Idag læser vi Nielsen og er nået til side 92 da der således står, som var det tastet på et keyboard i en anden verdelsdel: "Pludselig faar Adnan oeje paa en flok iranere, - very dangerous people, siger han og forsoeger at verfe os ud, men jeg skal lige have en sidste bid, én til, jeg er sulten, levende, jeg staar ude paa gaden, i moerke og neonlys og aeder, mens politidrengene vrimler omkring os, jonglerer med deres maskinpistoler, peger, finter, springer op paa og ned fra ladet af deres rustende skaeve varevogne, saadan er det, taenker jeg, det er virkeligheden, det er det vel, virkeligheden, mister Wittgenstein, I presume?"

Vi, den læsende, har sans for de lange sætninger (a brush was used) og har derfor lyst at citere igen, nu fra side 154 - vi er med Nielsen & Rasmussen i Amara hvor situationen tilspidses og Nielsen må sig sammen pakke: "Og mens Rasmussen ude under januarsolen, men stadig inden for murene i koalitionens rektangulære cementgård, rygende og rasende marcherer tyve-tredive runder med sin fortolker, den let overvægtige Adnan som en hund i sine hæle, mens folket, de to hundrede fredelige arbejdsløse demonstranter lige på den anden side af muren, i al hast er blevet til to tusinde i oprør med sten og hjemmelavede rørbomber mod politiets knipler og slidte maskinpistoler, vender Nielsen, på sin midlertidige plads foran skærmen blandt briterne inde i barakken, ryggen til virkeligheden, går i dækning ude på Nettet og maler videre på sit grædende barn til avisen derhjemme på det gamle kontinent."

Hvis vi (Claws) synes der er plads så kunne vi (Claws) tænke os at citere fra både side 255, 262 og side 293 også, nu mens vi krydslæser den rystende beretning med titelen Selvmordsaktionen (se tidligere post) af clausbeck-nielsen.net -- Her kan man forresten læse mere om den undtagelsestilstand som Nielsen & Rasmussen rejser ind i i nævnte værk.