Imperiet fungerer problemløst konfronteret med let genkendelige identiteter som aktivisten, kunstneren og kritikeren. Imperiet ordinerer identitet og engagement. Derimod kan Imperiet ikke håndtere mangelen på identitet, Imperiet står uforstående overfor fraværet af identitet. Når der ikke udbasuneres krav, som Imperiet kan tilgodese og opfylde, når vi smider masken og bliver usynlige, så begynder Imperiet at æde sig selv op i forsøget på at lokalisere kritiske agenter, det kan præsentere som årsagen til fornyede sikkerhedsforanstaltninger.

Den eneste måde vi kan eksistere på, og den eneste måde hvorpå vi kan konstruere en anden kultur, er derfor ved at være fraværende. Vi smadrer Imperiet ved at forråde de prædikater, vi tildeles. Vi er indifferente overfor Imperiets værdier, reagerer ikke på dets provokationer og svarer ikke. Vi er ikke sovende celler, men muterede somnambulister. Dette er Imperiets mareridt, og det kan kun rea- gere ved at kriminalisere enhver alternativ adfærd.

Desertering: ikke blot rømning af familien, kontoret, skolen og enhver institution, men også flugten fra rollen som mand, kvinde og borger, flugt fra alle de idiotiske realtioner, som fastlåser os, og som får den imperialistiske kapital til at fungere. Uendelig flugt. Det er som om, Imperiet ikke har eksisteret, som om det går totalt i opløsning i takt med, at vi ødelægger os selv. Færdige, sønderrevne og smadrede, men fyldt med potentialitet.

Skrivekollektivet undtagelsestilstand.dk i tidsskriftet Øjeblikket/45.