Faldbakken trenger inn der hvor han kan iscenesette og fremvise maktens frie og selvavslørende tale - således skriver SC om Snort stories i denne uges MB. Her er det det selvafslørende som interesserer mig. Og ordet "usikkerhed" som senere dukker op
- der er også usikkerhed i teksten her: "(skulle jeg mene)" og her: "(blandingsforholdet avsløres aldri)" - Vi ser på mens Christensen trækkes ind i uafgørlighedszonen.

Videre læser Christensen nu efter drifter, derude på den glatte overflade. Det er fint vi har Paglia i samme udgave af avisen for denne tekst er tilnærmelsesvist essentialistisk indrettet - tilsyneladende! For Christensen tænkte godt nok på goth rock og Vertigo förlag, men også på minimalistisk kunst, sådan som også Røed gør det i sin udstillingsvurdering på Kunstkritikk. Vi har "hjerte" to gange og selvfølgelig, selve das DING: køllen i kæden, tavs, tung.

Men modsat fx Økland og Olsson så går Christensen lidt modvilligt og baglæns (træt er hun definitivt) ind i showet, gør hun ikke? Derimod agerer Økland næsten perfekt en patroniserende variant af den JA/NEJ-kritiker Faldbakken skriver om. Og Olsson bidrager til showet udklædt som en belejlig krydsning mellem Jesus og Fallos: kunstneren som driver med konceptuel kunstkritik og selv bliver det centrale værk - sit eget værk - på Faldbakkens scene. Hvis vi alle ender op som karakterer i en roman snart så skal jeg ikke undre mig. Festen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

Dagens yndlingsblog er iøvrigt denne.