Kvinden er i kraft af sin traditionelle dragt på denne dag frembruddet af fortid. Hun inkarnerer Moderlandet, hun transcenderer fra individ til en inkarnation af et symbol der dermed gøres fysisk tilgængeligt. Barnet bærer andre hoveder: hoveder der glitrende svæver over det egentlige hoved og giver et indtryk af besøg fra en parallel virkelighed befolket af tegnede stærkt kulørte semi-vulgære væsner. Oftest er barnet på denne måde repræsentant for den ertende anti-tradition: truslen fra fremtiden (ex Pokémon). Børnene laver lyde der forskrækker, de gør omgivelserne ”beskidte” via kulørt klistret stof fra sprayflasker. De høje pludselige lyde forøger kaos modsat mandens faste trommerytmer. Manden mestrer dette kaos, dette gennembrud af fortid: han marcherer, holder taler hvori han hylder kvinden/ landet/ barnet og dermed, via stram rytme og højtidelig tale, viser han at han mestrer disses kaotiske impulser.

I dagens anledning præsenteres hér et beskedent stykke kortprosa som bl.a. har levet sit liv i GK og i Utveier. Jeg er bare så glad for at slippe for Norge idag - og skruer op for The Fall: Hey hey hey hey!