Faldbakken trenger inn der hvor han kan iscenesette og fremvise maktens frie og selvavslørende tale - således skriver SC om Snort stories i denne uges MB. Her er det det selvafslørende som interesserer mig. Og ordet "usikkerhed" som senere dukker op
- der er også usikkerhed i teksten her: "(skulle jeg mene)" og her: "(blandingsforholdet avsløres aldri)" - Vi ser på mens Christensen trækkes ind i uafgørlighedszonen.
Videre læser Christensen nu efter drifter, derude på den glatte overflade. Det er fint vi har Paglia i samme udgave af avisen for denne tekst er tilnærmelsesvist essentialistisk indrettet - tilsyneladende! For Christensen tænkte godt nok på goth rock og Vertigo förlag, men også på minimalistisk kunst, sådan som også Røed gør det i sin udstillingsvurdering på Kunstkritikk. Vi har "hjerte" to gange og selvfølgelig, selve das DING: køllen i kæden, tavs, tung.
Men modsat fx Økland og Olsson så går Christensen lidt modvilligt og baglæns (træt er hun definitivt) ind i showet, gør hun ikke? Derimod agerer Økland næsten perfekt en patroniserende variant af den JA/NEJ-kritiker Faldbakken skriver om. Og Olsson bidrager til showet udklædt som en belejlig krydsning mellem Jesus og Fallos: kunstneren som driver med konceptuel kunstkritik og selv bliver det centrale værk - sit eget værk - på Faldbakkens scene. Hvis vi alle ender op som karakterer i en roman snart så skal jeg ikke undre mig. Festen fortsætter og fortsætter og fortsætter.
Dagens yndlingsblog er iøvrigt denne.
- der er også usikkerhed i teksten her: "(skulle jeg mene)" og her: "(blandingsforholdet avsløres aldri)" - Vi ser på mens Christensen trækkes ind i uafgørlighedszonen.
Videre læser Christensen nu efter drifter, derude på den glatte overflade. Det er fint vi har Paglia i samme udgave af avisen for denne tekst er tilnærmelsesvist essentialistisk indrettet - tilsyneladende! For Christensen tænkte godt nok på goth rock og Vertigo förlag, men også på minimalistisk kunst, sådan som også Røed gør det i sin udstillingsvurdering på Kunstkritikk. Vi har "hjerte" to gange og selvfølgelig, selve das DING: køllen i kæden, tavs, tung.
Men modsat fx Økland og Olsson så går Christensen lidt modvilligt og baglæns (træt er hun definitivt) ind i showet, gør hun ikke? Derimod agerer Økland næsten perfekt en patroniserende variant af den JA/NEJ-kritiker Faldbakken skriver om. Og Olsson bidrager til showet udklædt som en belejlig krydsning mellem Jesus og Fallos: kunstneren som driver med konceptuel kunstkritik og selv bliver det centrale værk - sit eget værk - på Faldbakkens scene. Hvis vi alle ender op som karakterer i en roman snart så skal jeg ikke undre mig. Festen fortsætter og fortsætter og fortsætter.
Dagens yndlingsblog er iøvrigt denne.
10 Comments:
Næh! Det var sødt af dig. Så blev det alligevel jul i den gamle købmandsgård.
Det blev jul i den gamle købmandagård, ja. Men lad os for et øjeblik vende vore tanker mod de umælende smådyr i mørket udenfor - forfrosne egern, forkølede gråspurve, tandløse tigerdyr.
Hei! Takk for melding - god jul til deg óg! Snakkes i Bergen...
Ih, jeg kan mærke mit ego svulme.
Du framstår i MB som den intellektuelt distanserte, i motsetning til TommyO idet han går rett inn i debatten som siden begynner å ete seg selv (kunstkritikk.no) stiller du opp leserutsilingsmekanismen innledningsvis: Stjernfelt/Thomsen og Bloom, les ikke videre før disse er forsert. Siden kommer din edruelige gjennomgang, som jeg finner alt overveiende positiv.
Og det er vel betegnende at debatten går i billedkunstnernes medium, at litteratene forholder seg mer edruelig. Matias tar overløperens posisjon, og følelsen av at d'anmeldere Sørum og Nedrum er ute etter å kviste ham ned til størrelse for dette er påtakelig. Den poetiske justisen blir desto mer eksponensial ved at debatten er forhåndsdømt til å skyte seg i foten, Matias rakte dem selv ammunisjonen som eksploderer i debattantenes ansikter allerede i bokens første artikkel, hvert innlegg et lystig fyrverkeri.
^*^
Godt nyttår
Ædruelig (hik), jeg?
Men tak for fine ord. Egentlig er jeg selv grueligt skuffet over anmeldelsen, men det gode er: skal arbejde videre med Faldbakken i det nye år, så får vi se om der er show i Tigeren eller det bare er Tommy der er show i:)
Sørheim! Sørheim!
Selvom de ligner lidt, gør de ikke? Hende og den unge Steffen, på én eller anden mystisk måde.
Og netop nu, tidligt om morgenen den 29. december, hvor jeg åbner mit første eksemplar af BOGEN Snort stories, kan jeg ikke lade være med at ærgre og irritere mig over at jeg gik glip af noget så vitalt som PARATEKSTEN: listen af referencer som jeg IKKE havde da jeg anmeldte bogen. Hvor idiotisk er det? Très.
eeep! Sørheim, Sørheim! (ved gud, vi lyder som de rene klakkører). Calvin and Hobbes burde spille tommyball, leken der reglene finnes opp underveis.
hehe. fin blogg, ja. i kveld går "armbrytarskan frän ensamheten" (ursekta min svenska) på sv2. dagens ynglingsfilm.
Post a Comment
<< Home