Hey, hvor er de lyserøde benvarmere, Maia? Jeg er i New York for første gang – på nær et glimt af to tårne stikkende op fra en brun sky under en kort mellemlanding på vej til Alaska i 97. Maia går på Martha Grahams danseskole herovre og bor på et loft i Brooklyn – bare herrecyklen og svejsegearet mangler: hun er definitivt blot millimeter fra at være heltinden Alex fra Flashdance inkarneret. Jeg sover på gulvet i lagerbygningen uden skillevægge. Maia bor i et slags skur, bygget indenfor. Ernesto fra Cuba bor i den anden ende af skur-konstruktionen, oppe under loftet. Richie the Bartender bor i en to-etagers seng med hvide blafrende gardiner omkring: han er prinsessen. Jeg bor på madressen på gulvet sammen med fire kæmpekatte. Det er Fujii jeg lærer bedst at kende. Fujiis (både overvægtige og underlegne) bror M. er også venskabligt indstillet. De kortpelsede hunkatte, moren & datteren, er mere sky - udover de nervøst rykkende hoveder, har de så mere fingespitzgefühl end drengene? Eller de vil ikke nyses på? Jeg er allergisk nok til at udvise forkølelsessymptomer efter små tyve minutter med kattene på nært hold. Vi bor lige ved Williamsburg-broen over til Manhattan, og subway’en, sølvslangen, hyler og skriger og hviner og brager forbi udenfor like an ongoing explosion dag og nat.
