For min egen fornøjelses skyld har jeg tænkt mig at jobbe lidt videre med min læsning af Ruth Lillegravens digtsamling Store Stygge Dikt som blandede sig ind i netmødet med Lillegraven på Olaugs blog sidste uge. Eirik Vassenden siger i øvrigt dette om Lillegraven, midt inde i en MB-anmeldelse af Geir Gulliksens sidste: Man kunne snakke om en viss inflasjon i norsk poesi. Ikke at diktene er blitt dårligere – de er blitt lengre. Jeg tror det går an å snakke om en liten omveltning her: Ezra Pounds oppskrift ("dichten = condensare") gjelder ikke; det er ikke lenger det knappe bilde eller den pregnante situasjon som dominerer poesien. Snarere er det de fortellende, drivende, assosierende, pratsomme og utflytende langdiktene som er blitt det rådende paradigmet. Enkelte målbærer dette paradigmeskiftet tydelig: Ruth Lillegravens debutsamling har tittelen Store, stygge dikt (og distanserer seg altså maksimalt fra det vi kanskje da må tro var den gamle normen: små, pene dikt). Mens andre, som Pedro Carmona-Alvarez og Espen Stueland, har arbeidet seg inn i det ekspanderende langdiktet uten å gjøre noe større poetologisk poeng av det.

Susanne crash-læser Lillegraven (work in progress):

Jeg lurer også på hvad det stygge er i disse digte. De er bråkete, de er guttejentebråkete, fint nok, I like. Men viser stygheden sig også i formen og i hvad digtet kan rumme? Et spørgsmål er, kan disse digte rumme alt eller er der en grænse? Helt indtil side 54 virker digtene som rene rapportager - og jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal med dem, findes der en udvælgelse af stoffet eller ej? Det er som om alt digtene vil have jeg skal sige er: sådan har jeg det også! Er genkendelse da = litterær kvalitet? Ved det ikke, men jeg læser ikke ofte blot for at se mit eget fjæs i et spejl, hvad skal jeg stille op med dette Samme? Digtene rummer en livsfølelse, en version af modern love, men følelsen er kontekstualiseret og hverdagsliggjort, sat ind i verden. Fint, ingen renser og isolerer, der er ingen kunstighed her: tilsyneladende. Men selv Moestrup og Andkjær Olsen (fx) vil mere end blot at rapportere, dér bliver jeg lidt i tvivl om hvad disse digte vil mig, andet end at sige hey baby, vi er ens og det er fint, alt er fint og følelsen er, ja, fin, den - men øh? -- Men det er bra at se et par af digtene i sidste halvdel af bogen glimtvis har ting at sige også.