Sunday, June 18, 2006

Omkring jul sidste år fik jeg en henvendelse fra det danske tidsskrift Kvinden & Samfundet, om jeg ville deltage i en lille enquete om kvindelige bloggere? Joda, det ville jeg gerne. Så gik tiden og artikelprojektet forskød sig et nummer, men nu igår fik jeg tidsskriftet i posten. Med forbehold for at jeg var en løgnagtig tigerkrop for et halvt år siden, here goes.

K & S: Hvad er en blog ifølge dig?

En blog er en mulighed, et rum der dækker det offentlige så vel som det private. Claws Talks svinger mellem at være et idealistisk forum og ren overspringshandling. Jeg læser litteraturvidenskab og freelancer desuden som litteraturkritiker i avisen Morgenbladet, kort & godt: jeg sidder meget ved computeren. Bloggen bliver mit læsespor der krydser mellem verden og virtuel verden. En forlængelse af nysgerrigheden, begæret, så vel som det kritiske blik. Bloggen er også en naturlig forlængelse af mit engagement i selvpublicering, i tidsskrifts- og fanzinekulturen.

K & S: Hvad var inspirationen til din blog?

En avisartikel (2002) nævnte Blogger så jeg checkede det ud. Jeg ledte dengang efter et sted at publicere skønlitterære tekster og diverse kritiske feministiske læsninger af litteratur. Efter debuten som litteraturkritiker i avisen Klassekampen i 2003 opstod også et behov for en måde at indføre småjusteringer og kommentarer til det i avisen publicerede. At holde teksterne levende, flydende, som kommunikationer, potentielle samtaler.

Tigerklør er et kaldenavn fra skolegården. Omkring 1996 engagerede jeg mig i et netsamfund ved navn Firefly, meget lig Blogger. Her genopstod navnet som mit netalias: Tigerclaws. Kløernes taler, en stum fysisk handling, en klo der kradser, et slags sprog.

K & S: Hvis du skulle beskrive din blog i et par sætninger, hvad ville du så sige om den?

Claws Talks lader sig bare beskrive udfra sin praksis, hvad Claws Talks gør. Bloggen er et genreværksted, et rum for offentlig selvreflektion snarere end selvekspression. Men Claws Talks er også en måde at male mig selv i ansigtet på. At svine til der hvor jeg i andre sammenhænge må rense op, præstere, tale klart.

K & S: Hvad bruger du og andre bloggen til?


På Claws Talks findes alt muligt, fra drømme, artikler, rejsebeskrivelser til hybride utopiske genrer, interventioner, appropriationer. Jeg læser ofte avis med en kuglepen i hånden og den praksis findes nu på Claws Talks: nærlæsning, remix og korrekturlæsning af de aviser og tidsskrifter jeg engagerer mig i. I et større perspektiv kan man fint kalde det en slags kulturkamp: kritisk udvælgelse og samtale med f.eks. litteratur og film. Navigationer i strømmen af information, at mobilisere tankekraft, modstand, at løfte sig ud af en passiv forbrugerrolle. Hvad andre bruger bloggen til ved jeg faktisk ikke.

K & S: Hvad er et af de meste mindeværdige øjeblikke på din blog (det kunne være noget rørende, sjovt, provokerende eller bare mystisk)?

På en anden blog diskuteredes en poet. Det blev rigtig festligt da poetens søster blandede sig i debatten.

K & S: Hvad er dit råd til folk, der gerne vil starte deres egen blog?

Det er nemt at se bloggen som social, men kig efter dens farlighed også, kig efter kloen.