And you can quote me on that. Ellis skriver scener som er vibrerende sanselige og filmatiske og de kitschede gotiske indslag redder sig for det meste igennem på en grund af kulsort humor. Ellis klarer med Lunar Park at sparke igen, sparke både sit mytologiserede selv og sine spøgelser, den fiktive Patrick Bateman og en karakter vi må tro er Ellis’ biofaktiske og nu afdøde far, ad helvede til og har i samme bevægelse skrevet sin til dato bedste roman.

Deres anmelder i uafgørlighedszonen