Saturday, September 04, 2004

I Lars Frosts forrygende knaldroman Smukke biler efter krigen (danske Gyldendal 2004) følger vi i et utroligt tempo Lasse og nogle venners kiksede rejse rundt på Island. På side 220 (romanen er på 326 sider) slår forfatteren pludseligt over i et essayistisk modus og begynder dér at diskutere bl.a. kritiker og poet Niels Lyngsøes syn på poesi og realismebegrebet i al almindelighed. Lidt før det har Lasse et intimt møde på en sovesal med den polsk-amerikanske pige Apolka som for øvrigt er under uddannelse til sygeplejerske. Mens hun forfører ham (ganske imponerende!) hører Lasse hende sige blandt andet følgende, noget der ligner fragmenter af et essay i mundtlig form:

”Sansecellerne er altid i gang, siger hun. Verden skubber til os, siger hun. Vi kan ignorere indtryk, men sanserne er nødt til altid at være vågne, uanset hvor kraftigt verden giver sig til kende, og uanset om vi har lyst til at føle, at verden er derude, uden for vores krop, eller ikke. Vi er ikke bevidste om alt, men sanserne sanser det hele, så meget de kan. Heldigvis kan vi vælge fra, ellers blev vi vanvittige – hvis vi ikke kunne sortere i den viden, vores krop samler sammen, om den verden, der omgiver os, ville vi blive vanvittige.”

Og lidt senere:

”Luk øjnene, siger Apolka, og Lasse lukker øjnene.
Kan du se mørket bag øjenlåget?
Ja, siger han.
Kan du se lysglimt og små ting og sager flyde omkring?
Ja, siger han.
Du ser øjet leve. Du ser øjets erindring om, hvad der er udenfor. Rester af de indtryk, midnatssolen gjorde på øjet, inden du lukkede øjet, spøger i nerverne. Du smager hele tiden din egen mund, dine tænder. Men dine tænder keder dig, og du vender din opmærksomhed mod andre ting, andre læber.”

No comments: