Men er det så sandt som Nils-Øivind påstår det, er hans digte rummet, adressen, med bord, stol, det hele? Næppe, jeg sidder jo ikke med en flyttekasse fuld af møbelstumper i hænderne, jeg sidder med en bog. Hvis sproget i bogen skal overbevise mig om at det f.eks. vitterligt er Nils-Øivinds gule kontorstol, hvordan skulle sproget så gøre? Sproget prøver sig først som crooner: jeg er stoooooooooooool, jeg er Nils-Øivinds stoooooooooool, ja, jeg er, baby. Stoooooooooooool. Nej. Sproget kigger op, lidt skuffet. Jeg køber den ikke, stolen. Sproget ser sig rundt efter hjælp, ser pludselig ned ad sig selv, ja. Sproget vil gøre stol nu. Okay! siger
jeg – og sætter mig:

stol
stol
stol
stol stol stol stol
stol stol stol stol
stol stol
stol stol
stol stol