Friday, October 21, 2005

I got the Serious Art Blues. Gik i biografen og så to film, baby. Jeg siger, jeg så to film, baby. Den ene var af Jim Jarmusch, yeah yeah. Den var ok, ja, den var. Men så så jeg en film af Michael Haneke, baby. That's what I did, jeg så en film af Michael Haneke. Og hvad skete der? Jo, Jim Jarmusch? Han kunne bare gå sin vej, kunne han. Yeah yeah, I got the Serious Art Blues.

Sorry Jim, sorry Bill, verden (min) har fået nok af silly love songs og coolness. Og ja, det er uretfærdig sammenligning, det er det altid, uretfærdig sammenligning. Som Mazdak blev ved at sige til mig uden at jeg syntes jeg kunne svare med nogen enkelt formuleret sætning: Hvordan kan du glemme Cortazár? Hvordan kan du glemme Julio Cortazár når du læser (fx) Erlend Loe? Jeg mumlede, utilstrækkeligt, noget i stil med: Men der er jo ikke bare én kanon, der er mange.

Og Jarmusch? Er der en Jim Jarmusch-film jeg ikke har set? Og Bill Murray, hvem synes ikke om hans bedårende hundefjæs? But it don't mean a thing, det er fint: Bill vil ikke have looooooove overhovedet, ex-kærester passerer forbi da han tvinges ud på en rejse i Broken Flowers - Nej, det er en SØN han vil have. Åja, da lyser hundefjæset.

Michael Hanekes film Caché bare eksploderede det hele væk. Hvem stalker dette par med sit kamera? Hvordan kan det være at denne pæne mand - som er intellektuel på TV og det hele - pludselig går amok når han trues, afslører en afgrund i sig. De personer han anklager har faktisk intet gjort. Men hvem holder så det kamera som stalker Mister Nice? Det kamera vi ser igennem, er det Michael Haneke selv? Det er det selvfølgelig - og for en poetik: Det gør kunsten, stalker det vestlige menneske, siger: Husker du, ser du?
Ser du andet end dig selv?


I kommentarfeltet herunder startede en konversation om p*pup reklame som kommer ind på siden via N*dstat, altså webc*unterfirmaet. Hvis du har samme problem så er her nogle links som forklarer lidt om hvad der foregår og hvordan man kan rydde op.