Her har Kenneth Krabat lavet en samleside over Serup-sagen som har rullet over Danmark i et stykke tid nu. Serup selv er i Ho Chi Minh City. Og Bush fejrer sin 59-års fødselsdag i København: hurra, her er festen -- Mere Bush: Danmark tager ekstatisk imod. Non-stop rapportage på TV kører – jeg fanger facts om projektører, lyssætningen da Air Force One ruller ind er Hollywoods værk. I Rusland klarer man det anderledes: spreder kemikalier udover skyerne. 1-2-3, Sunshine – The Real Thing. Synker præsidentfruens stiletter ned i græsset da hun springer ud af helikopteren? Vi kan næsten ikke trække vejret. Desuden skal DR ”granskes” snart – kan det være derfor (spinkelt håb) at slipsene er bare lidt mere blå idag? Kopier af Foghs knaldblå slips som er kopi af Bushs knaldblå slips. Hvis nogen er kritiske til showet så omtales de som bærende på et ”Bush-had” og som reagerende udfra en ”rygmarvsrefleks” og plottes ind i montager med aggressivt udseende Hamas-folk, grupper af slørbeklædte med Hussein-plakater, med andre ord: upassende følelser ude af kontrol, ikke egentlig folk man kan snakke med, de dér uartikulerede ”autonome” og flippede ”christianitter” – Definitivt en lige linie til alverdens ”terrorister” (forkortes oftest til ”teorister”) og ”ekstremister” -- Metroavisen Urban har sakset et interview fra Berlinske med Fogh Rasmussen og hans følge hvorfra vi får følgende sproganalyse af Bush-administrationen: ”Ingen af dem er til lange enetaler hvor alting pakkes ind i billeder og sproglige metaforer. I stedet er det til sagen.” – Ja, og hvilken sag. Artiklen slutter med følgende lidt pudsigt formulerede udsagn som vist er journalistens: ”Selvom den danske indflydelse på den amerikanske regering er og bliver begrænset, så lyttes og nikkes der. Forstående, ikke forurettet. Som sparringspartner og rådgiver om europæiske forhold er Fogh da også mere værd for Bush end for eksempel den franske præsident Jacques Chirac. Hvorfor? – Fordi han er hans ven, der ikke sådan løber skrigende fra en fælles beslutning om at gå i krig eller drømmer sig tilbage til tider, hvor amerikanske præsidenter blev modtaget som helte i Europa. Enhver kan som bekendt sole sig i medgang, det er sværere at sole sig i Bush.” – Jo, Bush er en rigtig Reality-præsient. Men oops! Gør det ham mindre iscenesat? A least it makes him less (*bloddy*) French. Her snakker Bolt & Nielsen videre. Susanne pakker sin kuffert igen.