Jeg har længe luret på Vemunds fantastiske digt "Samtidig" som bl.a. er at læse i Profylaktisk Skjønnhet. Kunne ikke formulere det, fik en fornemmelse af en film, når jeg læste, som i små ryk spoler frem og tilbage. Jeg kom til at tænke på Godards film "Vivre sa vie" (1962) med Godards daværende danske kæreste og nouvelle vague-divaen Anna Karina i hovedrollen som den søde og vakre hore - hun taler bl.a. indgående med en filosof, danser en yndig dans på en café for derefter at blive skudt på brutal vis af nogle gangstere. Skudscenen er optaget på en speciel måde - ikke jump cut, det er noget andet: Skuddet visualiseres ved en rykvis panorering igennem lokalet, hvert skud fryser billedet. Men det er stadig ikke helt som i Vemunds digt, synes jeg. Men så sagde han det selv i Vagant: en synsforstyrrelse. Digtet er en synsforstyrrelse. Synsforstyrrelse kender jeg.

Det startede fint idag, skulle på Söder en tur, havde en masse planer. Først en løbetur i skoven, ned ad stien til den bundfrosne sø, meget lys, meget sne, meget glad. Hjemme igen under bruseren begyndte jeg imidlertid at føle mig underligt til mode. Mit synsfelt blev revet over af hvide og sorte zig-zag streger, det var som om mine to hjernehalvdele flød fra hinanden, sad skævt sammen, som om mine øjne kiggede i forskellige retninger. En stribe af smerte lyste nedover venstre side af ansigtet.

Migræne er ikke hovedpine. Og panikangst er for øvrigt ikke det samme som at være bange: panikangst er en ulokalisérbar fysisk reaktion som blot fortæller dig at du geråder i et unavngivent kaos - men du er afskåret fra at kunne læse dig selv, dine symptomer. Og du kan ikke huske telefonnumre du ellers kan have brugt hver dag i årevis. Du tror du om lidt ligger på gulvet med et bristet blodkar i hjernen.

Migrænen, jeg tror det var lyset og sneen. Engang var det en hvid oplyst tavle i skolen. Men ikke to anfald er ens.

Soundtrack:
People are strange/Doors
Feel the pain/Dinosaur jr.