Det var ikke Kodiak Island, men en langt mindre ø ned ad kysten. Vi skulle arbejde her et par dage, slæbte på en masse redskaber. Det regnede tungt som det havde gjort i dagevis, al den tid jeg var i Alaska. Tung regn, tung og duftende som intet andet.

Vi skulle bære redskaberne tværs over øen til hytten i regnen, et par timer tog det nok. De havde glemt geværet, eller det vil sige: nøglen til skabet hvor geværet var indelåst. Vi var ganske trætte, sultne og gennemvåde. Her på øen bor der 400 bjørne, lærte vi, store vilde grizzlys. Så komplet ulogisk at de skulle gemme sig for os, tænkte jeg, så langt overlegne de var -- Hov, det lød som træer der faldt? En bragende lyd, hvad var det? Nåja, bjørne. Det var nok en bjørn der gnubbede sig opad et træ.

Men dér var hytten, alt gik bra alligevel og om aftenen sad vi på stranden rundt om bålet. Vi blev instrueret i bjørneadfærd, worst case scenario, hvad vi skulle gøre hvis vi pludselig skulle stå ansigt til ansigt med de store brune wild things. Ikke løb, bjørnen er hurtigere end dig. Stå tæt sammen og lav masse lyde, bjørnen ser dårligt, den tror du er overlegen hvis din skygge rager højt op. Og ørerne er lydfølsomme, snak højt, snak roligt. Ellers var der pebersprays og fløjter til os. Spray cayennepeber i bjørnens øjne, så går det helt fint. But remember, don't run.

Vi drak blåbærvin eller hvad det nu var, det blev sent og næsten helt mørkt rundt os. Pludselig var der noget der prustede derude, én af os - den eneste - som kendte dette landskab sagde højt, skarpt og umiskendeligt advarende: bear. Vi var faktisk flinke og gjorde som vi havde lært. Jeg kunne hverken se eller trække vejret, men vi stod alligevel tæt sammen, vi gjorde os høje, snakkede højt, paniske stemmer, alle sprog. Og efter noget tid lød svaret ude fra mørket: latter. Bjørnen grinede af os.

Grizzly Girl. Coming to a movie theater near you soon.