Gyldent solskin, næsten sådan 60-tals. Jeg åbner min hånd, en lille spurv hopper rundt, den er slet ikke bange for mig. Spurven hopper rundt på min hånd nu. Så jeg lukker hånden omkring spurven.

Nu er spurven i min mund, den fylder godt derinde. Nu er spurven et kadaver, et spurvekadaver. Spurvekadaveret fylder godt i min mund, det bare ligger dér og rådner stille på min tunge, tiden går & går.

Jeg henvender mig til en læge, det er vist Finn Iunker. Vi står på en parkeringsplads og jeg fortæller ham om drømmen. Nu skal jeg gå og vise ham spurvene, de har sådan en utrolig tillid til mig.