Wednesday, September 01, 2004

Forunderlige Afsnit P!

På den danske netside for visuel poesi Afsnit P findes netop nu poet m.m. Morten Søndergaards undersøgelse af skandinaviske vejskilte, disse af typen som indikerer fodgængerovergang. Her er en bid taget fra undersøgelsens konklusion:

"Og til slut artikelforfatterens favorit: I Norge mødes vi af en person iført hat og jakke og med et væld af naturalistiske detaljer såsom fingre og sko. Den gående bevægelse er nøje gengivet med en let bøjning af begge knæ. Skridtlængden er begrænset, holdningen foroverbøjet. Stilmæssigt er vi i begyndelsen af forrige århundrede, og denne mandsling - en blanding af rutineret dandy og suspekt hitmand - har travlt. Er der ikke noget fordækt over hans gang? Han har ikke helt rent mel i posen, for han ligner en jaget mand. Hvad er det, han skal, hvor har han været? Snakker han overhovedet norsk? Der er noget konspiratorisk over ham... Men jeg tror nu, når alt kommer til alt, at han bare er en træt miniaturepianist, der traver hjem over klaveret efter en hård nat på tangenterne."

Desuden er det værd at kaste et blik (gerne mere) på Christian Yde Frostholms spændende bog/værk Afrevne ord på samme side!