: "I wanna get into it, man, you know!"

En anden nyttig remse skal nævnes. Sig: "So I'm back to the velvet underground!" Du er på et nulpunkt, du står tilbage med some lace and paper flowers (sic). Det som foregår her handler stadig om at påkalde kraften. Du tror du har mistet noget, men det har du ikke. Kraften er umistelig. Du er i livmorgrotten med dens potente, mørkerøde glitter. PS: Det hjælper at adoptere rytme og udtale fra de respektive magikere: Brown, Bolan, Nicks.

Der er et par Chris Kraus-essays derude, her + her. Mere Kraus her + her.

Meget glad for at Helena Huneke, desværre posthumt, åbner udstilling udenfor Hamburg.

The Gurlesque was born of black organza witch costumes and the sliver worn sequins mashed between scratchy pink tutu netting and velvet unicorn paintings and arena rock ballads and rainbow iron-on glitter decals and self mutilation and anorexia and bulimia and fight back and Renaissance Faires and teen sex and zines and cutting and Sassy and joy and ecstasy and abortion and The Pill and road kill and the punk shows and panties and incest and ice cream and rape and we mean this very seriously. No means no, asshole. And yes means yes. And girl means girl except when it doesn't, which is sometimes.

Fra Arielle Greenbergs forord til Gurlesque (2010). Mere her.

Hvordan fatte overfloden af eksotiske blomster, træer og fugle i disse gader? Hvordan fatte solen som kysser mit ansigt til huden falder af? Orange Strelitzia, paradisfugleblomster som ligner en slags modernistisk kunst, vokser vildt langs stranden. Pelikaner flyver i tyste v-formede bombeflyformationer over mig. Med toget op langs kysten kører jeg igennem klippefyldte Santa Susanna og Santa Barbara, senere findes vinmarker, olieudvinding, beef steaks på fire ben og over os ægte ørneskygger.

Næste Vagant-spalte om Fort Ross, Red Menace, Oliver Stone, Gulag, orange Strelitzia, pelikaner og ægte ørneskygger, Idea of Communism og Commune Editions.

Der er politisk depression på pigeværelset. Tekst fra Le Monde diplomatique på net her.

Noen vil nødvendigvis finne Gulliksens dikt så hetero at det knaser mellom tennene – som var det en spesiell og avgjørende leserkompetanse å ha erfaringen med småbarnsstell og/eller å ha følt det maskuline begjæret etter lyshårede kvinner i kjole. Disse kvinnene er litt som diktene, som barna i diktene, når de tråkker seg selv på tærne og bare står der midt på gulvet med pjuskete hår og en altfor stor herreskjorte og liksom personifiserer amerikansk independentfilms credo det litt skjeve er mer virkelig, and I love it.

Skrev jeg i en anmeldelse af Geir Gulliksen i 2006. Den altfor store herreskjorte spillede senere en rolle i Gunnhild Øyehaugs roman Vente, Blinke (2008) som nu er filmatiseret med titlen Kvinner i for store herreskjorter. Vi er flere som har lagt mærke til dette fænomen.

DIY powerpoint igår på Notes on Location om Lars Mikael Raattamaa, Monica Aasprong, Lucy R. Lippard, Matias Faldbakken, Bjarne Melgaard og Vibeke Tandberg, inklusiv citater fra Hallberg, Christensen og Lindholm. Foto af Martin Glaz Serup.

Kenneth Goldsmith remixer sort, politimyrdet mands obduktionsrapport her + her + her.

Lidelserne i verden og i det litterære miljø er taget til de sidste år, og jeg begynder at frygte for folks liv. Venligst respektér dine medmenneskers grænser; på mobiltelefon, på net og på gaden. Heldigvis har nogle Bay Area-poeter noget at sige om krisen i stedet for at gøre som vi gør: Flå hinanden i et sanseløst orgie af konkurrenceorienteret egoisme og blindhed.

We gonna rock down to Electric Avenue, sang jeg idag. Selvom Eddy Grant-hittet fra 1982 handler om London, ikke Venice Beach. Billeder her + her + her.

Mange tekster om Kim Gordon, bl.a. Audun Vinger, Tracey Thorn og Anne Hilde Neset.

Ian Svenonius som spøgelse. Ingunn Dybendals illustration til min #17 ENO-sag.

Vi skal tale om kunstpublikationen i et udvidet felt på et symposium ved navn Notes on Location på Den Frie på Østerbro, København. Kom og hør Cia Rinne, Anngjerd Rustand ++

Gordon har et annet «band» med Dan Graham, konseptkunstner og kunstkritiker. Kunst- historien krever en signatur, ideene må nødvendigvis signeres, men de kommer ofte ut av mellommenneskelig interaksjon. Leser man Gordons utvalgte kunstkritiske essays Is It My Body? Selected Texts (red. Branden W. Joseph, Sternberg Press 2014) er det tydelig at Grahams og Gordons tanker tar farge fra hverandre. Tidlig på 80-tallet lager Graham dokumentaren Rock My Religion som setter rockmusikken (fra Patti Smith til Black Flag) i en sosiologisk ramme og ser dens ekstatiske ritualer i forlengelse av religiøse sekter som for eksempel shakerne. I Gordons låt «Shaking Hell» (1983) synger hun med hes stemme: I’ll take off your dress/ I’ll shake off your flesh/ Shake! Shake!

Skriver om Kim Gordon: Girl in a Band i Klassekampens Musikkmagasinet her.
Andre relaterede tekster her + her + her.

Cirka sådan jeg ser ud når jeg er plugget ind i The Matrix. Ill. Knut Løvås.

Fra den nydelige bog af Kim Gordon: Girl in a Band. Gordons mor deler visdom.

Kostskolelæreren er for ung til å ligne en lærer, i det hele tatt virker det som om verken kollegaer eller elever kan forholde seg til henne, enda en mellomtilstand som setter henne ut av spill. Men hos Ravn tiltusker det lille vesenet seg en stor stemme, setningene hennes blir nesten deklamatoriske. Det vekker alltid latter når en stor stemme kommer ut av en liten kropp, når en mus leder en hær, det er «unaturlig», og de som ikke føler seg komfortable med egen makt og autoritet, vil uvegerlig gripe den an med en anelse ironi. Den maktesløses hevn er det briljante språk, en annerledes maktmaske, som er poesien.

Anmelder Olga Ravns spøgelsesroman Celestine i Klassekampen her + her.

Læs mere i en af Norges bedste aviser Le Monde diplomatique på torsdag som også indeholder tema om Paris efter terrorangrebene i januar. Otherwise, life is hard. Manusarbejdet er lidt af en cliffhanger lige nu, kreativt så vel som økonomisk. Andre
ting på bordet er Kim Gordon, Olga Ravn og Shulamith Firestone.

Den norske og den finske ambassade i Berlin inviterede til release af det nye Music & Literature sidste lørdag, i samarbejde med Vagant. Tidsskriftets femte nummer løfter Stig Sæterbakken, den finske komponist Kaija Saariaho og den kinesiske forfatter Can Xue frem. Alle fotos af Katja Zimmermann. Mere her. Nydeligt, højkulturelt arrangement. Husker stadig Vagant-arrangementet med non-stop Polkabjørn på Bien Bar i 2006.

Samtidslitteraturen er ofte en mere eller mindre healende salve: Hejsa, jeg'et er her, familien er her, alt er ok, der var en smule turbulens, en lille finanskrise, men nu er vi på rette kurs igen. Forson dig med livet, hyg dig i hytten med dine børn eller læg storbyen bag dig og bliv dyrelæge i en landsby. Byg dit hjem op som en borg, en behagelig borg med mange duftlys, en kærlighedsrede med widescreen, og byg dit land op som en borg med droner og overvågningsteknologi.

Årets første Vagant-spalte er leveret. Om Burroughs, duftlys, droner, Gary Numan, Laurie Anderson, biler, drømmemaskiner, Gamle Sukkerchef, Voice of Authority, etcetera.

Den nye måde at tænke på er den tænkning du ville foretage hvis du ikke var nødt til at tænke over noget af det du normalt tænker over, hvis du ikke havde et arbejde at udføre, intet at være bange for, ingen planer at lægge. Enhver øvelse til at opnå dette må selv sættes til side. Det er en måde du vil tænke på hvis du ikke var nødt til at tænke over en måde at tænke på som du ikke er nødt til at gøre. Vi lærer at stoppe ord, at se og røre ord, at flytte og bruge ord som genstande.

William S. Burroughs i Akademi 23 side 72. Har lige smidt nogle kommaer ind, guys.

We are the hollow chicks/ We are the stuffed chicks/ Leaning together
Headpiece filled with strawberries and Weißbier. Alas!