Helsinki er en lille by. Ikke bare ekkoet af havmågeskrig mellem husene minder mig om Bergen. Jeg har endnu ikke, meget mod min forventning, set en eneste finne med stort hår, spidse sko og amerikanerbil. Første stop bliver i desperation og udmattelse en burgerrestaurent: den og første kig på den moderat turistoversvømmede by sparker gang i globaliseringsdepressionen. En anden dag da jeg forsøger at købe en is – to kugler i et bæger, tak – siger damen: Sorry, we don’t mix the flavours. Jeg bliver så paf at jeg siger ok, så nøjes jeg med en kugle med pebermynte. Troede hun jeg sagde en kugle med pebermynte og nougat? Jeg lejer en cykel og gør alt for at blive væk på den -- Så swinger denne all-MoMAs-of-the-world-hobo ind på Kiasma. Kiasma betyder krydsning og krydse gør både arkitekturen og de to udstillinger her. Fractures of Life har den irriterende undertitel ”politisk nutidskunst” – der er fine dingser her, men det giver egentlig først rigtig mening når jeg går ovenpå og forbløffes over sammenstødet: In Another World viser ”outsiderkunst” – folklore, ting lavet af ældre kunstnere og psykisk syge, ting vi ville kalde kitsch hvis det var på et marked vi så tingene. Udstillingen er sat op på labyrinter af gamle træpaller. Malerier og tegninger er vitalist-naivistiske og øverst er der bygget et kæmpe landskab op med et væld af bemalede træfigurer, piblende vandfald og skrammelkunst for alle pengene. De to udstillinger sat sammen danner et tankefuldt kryds mellem et ”udenfor” og et udenfor. Sidder i lang tid i den bagende sol bagefter og ser en skater blive fotograferet. Han kikser konstant og bliver mere og mere rasende.