Postkort 4: Angelheaded hipsters burning for the blah blah etc

Jeg er ingen beatnik. På trods af det traver mine fødder helt af sig selv og på insisterende vis gang på gang rundt i kvarteret ved St. Marks, Washington Square Park, Bleecker St. og MacDougal St. Åja, Kerouac was here. So fucking what. Den første gang jeg crasher i Washington Square Park ligger jeg i græsset med udsigt til et underligt skue: en stor gruppe unge mennesker fra Alabama mimer til pop og danser en bly Britney Spears i unisex jeans og ens T-shirts. Er det en Coldplay-sang? Handler den i udgangspunktet virkelig om ham deroppe? Well, nu gør den ihvertfald. Jeg spiser frisk frugt fra en plastikkop og læser i min guidebog: guide me outta here. Den bar hvor Dylan Thomas drak sig ihjel er ikke langt herfra, det var måske noget. Jeg når ikke længere end til hjørnet af Bleecker og MacDougal hvor jeg finder mit bord, Bordet -- Anden gang jeg er i Washington Square Park kommer jeg med en tung plastikpose fra St. Marks-boghandlen. Jeg læser Juliana Spahr og Lawrence Ferlinghetti inde i den runde fontæne: folk sidder hér på et par trin ned mod bassinet. Lidt efter kommer en sort fyr med en guitar og giver sig til at spille. En tatoveret og piercet fyr viser Bob, guitarfyren, et billede af sig selv i avisen: han er en slags smertekunstner og havde fjæset fuld af tøjklemmer den anden dag. Hey, who’s beat? -- Om aftenen traver mig og Maia rundt uptown, lige nedenfor Central Park. Maia finder med gadekendte skridt lynhurtigt frem til vores bestemmelsessted, Gotham Book Mart. Der er mange mennesker her allerede og nul air condition. Vi koger. På anden sal står vi alle i kø hen mod elevatoren, eneste forbindelse længere op i bygningen. Vi koger, bladrer i bøger, veksler ord med folk rundt os. I små hold sendes vi op med elevatoren. Ovenpå er der fuld reception med cheese, crackers og rødvin. Festens midtpunkt er 86-årige Lawrence Ferlinghetti, omtalt som den eneste overlevende af beatpoeterne, for mig vel mest legendarisk på grund af boghandlen og forlaget City Lights i San Francisco. Og manden træder frem: ”America used to be a melting pot, but now it’s not melting anymore.” Mr. Ferlinghetti brokker sig over identity politics, alle etniske minoriteter vil have deres eget radioshow nu: men vi skulle jo alle smelte sammen til ét, i spirituel betydning? Tjah. Og så læser han, mumle-mumle. Men vi bliver alligevel revet med, folk er i opløftet stemning, indehaverne af boghandlen siger til os at dette arrangement egentlig ikke skulle have være annonceret i Village Voice: nu kom der tre gange så mange som ventet. Vi ler. Skønt, mod elevatoren går det. Maia snakker højlydt til mig på dansk da elevatordøren glider op foran os. Jeg siger bare glup-blop-hmmm-fnnnp til svar for Patti Smith er netop gledet forbi mig ud af elevatoren som et andet gråt spøgelse med stenansigt og brændende blik.

FIN