Ellen siger dette om Irigarays metode i MB: Hun inntar en nærgående mimetisk (etterlignende) lesestrategi i forhold til de mannlige "mester"-tekstene, og er i sine strategiske inngrep inspirert av Derridas dekonstruktive, stilistiske grep. Småfrekt smyger hun seg inn og ut av disse kanoniserte filosofitekstene – det være seg Freud, Platon, Aristoteles, Descartes, Kant eller Hegel – i jakten på det kvinnelige.

Jeg forsøgte at sige noget der ligner i punkt 4 i mit (hm) kritikermanifest der er at læse i nyeste Prosopopeia, en tekst som let kunne udvides med et par og 90 punkter til, in other words: I am not pleased. But here goes.

1. Det kan se sådan her ud. Det kan også se anderledes ud, siger hun, for (hm) findes der regler? Den læsende med teatral forundring: dette er en … bog? Der findes ingen metode, på mødet finder de på et sprog sammen, med og mod hinanden: dette er kritikken. En skitse tegnes med iscenesat skælvende hænder. Men dybt i knoglerne findes også erfaring bygget på erfaring bygget på erfaring: racedog’s knowledge.

2. ”Here, kitty kitty!” Alien (1979). Litteraturen er ikke et vrangvilligt barn som skal irettesættes, snarere må den ses på som potentielt monstrøs. Den læsende lokker litteraturen ud af sin hule med livet som indsats. Den læsende har lov at rase i skuffelse de 99 gange ud af 100 hun bliver stående på sine fødder. Bliver den læsende endelig føkket over, da har hun lov at vurdere tilstanden og et muligt positionsskifte: nu vil hun sandelig tale om mødeteknik, kommunikation og etik. Monster siger hm? og sætter sig på halen. Alle hendes ansigter smiler.

3. Der er ti genstande i et rum. Ti mennesker ser kort – dog koncentreret – på de ti genstande. De ti mennesker skal siden berette om hvad de så, hvordan hver ting var placeret og i hvilken rækkefølge tingene blev bemærket. Får vi ti forskellige beretninger?
Blikket vælger sig altid en forgrund og en baggrund. Bestemte perspektiver er gennem historien blevet ophøjet til objektive sandheder. Mit blik danner aftrykket af et kønsspecifikt læserbegær: blå sofa, hvor er du nu?

4. Fitteview, x-treme close-up. Når Luce læser filosofihistorien så bliver hun vand, hun mimer tekstens bevægelse og bryder først ud dér hvor tænkningens svage punkter er. Andre vil skille vandet med et skarpt blik, men ikke hun. Du læser skævt, fra perversion til aktion – men er dette blik nogens? Eller taler du bare dit eget subjektive vanvids sag? Og … er det en spændetrøje de kommer med?

5. Teksten er på gaden og rundt om Roland bliver der pludselig en anden virkelighed. Her er læsehandlingen dét som skiller et jeg fra kollaps, viklet ind i reklame: læs eller dø, læs eller lad andre dø. Pragmatisk iagttagelse er anvendt teori er opgraderet optik.

6. Tendentiøse politiske læsninger. Hvis kritikeren blot er ude på at rangere teksten i et æstetisk hierarki af kunstobjekter, da behøver hun vel næppe vride pennen rundt i alle smertepunkterne, oute tematikken? Men, forestiller jeg mig, hvis teksten ses på som en ligestillet kulturel ytring, der taler til verden, i verden, hvad gør kritikeren da? Hjælper hun til i dette henvendelsesforsøg? Eller lukker hun munden på teksten, kalder den en pretty thing?

7. Ti hatte, ikke én tiara. At læse er at skrive, statusforskellen er en konstruktion og findes fordi en bog kan sælges. Ubalance! Båden tipper, hop af, hop af. Vi har en syg overproduktion af værker modsvaret af svage læsninger, svage samtaler, svage maver and who cares. Hvis litteraturen skal virke, så gå og gør den.

8. Tid & sted: forankringsforhandlinger. Nu skal du høre, det er sådan her det foregår: tid er en vigtig faktor – og der er ikke meget af den. Jeg indgår i en kontekst, i et samarbejde. Jeg oversættes og redigeres. Anmeldelsens publicering fikserer den for en tid i en bestemt positur – men den snakker videre, tænker videre: tænker og tvivler og tænker og tvivler. Anmeldelsen er urolig, den vil snakke med dig.

9. Ssssssssssssssssssssssssssssss

10. Let these be the languages of art criticism: to scream, to forget, to do anything except reduce radical difference, through representation, to identity, singularity, calculable and controlable. Let one art criticism’s languages be silence so that we can hear the sounds of the body: the winds and voices from far-off shores, the sounds of the unknown. May we write, not in order to judge, but for and in (I quote Georges Bataille), ”the community of those who do not have a community.”

Kathy Acker: Critical languages, Bodies of work 1997.