Postkort 2: Mmm, skyscraper

Jeg tegner huse, I’m not getting it. Så utroligt smalle, tværstribede af brandtrapper og med det obligatoriske kaminhyldeornament ragende ud øverst: ikke eneste citat i sigte fra det romerske imperium. Og så skyskraberne, naturligtvis. Hvordan kunne hele Chicago skyline snige sig ind på mig på den måde i 97? Jeg gik ud ad Harbour Pier mens det blev mørkt og var mildt sagt uforberedt på synet bag mig: bam, switched on like a Christmas tree. Maia laver mad den første aften, hun går rutineret og småsnakkende op ad trappen mod taget med mig bag efter sig og dér er den igen: gaaa! Hvor kom alle de lys fra? Hele jævla Manhattan! Senere på ugen sidder jeg rasende i MoMAs skulpturhave, for noget tull. Her sidder vi i en lille lysegrå skotøjsæske fuld af pointeløst forvredne modernistiske skulpturer – damn it, skulpturene er jo udenfor! Og har endda folk indeni. Jeg tager et billede af en smuk vandrist med et skilt ved siden af som uden held (ha ha) forsøger at referere til en skulptur af Picasso -- Chrystlerbygningen er alligevel den fineste. Især med ekkoet fra en af Matthew Barneys Cremaster-film af brummende biler der gang på gang støder ind i hinanden i den fine Art Deco-lounge nederst og et billede, tilsyneladende filmet fra luften et sted: baner af stof som danserinder fletter spiret ind i. Empire State kan jeg næsten ikke se på fri fra uendelige flash-backs af fly, jeg fotograferer fra en skæv vinkel og det går næsten. Fristes af en forbipasserende turistbus til at tage et billede frontalt, men sletter øjeblikkeligt. Mmm, skyscraper -- Ved Ground Zero sidder en mand med langt hvidt hår og skæg og spiller fløjte, han spiller Amazing Grace igen og igen under sorte plancher som forklarer forløbet (man reagerede hurtigt og effektivt) og lister af navne, man hylder heltene fra 11. september. Amazing Grace, igen og igen.